Konflikten om Falklandsøerne – eller Malvinas, som argentinerne kalder dem – er igen dukket op i nyhedsstrømmen. Selvom krigen i 1982 ligger mere end 40 år tilbage og de 3.500 indbyggere absolut intet ønske har om at blive del af Argentina, kræver Argentina fortsat øerne ”tilbage” til Argentina, som man så kan stille spørgsmålstegn om hvorvidt reelt nogensiden har været en del af Argentina. De ca. 3.500 indbyggere på øerne taler engelsk, drikker te og kører i den “forkerte side af vejen” og sådan har det været i snart 200 år.

Sidste kapitel i den lange konflikt mellem Argentina og Storbritannien blev skrevet i sidste uge, da præsident Javier Milei og hans regering annoncerede en lang række initiativer for at “bringe det tabte land” tilbage til Argentina (sådan ser man det i Argentina).

Milei‑regeringen vil bl. a. indlede sanktioner mod 45 virksomheder og personer involveret i olieprojekter omkring Malvinas, som argentinerne kalder det. Men henviser eksplicit til at udtalelser af Donald Trump, som stiller spørgsmålstegn ved USA’s hidtidige støtte til Storbritannien. Det skal medtages at USA traditionelt ved flere lejligheder har været noget tøvende i sin opbakning til Storbritannien. Det gjalt også i forbindelse med Falklandskrigen i 1982, hvilket daværende Præmierminister Margaret Thatcher ikke undlod at udtrykke sin skuffelse over dengang.

Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

• 1590-1600
  Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
• 1690:
  Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
• 1764–1770:
  Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
  I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
• 1774:
  Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
• 1811:
  Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
• 1816:
  Argentina bliver selvstændigt.
• 1820–1828:
  Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
• 1829:
  Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
• 1831:
  USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
• 1833-1834:
  Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
  Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
  Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
  Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
  Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
  En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
  I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
  I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
  Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
  Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
• 1840:
  Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
• 1845:
  Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
• 1850:
  En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
• 1880erne-1910erne:
  Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
• 1910erne-1930:
  I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
• 1930erne:
  Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
• 1939-1945:
  Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
• 1945-1965:
  Argentina rejser sagen i FN
  Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
  Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
  FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
• 1965-1976:
  Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
  Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
• 1976-1982:
  Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
• 1982-1989:
  FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
  I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
• 1990-1995:
  Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
  Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
• 2000-2005:
  Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
• 2007-2010:
  Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
• 2010-2020:
  I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
  Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
• 2020- 2026:
  Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
  I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
  Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
  I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.