Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO₂-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.

En af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form af det, der blev kaldt The Great Smog of London. På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage. Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.

Luften i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole, undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.

Efterfølgende vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december 1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være. Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter, hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.

Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster. 

Som figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.

Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.