Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke
bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at
de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?
Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en
gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb,
hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk
belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan
fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk
målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer
de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på
området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.
Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor
udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig
ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat
bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke
udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er
der et reelt ressourceproblem.
Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor
privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der
dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke
er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen
med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at
politikerne har de rigtige incitamenter.
Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret
er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod
overudnyttelse. Det blev elegant påvist
af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i
det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine –
står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt,
hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.
Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en
prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten
spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde
mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at
kobberprisen stiger svarende til renten.
Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at
overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige
præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen
skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme
forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.
Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at
de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er,
at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge
den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før
tid.
Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en
situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket
ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der
tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto
vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne
for en given sværhedsgrad, der her er tale om.
Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger?
Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er
profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger
profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.
Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet
til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en
samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige
omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale
ekstraktionsprofil.
Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig
stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle
løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen
en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som
foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den
tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at
udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at
udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er
ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt
af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og
regulering ikke nødvendigvis optimal.
Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i
kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til
fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver
kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige
muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.
Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere
og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen
af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at
indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå
videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.
Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at
råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge
produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers
effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke
øge produktionen.
Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste
politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det
samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en
parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med
ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.
Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger
at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen
er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke
ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til
at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud
af at indvende dem nu og her.
Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet
hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde
råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at
råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste
råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt
har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det
tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det
er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end
nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.
Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg
for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.
I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om
stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.