Tag-arkiv: politiske skandaler

Mafiastaten

Af Christian Bjørnskov, den 11. februar 2026. 2 svar

Danmark er på mange måder et ekstremt velfungerende land. Embedsværket er effektivt og ukorrupt, og har som Mette Frisk Jensen har vist, været det siden 1800-tallet. Danske valg er også frie og har været det siden det allerførste valg til stænderforsamlingerne i 1834 – selv under anden verdenskrig. Men i efterhånden mange år har der været en del af myndighederne, der er anderledes elendig og til tider minder mest om den sicilianske mafia: Skat.

Problemerne i skattemyndighederne er ikke bare absurde for borgerne og en alvorlig udfordring for retssikkerheden, men også en skamplet på 14 ministre. Det er antallet, der reelt har været involveret i den rullende skandale omkring ejendomsvurderingerne. Her er de fire værste problemer med Vurderingsstyrelsens system.

  1. Grundlaget for systemet er reelt umuligt. Som jeg understregede i Børsen i sidste uge, kan det ikke lade sig gøre at opdele vurderingerne i en grundværdi og en samlet ejendomsværdi. Grunden er, at en grund i praksis næsten aldrig handles uden bygninger på den. Der eksisterer således ikke et sammenligningsgrundlag for en separat vurdering af grunden. Dermed kan det simpelthen ikke lade sig gøre, at et system beregner en pris. Grundværdierne bliver ganske enkelt fiktive.
  2. Princippet om ‘bedste økonomiske anvendelse’ er økonomisk analfabetisk. Alligevel har Vurderingsstyrelsen implementeret det, måske fordi princippet giver en grundpris. For at se, hvor idiotisk ‘bedste økonomiske anvendelse’, kan man forestille sig 25 grunde i Aarhus, hvor der i princippet kunne ligge et luksushotel. Styrelsens metode betyder, at hver af de 25 vil blive beskattet som om grunden ville blive solgt til at luksushotel. Men det er ikke sikkert, at der overhovedet er et marked for et eneste ekstra hotel i Aarhus. Og selvom der var et marked for ét ekstra hotel, ville det ikke kunne ligge på alle 25 grunde. Princippet fører med andre ord til fuldstændigt fiktive og helt generelt til alt for høje vurderinger – og dermed meget større skatteindtægter til stat og kommuner.
  3. Ejendomsvurderingerne bliver ved med at være midlertidige. Lige nu er de endelige vurderinger udskudt til 2028, og mit bedste bud er at de bliver udskudt igen. Sandheden er nemlig, at systemet performer ekstremt ringe. Da en avis for godt et år siden fik lavet en sammenligning mellem de offentlige vurderinger og den faktisk salgspris på omkring 72000 ejendomme, var over halvdelen af de handlede ejendommes vurdering mere end 20 procent forkert i Sydjylland. Det gamle system, som det nye skulle erstatte, blev skrottet netop fordi vurderingerne bar for upræcise. Man må derfor stille det spørgsmål, om det nye system i virkeligheden er mindst lige så upræcist som det gamle – og dermed ulovligt – og det er derfor, at alt bliver ved med at være midlertidigt. For man kan som bekendt ikke klage over de midlertidige vurderinger – den almindelige klagemulighed er omgjort i loven.
  4. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der to problemer, der i alvorlig grad udfordrer borgernes retssikkerhed. Forleden kom det frem, at mange borgere – endda inklusive den kendte forsvarsadvokat Karoly Nemeth – bliver opkrævet strafrenter, fordi de midlertidigere vurderinger er opdateret, og de derfor skulle have betalt højere skat end de gjorde. Det regner Skat dermed som en skattegæld, som der løber renter på. Men det er med stor sandsynlighed ulovlig praksis, da borgerne da de betalte ejendomsskatten, ikke på nogen som helst måde kunne vide, at de betalte for lidt. Det kunne Skat ikke engang vide – men de opkræver stadig strafrenter. På samme måde er ombudsmanden gået ind i sagerne, da det viser sig, at Vurderingsstyrelsen hverken kan eller vil dokumentere, hvordan man er nået frem til en given vurdering. Borgerne skal simpelthen acceptere, at det er korrekt uden at have nogen mulighed for at efterprøve det grundlag, de beskattes på. Og som ombudsmanden har understreget, betyder det også at Skatteankenævnet eller domstolene heller ikke vil kunne få adgang til grundlaget. Der er intet andet at gøre end bare at lægge sig fladt ned og erkende, at selvom staten tager fejl, har den alligevel ret. Det er en decideret sovjetisk retstilstand!

Som titlen angiver, er situationen omkring Vurderingsstyrelsen og det nye system ikke en demokratisk retsstat værdig. Det minder langt mere om mafiaen, der kommer og opkræver penge uden at fortælle, hvorfor det lige præcist er 20.000 kroner eller hvornår de ændrer mening og kommer igen. Beskeden til Folketinget herfra er: Drop det og start forfra!

Et spørgsmål om magt

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. februar 2024. Skriv et svar

Peter Loft har skrevet en roman. Den er værd at læse alene som humoristisk historie, men selvfølgelig især hvis man er interesseret i politik og politiske skandaler. For det er det, den handler om. Selv om bogen sælges som en krimi, skal man ikke læse den, hvis man er ude efter mordgåder, detektiver og den slags. Der er ganske vist formentlig nogle alvorlige overtrædelser af forvaltningsloven, men de kræver vist et trænet øje at opdage og fylder ikke noget som kriminalhistorier.

Jeg skal skynde mig at advare om to ting. Den ene er, at jeg om lidt kommer til at løfte sløret for noget af plottet. Så hvis du gerne vil læse bogen uden at kende for meget af handlingen på forhånd, så gem resten af dette blogindlæg, til du har læst den. Men det ødelægger ikke bogen at kende plottet først. Den anden er, at Peter og jeg er gamle kolleger – netop i centraladministrationen hvor handlingen foregår. Der er dog ikke meget overlap fra vores fælles baggrund til hans historie. Tror jeg. Men så er det deklareret.

Personerne, ministeriet og skandalen i historien er generiske. Det er ikke svært at se, hvor dele af inspirationen til personerne kommer fra, men de er stykket sammen af flere forskellige. Nogle af dem er alment kendte, andre kun af nogle få af os. Substansen i skandalen er heller ikke vigtig eller foldet særlig meget ud. Formålet ser ud til at være at beskrive de motiver og tilskyndelser, der driver aktørerne, og dynamikken mellem dem.

Peter er desværre ikke selv ubekendt med politiske skandaler. Han blev som bekendt afskediget som departementschef i Skatteministeriet i 2012, efter den såkaldte ”Thorning skattesag” om statsministerens mands skatteforhold. Det skete ikke med direkte henvisning til sagen, men få var i tvivl om sammenhængen. Han blev senere ved en undersøgelseskommission frikendt for de meget alvorlige anklager om magtmisbrug, der hang i luften, men fik en mindre kritik for mangelfuld betjening af ombudsmanden i en udløber af sagen. 

Romanen handler ikke om Peters egen sag. Men han trækker naturligvis på sine erfaringer fra den og fra sin lange embedsmandskarriere. Og hans følelsesmæssige oplevelser med at være i offentlighedens søgelys som hovedperson i en skandale har givetvis også været kildemateriale. I øvrigt har han skrevet en non-fiktionsbog, ”Efter stormen”, om både Thorningsagen og sit syn på centraladministrationens udvikling. Den kan man jo konsultere, hvis man vil blive klogere i den henseende.

Desværre har der været mange skandaler, ikke mindst i de senere år. Minkskandalen, PET-sagerne og Hjortsagen hæver sig til niveauer, hvor fiktionen slet ikke kan være med. Og da slet ikke i Peter Lofts roman.

Men det mest sandsynlige er, at hans bog er et bud på, hvorfor Skatteministeriet har været så hårdt ramt af sager de sidste ti år. Den mest genkendelige, helstøbte person i galleriet er formentlig også hans afløser som departementschef, der har resideret over disse skandaler. Men når det drejer sig om selve indholdet, er den fiktive skandale fortsat langt mindre alvorlig end sagerne med udbyttesvindel, sammenbruddet i den offentlige inddrivelse, det nye vurderingssystem og den vedvarende uorden i regnskaberne.  

Det er værd at notere, at disse sager er opstået, efter at Peter forlod Slotsholmen (og i øvrigt også efter, at jeg selv gjorde). Han har ikke noget førstehåndskendskab. Og bogen forekommer samtidig at være en generel kommentar til andre af tidens tegn, ikke mindst overfladiskheden i politik og pressens måde at forvalte den fjerde statsmagt på.

Plottet i historien er, hvordan en minister, bistået af sin departementschef – trods advarsler fra ministeriets eksperter – gennemtvinger en kritisabel og uadministrerbar tilskudsordning, og hvordan den nye ministers spindoktor sætter en politisk heksejagt i gang ved at lade papirer sive til en journalist, der kun alt for gerne gør sig til bøddel. Spillet er i gang mellem de to politikere, departementschefen, eksperten i departementet, journalisten, spindoktoren og et par centrale figurer mere. Handlingen foregår – som passer sig godt til de introverte typer – mest ved indre monologer. Det indebærer, at personerne ikke lyver så meget for andre, men en hel del for sig selv. Ansvaret skal jo placeres. I sidste ende havner det mere end nogen anden hos den person, der havde forsøgt at advare mod ordningen og de efterfølgende problemer. Hvis der er en morale, er den ikke moralsk, men at amoral og moralsk fordærv belønnes.

Det er en meget humoristisk bog. Det er ikke svært at genkende forfatterens humor, hvis man stødt på den før. Stilen kan godt minde om ”Yes, Minister”, men der er også en snert af Livsens ondskab og af Smeden og bageren. 

Det betyder også, at der ikke er mange helte i bogen. Faktisk kun én, en selvopofrende ægtefælle til en af hovedpersonerne. Hun er ikke svær at genkende. Men det rejser naturligvis spørgsmålet, hvordan nogen kan holde ud at beskæftige sig med presse og politik, medmindre de er enten magtliderlige, kvalmende selvoptagede, sensationslystne, uden initiativ til at komme videre eller ikke har evner til at blive til noget i den virkelige verden. Realiteten er naturligvis, at der er rigtig mange kompetente, intelligente og endog sympatiske mennesker på Slotsholmen og omegn, og at de udfører et vigtigt og seriøst arbejde. Men den er nok også, at deres opgaver i stigende grad er blevet vanskeliggjort af den type problemer, som romanen udfolder.  

Peter Loft: Et spørgsmål om magt.