Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Blanke stemmer i 2022

Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.

Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!

Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.

Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.

Er politisk ustabilitet et økonomisk problem?

2022-valget er endt i en overraskende besværlig politisk situation. Flere kommentatorer har peget på, at der er en række udfordringer og problemer, der bør løses relativt snart. De indikerer dermed – nogle endda helt eksplicit – at den svære politiske situation og den næsten historisk ustabile politiske fordeling, er et problem i sig selv. Men er det faktisk korrekt, og hvad siger forskningen om spørgsmålet?

Det særlige er, at der ikke er et simpelt svar på spørgsmålet. På den ene side kan man – som mange kommentatorer – argumentere for, at regeringer der ikke kan tage beslutninger er et problem: De kan ikke løse problemer for borgere og erhvervsliv, hvis de ikke er beslutningskraftige, og holder dermed udvikling tilbage. Men det argument hviler på en antagelse om, at beslutningstagerne er hæderlige, kompetente og velinformerede. Med andre ord hviler det på en såkaldt Nirvana-fejltagelse – en naiv tro på, at regeringer fungerer perfekt, mens markeder og borgere ikke gør. På den anden side kan man lige så vel argumentere, at hvis man har politikere der enten er udygtige eller uhæderlige og drevet af særinteresser og personlig karriere (eller begge dele), vil man helst ikke have, at de er beslutningskraftige. I det tilfælde vil flere beslutninger være værre for borgerne og erhvervslivet, end hvis politikerne var fastlåste.

I begge tilfælde må man også tage hensyn til, at jo flere beslutninger der tages og jo mere politik, der føres, jo større bliver den såkaldte ‘policy uncertainty‘: At uforudsigeligheden i den førte politik stiger, og virksomheder og borgere dermed udskyder investeringer, fordi de ikke ved, hvad politikerne kan finde på. Som Steve Davis og hans hold har vist, fører det ofte til dårligere regulering og lavere økonomisk vækst.

Et klassisk eksempel (blandt økonomer) på, hvordan politisk stabilitet kan føre til dårlige outcomes, kan ses i nedenstående figur. Her plotter vi italiensk produktivitetsudvikling (beregnet som et Solow-residual) relativt til USA og til Nordeuropa siden 1960. Som figuren viser, voksede Italiens produktivitet hurtigere end Nordeuropa og USA fra 1960 og indtil starten af 1980erne. Men efter at italiensk politik blev langt mere stabilt (målt på hvor mange forskellige regeringer, landet havde de foregående fem år), begyndte produktivitetsudviklingen ganske enkelt at gå i stå. Landet har ganske enkelt ikke haft produktivitetsudvikling de sidste 20 år, hvor den politiske stabilitet har været normal.

Fortolkningen af figuren er meget enkel: Italiensk politik er dybt dysfunktionel og ofte drevet af særinteresser og direkte korruption. Med så dårlige politikere er det afgjort at foretrække, at de kan beslutte så lidt som muligt. Italien udviklede sig derfor i mange år netop på grund af den politiske ustabilitet, og bremsede op da politik blev mere stabilt. Med det Folketing, der netop er blevet valgt, og erfaringerne fra den første Frederiksen-regering, er det måske værd at overveje, om en umulig politisk situation ikke ville være at foretrække fremfor en handlekraftig, kommende regering?

Hvem kan man stemme på?

En af mine store bekymringer ved de sidste valg har været, hvem jeg kunne stemme på uden at væmmes ved mit valg. Som faste læsere ved, har mit valg været at stemme blankt. På tirsdag er mit valg ganske anderledes, da min noget bedre halvdel stiller op. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg stået i samme situation en gang til.

Problemet, som jeg ser det, er at dansk politik er blevet stadig mere kendetegnet af politikere, der på trods af deres overbevisning om egne evner, reelt er blottede for faktiske indsigter, for relevant erfaring fra det private, og som oftest også har en ganske fleksibel moral. Det gælder desværre ikke kun den ene fløj, men er udbredt på tværs af Folketinget. Nogle af de klare eksempler er for eksempel: 1) De konservatives Niels Flemming Hansen, der har brilleret med floskler og slogans, når journalister har stillet ham spørgsmål, mens han har søgt at underminere andres kampagner. 2) SF’eren Karsten Hønge, som udover at være glødende socialist mangler nærmest enhver indsigt i hvordan det private reelt fungerer, og som kan opføre sig svinagtigt overfor folk han ikke er enig med. 3) Socialdemokraternes social- og ældreminister Astrid Krag, som ikke blot er kendt for sin tilsvining af kolleger (se f.eks. de sidste par ugers beskrivelse af hendes behandling af Thyra Frank), men heller ikke har formået at færdiggøre en BA-uddannelse.

En indikation på, hvor moralsk fleksible mange politikere er, kom for en uges tid siden. Frihedsbrevet havde sat den tidligere bedrageridømte Mads Dinesen til at ringe rundt til forskellige folketingskandidater med tilbuddet om 50.000 kroner i støtte (læs f.eks. her). Detaljen var at det skulle være anonymt, selvom reglerne for partistøtte forbyder anonyme donationer over 22.200 kroner. Kun fire partier takkede nej, mens en række kandidater decideret rådgav Dinesen i, hvordan man kan omgå reglerne. Mange af de samme partier har været bag indsatser mod social bedrageri, hvor overvågningen og reglerne er blevet så snævre, at det forleden kom frem at flere sønderjyder var kommet i problemer, fordi de havde handlet dagligvarer i Flensborg. Gælder det borgerne, er man villig til at skyde med store kanoner, mens man på personligt og politisk plan er mere end villige til at småsvindle for egen vindings skyld.

Mens danskernes tillid til hinanden er intakt, og blandt de absolut højeste i verden, er vores tillid til politikere langt lavere. Danske politikere i dag går typisk gennem ungdomspolitik, hvor de lever deres liv og lærer deres normer. Det er derfor ikke underligt – omend det er voldsomt problematisk – at mange af dem ikke har begreb skabt om, hvordan man opfører sig overfor sine medborgere. De opdrages til at alle kneb gælder i politik, og som Friedrich Hayek beskrev allerede i 1944, er vi endt med et system hvor det ofte er de værste der kommer forrest. Vi har således en statsminister, der er kendt for at opføre sig psykopatisk overfor medarbejdere, og en tidligere undervisningsminister fra LA, der angiveligt måtte forlade sit nye job, fordi hun ikke vidste hvordan man opfører sig overfor andre. På den måde er danske politikere i dag fjernere fra det danske samfund som nogensinde i levende minde.

Hvis du, kære læser, skal finde en at stemme på, er der derfor en række spørgsmål, jeg ville stille mig selv før jeg tager valgt. Spørgsmålene må være: Har din kandidat et rigtigt politisk projekt, eller kun et personligt karriereprojekt? Har din kandidat erfaring udenfor politik? Er din kandidat ydmyg overfor magten, eller er han/hun tiltrukket af magten og føler han/hun en ret til at bestemme over andre mennesker? Og sidst, men ikke mindst, ville du personligt låne din kandidat 100 kroner? Glædelig valgdag på tirsdag!

Frederiksens klientilistiske Danmark

Statsminister Mette Frederiksen har som del af sin valgkamp forleden foreslået, at der skal gives lønstigninger til særligt udvalgte grupper. Adskillige kommentatorer har kritiseret udspillet, og med rette kaldt det populistisk. De har også, igen med rette, advaret at det er en ‘kanonkugle’ rettet mod den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår fastlægges i forhandlinger mellem arbejdsgiver og fagbevægelserne. Det er således ikke mærkeligt – men meget prisværdigt – at så vigtige personer i miljøet som DAs administrerende direktør Jacob Holbraad og Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen har advaret og argumenteret imod udspillet.

Udspillet, der umiddelbart ser ud til at ville sprede tre milliarder ekstra udover godt 200.000 offentligt ansatte, er et brud med en ekstremt velfungerende dansk institution med mere end et århundrede på bagen. Og grunden er så åbenlys, at Socialdemokraterne ikke rigtigt gør en indsats for at skjule den: Det drejer sig om at købe stemmer med løfter om højere løn. Der er et ord for denne type politik og målet med den: Klientilisme.

Merriam-Webster definerer klientilisme som “a political or social system based on the relation of client to patron with the client giving political or financial support to a patron (as in the form of votes) in exchange for some special privilege or benefit.” For mig er det en præcis beskrivelse af formålet med Frederiksens politiske udspil. Med andre ord er hendes formål at gøre dansk politik langt mere klientilistisk: I stemmer på os hvis vi tilbyder at misbruge vores politiske indflydelse til at skævvride markeder og civilsamfundets institutioner i jeres kortsigtede interesse.

Man må spørge, hvorfor det nødvendigvis er et problem. Der er to svar på det spørgsmål: En teoretisk indsigt og det simple empiriske svar man får, når man ser udover verden og spørger hvilke lande er mere eller mindre klientilistiske? Rent teoretisk vil politik i en klientilistisk verden helt primært blive rettet mod at købe stemmer. Mens det naturligvis altid er et formål i almindelig politik, er klientilistisk politik netop defineret ved at man tager fra andre og giver til en helt specifik gruppe, som stemmer på en. Det bliver med andre ord til vulgærsocialistisk omfordeling på steroider.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan den slags samfund ser ud, inkluderer Varieties of Democracy-projektet et sæt ekspertvurderinger af, hvor klientilistisk hvert lands politiske system er. Vi har plottet fordelingen på tværs af verden nedenfor. Hvilken slags samfund vil man helst leve i: Et af de mindst klientilistiske (de mørkeblå), eller de klientilistiske dele af verden (de gule og røde)? Svaret giver vel sig selv…

Hvad burde valget have handlet om?

Med otte dage til valget er det klart, at valgkampen i ekstrem grad har handlet om personer, og ikke om politik. Socialdemokraterne har ført en præsidentiel kampagne for Mette Frederiksen, der har fokuseret på sin krisepolitik og forsøgt at skabe krisestemning – omend man kan spørge, om den ikke også har fremhævet hendes magtfuldkommenhed og magtmisbrug for mange vælgere. Lars Løkkes nye parti Moderaternes foreløbige succes i meningsmålinger er en anden indikator på problemet, for udover at Løkke vil tilbage til magten sammen med S, er der næppe nogen der ved hvad partiet rent politisk står for. Det er heller ikke prangende, hvad andre partier har meldt ud af politik.

Så hvad burde valgkampen handle om, og hvilke emner ville vi gerne se diskuteret? Allerførst ville vi naturligvis helst se, at politikerne diskuterer de langvarige problemer som Danmark har eller er på vej ud i. Personligt ser jeg to væsentlige, langsigtede problemer: Økonomien, der slet ikke er så stærk som der påstås, og folks personlige frihed, som den nuværende regering synes helt ligeglad med. Mit syn på Danmarks økonomiske udfordringer kan opsummeres i de nedenstående to grafer. Den ene viser danskernes arbejdsudbud i antal timer, gennemsnitsdanskeren arbejder om året, mens den anden viser gennemsnitsdanskerens årlige privatforbrug; begge er baseret på data fra Penn World Tables mellem 1960 og 2019.

Allerførst er der naturligvis grund til at glædes over, hvor meget økonomisk udvikling gør. Danskerne arbejdede i gennemsnit 907 timer i 1970 (1845 timer per fuldtidsansat) og skabte 27 dollars værdi per arbejdstime. For det fik de godt 14.000 dollars (109.000 kroners) privatforbrug. Per 2019 leverede de 711 timers arbejde (1381 timer per fuldtidsansat), skabte 76 dollars (580 kroner) værdi per timer, og have et privatforbrug på cirka 24000 dollars (183.000 kroner). Som danskere arbejder vi således 25 procent mindre end i mit fødselsår, får næsten 2,8 gange mere ud af hver arbejdstime, og har 68 procent større privatforbrug. Denne udvikling er sket samtidig med, at miljøet har fået det langt bedre. For eksempel udledte hver dansker i gennemsnit 12,5 tons CO2 i 1970, mens det tilsvarende tal i 2019 var faldet til 5,1 tons.

I absolutte tal ser udviklingen således fin ud, men ser man på Danmark relativt til resten af Vesteuropa, eller relativt til vores nabolande, er udviklingen ikke nær så positiv. Vores produktion per arbejdstime var således et par procent over nabolandene i 1970, og den er et par procent over i dag. Som den første figur illustrerer, er vores samlede arbejdsudbud også faldet mere end resten af Vesteuropas, og i særdeleshed mere end vores nabolandes. Figuren viser også, hvordan de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa (Postkom, de røde linje) og i de fire vestlige offsprings (Australien, Canada, New Zealand og USA) faktisk er vokset i forhold til Vesteuropa. Mens man i dansk politik taler meget om reformer, der har til hensigt at øge arbejdsudbuddet, må man erkende at vi på det punkt ikke engang følger med vores naboer. Ser man på antallet af fuldtidsansatte, matcher vi stort set vores naboer, men arbejdstiden er væsentligt lavere og er faldet hurtigere. Vil man have en diskussion af dansk arbejdsudbud, er det et element, der bør tages med!

Dagens anden figur viser det gennemsnitlige privatforbrug i Danmark, relativt til resten af Vesteuropa, og relativt til vores naboer. De fire europæiske offsprings er taget med i figuren, mest som en illustration af at Vesteuropa som helhed ikke har gjort det specielt godt de sidste 50 år. Danskerne havde i 1970 et privatforbrug, der var cirka 11 procent højere end nabolandenes, mens det per 2019 var otte procent lavere. Året før verdens nedlukningsparanoia var danskernes privatforbrug således cirka 4500 kroner lavere end svenskerne, 24.000 kroner lavere end briterne, og 27.000 lavere end tyskerne.

Hele denne udvikling er gået de fleste danskeres næse forbi. Diskussionen om økonomisk politik i Danmark koncentrerer sig næsten altid om forhold, der kan hjælpe med at finansiere fortsat vækst i et af verdens allerhøjeste offentlige forbrug. Det i sig selv er måske ikke mærkeligt, da det i en vis forstand er politikernes eget forbrug, men det er stærkt kritisabelt at danskerne ikke ser det: Vores naboer er løbet fra os. Og dét er en historie, som valget burde have handlet om: At mens danske politikere har skændtes om finanspolitisk ansvarlighed, omfordeling, og små politiske ændringer med arbejdsudbudseffekter, der nogle gange tælles i hundreder, mangler der i desperat grad store reformer. Danmarks økonomiske motor kører langsommere end naboernes, og hvis vi havde været på en reel motorvej på vej mellem Aarhus i 1970 og København i 2019, havde danskerne stadig været i Ringsted mens naboerne ankom til København.

Hvorfor Rwanda?

Regeringen har i nogen tid arbejdet på at etablere et modtagecenter for flygtninge og asylansøgere udenfor Danmark. Idéen er ret enkel: Hvis flygtninge kommer til Danmark, men ikke får asyl eller anden form for opholdstilladelse, er det ofte svært at hjemsende dem; men hvis modtagecenteret slet ikke ligger i Danmark, har flygtningene ikke samme incitament til at blive. Regeringen har således lavet en (eller anden) form for aftale med Rwandas regering om at etablere et modtagecenter i det lille, afrikanske land.

Man kan naturligvis spørge, hvor humant det er at insistere på, at folk der flygter fra krig, naturkatastrofer og andre ulykker ikke engang må træde over grænsen til vores land. Jeg er af den overbevisning, at hvis folk først har vist mod og initiativ nok til at komme herop – vi bor trods alt i en kold, nordlig udkant af den beboede verden – bør vi også realitetsbehandle deres ansøgning om at blive. Men det aspekt fraset, er der et andet der bør behandles: Hvorfor vælge Rwanda som ’modtageland’?

Rwanda var oprindeligt et kongerige, som blev tysk koloni i 1898, men erobret af Belgien i 1916. Landet blev i en lang årrække administreret af Belgien som en enhed sammen med Burundi. Belgierne regerede landet gennem det allerede stærkt centraliserede kongerige, der således blev både endnu mere undertrykkende og mere autokratisk. Tre år før landet blev selvstændigt i 1962, var det blevet for meget for den største etniske gruppe – Hutuerne – der smed kongen på porten. Spændinger mellem Hutuer og Tutsier kom til at karakterisere landet i mange år, og eksploderede i et enormt folkedrab i 1994. 800.000 rwandere, heriblandt næsten tre fjerdedele af Tutsi-befolkningen, blev myrdet af deres medborgere.

Landets nuværende statsoverhoved og regeringsleder er præsident Paul Kagame, der de facto har ledt det siden han blev forsvarsminister i 1994. Han er en af Afrikas mest diktatoriske ledere, og spillede en ikke uvæsentlig rolle i folkedrabet og borgerkrigen i 90erne. Kagame arresterede således den tidligere præsident Pasteur Bizimungu i 2001 og forbød hans parti, og gjorde med implementeringen af den nye forfatning i 2003 effektivt Rwanda til en etpartistat. Hans respekt for forfatningen er dog begrænset: Kagame ændrede for eksempel forfatningen i december 2015, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident. Han vandt derefter det stærkt ufrie valg og har de seneste år slået ekstra hårdt ned på al opposition. Man siger nu, at det ikke er nok at flygte fra Rwanda, hvis man som oppositionspolitiker eller kritisk meningsdanner bliver advaret – man skal flygte ud af kontinentet, fordi Kagames efterretningsstyrker også kan forfølge en i nabolandene. For eksempel er 30 journalister, ifølge the Committee to Protect Journalists, enten fængslet eller forsvundet i Rwanda siden 2018.  

Det er således et voldsomt diktatorisk land, danske politikere ønsker at flygtninge og andre asylansøgere skal sendes til, i stedet for at lade dem sidde i et dansk modtagecenter. Kortet nedenfor illustrerer dette på en anden måde, ved at plotte Varieties of Democracys indeks over respekt for folks borgerrettigheder (’civil liberties’) mellem 2017 og 202; røde markeringer er værre, blå er bedre. Som kortet viser, er det kun- regeringerne i Eritrea, Somalia og Sydsudan, der er mere tilbøjelige til at gøre vold på folks rettigheder. Organisationens vurdering af presse- og ytringsfrihed viser endda, at folk i Somalia har væsentligt større frihed end i Rwanda. Selv udenlandske forskere og Verdensbankens repræsentanter rammes, som Great Lakes Post skrev om for nogle få år siden, og Kagame fastholder ihærdigt et glansbillede af landet udadtil, mens han indadtil regerer med hård hånd.

Man må derfor spørge, hvad danske (og britiske) politikere har tænkt og planlagt, da de fik idéen om at etablere modtagecentre i Rwanda. Det er ganske svært at finde et mere diktatorisk styre, og næsten umuligt at finde et, der endda har en præsident med en fortid med involvering i folkedrab. Men måske er det netop pointen med idéen: Sender man flygtninge ned til Paul Kagames Rwanda, er der bestemt ’styr på dem’ – men på en måde, selv de mest hårdkogte medlemmer af DF og DD ville væmmes ved.

Den videnskabelige basis for vaccinekrav var løgn

Vi har her på stedet været stærkt kritiske overfor de sidste to års nedlukninger, og har blandt andet skrevet om selve nedlukningerne og de mange påstande om hvor effektive statslige interventioner var. Det har endda ført til ren forskning fra punditokraterne – læs her, her og her – der har vist, at nedlukningerne generelt ikke havde nogen positiv virkning. Men en afsløring først på ugen, der ikke har været bragt i de danske medier, rykker kritikken et skridt videre.

I en høring i Europaparlamentets Special Committee on the COVID-19 Pandemic mandag den 10. oktober spurgte den hollandske parlamentariker Rob Roos direkte, om Pfizer havde testet, om firmaets nyudviklede vaccine forhindrede smitte. Pfizers CEO, Albert Bourla, skulle egentlig have repræsenteret firmaet, men trak sig ud noglge dage før. Det blev derfor firmaets direktør for internationale markeder, Janine Small, der svarede på spørgsmålet. Og Smalls svar var et nej!

Man må være fair og understrege, at Pfizer faktisk ikke har påstået, at deres vaccine påvirkede smitterisikoen. De holdt ganske enkelt mund med det faktum, at de slet ikke havde testet det, og endda ikke havde sat deres vaccinetrials op til at kunne teste det. Pfizer (eller andre vaccineproducenter) gjorde heller ikke nogen indsigelser, da politikere udover den vestlige verden begyndte at påstå, at vaccinerne stoppede smitten, og derfor indførte vaccinekrav.

Skandalen i afsløringen – udover at Moderna ikke har svaret på spørgsmålet og Pfizers repræsentant efter det simple nej taler sort i halvandet minut – er at regeringer i hele verden brugte en påstand om vaccinerne, som de intet belæg havde for – til at tvinge folk til at tage en vaccine. Tvangen var et brud på folks menneskerettigheder, og efterfølgende forskning har vist, at vaccinerne overhovedet ikke påvirker smitterisikoen. Der er dermed intet ‘public good’-aspekt af vaccination – det er er rent privat valg med rent private konsekvenser – og derfor heller ingen som helst valid grund til offentlig indblanding. Men det påstod man, ligesom man påstod at masker virkede og at børn da lærte det samme hjemme foran en skærm som i skolen. Medierne hjalp godt til med påstandene, så hvornår de begynder at skrive om skandalen i ugens nye afsløringer, er et åbent spørgsmål.

Hvem var de gode statsministre?

Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

Nobelprisen 2022: Bankkriser

Tidligere idag annoncerede Sveriges Riksbank, at årets Nobelpris i økonomi går til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig. Prisen gives for deres arbejde med at forstå bankers rolle i økonomien, med særligt fokus på bankernes rolle under finansielle kriser.

Som svenskerne skriver i den officielle pressemeddelelse, tackler Diamond og Dybvig den første del af spørgsmålet ved at starte med et dilemma: Folk med indlån har behov for direkte og øjeblikkelig adgang til deres penge, mens virksomheder og boligejere ikke bare kan tilbgebetale deres lån uden et langt varsel. Hvordan sørger man for, at den første gruppe har adgang til deres indlån, uden at den anden adgang ofrer muligheden for at have langsigtede og forudsigelige lån? Diamond og Dybvigs model – der er blevet en af ‘arbejdshestene’ i nationaløkonomi – viser hvordan banker løser problemet gennem måden, der medierer finansielle transaktioner. Fordi bankerne har mange indlånere, der løbende hæver penge, er der ikke noget problem at låne penge ud til virksomheder på en forudsigelig måde.

Så længe der ikke pludseligt er en stor gruppe indlånere, der vil hæve deres penge, kan banker uden problemer intermediere mellem indlån og udlån. Og her ligger hele humlen i problemet, fordi det er netop det der kan ske under finansielle kriser. Hvis der begynder at gå rygter om, at en bank eller banksektoren er i problemer, kan det være rationelt for en stor gruppe indlånere at prøve at hæve deres penge. Fænomenet kaldes et ‘bank run’ og kan vælte selv velpolstrede banker. Diamond og Dybvig peger på, hvordan stater kan undgå fænomenet ved at forsikre folks indlån: I Danmark er det Garantifonden, der forsikrer de første 750.000 kroner. Derudover kan staten også virke som ‘lender of last resort’ for banker, der kommer i stormvejr.

Bernankes arbejde går videre ved at vise, at den store Depression i 1930erne blev så dyb og lang ved en kombination af elendig pengepolitik og bank runs. Som Nobelpriskomiteen formulerer det viste Bernanke “how bank runs were a decisive factor in the crisis becoming so deep and prolonged. When the banks collapsed, valuable information about borrowers was lost and could not be recreated quickly. Society’s ability to channel savings to productive investments was thus severely diminished.”

Årets Nobelpris er måske ikke en af de mest ophidsende i mands minde, og den gives primært til de tre forskeres arbejde fra først i 1980erne. Der er dog ingen grund til at ærgre sig over den, da Bernanke, Diamond og Dybvig så absolut hører til i Nobelklassen. Deres arbejde er fundamentalt for den moderne forståelse af, hvordan banker fungerer og hvad deres rolle er i økonomien. Og selvom der næppe er mange, der vil beskylde Bernanke for at have være økonomisk østriger, kan det godt varme at en del af hjertet af hans indsigter om kriser er et fokus på informationsproblemer.

Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Mandag den 10. oktober annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Vi har stadig ikke ramt rigtigt – i 2019 var vores bud således Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området, og  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs her) – mens prisen faktisk gik til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. I 2020 gik prisen til Paul Milgrom og Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori, mens sidste års pris gik til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens for arbejde i arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri. Vi foreslog heller ikke nogen af dem.

Det skal dog ikke forhindre os i at fortsætte traditionen med at diskutere, hvem der kunne få prisen og hvem, vi gerne ville have at Nobelprisen gik til. Først og fremmest er Melitz, Grossman og Helpman ikke bare stadig gode bud for kvaliteten af deres arbejde. Tiden er også til at understrege, hvor meget vi forstår i handelsteori, og i hvor høj grad både USA’s og EU’s handelspolitiske retning underminerer deres egen og resten af verdens velstand. Derudover er handelsteori et område, der ikke er givet til i lang tid.

Et par andre bud, der har fordel af at være stærkt citerede, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) nævnes også ofte som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. Som vi understregede for nogle år siden, er Acemoglus problem at hans metode og centrale fund har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år (se f.eks. min og Martin Rodes kritik her). Easterlys problem er meget anderledes, da han jævnligt udsættes for voldsom politisk kritik, fordi hans arbejde ikke ligefrem fører til implikationer, som FN- og bistandsvenlige folk kan lide.

Robert Barro

Sidst, men ikke mindst, ville det være rart med en pris til f.eks. Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. I løbet af 1990erne leverede Aghion og Howitt flere teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Deres problem er, at Paul Romer (New York University) fik prisen i 2018 for sit arbejde i vækstteori, så området har modtaget en pris de senere år. Men hvis det skulle blive i den retning – som også er ekstremt aktuelt mens den vestlige verden er på vej ind i en voldsom, og selvforskyldt, økonomisk krise – kunne man vælge at belønne Robert Barro (Harvard) for at lægge en væsentlige del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Under alle omstændigheder er vi klar til at blive overraskede på mandag, om det så bliver positivt eller negativt. Visse kommentatorer har for eksempel foreslået Herman Daly (Maryland) og Richard Layard (LSE), som vi her på stedet ser som elendige og politiske valg. Nobelprisen i økonomi er svær at forudsige fra år til år, men komiteen rammer sjældent helt skævt, og risikoen for at det går galt er meget mindre end chancen for at prisen går til nogen, vi slet ikke havde tænkt på.

Tillid og velstand (igen)

Jeg sidder pt. i Stockholm til den første workshop i projektet ”Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Projektet, der er fælles arbejde med Niclas Berggren, køres fra IFN i Stockholm, og sigter mod at forstå hvordan tillidskultur, udvikling og forhold som økonomisk frihed og demokrati spiller sammen. Særligt forholdet mellem økonomisk udvikling og social tillid er interessant, da der er en række studier der finder, at social tillid fostrer hurtigere vækst (se f.eks. her og her), og andre der påstår at tillid er noget der kommer med rigdom – at man får ’råd til’ at stole på andre mennesker.

To måder at få en idé om, hvilken retning årsagssammenhængen går, er at enten se på sammenhængen mellem tillid og indkomst over tid, eller at se på sammenhængen på tværs af forskellige regimetyper. Pointen med den første måde er, at hvis indkomst skaber større tillid, burde man se en stærkere sammenhæng mellem tillid og indkomst over årene, men hvis tillid skaber indkomst bør sammenhængen være ret stabil over tid. Pointen med den anden er, at hvis indkomst skaber tillid, burde det ske i alle typer lande. Hvis tillid skaber indkomst har vi teorier, der peger på at det primært sker gennem at tillid skaber gode institutioner i demokratier, og disse institutioner påvirker den økonomiske udvikling.

Figuren nedenfor viser begge distinktioner: Vi plotter tillid mod nationalindkomst per indbygger for 2018, 1988 og 1958 – dataene er fra Madison-databasen – og skelner mellem lande der var demokratiske i de ti år op til tidspunktet versus dem, der ikke var. Mens der er relativt store forskelle, illustrerer plottet ganske godt to forhold. For det første er der en ganske klar sammenhæng på tværs af verdens demokratier, men ikke i autokratierne. For det andet er der ingen forskel mellem styrken i sammenhængen i 2018, 1988 og 1958. Over tid varierer korrelationen mellem 0,48 og 0,62, men som plottet viser, er regressionslinjen fuldstændigt den samme, bare forskudt opad i takt med at hele verden er blevet rigere.

Overordnet set peger disse simple illustrationer således på, at det primært er social tillid, der driver den langsigtede økonomiske udvikling, og ikke omvendt. Tillid kan derfor ses som en del af en national eller i nogle tilfælde regional kultur, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Men tillidskulturen er vigtig, da den gør samfundet rigere og mere produktivt. Den er således heller ikke et resultat af politik, men mere fundamental for hvem vi er, og hvilken vej vi kan tage til rigdom.

Bør man lukke for russiske flygtninge?

Forleden dag meddelte Finland, at landet lukker for alle russiske migranter. Finnerne har tidligere haft en væsentlig migration ind i landet af russere på turistvisa, men har nu valgt at lukke grænsen helt. Spørgsmålet er, om det faktisk er en god idé.

Der er to argumenter for finnernes beslutning, som har været luftet i forskellige medier. Det første, og mest almindelige, er at man ved at lukke grænserne tvinger russerne til at blive hjemme. Idéen er, at de dermed kommer til at protestere mod Putin-regimet – ikke ved at stemme med fødderne og flygte fra Rusland, men ved at gå på gaden i Moskva, Sankt Petersborg, Yekateringburg og andre storbyer.

Argumentet kan lyde besnærende, men hviler på to antagelser som sandsynligvis begge er forkerte. Den første antagelse er, at det er de samme mennesker, som ville protestere åbent, som dem der flygter nu. Med andre ord er det en antagelse om, at flugt og åben protest er substitutter for disse mennesker. Men er det virkeligt de samme, som skynder sig ud af landet, og som går på gaden? Min fornemmelse er, at det er to så forskellige handlinger, at man på ingen måde får flere protester mod Putin ved at tvinge russerne til at blive i Rusland.

Den anden antagelse er, at Putin-regimet er modtageligt overfor demonstrationer og offentlig mistillid. Jeg har de sidste fem år været overbevist om, at det russiske regime overhovedet ikke kan rykkes af folkelige protester eller internationale sanktioner. Grunden til min overbevisning kommer fra en præsentation, som Ron Wintrobe gav ved EPCS-konferencen i Budapest i 2017. Wintrobe, der er en af verdens førende diktaturforskere, pegede på at to diktaturer – Rusland og Iran – er så fundamentalt forskellige fra resten, at man ikke kan tænke på dem på samme måde. Iran er et teokrati, mens Rusland er et regime hvor lederen kommer fra efterretningstjenesten, og regimet bakkes aktivt op af tjenesten. I andre regimer kan man ramme det ved at gøre livet surt for civile interesser – industri, fagforeninger osv. – eller militære interesser, der får færre ressourcer som følge af sanktioner. I Rusland er den væsentlige baggrundsinteresser efterretningstjenesten, som ikke påvirkes direkte, og næsten trives ved større protester!

Der er således ingen grund til at tro, at det første argument for at lukke russerne inde holder vand. Det andet argument, der har været luftet i medierne, er at man ved at lukke for almindelige russere, også lukker for spioner og andre af regimets håndlangere. Men hvor mange spioner tror man reelt, man lukker for bare fordi almindelige mennesker formenes adgang, og hvilken skade forestiller man sig de kan gøre udover dem, der allerede er på Ruslands ambassader?

Den politiske sag for at lukke for russiske flygtninge til Europa står dermed på meget tynd is. Det betyder ikke, at politikere ikke sagtens kan fristes til at lukke grænserne, men kun som følge af action bias – at “vi må jo gøre noget”, det skal helst være synligt for vælgerne, og “det her er noget”. Set fra et humanitært synspunkt er de lukkede grænser derimod en katastrofe for titusinder af russere, der nu kan tvinges til at gå i krig, tvinges til at arbejde for Putin-regimet, og tvinges til at leve under stadigt tungere undertrykkelse i et korrupt styre fra helvede med absurde supermagtsdrømme. Vi bør ikke lukke grænserne.

Verdens tab af økonomisk frihed

Forleden skrev vi om hvordan Verdens økonomiske frihed er under pres. Vi illustrerede da i detaljen hvor meget folks økonomiske frihed blev indskrænket fra 2019 til 2020. Idag ser vi på hele indekset, men på tværs af hele verden. Ændringer i økonomisk frihed for hvert af de 165 lande, der rates, illustrerer vi i kortet nedenfor.

I princippet varierer Fraser Instituttets indeks over økonomisk frihed mellem 0 og 10, men i praksis er variationen mellem 3,3 (Venezuela) og 8,6 (Hong Kong). Et typisk tab på 0,17 (medianen i 2020) er således ikke blot stort i forhold til, hvor meget det som oftest varierer fra år til år. Det betyder også, at store dele af verden på sigt kommer til at opleve væsentlig væksttab de kommende år, hvis ikke situationen snart rettes op.

Hvor store er væksttabene, kan man spørge. I artiklen Does economic freedom boost growth for everyone? som Andreas Bergh og jeg udgav i Kyklos sidste år, finder vi at for hvert point man ændrer på elementer i indekset, ændres den langsigtede, årlige vækstrate med cirka 0,5-0,6 procentpoint. Når man således ser på de sorte og lilla områder på kortet, er de steder, der kommer til at opleve synligt lavere vækst de kommende år. Undtagelsen vil være de lande, der ændrer kurs og indfører liberaliserende reformer ovenpå to af de værste år siden krigen. Og totalt set står verden til at blive mærkbart fattigere.

Afvænning fra offentlige midler

Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.

Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.

Professor Peter Grajzl, WLU

Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.

Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.

Mere om forskning i økonomisk frihed

Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.

Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.

Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.

Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.

Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.

Verdens økonomiske frihed er under pres

Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.

Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.

Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.

Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.

Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.

Fordele ved monarki

Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”

Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.

Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.

God Save the Queen

I går aftes kom den sørgelige besked, at HM Dronning Elizabeth II var død. Beskeden var næppe en overraskelse for mange, da den 96-årige britiske dronnings helbred havde skrantet i nogen tid. Nyheden er dog gået verden over, og har rørt millioner af mennesker, da dronningen var verdens måske mest kendte kvinde, og en af de mest afholdte.

Elizabeth Alexandra Mary Windsor blev født den 21. april 1926 som hertugen og hertuginden af Yorks første barn. Hertugen var den kommende Edward VIIIs lillebror og stod dermed ikke til at blive konge. Da Edward gjorde det utænkelige og insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikaner – Wallis Simpson – måtte han abdicere. Lillebroren blev derefter kronet som George VI, og den ti-årige pige, som familien kaldte Lillibet stod pludselig som nummer et i tronfølgen. Hendes far havde aldrig ønsket sig tronen, men da han døde i 1952 tog den 26-årige Elizabeth det enorme ansvar på sig.

Siden da har hun personificeret hvad monarker kan, som politikere aldrig vil eller kan opnå: Integritet, ansvarlighed, og værdighed. Som Charles Moore understreger i the Telegraph her til morgen, var Elizabeth elsket og respekteret fordi hun i 70 år har gjort, hvad hun lovede. Hun nåede at acceptere den 15. premierminister i sin tid – Liz Truss var på besøg på Balmoral for et par dage siden – og gennem sin tid på tronen gik Storbritannien gennem gigantiske ændringer. Landet var ikke mindst en væsentlig kolonimagt i 1952, og Elizabeth var statsoverhoved gennem den lange og svære periode, hvor de fleste af kolonierne blev uafhængige. Et af mange tegn på hvor kompetent hun var, er at det britiske Commonwealth stadig eksisterer, og folk så forskellige steder i verden som Australien og the Bahamas støtter monarken i London som deres statsoverhoved.

Dronning Elizabeths død minder os om, at mens monarki måske er en mærkværdig, gammeldags og umiddelbart udemokratisk institution, kan monarker noget andet og mere end politikere. Der er en værdi i, at have nogen der står udenfor og over politik, og ikke mindst når de har de kvaliteter som Elizabeth II – og Margrethe II – havde.

Det er derfor passende, at det var dronningen selv, der efter 9/11-angrebene formulerede den måske største trøst for de millioner mennesker, der idag mindes hende: Grief is the price we pay for love.

MV=PY

Der tales meget om inflation, og problemet undervurderes systematisk fra politisk hold. Jeg havde forleden den fremragende, uafhængige økonom Lars Christensen med i bilen fra Aarhus – iøvrigt til en glimrende event på Clausholm Slot – som ‘underholdt’ med sine bedste bud på, hvor høj inflationen ender med at blive i år. Lars bedste bud er 12-14 procent i 2022!

Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.

Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.

Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!

Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.

Begreber der skal væk 6: Sammenhængskraft

Mens sommeren går på hæld, nærmer tiden sig hvor vi lukker for dette års sommerserie om begreber, der skal væk. Der er dog mindst ét, der i den grad stadig fortjener at blive nævnt: ‘Sammenhængskraft’. Begrebet bruges jævnligt i den offentlige debat, og jeg har mødt mange, der hævder at vi da alle ved hvad det er. Problemet er dog, at vi ikke rigtigt er enige om, hvad det måske er.

Det skorter ellers ikke på påstande om, hvad sammenhængskraften gør, eller at den er truet. Det er bl.a. blevet påstået, at det at de fleste elever går i den almindelige folkeskole styrker ’sammenhængskraften’. Begrebet dækker således en mystisk ’kraft’, der ligesom tyngdekraften i fysik holder individerne i et samfundet sammen i en eller anden forstand. Dansk wikipedia henviser til Durkheims idé om ’social kohæsion’ som en mere videnskabelig måde at sige sammenhængskraft, og definerer den effektivt som Robert Putnams ’sociale kapital’. Det er så tæt på, man kan komme en ægte definition, er ikke er funktionel – dvs. at man ikke definerer begrebet som noget der gør godt.

Accepterer man, at sammenhængskraft er nogenlunde det samme som social kapital, får man et klarere blik for hvad det kan være, men også nogle meget klarere studier af hvor problematisk, det er. I en artikel med Kim Mannemar Sønderskov fra 2013 så jeg på netop det spørgsmål: Er ’social kapital’ overhovedet et videnskabeligt godt koncept? Vores svar på spørgsmålet var et meget klart nej. Vores udgangspunkt for papiret var John Gerrings arbejde om ’konceptvaliditet’ – dvs. under hvilke omstændigheder er et videnskabeligt koncept mere eller mindre validt og brugbart.

Gerring fremhæver for eksempel, at et godt koncept skal fange noget mere, og mere præcist, end nabokoncepter. Det dur således ikke, at det bare er et andet og mindre præcist ord for noget, vi allerede har et brugbart koncept for (det må ikke være gammel vin på nye flasker). Det dur heller ikke, at det er bredere end nabokoncepterne og dækker flere af dem, da det indebærer at det bliver langt mindre præcist. Og det går slet ikke, at man bare puljer ting man godt kan lide i et enkelt koncept. Gør man det, får man hvad samfundstænkeren Giovanni Sartori kaldte ’katte-hunde’ – når man smider forskellige features ind i samme koncept.

Og sammenhængskraft er netop en katte-hund som koncept. Det dækker over alt godt fra havet – en række forhold som folk forestiller sig gør noget godt – og er dermed mindre præcist end nabokoncepterne, og funktionelt defineret ved at være godt. Konkretiseret som social kapital postulerer det også en sammenhæng mellem en række elementer som prosociale normer, social tillid, og aktivitet i frivillige klubber og civilsamfundet, som Kim Sønderskov og jeg, og en række andre forskere, har vist ikke er der.

En allersidste redningskrans for konceptet ville være, hvis de blandede elementer alle havde samme konsekvens. Man ville således få en slags brugbart, politisk indeks som indikerede forskellige veje til samme outcome. Men tænker man på sammenhængskraft som social kapital, er der nu en lang serie studier, der viser at de forskellige elementer i Putnams begreb ikke engang har de samme eller blot sammenlignelige konsekvenser. Uanset at politikere elsker at sige sammenhængskraft, er det et begreb, der er så håbløst upræcist og misvisende, at vi bør holde op med at bruge det.