Tag-arkiv: klimaøkonomi

Klimaøkonomi under forandring? Mit indlæg i Nationaløkonomisk Forening.

Er klimaøkonomi under forandring? Det blev jeg bedt om at sige noget om på Nationaløkonomisk Forenings seneste nytårskonference sidste weekend. Konferencen afholdes hvert andet år på Koldingfjord.
Konferencen, som altid er en fornøjelse på grund af sit faglige indhold og persongalleri fra det danske økonommiljø, fungerer under Chatham House Rules – dvs. at man ikke må citere nogen uden deres eksplicitte tilladelse. Så jeg kan desværre ikke referere andre end mig selv. Men heldigvis var uenigheden ikke så stor, som man måske skulle tro.
Her er nogle hovedpunkter fra min præsentation:

  • Modsat hvad man skulle tro fra den offentlige og tværakademiske debat, så er klimaproblemet ikke en udfordring, som økonomisk teori slet ikke er parat til at håndtere. Der er tværtimod tale om et kollektivt handlingsproblem – et mange-personers gentaget fangernes dilemma-spil – som vi ved er svært at løse. De beskedne globale fremskridt er ikke uventede, men hvad teorien om markedsfejl og politikfejl siger. Den optimale løsning på klimaproblemet – en ensartet skat på CO2 svarende til skadevirkningen – har været kendt siden Arthur Pigou’s ”Economics of welfare”, som fylder 100 år i år. Second best-løsningen i form af en afgift, som kan realisere f.eks. nationale mål, er også velkendt og ukontroversiel blandt økonomer. Så kernen i problemstillingen er ikke ny og overrumplende.
  • Det internationale aftalesystem baserer sig primært på Parisaftalen, som er noget skizofren: På den ene side har den et mål om at begrænse temperaturstigningen til 1½-2 grader celsius i forhold til før den industrielle revolution. På den anden side har landene (for Danmarks vedkommende er vi med via EU) kun givet tilsagn om udledningsreduktioner, som vil begrænse temperaturstigningen til godt 3 grader. Men ender det med 3 grader, er det måske ikke så slemt endda. Ifølge de modelberegninger, som var med til at give William Nordhaus den første Nobelpris for klimaøkonomi (i 2018), så indebærer det optimale forløb en temperaturstigning på godt 3 grader. En hårdere opbremsning vil koste mere end den gavner. Nordhaus regner med, at en temperaturstigning på 3 grader vil indebære skadevirkninger svarende til 2 pct. af BNP, mens f.eks. 6 grader vil skade svarende til 8 pct. af BNP.
  • Ser vi på dansk klimapolitik, så er der flere problemer:
  • Hvis vi skal påvirke andre lande – og det skal vi, hvis det skal have nogen effekt på klimaet – så er det næppe nogen god idé at gå ubetinget foran, og specielt ikke gøre det dyrere end nødvendigt.
  • Vi mangler fokus på EU’s klimapolitik, selv om EU’s kvotesystem er det mest omkostningseffektive redskab, som imidlertid kan forbedres. EU er netop nu i gang med at stramme sine ambitioner, men Danmark forsømmer at spille en aktiv rolle. Man skulle nærmest tro, at det var Danmark og ikke briterne, som har meldt sig ud. Vi risikerer i værste fald, at Danmarks mål om ensidig reduktion på 70 pct. i 2030 bare bliver regnet med i baseline, når EU udmønter sit mål om at reducere med 50-55 pct. Det vil sige at nettoeffekten af et meget dyrt dansk initiativ bliver et rundt nul globalt set.
  • Den nuværende klima- og energipolitik er ikke omkostningseffektiv. Afgifterne varierer meget, og der dobbeltreguleres i form af subsidier og direkte regulering oveni afgifterne. Jeg har beregnet det unødvendige samfundsøkonomiske tab til 16 mia.kr. om året (11 fra afgiftssystemet og 5 fra subsidier.
  • Klimalovens 70 pct.-målsætning er problematisk. Den er national og tager som sagt ikke hensyn til lækage. De danske afgifter mv. medfører, at reduktionsomkostningerne i Danmark allerede er omtrent dobbelt så høje som den globale skadevirkning, og reduktionsomkostningerne er stærkt stigende med øgede ambitioner. Ved at låse sig fast på et mål allerede i 2030 (og forpligtende delmål allerede i 2025) har vi også låst os fast teknologisk. Reduktionerne skal komme så hurtigt, at vi i høj grad må benytte os af nuværende teknologi.
  • Det er bemærkelsesværdigt, at der fortsat ikke er andre, der har regnet på omkostningerne ved klimalovens 70 pct.-mål end mig. Mit overslag – som stammer fra valgkampen, hvor kun Alternativet og EL gik ind for dette mål – siger, at det samfundsøkonomisk vil stige til 26 mia.kr. årligt i 2030. Det kan imidlertid sagtens blive dyrere, hvis man ikke vælger overvejende omkostningseffektive redskaber (men kan faktisk også blive billigere, hvis man dropper eksisterende politiske bindinger).
  • Selv om klimaloven indeholder et rent nationalt mål om 70 pct.-reduktion, så passer det dårligt med de øvrige politiske krav og ønsker, f.eks. bekymring for konkurrenceevne og lækage. Det vil være klogt at revidere målet i lyset af de bekymringer.
  • Vi bør som udgangspunkt koncentrere os om at leve op til vore EU-2030-mål. Kvotesystemet bør i spil både i forbindelse med at opfylde dette mål samt til at opfylde yderligere danske ambitioner på klimaområdet. Det er omkostningseffektivt at annullere kvoter. Yderligere tiltag bør realiseres gennem en ensartet afgift. Og vi bør gøre yderligere danske mål betingede af skærpede EU-ambitioner.
  • Klimapolitik har uvægerligt en samfundsøkonomisk omkostning. Men det er en god idé at kompensere for den ved at gennemføre reformer på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet, så der kommer en samlet nettogevinst. Det vil imidlertid kræve betydelige reformer at opveje en samfundsøkonomisk omkostning på 26 mia.kr. Det kan lægge beslag på en betydelig del af det økonomiske råderum.

Nobelprisen i økonomi 2018

Nobelprisen i økonomi deles i år af William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (Stern School of Business) for deres bidrag til henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Det blev offentliggjort i dag. Læsere af Punditokraterne havde dog et forspring, for Christian Bjørnskov havde begge på sin short list med kandidater for flere dage siden.  Og jeg var selv heldig med at gætte på Nordhaus over for TV2 News kort inden offentliggørelsen.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

Fri mig for Pantheismen

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs resten

Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Læs resten

Klimadebatten og “hvad er da et par procent?”

Her på bloggen har vi gennem de seneste par uger haft en livlig debat omkring spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Grundlæggende gælder det for alle bloggens faste skribenter at vi kan betegnes som skeptikere, hvilket indebærer, at vi ikke vil afvise at det kan forholde sig således, men at vi på den anden side heller ikke er overbevist om at det gør det. For et par af os er det næppe uvæsentligt at vi har en baggrund som økonomer, og derfor naturligvis ved at modeller ikke er det samme som virkeligheden, og gennem årene er stødt på ikke så få sindrige modeller der intuitivt løs tilforladelige, men alligevel i sidste ende havde svært ved at klare virkelighedens test. det kan man så reagerer på ved at mene, at det nok er modellen der er noget galt med, men man kan naturligvis også konkludere, som en af mine medstuderende gjorde i min studietid, at “menneskerne opførte sig forkert” – og hun mente det. Sådan kan man selvføgelig også vurdere udviklingen i klimaet i indeværende årtusinde.

En (sund) skepsis overfor at udråbe computermodeller til s-a-n-d-h-e-d-e-n, gælder dog langt fra alle steder. derimod hyldes forestillingen om den store konsensus og “settled science”. Det på trods af, at de anvendte klimamodeller langt fra har været i stand til at forklare den historiske udvikling i klimaet. Forestillingen om at de vise sten er fundet gælder også klimaøkonom Kirsten Halness. Men et er at hun er overbevist om at CO2 og menneskelig aktivitet er den primære driver i de nuværende klimaforandringer, og at fremtidige menneskeskabte stigende temperaturer er et problem. Noget andet er, at hun som økonom med en håndbevægelse kan mene at det ikke har nogen betydning om man afholder omkostninger svarende til et par procent af det globale BNP med det lønlige håb at det kan mindske den menneskelige effekt om 100 år. Man kan læse hendes blog på Jyllands-Posten her, hvis man orker. Det mest interessante er måske kommentarene til hendes indlæg.

Blot for at illustrere effekten af “et par procents” ændring i BNP:

Hvis BNP per capita vokser med 1% om året, vil den globale vestand være 168 % højere om 100 år. Vokser den 2% (det historiske gennemsnit i det 20 århundrede inkl. 2 verdenskrige, håbløse planøkonomiske eksperimenter i store dele af verden osv.), vil velstanden være 610% højere. Og hvis den kan holdes på på 3% p.a. vil velstanden per capita være hele 1766% højere.

Svaret burde være indlysende på hvad er et “par procent”? Det er temmelig meget.

Kirsten Halsnæss absurditeter og forøvrigt store mangel på respekt – og sagt ligeud dårlige opførsel (åbenbart et kendetegn hos en del “overbeviste”) overfor andre, kan ses i en “Debatten“, der blev sendt for et par uger siden.

Med tanke på at hun, og hun har papir på at hun er økonom, og burde forstå noget så simpelt som rentesregning, men tydeligt demonstrerer at hun ikke gør det, kan man spørge sig selv om hvorfor man lige skulle tro på et kvæk af hvad hun ellers siger.