Endnu et klimatopmøde med drama og dommedagsretorik – og denne gang med misforstået dagsorden

Så har vi været igennem endnu et globalt klimatopmøde, COP27 i Egypten. De fleste vil nikke genkendende til det sædvanlige mediedrama, dommedagsretorikken og de store uenigheder mellem landene. Sådan har det været omtrent hver gang.

Denne gang var problemet tilmed, at selve præmissen for mødet er gal.

Den er, at den rige del af verden bør kompensere den fattige del for de klimaskader, som udledningerne af drivhusgasser har skabt siden den industrielle revolution. Gennemsnitstemperaturen anslås at være steget med godt en grad Celsius i den periode.

Uanset hvad den foreløbigt begrænsede temperaturstigning må have haft af negative konsekvenser, så er det hævet over enhver tvivl, at den industrielle revolution samlet har skabt en historisk helt uset stigning i levestandarden. Verden har aldrig været ude for noget lignende.

I figuren øverst kan man se den gennemsnitlige indkomst målt i dollar i fast købekraft de sidste 200 år – altså perioden siden den industrielle revolution. Nederst er de samme tal omsat til procentvis stigning siden 1820.

Den rige verden har – i sagens natur – haft glæde af den industrielle revolution. Men det har den fattige også. I gennemsnit er verdensborgerens velstand steget med 1.300 pct., eller hvad svarer til en fjortendobling. Væksten har været mindst i Syd- og Sydøstasien og Afrika syd for Sahara, men vi taler alligevel om stigninger på omkring 700 pct. og 300 pct. I Seychellerne – som på grund af sin lave beliggenhed over havets overflade er blevet en art maskot for klimatopmøderne – har stigningen været på godt 1.000 pct. – eller omkring en 11-dobling.

Til sammenligning regner selv de mest optimistiske vurderinger med, at gennemsnitsindkomsten i verden blev mindre end fordoblet i de foregående 1800 år. Der er desværre stadig mennesker på jorden, som lever i, hvad vi i dag opfatter som absolut fattigdom. Men andelen er faldet fra 80 til under 9 pct. Så til trods for, at vi er blevet otte gange så mange på jorden, lever der absolut set færre fattige i dag end for to hundrede år siden.

Heldigvis er det økonomisk set ikke noget problem at udrydde absolut fattigdom længere – modsat i 1820. Når der stadig findes fattigdom, skyldes det frem for alt alvorligt fejlslagne regimer, altså politiske forhold. Politiske institutioner er meget vigtigere end f.eks. klima.

Derfor er det helt misforstået at drøfte kompensation for hidtidige klimaforandringer. Hvis man tæller det hele med, har de drivhusgasudledninger, som har fundet sted, været en forudsætning for en samlet, helt enestående velstandsstigning. Indkomsterne ville have været markant lavere i alle dele af verden, og vi ville ikke have været i nærheden af at kunne bære den nuværende befolkning. De færreste af os ville have været i live uden den industrielle revolution.

Det er selvsagt absurd, at verdens største udleder af CO2, Kina, gør krav på kompensation. Men hele tænkningen om kompensation vender som sagt tingene på hovedet.

Det ændrer ikke ved, at drivhusgasudledninger på et tidspunkt kan gøre mere skade end gavn, og at det kan give mening at begrænse dem. Det bør være det centrale tema for topmøderne. Og her skal man i øvrigt gøre sig klart, at en begrænsning af temperaturstigningerne først og fremmest er til glæde for den fattige del af verden.   

1 thought on “Endnu et klimatopmøde med drama og dommedagsretorik – og denne gang med misforstået dagsorden

  1. Jonas Herby

    Man kan vel også argumentere for, at lande med fejlslagne regimer ikke blot har haft gavn af fossile brændstoffer, men også af den enorme innovation, industrialiseringen i den vestlige verden har medbragt.

    Sagt med andre ord: Hvis Vesten ikke havde brændt kul osv. af, så ville Syd- og Sydøstasien og Afrika syd for Sahara have været langt fattigere i dag, selv hvis de havde brugt fossile brændstoffer.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.