Vi har tidligere skrevet om klimadebatten her på stedet, og har hver gang fået en lang tråd af diskussion for og imod den politiske konsensus på området. En hel del af den har handlet om, hvor præcise – og også hvor politisk biased – det internationale klimapanel IPCCs fremskrivninger er. Nu er der kommet ny viden på feltet, endda i det ekstremt prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrift Nature, og så skriver vi naturligvis igen.

Den nye forskning viser, at IPCC’s klimamodeller muligvis har været misspecificerede fra starten. En række studier af forskere fra Leibniz Instituttet i Kiel og Max Plank i Hamborg peger på, at den velkendte Atlantic multidecadal oscillation (AMO), der er en naturlig svingning i havtemperaturen i Nordatlanten. AMO skifter typisk retning hvert 60-70 år, og er dermed vigtig for hvordan verdens klima dannes. Problemet er her, at hvis havet varmes op naturligt, bliver der også varmere på den nordlige halvkugle omkring Europa og Nordamerika, hvilket kan se ud som global opvarmning, især hvis man i for høj grad læner sig op ad temperaturmålinger fra de rigeste dele af verden (læs Lubos Motls omtale her og det fulde papir her).

Nu ser det ud til, at AMO er skiftet, som den gør naturligt, og de dybe antarktiske vande ser altså ud til at blive koldere (læs her). Det vil på den anden komme til at betyde, at i det mindste den nordlige halvkugle kan gå hen at blive koldere det nærmere år eller årtier. Det betyder også, at IPCCs scenarier kan vise sig at være ikke blot fundamentalt forkerte i de kommende årtier, men at deres scenario-analyser gennem modelbyggeri kan være baseret på fundamentalt forkerte antagelser, da de ikke tager AMOs indflydelse med i betragtning.

Forfatterne konkluderer diplomatisk, at ”One message from our study is that in the short term, you can see changes in the global mean temperature that you might not expect given the reports of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).” Som Motl også peger på, er der lidt af et misforhold i sproget når man f.eks. skriver, at de dynamiske effekter der kommer ud af at inkludere AMO is sine modeller kan ’indicate’ at der ’might’ være noget upræcist i IPCCs og andre institutioners fremskrivninger. Tænk som sammenligning på, hvad den samme gruppe folk skriver hvis man angriber deres ortodoksi, og hvilket sprog de gør det i. Motl kalder det hykleri, men vi vil lade vores læsere om at danne deres egne meninger. Værsgo at læse.

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke T_Åbenrå + T_Haderslev / 2, men kvadratroden til T_Åbenrå * T_Haderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.