Tag-arkiv: kolonier

Hvordan gik det kolonierne efter uafhængighed?

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar

Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?

Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.

Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.

Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.

Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.

Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?

Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.

Democratic colonies and modern democracy

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2022. Skriv et svar

A couple of months ago, my friend and colleague Martin Rode (University of Navarra) and I put up a new version of our database. The data are an update and expansion of the much-used DD dataset, compiled by Cheibub, Gandhi and Vreeland; the data are available here. It, for example, includes three different indicators of democracy – all based on a highly minimalist conception of democracy – additional details of countries’ political institutions, and information of 542 coup attempts. The data are available on a yearly basis for 208 countries between 1950 and 2022.

One of several questions that one can use the database to answer is if the political institutions implemented by colonial powers continue to shape modern political institutions after the countries became independent. Martin and I decided to have a closer look at that exact question, which resulted in a paper that I presented at the 2019 Australasian Public Choice Conference in Brisbane, and also presented at an online seminar for Economic Research South Africa; the entire seminar can be viewed here. The paper was published this summer in the Journal of Institutional Economics.

In the paper “Late colonial antecedents of modern democracy”, we use one of the features unique to our database that Cheibub et al. did not offer: We have information on the structure of the political institutions of about 90 countries that were colonies in 1950. These institutions varied substantially: While Djibouti had a Representative Council in 1950, consisting of 10 nominated members, 10 elected from the first (White) college, and 10 from second (African) college, Rhodesia had a fully elected Legislative Assembly of 30 elected members. In the French colony of Djibouti, the representative institutions were biased directly by design while those of Rhodesia did not formally descriminate against Africans. However, Rhodesian democracy was unfair as a literacy restriction on voting effectively excluded about 85 percent of Black Rhodesians.

Our results can be subsumed in the simple table below, where we plot how many countries were non-democratic / democratic in the years immediately before independence against how many are now democratic or not. We find that if the colonial authorities implemented actual democracy prior to independence – and kept their fingers off the elections – it is highly likely that the country is a democracy today. Of the 39 countries in our sample that were democratic before independence, 30 of them are democratic today. Only 7 are democratic today without having had democratic political institutions during the colonial period.

Colonial autocracyColonial democracy
Modern autocracy29 (18)9 (6)
Modern democracy7 (6)30 (27)
Figure 1 from the paper

In recent years, there has been a vigorous debate about the effects of colonialism and whether colonialism was all bad or good. Our findings indicate that in some cases, colonialism left a lasting, positive legacy in the shape of a viable democracy. One of the interesting details that are obvious in our database is that the British and Dutch colonial authorities were far more likely to implement actual democracy than the French, Portuguese or Belgian. In particular, we find that although the French introduced la Loi Cadre in 1956 that required the introduction of democratic institutions in all colonies, they rigged or otherwise managed the elections in almost all colonies; Dahomey (modern-day Benin) appears to have been the only exception.

That said, it didn’t always work out well for the British: Democracy proved short-lived in Sudan and the budding democracy in Rhodesia – which would have become a full democracy in due time because the vast majority of Black children went to school in the 1950s – was dismantled by Ian Smith’s appartheid government. The association is not perfect, but colonial democracy has turned out to be surprisingly long-lasting

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2021. 3 svar

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.

Demokratiske kolonier og demokrati i dag

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2020. Skriv et svar

Forleden lagde min ven og kollega Martin Rode og jeg den nye version af vores database online. Databasen, der er en opdatering og substantiel videreudvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, er tilgængelig for alle interesserede og kan findes her. Den indeholder blandt andet tre forskellige indikatorer for demokrati, ekstra detaljer om landes politiske institutioner, og specifik information om 539 kupforsøg rundt omkring i verden. Det hele dækker hvert år 1950-2020 i 208 lande.

Et af de ganske mange spørgsmål, som databasens information om kolonier tillader en at stille, er om de institutioner som kolonimagter implementerede i deres kolonier stadig præger disse lande. Det spørgsmål har Martin og jeg skrevet et lille papir om, som vi for tiden er i gang med at udvikle i en længere version. Vi har tidligere skrevet kort om papiret i forbindelse med public choice-konferencen i Brisbane i december, men jeg havde fornøjelsen af at præsentere den længere version ved et online seminar i mandags hos Economic Research South Africa. Praktisk taget hele seminaret kan ses i linket nedenfor.

Det særlige i emnet er, at en række britiske kolonier faktisk var demokratiske før de blev uafhængige – og enkelte af dem har valgt på demokratisk vis ikke at blive uafhængige. Jamaica er et godt eksempel, da kolonien indførte almindelig stemme- og valgret for alle voksne i 1942, men først blev uafhængigt 20 år senere. På den anden side var det typiske billede i franske kolonier, at de franske myndigheder indførte valg, men ikke kunne eller ville holde fingrene fra dem. I de fleste franske kolonier, med Dahomey (det nuværende Benin) som en undtagelse, var valgene således ikke rigtigt demokratiske.

Den vigtige pointe i vores papir er, at hvorvidt en tidligere koloni er demokratisk eller ej i dag afhænger meget systematisk af, om landet allerede var demokratisk før uafhængighed.

Som det kan ses i figuren nedenfor, som kommer fra mandagens præsentation, har de tidligere kolonier med demokrati helt konsistent de sidste 50 år haft langt større sandsynlighed for at være demokratiske end lande, der ikke havde repræsentative politiske institutioner før de blev uafhængige. Præcist hvorfor – om det handler om forfatningsnormer, demokratiske traditioner blandt befolkningen, eller noget helt tredje – kan vi ikke svare klart på. Mønstret er klart uanset hvor rig eller uddannet landets befolkning er, og er værd at tænke over når man alligevel sidder indenfor en dansk julidag.

Kolonier og moderne demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2019. 5 svar

Et af de store spørgsmål i samfundsvidenskaberne de sidste 60 år har været, hvorfor nogle lande bliver demokratisk og særligt hvorfor nogle af dem forbliver stabilt demokratiske. Siden Seymour M. Lipsets arbejde sidst i 1950erne har samfundsforskere diskuteret – og til tider skændtes – om hvad der forklarer stabil demokratisering. Diskussionerne er ikke blevet mindre hede de sidste 20 år efter at Daron Acemoglu og James Robinson foreslog, at forhold i landes tid som kolonier er centrale for at forstå, hvordan de fungerer i dag. Ingen bryder sig om, at forhold man ikke kan ændre på, bliver ved med at være vigtige, og visse traditioner i bl.a. såkaldte postcolonial studies betragter alt, der har med kolonitiden at gøre, som af det onde.

Problemet er dog, at der er meget gode argumenter for, at kolonimagternes opførsel stadig er vigt på godt og ondt. Vi har tidligere skrevet bredere om emnet (her og her) i forbindelse med min og Martin Rodes database over regimetyper og regimetransitioner, men nu er der endelig et kort, fokuseret papir om netop den sene kolonitids betydning for, hvor demokratisk et land er i dag. Jeg skal præsentere papiret på dette års Australasian Public Choice Conference, der afholdes mandag og tirsdag i næste uge ved Queensland University of Technology i Brisbane.

I ”Late Colonial Antecedents of Modern Democracy”, som kan hentes på min hjemmeside, undersøger vi nogle af de helt centrale påstande i de nye litteratur. Det særlige greb i papiret er, at vores database giver os information om hvordan de politiske institutioner så ud tilbage til 1950. Vi ved derfor bredt set, om en koloni havde demokratiske politiske institutioner allerede før uafhængighed, og om valgene til dem var frie og fair. Vi kombinerer vores egne data med information fra en unik og overset kilde – den årlige The Statesman’s Yearbook – der i 1950erne leverede et væld af oplysninger om kolonier.

Ved at sammenligne 65 kolonier før uafhængighed, kan vi i papiret etablere, at ingen franske kolonier var fuldt demokratiske fem år før deres uafhængighed. Den rettighed fik de først formelt med la Loi Cadre, der forberedte deres uafhængighed, mens flere britiske havde været demokratiske væsentligt tidligere. Vi finder derimod ingen støtte for Acemoglu og Robinsons hypotese om, at steder med en større europæisk befolkning var mere demokratiske. Selvom argumentet om, at tilflyttere ønsker samme demokrati som de havde ’derhjemme’ er teoretisk overbevisende, ser vi ingen sammenhæng mellem størrelsen af den europæiske befolkning og graden af demokrati i den sene koloniperiode. De demokratiske kolonier var typisk britiske, ikke typisk hvide.

Den vigtigste pointe i vores relativt korte papir er dog, at de valg kolonimagten tog – eller tillod at landets indbyggere at tage – før uafhængighed, viser sig at karakterisere landene i dag. Som man ganske tydeligt kan se i Tabel 2 i papiret, som vi gengiver nedenfor, er var 25 af 75 kolonier demokratiske før uafhængighed og demokratiske i dag som selvstændige lande. 28 af dem var ikke demokratiske før uafhængighed, og er stadig ikke, mens demokratiet er bukke under i 14 kolonidemokratier (herunder bl.a. Sudan), mens 8 er blevet det på trods af at de ikke havde demokratiske institutioner før deres uafhængighed.

En del af konklusionen er således, at mange lande i dag er demokratiske, fordi de var britiske kolonier, da briterne var langt mere tilbøjelige til ikke blot at indføre repræsentative valg, men også at acceptere resultatet af dem. Det gik ikke altid lige smukt for sig – se f.eks. en af historierne i den fine A United Kingdom – men der blev ikke svindlet med valgene. I Afrika, Stillehavsområdet og dele af Asien tegner kolonitidens politiske erfaringer stadig, hvordan politik foregår. Det er, som William Faulkner skrev i Requiem for a Nun: The past is never dead. It’s not even past.

Koloniherrer og moderne udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2018. 2 svar

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Koloniinstitutioner og moderne demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2018. 2 svar

Vi har tidligere skrevet om Bjørnskov-Rode databasen, og hvad den potentielt kan bruges til (læs f.eks. her, her og her). Til både PEDD-konferencen i Münster og Public Choice Society i Charleston i år præsenterede jeg nye papirer, hvor vi bruger dele af databasen (Pedd-papiret kan nu læses her). Det har paradoksalt nok taget længere tid at skrive et papir, der dokumenterer databasen og demonstrerer en af de væsentlige features. Martin Rode og jeg er nu endelig klar med det, og det er tilgængeligt under titlen ”Regimes and Regime Change: A New Dataset”, og kan hentes enten på min hjemmeside eller på SSRN.

Udover at dokumentere hvad der ligger i databasen, må vi naturligvis også vise, at den kan bruges til noget – og helst til noget unikt. Vores valg er at se på, om hvor demokratiske de politiske institutioner var før uafhængighed påvirker, hvordan landes politiske institutioner ser ud og virker i dag. Vi ser på, hvor sandsynligt det er at tidligere kolonier har demokrati i dag, og hvor fredelige og stabile de politiske institutioner er. De sidste to ’proxier’ vi med risikoen for, at der er (politiske) snigmord og et mål for generel statslig undertrykkelse, vi får fra Christopher Fariss.

Resultaterne er forbløffende klare: Har man haft demokratiske institutioner som koloni, er der langt mere sandsynligt, at man også i dag har demokratiske institutioner. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, der viser chancen for at være demokratisk i perioden 2010-2016, givet at man havde enten demokratiske, repræsentative eller ikke-repræsentative institutioner i den sene kolonitid. Lande, der for et halvt århundrede eller længere siden var demokratiske kolonier – enten fuldt demokratiske eller i det mindste med repræsentative institutioner med valg, som de franske kolonimyndigheder alligevel ikke kunne holde fingrene helt fra – har også i dag langt færre snigmord og markant mindre generel statslig undertrykkelse.

Pudsigt nok finder vi ingen indikationer på, at de samme lande har været mere politisk stabile, som vi måler ved risikoen for kup (fra vores egen database). Mange af disse lande har haft kup, perioder med militærdiktaturer eller andre former for autokrati, og alligevel bliver en tradition eller i det mindste erfaring med demokrati i deres sene kolonitid ved med at præge, hvordan deres politiske institutioner virker i dag. Fortiden bliver ved med at betyde noget, eller som William Faulkner engang skrev:

The past is never dead. It’s not even past.

Hvor dårlig er arven fra kolonitiden?

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2018. 2 svar

Rejser man spørgsmålet, om kolonialiseringen af Afrika og store dele af Asian var god eller dårlig, stemples man ofte hurtigt som et ondt menneske. Sidste efterår rasede en konflikt hos det prestigiøse International Studies Quarterly fordi Bruce Gilley, der er lektor i statskundskab ved Portland State University. Grunden var, at tidsskriftet havde optaget en artikel af Gilley med titlen ”The Case for Colonialism” hvor Gillet argumenterede, at kolonitiden havde bragt væsentlig gevinster til nogle lande. Resten af hans artikel, som ISQs redaktion valgte et trække tilbage, ligger her, mens hele artiklen stadig kan findes her.

Gilleys hovedargument, opsummeret her af Inside Higher ED, er at mindst halvdelen af de tidligere kolonier efter uafhængighed oplevede grusomme konflikter og undertrykkende regimer. Selve det, at Gilley stillede spørgsmålet hvor skidt kolonitiden var, fik flere medlemmer af redaktionsbestyrelsen til at kræve, at artiklen blev trukket tilbage under trussel af, at de ellers ville forlade tidsskriftet. Mindst et andet medlem, truede med at trække sig fra redaktionen, hvis artiklen blev trukket tilbage, og adskillige kommentatorer har beklaget hele episoden. Mens man kan angribe artiklen for at være sjusket og ikke op til standard, havde den været gennem en fuld, dobbeltblind peer review-proces som alle andre videnskabelige artikler, og var optaget ved et højt respekteret tidsskrift.

Det eneste, der ikke rigtigt diskuteres, er om de nye regimer, der kom til da mere end 80 lande fra sidste i 40erne til midt-70erne blev uafhængige, var værre eller bedre end kolonimagterne? Det spørgsmål må man øjensynligt ikke stille, og det stiller vi derfor i dag. Det følgende kan måske gå hen at blive basis for en egentlig artikel en dag, men foreløbig skal det blot læses som en konkret, kvantitativ indikation til en blog. Og indikationen kan ses i figuren nedenfor.

Figuren viser ændringen i graden af politisk korruption fra umiddelbart før til umiddelbart efter uafhængighed i 46 afrikanske lande. De røde søjler indikerer tidligere franske kolonier, de blå tidligere britiske kolonier, mens de få resterende er belgiske, portugisiske og en enkelt sydafrikansk (Namibia). Målet kommer fra V-Dem-databasen og er fordelt mellem 0 (ingen korruption) og 1 (endemisk korruption).

Mens der er stor variation – Cape Verdes korruptionsniveau faldt ganske kraftigt efter at landet i 197 frigjorde sig fra det portugisiske diktatur – så 22 af de 46 lande faktisk en stigning i den politiske korruption på mere end 0,1 point, mens kun fem så et tilsvarende fald. I Elfenbenskysten, Guinea-Bissau, Kenya og Madagascar var stigningerne endda så store som 0,4 point på få år. Var kolonitiden da bedre? Svaret, når man fokuserer udelukkende på hvordan de politiske system opfører sig, ligner et ja. Der er naturligvis mange andre relevante mål at se på, men hvor kontroversielt det end kan se ud for mange, er der klare indikationer på, at de nye regimer i uafhængige lande ofte var væsentligt værre end kolonimagterne.

Vil man have nuancer med, kan man f.eks. notere sig hvor rædselsfuldt belgierne opførte sig i Centralafrika, og hvordan det stadig præger områdets failed states, men også hvordan særligt briterne efterlod demokratiske institutioner, der ofte viste sig meget stabile, og hvordan en række mindre lande valgte at vedblive at være kolonier. Man kan ikke blot konkludere, som nogle forskere gerne vil, at Colonies: Saaad! Hvert eksempel er unikt, men der ser ud til også at være mere generelle træk, der bestemt ikke altid taler til fordel for de uafhængige regimer.