På mandag, sandsynligvis lige omkring middag, annonceres det hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Teknisk er det en pris til minde om Nobel, men lad os undgå den diskussion: Økonomiprisen er væsentligt mindre kontroversiel end f.eks. priserne i litteratur og fred. Men den er også en af dem, der er allersværest at forudsige. Alligevel gør vi hvert år et forsøg.
Hvis Nobelkomiteen tillader sig at være en smule strategiske og give en pris til et område, der virkelig er i vælten, kunne den vælge international økonomi og handelspolitik. Rent fagligt ville det være fuldstændigt forsvarligt, da det efterhånden er meget lang tid siden at området blev belønnet. Det kunne for eksempel være en pris til Arnold Harberger (Chicago), som lagde en væsentlig del af det teoretiske arbejde bag, hvordan vi vurderer protektionismetab og idag er 101 år gammel. Som vi understregede sidste år, kunne man også belønne Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes, Anne Krueger (Stanford) for hendes arbejde om rent-seeking og hvordan særinteresser påvirker handelspolitikken, eller måske endda Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’ og vores forståelse af sammenhængen mellem handelspolitik og industridynamik.
Der er en række andre bud. Nicholas Decker argumenterer for eksempel for, at det er tid til en pris til industrial organisation, og helt specifikt til Steven Berry, Jerry Hausman, og Ariel Pakes. Det ville også være rimeligt, hvis prisen gør til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for hans teoretiske arbejde i begrænset (bounded) rationalitet. En yderligere , der ville sende et politisk signal, er ´ John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier, og i særdeleshed arbejdet omkring Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden. For ti år siden nævnte vi også Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) for deres arbejde i økonometri og arbejdsmarkedsøkonomi. Deres bidrag er ikke blevet ringere eller mindre relevante siden da.
Som alle år er der en lang række andre kandidater, og det er frygteligt svært at forudsige, hvem der får prisen i år. Hvilke kriterier skal man lægge til grund, og hvilke områder og forskningsspørgsmål vurderer Nobelkomiteen hos Sveriges Riksbank er særligt vigtige eller værdige for tiden? Måske skal man bare placere sine penge på kandidater fra lande, hvor folk spiser meget chokolade? Vi er alle meget klogere på mandag, når prisen uddeles og vi her på stedet dækker annonceringen.