Den 1. januar for 67 år siden marcherede Fidel Castro og hans oprørsstyrker ind i Havana. Landets diktator Fulgencio Batista, der var kommet til magten ved et militærkup i 1952 – men som tidligere både havde taget magten i 1933 og var blevet demokratisk valgt i 1940 – flygtede til den Dominikanske Republik. Castro havde insisteret på, at han ikke var socialist, men det tog kun godt to år før han erklærede Cuba for socialistisk, allierede sig med Sovjetunionen, og brutalt nationaliserede alle dele af økonomien. Tiden siden da har været en både økonomisk og menneskelig tragedie for cubanerne.

Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.

For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?

Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.

Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.

Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.

Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.