I denne måned er det 75 år siden, Fredrich Hayeks både omdiskuterede og hyldede The Road to Serfdomudkom. Bogen, hvor Hayek advarede om at kollektivisering næsten altid vil føre til en alvorlig risiko for tab af frihed – en vej til trældom, som den danske oversættelse kaldte det – har været både meget indflydelsesrig, men også ofte karikeret af dens modstandere. Han gjorde sig heller ikke utvetydigt populær ved at dedikere den til ” socialister i alle partier.”

For fem år siden skrev Peter Kurrild-Klitgaard om bogen i Berlingske Tidende, og understregede, hvordan man kan genkende nogle af dynamikkerne i det såkaldt moderne Danmark. Staten fylder i dag mere end halvdelen af økonomien, og for at finansiere denne halvdel, accepterer vi i dag, at Skat har videre de facto beføjelser end selv efterretningstjenesterne. Skattemyndighederne tager sig f.eks. adgang til vores telefondata uden retskendelse, mens efterretningstjenesterne må vente på en domstols vurdering. Så selvom de skandinaviske velfærdsstater ikke er blevet sovjetisk autoritære, findes nogle af dynamikkerne alligevel hos os.
Vil man vide mere om Hayeks bog og diskussionerne omkring den, handler denne uges Live from Lord North Street – the Institute of Economic Affairs fremragende podcast – netop om Serfdom. Kate Andrews taler her med IEAs Philip Booth og Adam Smith Institute’s direktør Eamonn Butler om bogens relevans idag, og om vi har lært noget af den. Live from Lord North Street er som altid varmt anbefalet.