Vi har tidligere skrevet en del Venezuelas sørgelige udvikling, både før, under (og efter?) Hugo Chavez “21. århundredes socialisme, mens jeg fik det privilegie at være “valgobservatør” ved oppositionens alternative folkeafstemning i sommeren 2016. Så det er vel også på sin plads, at vi skriver lidt om dette års modtager af Nobels Fredspris, María Corina Machado – den centrale leder af oppositionen og ansigtet ud af til på den bevægelse, som i 2024 dokumenterede regimets valgsvindel ved præsidentvalget.
Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.
Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.
Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:
“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”
I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:
“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”
Jeg har tidligere skrevet om baggrunden for Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 – og “relativt” skal nok læses både i forhold til demokrati og velstand.
Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).
Et kontroversielt valg for nogle, åbenlyst for andre
Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.
Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.
(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)
María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.
Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).
I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.
Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.
Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?
Fra NGO til oppositionens frontfigur
Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.
Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.
Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.
Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.
Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.
Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.
For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.
Fra oppositionens stemme til global højrefløjsfigur
I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.
Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.
Machados gennembrud
Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.
Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.
Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.
Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).
Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.
Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.
Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.
Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.
Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.
Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.