Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

I Skotland idag for 249 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2025. 1 svar

Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.

Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.

Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.

Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”

Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.

Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.

Ny public choice encyclopædi

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2025. Skriv et svar

Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.

Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.

Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?

Når staten gør sit job elendigt

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2025. 4 svar

Den danske stat er enorm og gør alt muligt. Det er næppe en overraskelse, at vi her på stedet ville ønske at det offentlige gør langt mindre, men gør de ting det skal meget bedre. Hvor dårligt den danske stat leverer centrale offentlige goder, er der lige kommet et nyt eksempel på.

Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.

Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.

Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.

Abstractet er her:

Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.

Sommerserien 2025 #3: Produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2025. 1 svar

Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?

Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.

En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.

Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.

Sommerserien 2025 #1: Hvordan er det gået med privat velfærd i CEEC?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2025. 3 svar

Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.

Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?

For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.

For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.

Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).

Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.

Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.

Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.

Sommerserien 2025: Hvordan går det i Central- og Østeuropa?

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2025. 1 svar

Bedre sent end aldrig: Idag starter Punditokraternes sommerserie for 2025. Vi har tidligere kørt sommerserier om så forskellige emner som økonomisk vækst, public choice, historiske forhold, og begreber og idéer, vi mener folk bør holde op med at bruge. Dette års emne er meget simpelt: Hvordan går det i den tidligere socialistiske verden i Central- og Østeuropa?

Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.

For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.

Eamonn Butler: Økonomiske skoler

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2025. Skriv et svar

Eamonn Butler, der er direktør for the Adam Smith Institute i London, har skrevet en række meget fine Primers for the Institute of Economic Affairs de senere år. Den nyeste hedder An Introduction to Schools of Economic Thought, og kan downloades helt gratis. Eamonns bøger er alle varmt anbefalede, ikke mindst den nye, men for de utålmodige har IEA også lavet en 21-minutters video med Eamonn. De minutter er vældigt godt givet ud; se selv nedenfor.

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Populisme og menneskelig frihed

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2025. 4 svar

Jeg er netop kommet hjem fra Friedrich-Schiller Universitetet i Jena, hvor jeg torsdag og fredag deltog i en lille workshop om populismeforskning. Udover arrangøren, min ven og kollega Andreas Freytag, og to andre ‘seniorforskere’ – Stan du Plessis fra Stellenbosch University og Christopher Ball fra Quinnipiac University – var deltagerne alle PhD-studerende og en enkelt postdoc. I stedet for normalen, hvor alle præsenterer deres egen næsten færdige forskning, var formattet hovedsageligt en åben diskussion af en hel række emner, hvor der er huller i forskningen, suppleret med to præsentationer af forskning, der viser hvordan man praktisk kommer ud over en række problemer.

Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.

Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).

Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.

Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.

Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!

Hvad gør demokrati ved økonomisk vækst? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar

Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.

Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.

En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.

Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.

I Political Institutions and Output Collapses i december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.

Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.

Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.

Slår Højesteret ned på Trumps handelspolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2025. 1 svar

Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.

Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?

Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.

Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.

Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.

Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik

Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”

Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.

Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.

Akademisk frihed – shortlisting og nye idéer

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2025. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg i nogen tid været interesserede i akademisk frihed. Det er foreløbig blevet til tre artikler – om hvordan politiske institutioner påvirker den akademiske frihed, om hvordan og hvornår den påvirker produktivitet, og om hvordan ændringer i økonomisk frihed former den akademiske frihed – og en ekstra oversigtsartikel, som jeg skrev selv. Det er også stadig et åbent spørgsmål, om akademisk frihed måske bliver en (lille) del af vores nye projekt om menneskelig frihed (human freedom).

Dagens gode nyhed er, at artiklen om hvordan økonomisk frihed påvirker akademisk frihed nu er shortlistet til årets Elinor Ostrom-Pris ved Journal of Institutional Economics. Beskeden kan bl.a. ses på LinkedIn og afslører også, at konkurrencen er hård i år. Og vi er nødt til at huske, at Niclas og jeg har været nomineret før for artiklen Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy uden at vinde.

En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.

Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!

I Danmark for 176 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. juni 2025. 1 svar

Som de fleste læsere ved, trådte Danmarks første Grundlov i kraft idag for 176 år siden. Grundloven cementerede og udbyggede den spæde transition til demokrati, som var startet med Stænderforsamlingerne i 1834, og etablerede en række rettigheder for borgere og andre i Danmark. Mens man kan diskutere mange forhold, har grundlovene siden da – og ikke mindst den omhyggelige håndhævelse af dem og den generelle respekt, der har stået om dem – været både socialt og økonomisk vigtige for danskerne. Det er dét, vi fejrer idag.

Fejringen sker på baggrund af en generel svækkelse af status for demokrati og forfatningsbeskyttelse i verden. Ifølge V-Dem-projektets vurdering af ‘executive respect for the constitution’ er det gået tilbage i alle regioner af verden, og ikke mindst (og statistisk signifikant) i Nordamerika og Latinamerika. I Europa er både Tyrkiet og Ungarn holdt op med at være rigtige demokratier, og i lande som Albanien og Serbien er demokratiet klart svækket. Ude i verden gælder det samme i lande som Indien, Sri Lanka og Filippinerne demokratisk udfordrede, men eksempelvis Sydafrika er til en vis grad på rette spor.

De to forhold er naturligt forbundne. Bruger vi igen V-Dems indikator scorer autokratier scorer i gennemsnit 1,5 point på en fire-punktsskala for respekt for forfatningen, mens demokratier scorer 2,8. Der er også en sammenhæng med økonomisk udvikling, da lande med lav respekt (mellem 0 og 2) i gennemsnit har en nationalindkomst per indbygger på cirka 11.500 dollars, lande med middelmådig respekt har et gennemsnit på cirka 21.700 dollars, mens lande med høj respekt (over 3) er de rige lande med et gennemsnit på 54.500 dollars (alle forskelle p<0,01).

Selvom man også godt kan forestille sig, at rige lande skriver anderledes forfatninger og bedre har råd til at håndhæve dem, viser de to polske økonomer Anna Lewczuk og Katarzyna Metelska-Szaniawska i en ny artikel, at forfatningsrespekt skaber ekstra økonomisk vækst. Det er derfor heller ikke uden konsekvenser, at der er så store forskellige i forfatningsrespekt på tværs af verden (se kortet nedenfor).

Og det er heller ikke uden konsekvenser, at den nuværende danske regering så åbenlyst mangler respekt for den Grundlov, vi fejrer idag. Minksagen i 2020 afslørede hvor ligeglad statsministeren er med Grundlovens krav om, at der ikke må gennemføres noget, der ikke er hjemlet i lov – i det mindste så længe hun og hendes departementschef kunne slette deres spor. På samme måde har justitsministeren presset den infamøse Koranlov igennem, og vi venter stadig på at se, om domstolene ikke i sidste ende konkluderer, at den er i strid med Grundlovens beskyttelse af borgernes ytringsfrihed. Og sidst, men ikke mindst, presser regeringen på for at give efterretningstjenesterne de facto ubegrænsede muligheder for at overvåge folk i Danmark. Den grundlovssikrede ret til privatliv kaldte ministeren forleden ‘teoretisk’ i et interview med DR.

Der er grund til at fejre 176 års grundlovssikring af borgere i Danmark, og måske særligt i år og under denne regering. Som Tom Jensen skrev i Berlingske: “Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.”

Folketinget giver sig selv højere løn

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2025. 3 svar

Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.

Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.

Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.

Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.

Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.

Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.

Hvad hvis regeringen balancerede budgettet?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2025. Skriv et svar

I min klumme i Børsen i torsdags stillede jeg et simpelt spørgsmål: Hvad skal statens opsparing bruges til? Baggrunden for klummen var, at det offentlige sidste år realiserede et overskud på 133 milliarder kroner – hele 9,7 % af budgettet. Som jeg skriver: “Bundlinjen er i stedet, at borgerne betaler langt højere skatter, end de behøver for blot at finansiere det nuværende offentlige forbrug.” Uanset hvordan man ser på det, giver de stadige overskud på det offentlige budget ingen økonomisk mening. Det er ikke meningen, at det skal gå i nul hvert år, men på langt sigt bør et offentligt budget balancere – ikke skabe overskud. Det offentlige er ikke en privat virksomhed som skal udbetale dividende eller skabe aktiegevinster. Hvad der foregår politisk er lidt et mysterium.

I stedet for at overveje hvad der foregår – jeg giver tre korte bud i klummen – vil jeg i stedet for dokumentere omfanget af problemet. Figuren nedenfor illustrerer det meget lange sigt ved at plotte to kurver. Den røde er den private del af BNP – dvs. det totale BNP minus de offentlige udgifter, mens den blå kurve er den private del af BNP plus det offentlige overskud. Den blå kurve er således en fiktiv repræsentation af situation, hvis regeringen hvert år havde balanceret budgettet og hverken indkrævet for lidt eller for meget skat, givet udgiftstrykket.

Starter man i 1975 var situationen faktisk, at det offentlige regnskab var relativt tæt på at balancere: I 1977 var underskuddet 1,5 % af udgifterne, hvilket på det tidspunkt var ganske rimeligt sammenlignet med andre europæiske lande. Men under Anker Jørgensens regeringer eskalerede det helt udaf kontrol. I 1982 – året hvor Jørgensen i oktober opgav regeringsmagten og uden et valg lod fire borgerlige partier overtage under ledelse af Poul Schlüter – nåede underskuddet 16 % (9 % af BNP). Schlüter-regeringerne gennemførte store reformer, der rettede op på problemerne, gav overskud på omkring 2,5 % af budgettet i 1986 og 1987 og cirka balance i 1988. Ændringerne var ikke mindst pinligt nødvendige fordi den statslige udlandsgæld var eksploderet i løbet af 1970erne.

Det særlige idag er, at det offentlige har haft overskud hvert år siden 2016, og overskud større end -1 % af BNP siden 2013. I perioden 2016-2024 har overskuddet i gennemsnit været 5,3 % af budgettet og 2,4 % af BNP. Som jeg påpegede i Børsen sidste uge, indkræver den danske stat derfor helt konsistent og år efter år for mange skatter og afgifter fra danskerne, men helt uden at have en væsentlig gældsbyrde at betale. Der er således ingen umiddelbar grund til overskuddene. Og de er dyre for danskerne!

Forestiller man sig, at de danske regeringer siden 2016 have balanceret budgettet hvert år ved at give skattelettelser til danskerne i stedet for overskuddene, var den private del at BNP ikke vokset 2,5 % om året – den var vokset 3,2 %! I runde tal er danske borgere blevet snydt for en vækst på over en procent om året. Hvad værre er, er det endda en periode hvor det private forbrug kun er vokset 1,1 % i gennemsnit fordi resten af den private del omfatter investeringer og nettoeksporten, der er vokset noget mere end resten.

Bare i 2024 ville en balancering af budgettet have forøget den private del af BNP med 8 %, og det endda uden at regne på dynamiske effekter af de skattelettelser, der ville have karakteriseret dansk økonomi med et balanceret budget. Den tænkte politik ville i gennemsnit have givet hver dansker 11.000 kroner større økonomiske muligheder hvert år de sidste ni år. Hvorfor regeringen ikke bare fortsætter politikken, men nærmest praler af den, er helt uforståelig fra en nationaløkonomisk vinkel.

Gør økonomisk-politisk usikkerhed folk mere tolerante?

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2025. Skriv et svar

Udover at skabe store økonomiske tab, diskuterer man ofte om økonomisk og politisk usikkerhed ændrer på folks adfærd. Det gælder for eksempel fortællingen om hvordan nazisterne kom til magten som reaktion på en alvorlig økonomisk krise, der gødede jorden for et latent had mod jøder (og mange andre). Det gælder også nutidige diskussioner i USA, hvor det politiske kaos nogle gange krediteres for at drive amerikanerne væk fra hinanden, skabe polarisering, og dermed gøre folk markant mindre tolerante. Men er det korrekt, som en generel påstand, at mene at kriser gør folk mindre tolerante? Det ser ny svensk forskning nu på.

Mine fremragende kolleger fra IFN i Stockholm Niclas Berggren, Andreas Bergh og Therese Nilsson undersøger i Periods of Uncertainty are Linked to Greater Acceptance of Minorities hvad der sker med folks tolerance af minoriteter under episoder med stor økonomisk eller politisk usikkerhed. I artiklen, der er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, kombinerer de tre data fra the World Uncertainty Index med tolerancemål fra 227.000 respondenter i the World Values Survey/European Values Study. Helt specifikt ser Niclas, Andreas og Therese på, i hvilken grad folk er villige til at acceptere jøder eller muslimer som naboer.

Svaret er ganske tydeligt: Jo større den økonomisk-politiske usikkerhed er, jo mere villige er folk til at have minoriteter som naboer. Der er således i gennemsnit ikke nogen støtte til, for eksempel, Jan Delhey og hans kollegers ‘coming apart’ teori, som de formulerede som forklaring på, hvordan Covid-pandemien og nedlukningerne førte til markant lavere institutionel tillid. Som mine svenske kolleger pointerer, deres langt mere generelle undersøgelse peger mere på et fænomen, der kalder ‘coming together’.

Overordnet peger den nye svenske forskning således på, at folk finder sammen og bruger hinanden mere som hjælp, når usikkerheden er stor, og at det sandsynligvis er det, der gør dem mere tolerante. Hvis man skal tillade sig at tænke udenfor artiklens rammer, peger det måske også på, at en af de almindelige forklaringer på at Danmark er så tolerant og tillidsfuldt et samfund – at Danmark også er et meget stabilt samfund uden dybe kriser og markant usikkerhed – ikke er særligt konsistent med det generelle billede.

Det samme gælder nok den voldsomme usikkerhed i Ukraine, hvor jeg sammen med mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas fra Universidad de Navarra i Pamplona i forskning, vi er ved at færdiggøre, faktisk finder at krigen har skabt større social tillid blandt ukrainerne. Den svenske forskning går dog et stort skridt videre og dokumenterer, at økonomisk-politisk usikkerhed helt generelt gør folk mere tolerante. Og så er usikkerheden måske ikke helt så kritisk, som vi troede?

Særnummer om Mario Rizzo og Behavioural Public Policy

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2025. Skriv et svar

Et af de mest højt profilerede områder i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været adfærdsøkonomi. Området, som Daniel Kahnemann og Vernon Smith fik deres nobelpriser for i 2002, studerer (primært økonomisk) adfærd, der ikke umiddelbart kan forklares med standardantagelserne om rationel adfærd og fuld brug af information, som vi normalt gør i økonomi. Meget af entusiasmen for adfærdsøkonomi har oftet virket til at være drevet af ønsket om at finde politik, der kan hjælpe folk med at tage bedre beslutninger. Til tider har det også virket som om noget af interessen har været drevet af forsøg på at finde nye måder at retfærdiggøre gamle politiske forslag.

Derfor er et helt område, som kaldes Behavioural Public Policy også dukket op, hvor man netop studerer de politiske konsekvenser af adfærdsøkonomisk forskning og adfærdsøkonomiske påstande. En af de absolut mest centrale og skeptiske forskere i feltet er Mario Rizzo fra New York University, som nu hyldes med et særnummer af Behavioural Public Policy i hans ære. Redaktørerne Malte Dold, David Harper, Shruti Rajagopalan og Glen Whitman kalder deres introduktion til nummeret for Process, Rationality and Human Wellbeing. Det er en fin introduktion til hele nummeret, der har bidrag af bl.a. Gerd Gigerenzer, Richard Epstein, Shaun Hargreaves Heap og Peter Boettke. Det hele er ekstremt interessant, og giver masser af stof til eftertanke – specielt i en tid, hvor stadig mere politik sigter imod at ændre på borgernes private adfærd!

Hele abstractet er her, men hele særnummeret er varmt anbefalet:

This special issue explores foundational questions in behavioral economics and behavioral public policy, drawing on the work of Mario Rizzo, a critical voice in the debate on behavioral paternalism. Behavioral economics has offered significant insights into decision-making, often challenging traditional economic models. However, it has also introduced normative frameworks into policy analysis, such as preference purification, that critics argue oversimplify human decision-making and risk imposing external values. Contributions to this issue examine themes including the tension between standard rationality and inclusive rationality, the epistemological limitations of paternalistic interventions, and the role of tacit knowledge and dynamic learning in policymaking. By engaging perspectives from economics, psychology, philosophy, and law, the issue discusses process-based approaches to policy analysis that respect individual agency and accommodate uncertainty. It also highlights the political economy dimensions of behavioral public policy, emphasizing the need for institutional reforms that enable learning and systematic change rather than narrowly focusing on individual cognitive biases. This issue serves as both a tribute to Mario Rizzo’s intellectual contributions and a call for a deeper reflection on the methodological and normative foundations of behavioral public policy.

Penge giver lykke

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2025. 1 svar

Som nogle læsere ved, er jeg jævnligt ude at holde foredrag om moderne lykkeforskning. Det er et emne, som langt de fleste kan relatere til, og det er altid interessant at se folk gå fra skepsis til forståelse for, hvorfor Danmark er et af verdens mest lykkelige eller tilfredse samfund. Men hvis der er ét forhold, som mange mennesker synes at have svært ved er det, at penge faktisk er vigtige for folks lykke. Det skorter heller ikke på forsøg på at vise, at det ikke rigtigt er sandt – se blot Richard Easterlins meget tidlige forskning, der nu omtales som Easterlins Paradoks og hele debatten efter Stevenson og Wolfers omhyggelige afvisning.

Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).

Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.

Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.

Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.

Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!

Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?

Er fremstillingsindustrien ved at forsvinde?

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2025. Skriv et svar

Donald Trump påstår en hel masse, og de fleste påstande – ikke mindst hans påstande og idéer om international handel – er forkerte. Der er dog én påstand, som han deler med en række folk på både den populistiske amerikanske højrefløj og folk på begge populistiske fløje i mange europæiske lande: Påstanden om, at almindelig fremstillingsindustri (manufacturing) er ved at dø, og globaliseringen er skyld i problemet. Spørgsmålet idag er, om der er nogen som helst sandhed i påstanden.

Den første figur giver et peg om, hvorfor nogen kan forledes til at tro, at fremstillingsindustrien har problemet. Figuren viser andelen af beskæftigede, der arbejder i industrien mellem 1991 og 2023 (de sidste tilgængelige tal). I USA (den sorte linje) arbejdede cirka hver fjerde omkring 1990 i fremstilling, mens det idag er lige omkring 19 procent. Færre og færre arbejder med at ‘lave ting’, som præsidenten har udtrykt det! Men som figuren også viser, er det på ingen måde et fænomen, der er begrænset til USA. I alle de andre eksempler på figuren sker det samme, inklusive i de to lande med den største fremstillingsindustri i Europa – Italien og Tyskland. Det er endda en proces, der er gået væsentligt hurtigere i Storbritannien end i USA.

Det andet problem med påstanden kan ses i den anden figur nedenfor. Figuren viser hvor meget værdi, hver anset i fremstillingsindustrien producerer per år (udtrykt i logaritmer, så vækst er lettere at se). Læser man tallene omhyggeligt viser de, at arbejdsproduktiviteten i amerikansk fremstilling er steget 46 procent siden 1991. Selvom sektorbeskæftigelsen er faldet, indebærer det at outputtet i USAs fremstillingsindustri er steget 25 procent i perioden. Der er med andre ord ingen krise, ligesom figuren også viser at der heller ikke er nogen væsentlig krise i de andre lande – med Italien som en væsentlig undtagelse. Storbritanniens fremstillingsindustri er godt nok skrumpet knap fem procent siden 1991, men der sker på en baggrund af at dens produktivitet er steget lige så meget som USAs. Italiens problem, derimod, er at produktivitetsvæksten set over alle 32 år har været halvdelen af USAs, og tæt på nul de sidste 20 år, mens folk har forladt sektoren. Fremstillingsoutputtet i Italien er derfor idag lige omkring tre procent lavere end i 1991. Omvendt viser figuren, hvordan Danmarks virkelige styrke måske er industrifremstilling?

Pointen med eksemplerne er naturligvis at illustrere, hvordan en relativt simpel sammenhæng – at beskæftigelsen i én bestemt, politisk synlig sektor falder – kan forlede folk til at tro, at der er et alvorligt problem, på samme tid som sektoren bliver stadig mere konkurrencedygtig. Skruppelløse populister og økonomisk analfabetiske politikere kan således narre folk til at tro på, at der er et problem, og at deres løsning er den rigtige. At det er lykkedes Trump, Oren Cass, og mange andre i USA at få nok vælgere til at falde for bedraget, ser vi de yderste konsekvenser af for tiden.

Pave Frans – mørke i lyset

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2025. 2 svar

I går morges døde den katolske pave Frans, 88 år gammel. Han nåede at være pave, og dermed det nominelle religiøse overhoved for 1,4 milliarder mennesker, i 12 år. Den argentinsk-fødte mand med det verdslige navn Jorge Mario Bergoglio overtog et embede med enorme problemer i form af omfattende, og ofte systematisk pædofili og korruption i kirken. Hvor meget han har formået at gøre ved problemerne er en af mange ting, der bliver diskuteret de kommende dage, omend det ikke er grunden til at vi skriver om ham idag.

Grunden til at skrive om pave Frans er, at han om nogen var et lysende eksempel på en person, der tydeligt havde hjertet på rette sted, men hjernen og forståelsen et meget andet sted. Som TV2 fremhævede i en tekst, der igår kørte under deres dækning: ‘Pave Frans var der for de fattige.’ Verdens fattige var pavens hovedfokus, og hans væsentligste bekymring. Men som mange andre religiøse, der var inspirerede af latinamerikansk revolutionsteologi, havde Frans et helt forkvaklet billede af, hvad der kan løfte fattige mennesker ud af fattigdom. Skulle nogen være i tvivl om mandens had til markeder og økonomisk frihed, kan man med fordel læse pavens Evangelii Gaudium, som Vatikanet udgav i 2013 og overveje, hvorfor manden var så ekstremt statsvenlig og markedsfjendtlig:

“While the earnings of a minority are growing exponentially, so too is the gap separating the majority from the prosperity enjoyed by those happy few. This imbalance is the result of ideologies which defend the absolute autonomy of the marketplace and financial speculation. Consequently, they reject the right of states, charged with vigilance for the common good, to exercise any form of control. A new tyranny is thus born, invisible and often virtual, which unilaterally and relentlessly imposes its own laws and rules. Debt and the accumulation of interest also make it difficult for countries to realize the potential of their own economies and keep citizens from enjoying their real purchasing power. To all this we can add widespread corruption and self-serving tax evasion, which have taken on worldwide dimensions. The thirst for power and possessions knows no limits. In this system, which tends to devour everything which stands in the way of increased profits, whatever is fragile, like the environment, is defenseless before the interests of a deified market, which become the only rule.”

I 2014 skrev Niclas Berggren og Therese Nilsson lederen i Ekonomisk Debatt om netop dette problem; vi omtalte den under Pavens Tåbeligheder. Pavens foretrukne løsninger lignede til forveksling noget, Joseph Stiglitz eller Bernie Sanders ville foreslå i deres mest venstredrejede øjeblikke. Som Niclas og Therese skrev dengang, ‘findes der grund til at tvivle på, om paven har rådført sig med de nationaløkonomer, der har studerat just netop hvordan udvikling sker’. Hvis Frans havde haft held til at påvirke verdens ledere til at føre sin foretrukne politik, der omfattede langt større statslig kontrol med markeder, mindre globalisering og større politisk styring af international handel og investeringsaktivitetet, og væsentligt mere ulandsbistand, havde verden haft langt flere fattige idag.

Verden har mistet en uomtvisteligt venlig og velmenende mand med stor moralsk indflydelse, men det rejser også det store spørgsmål: Skal politiske ledere bedømmes på deres intentioner eller konsekvenserne af det de gør?