Que passa Argentina?

Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.


Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

1 thought on “Que passa Argentina?

  1. Orla Schantz

    Af hjertet tak Niels Westy for – endnu en – informativ redegørelse for både den politiske og økonomiske situation i Argentina, dette vitale, men også fatale land med al sin skønhed, generositet, men også dekadence og forfald. Det er trist og bekymrende, men det er også en kultur med livskraft og stamina. Men hvor har peronismen maltrakteret dette land – omend i ly af populistisk begejstring og fanatisme

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.