Forestil dig en simpel politisk konkurrence mellem forskellige partier og med tre grupper af vælgere: M føler meget stærkt for en sag, X. L er interesseret i, at X varetages på en måde, som kommer den til gode, ikke så meget X i sig selv. Det store flertal, F, er højst moderat optaget af X – i hvert fald har det en ret begrænset betalingsvilje.

De politiske partier er interesseret i at tiltrække M og L, men ikke pålægge F så store omkostninger, som er nødvendigt for at tilfredsstille M. Hvis omkostningerne bliver for høje, vender F sig imod X og de partier, som fører en aggressiv X-politik.

Antag nu, at M delvist kan tilfredsstilles med løfter om at skærpe X ude i fremtiden.

Hvordan må man forvente, at dette spil udspiller sig?

For det første må det forventes, at politikken udformes, så den begunstiger L’s private lobby-interesse. I hvert fald indtil omkostningerne bliver for store.

For det andet kan man regne med, at partierne i så høj grad som muligt konkurrerer om at gøre meget ved X – ude i fremtiden. Ikke mindst i den grad at byrderne kan flyttes til nye generationer af både politiske ledere og vælgere. Og i den grad flertallet ikke er opmærksom på, hvor store omkostninger der vil ramme dem til sin tid. Hvis man tværtimod kan hævde, at man ved at blive ”X-foregangsland” kan opleve et ”økonomisk eventyr”, kan det være med til at holde en reaktion fra F imod X stangen.

Modellen minder om den politiske konkurrence om at stifte gæld, som rammer fremtidige generationer. Det er der – som bekendt – en stærk tilskyndelse til.

Jeg siger ikke, at dansk klimapolitik er blevet bestemt af sådan én model. Men det kunne i hvert fald forklare en hel del.