Tag-arkiv: østrigske skole

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2020. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

Tre artikler om østrigerne

Af Nikolaj Stenberg, den 13. februar 2015. 1 svar

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Gæsteindlæg: Er bankernes redning en redning?

Af Niels Westy, den 28. juli 2012. Skriv et svar

Nedenstående gæsteindlæg er skrevet af Hubert John Strecker, cand. polit. og en af den slags mennesker som ikke kun “Talks The Talk” men også “Walks The Walk”. Hubert står bla. bag et legat som hvert år gives til udvalgte danske studerende på Von Mises Instituttet.

Er bankernes  redning en redning?

I en fri kapitalistisk verden er penge produceret på markedet ligesom f.eks. chokolade, bh’er eller frikadeller. Penges eksistens forklares af Ludwig von Mises regressionsteorem. I den spæde civilisation bytter folk varer, men på grund af besværligheden herved så søger markedet imod et medium som alle accepterer som det gældende byttemedium. Traditionelt har det været guld eller sølv. Fri produktion af penge-guld og sølvmønter har fundet sted i f.eks. amerika i det 19. århundrede og Skotland i det syttende. Navnet dollar er et kælenavn for møntproducenten Schlick fra Joachimsthal i Bøhmen. Først hed mønterne Joachimsthaler, så thalers og til sidst dollar.

I 1913 oprettedes Federal Reserve i USA som centralbank, der herefter overtog produktionen af penge, ligesom centralbanker i europa varetager produktion af penge. Efter indførelsen af centralbankvæsenet- ses et klart mønster. En ounce guld kostede i 1913 19 dollar. I dag er prisen ca. 1600 dollar. En dollar i dag er ca. 1 procent af dens værdi i 1913. Hvad skyldes dette? Jo efter at centralbanken overtog produktionen af penge, så har to interessegrupper haft særlig glæde af at producere penge. Staten og de kommercielle banker. Staten kan øge sit budget uden at hæve skatterne ved at trykke penge, og de kommercielle banker kan øge deres balance, og hermed indtjeningen som forskellen imellem ind- og udlån via det fraktionelle reservebankvæsen. Et fraktionelt reservebankvæsen er det vi har i Danmark, og det forstås ved at banken kun har en solvens på ca. 8%. Det betyder, at når hr. Hansen sætter 1000 kr. ind i Danske Bank, så må banken geare dette indlån 12,5 gange og give hr. Jensen en kassekredit på ca. 11.000 kr. Hr. Jensen kan f.eks. vælge at købe varer af den samme Hr. Hansen og herved overføre 11.000 kr. til dennes konto. Bankens balance ser umiddelbart sund ud. Hr. Hansen har 12.000 kr. i indlån, og Hr. Jensen har 11.000 kr. i udlån. Problemet med systemet er bare, at Hr. Hansens indlån på 12.000 kr. kun findes i bankens computersystem. Pengene findes ikke fysisk. På samme måde udsteder staten obligationer som de kommercielle banker køber, og herved finansieres statens underskud uden at hæve skattesatsen.

Det er logik, at et pyramidespil som bankvæsenet og statens produktion af penge altid vil bryde sammen. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår. Som den seneste økonomiske udvikling har antydet, så virker det som om, at enden er ved at være nået. Både stat og banker glemte med tiden siden sidste krise, at systemet er uholdbart, og at man derfor skal gå med varsko i pengeekspansionen. Men da flertallet af dem, der oplevede krisen efter 1929 ikke er mere, så har vi i specielt i de sidste ti år set en pengemængde ekspansion, der i den vestlige verden ikke er set siden 1920’erne med vilde bankudlån til bunker af fejlinvesteringer og fantastiske statslige projekter. Hvor mange ved deres fulde fem vil låne deres sparepenge til andre uden, at der afdrages? Hvorledes kan banker låne af centralbanken til omegnen af 1 %, når normale mennesker hvis de overhovedet kan få et lån skal betale imellem seks og tyve procent. Hvordan kan banker overlade deres dårlige lån til staten, hvorefter skatteborgere skal betale regningen uden, at der stilles spørgsmål, eller at det har retlige konsekvenser? Således tages produktiv kapital og gives som en gave til bankerne, hvorefter produktive projekter ikke kan finansieres. Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme. I en fri verden vælger mennesker guld eller sølv som penge. Det er historien et bevis for.

Gæsteindlæg – Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

Af Niels Westy, den 11. marts 2012. 13 svar

Libertas har lige udsendt det 51. nummer af selskabets tidskrift af samme navn. Temaet har denne gang været den østrigske skole. De af bloggens læsere som er medlem af Libertas skulle gerne have modtaget tidskriftet med posten, eller også er det lige på trapperne.

I den anledning bringer vi her et gæsteindlæg af Nicklas Augustine, som tidligere har haft indlæg på denne blog.

 

Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

There can never be a scarcity of currency except when there is too much of it
William Graham Sumner, 1890

Den østrigske skole har fået meget opmærksomhed den senere tid. Flere har fået øjnene op for østrigske økonomer, idet disse succesfuldt har kunne beskrive tidligere og nutidige økonomiske boblers anatomi. Således påpegede Ludwig von Mises og F.A. Hayek uholdbarheden ved den monetære politik, der forårsagede 1930’ernes depression, ligesom moderne østrigere såsom Bob Murphy, Peter Shiff, Mark Thornton og Frank Shostak har beskrevet både It- og boligboblen i forrige årti ved brug af den østrigske konjunkturteori (Austrian Business Cycle Theory eller ABCT). [1] Mest mærkbart har præsidentkandidat Ron Paul formået at fremlægge og udbrede ”østrigske” synspunkter i forbindelse med sit  præsidentkandidatur.

Opmærksomheden er ligeledes reflekteret i den tiltagende interesse for skolen i Danmark. Senest har man i Tidsskriftet Libertas dedikeret en udgivelse alene til østrigske tanker. Heri  blev skolen og dets  markante videnskabelige bedrifter sat under kritisk behandling, og for de der ikke holder tidsskriftet, kan det oplyses, at dette i særdeleshed gik ud over den østrigske konjunkturteori.

I denne korte artikel tilbagevises de af Erik Kofoed fremlagte kritikpunkter af ABCT – som monetaristen Lars Christensen i øvrigt synes at dele – relateret til den østrigske konjunkturteori. Efter en indledningsvis ganske kort beskrivelse af ABCT fremlægges kritikpunkterne, som herefter tilbagevises. For de med et større kendskab til østrigsk økonomi vil der intet betydeligt overraskende være at finde i min tilbagevisning af krikpunkterne – økonomer såsom Bob Muprhy, Frank Shostak og Roger Garrison mfl. har allerede, omend mere fragmenteret, imødekommet de af kritikerne påståede problemer ved ABCT.

Læs resten →