Tag-arkiv: Javier Milei

Når alt andet fejler, er der jo altid ”Malvinas”

Af Niels Westy, den 6. september 2026. Skriv et svar

Konflikten om Falklandsøerne – eller Malvinas, som argentinerne kalder dem – er igen dukket op i nyhedsstrømmen. Selvom krigen i 1982 ligger mere end 40 år tilbage og de 3.500 indbyggere absolut intet ønske har om at blive del af Argentina, kræver Argentina fortsat øerne ”tilbage” til Argentina, som man så kan stille spørgsmålstegn om hvorvidt reelt nogensiden har været en del af Argentina. De ca. 3.500 indbyggere på øerne taler engelsk, drikker te og kører i den “forkerte side af vejen” og sådan har det været i snart 200 år.

Sidste kapitel i den lange konflikt mellem Argentina og Storbritannien blev skrevet i sidste uge, da præsident Javier Milei og hans regering annoncerede en lang række initiativer for at “bringe det tabte land” tilbage til Argentina (sådan ser man det i Argentina).

Milei‑regeringen vil bl. a. indlede sanktioner mod 45 virksomheder og personer involveret i olieprojekter omkring Malvinas, som argentinerne kalder det. Men henviser eksplicit til at udtalelser af Donald Trump, som stiller spørgsmålstegn ved USA’s hidtidige støtte til Storbritannien. Det skal medtages at USA traditionelt ved flere lejligheder har været noget tøvende i sin opbakning til Storbritannien. Det gjalt også i forbindelse med Falklandskrigen i 1982, hvilket daværende Præmierminister Margaret Thatcher ikke undlod at udtrykke sin skuffelse over dengang.

Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

  • 1590-1600
    Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
  • 1690:
    Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
  • 1764–1770:
    Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
    I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
  • 1774:
    Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
  • 1811:
    Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
  • 1816:
    Argentina bliver selvstændigt.
  • 1820–1828:
    Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
  • 1829:
    Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
  • 1831:
    USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
  • 1833-1834:
    Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
    Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
    Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
    Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
    Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
    En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
    Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
    I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
    I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
    Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
    Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
    Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
  • 1840:
    Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
  • 1845:
    Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
  • 1850:
    En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
  • 1880erne-1910erne:
    Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
  • 1910erne-1930:
    I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
  • 1930erne:
    Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
  • 1939-1945:
    Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
  • 1945-1965:
    Argentina rejser sagen i FN
    Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
    Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
    FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
  • 1965-1976:
    Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
    Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
  • 1976-1982:
    Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
  • 1982-1989:
    FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
    I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
  • 1990-1995:
    Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
    Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
  • 2000-2005:
    Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
  • 2007-2010:
    Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
  • 2010-2020:
    I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
    Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
  • 2020- 2026:
    Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
    I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
    Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
    I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.

Milei og Argentina II del 4. – DEN STORE NEDTUR

Af Niels Westy, den 9. august 2025. Skriv et svar

Det skulle være så godt, og så endte det desværre med endnu en statsbankerot.

Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.

Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.

Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.

Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.

Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.

Læs resten →

Milei og Argentina II – Den store nedtur del 3 – Manden fra La Rioja

Af Niels Westy, den 25. marts 2025. 1 svar

“Kun en krise – faktisk eller opfattet – fremkalder reel forandring. Når denne krise indtræffer, afhænger de handlinger, der træffes, af de idéer, der ligger klar. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og tilgængelige indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.”

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

Læs resten →

Argentina og Milei I – “On top of the world”

Af Niels Westy, den 4. februar 2025. 1 svar

Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Læs resten →

Om borgerlighed, politikfejl og utilsigtede konsekvenser, en ikke-anmeldelse

Af Niels Westy, den 16. februar 2024. Skriv et svar

Tidligere direktør for Cepos og nu direktør i Popoulos Analytics, Martin Ågerup har skrevet en meget velresearchet og stringent bog af den slags, som skrives alt for sjældent på dansk, “hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen“.

Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).


Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.




Que pasa Argentina?

Af Niels Westy, den 10. februar 2024. 1 svar

Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

Kaptajn Ancab og WEF

Af Niels Westy, den 25. januar 2024. 1 svar

I sidste uge skrev jeg om Oxfams årlige ulighedsrapport, som de altid udsender i anledning af det årlige møde i World Economic Forum (WEF) i Davos. I dag har jeg talt med Astrid Johanne Høg i “Blåt Bælte” om Argentinas nyvalgte præsident Javier Milei’s tale samme sted. Du kan høre indslaget her.

Vi har tidligere skrevet om WEF – se f. eks. her – som ikke just er vores kop te, med dens forestillinger om at en udvalgt elite af politiske magthavere sammen med private virksomheder, kan “redde verden”. Den slags elitære forestillinger bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Medmindre man altså tror på at “hvis bare de rigtige mennesker kommer til, så skal det nok blive godt alt sammen”. Det bliver det så ikke.

I år skete der så det helt specielle, at Argentinas nyvalgte præsident og selverklærede anarkokapitalist, Javier Milei talte – og der blev i den grad talt dunder – ikke mindst mod stort set alt hvad WEF står for.

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Læs resten →