Tag-arkiv: kriminalitet

Legalize it – all of it.

“If at first you don’t succeed, try, try, again – and then give up. Don’t be a damn fool about it”. Med dette citat af W. C. Fields indleder Thomas Sowell et indlæg I Boston Globe i 1984, altså for snart 40 år siden, hvor han under overskriften Remember painful Prohibition lesson” hælder den amerikanske forbudspolitik ned af brættet.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Thatchers resultater – kriminalitet

I vores miniserie om Margaret Thatchers resultater er vi kommet til et af de punkter, de stædigste Thatcher-hadere slår på. Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop, påstod for eksempel i Information forleden, ”at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten.” Som vi har dokumenteret tidligere, er det korrekt at uligheden steg, men er det en sandsynlig påstand, at den medførte øget kriminalitet? Svaret er et rungende nej.

Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i to kriminalitetsindikatorer, som man kan sammenligne hen over tid: Mordraten og væbnet kriminalitet. Begge dele er udtrykt i hændelser per million mennesker, og som logaritmer (så man lettere kan se udviklingen i serien). Mordraten er den indikator, der viser mindst variation: Efter en svagt stigende tendens i 1970erne var den stort set flad i 1980erne – ved indgangen af årtiet skete der 9,7 mord per million briter, ved udgangen 9,6 mord. Steg denne del af kriminaliteten under Thatcher? Svaret er nej.

På samme måde kan man nemt se, at man ikke kan skyde skylden på hende for stigningen i den væbnede kriminalitet i 1980erne. Storbritannien blev et mere kriminelt samfund i hendes regeringsår, men drager man den relevante sammenligning mellem hendes år, og de to omkringliggende årtier, ser Thatcher-tiden pludseligt ret godt ud. Den væbnede kriminalitet eksploderede nærmest i de grå 1970ere: Raten steg med hele 177 %. Men figuren ovenfor illustrerer ret klart, hvordan kurven ’knækker’ under Thatcher. Stigningen i 1980erne var 44 %, mens den væbnede kriminalitet steg 54 % gennem 1990erne.

Kunne man have ønsket sig, at kriminalitetstendensen var helt stoppet eller endda vendt? Ja, naturligvis kan man det. Men hvis man skal ud i det tvivlsomme ærinde at skyde skylden på nogen for udviklingen, ser Margaret Thatchers regeringsperiode ud som den bedste tid i landet indtil de sidste ti år. Biskoppen burde måske holde sin mund offentligt, medmindre han er klar til at dokumentere sine injurierende påstande mod en afdød.

Kriminalitet og ‘neoliberalistiske’ reformer

For cirka halvanden år siden bragte Politiken nyheden, at forskere nu havde vist at liberaliserende reformer slog folk ihjel fordi den voldelige kriminalitet steg. Det virkede helt forkert for mig – både som liberal og som forsker – og jeg besluttede mig for at se nærmere på sagen. Papiret er nu online på SSRN og kan downloades her. Abstractet er her:

This paper investigates recent claims that ‘neoliberal’ policies and reforms are associated with higher homicide rates and other types of crime. Using a panel of the 50 US states observed between 1981 and 2005 and the Economic Freedom Index of the Fraser Institute, results show that there is no direct association between changes in economic policies as measured by this index and homicide rates. The results nevertheless show that other types of crime decrease with liberalizing spending or tax reforms. Effects of liberalizing tax reforms in particular may spill over from less violent crime to lower homicide rates.

Kriminalitet, økonomi og smadrede ruder

FBI har netop offentliggjort de seneste kriminalitetstal for USA. På linje med sidste år viser tallene, at kriminaliteten er faldende på trods af den økonomiske krise. I første halvdel af 2010 faldt den voldelige kriminalitet med 6,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Berigelseskriminaliteten faldt med 2,8 procent.

Bortset fra en lille stigning i perioden 2005-2006 har den voldelige kriminalitet i USA nu været faldende siden 1991. Man skal tilbage til 1964 for at finde et lavere drabstal pr. indbygger, end vi har i dag.

Tallene understreger, at økonomi og kriminalitet ikke nødvendigvis hænger sammen. Andre forhold – såsom politiet, retssystemet, fængselsvæsenet og en række faktorer, som man kunne samle under rubrikken ”sammenhængskraft” – spiller også ind, men der er ingen klar konsensus blandt eksperterne.

En af de mere holdbare teorier om kriminalitet er den såkaldte ”broken windows”-teori, som blev fremsat af James Q. Wilson og George Kelling i 1982. Kort fortalt går teorien ud på, at smadrede ruder, graffiti, affald og andre synlige tegn på forfald kan sende et kvarter ud på en glidebane med stigende småkriminalitet efterfulgt af mere alvorlig kriminalitet.

Politiet i New York City støttede sig til ”broken windows”-teorien, da de i 90’erne lancerede en ”zero tolerance”-politik over for småkriminalitet. Mellem 1990 og 2000 faldt drabstallet i New York City fra 30,7 pr. 100.000 indbyggere til 8,4 pr. 100.000 indbyggere.

I 2008 udførte forskere i Holland et eksperiment, som yderligere underbyggede ”broken windows”-teorien.

I anledning af sidste års faldende kriminalitetstal havde James Q. Wilson et indlæg i Los Angeles Times, hvor han bl.a. roste politiet i New York City og Los Angeles for deres indsats. En af mændene bag New Yorks succes i 90’erne, William J. Bratton, blev chef for politiet i Los Angeles i 2002. Drabstallet i Los Angeles faldt fra 17,1 til 8,1 pr. 100.000 indbyggere i perioden 2002-2009.

Faldende kriminalitet i USA II

Jeg skrev for nylig om de seneste opgørelser fra FBI, som viser faldende kriminalitet i USA på trods af den økonomiske krise. Heather Mac Donald fra tænketanken Manhattan Institute har i dag et glimrende indlæg i Wall Street Journal, hvor hun angriber 1960’ernes teorier om, at kriminalitet først og fremmest skyldes fattigdom og ulighed. Her er et par udpluk:

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

Faldende kriminalitet i USA

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) har netop offentliggjort de foreløbige kriminalitetstal for den første halvdel af 2009. I lyset af den økonomiske krise havde mange forventet, at kriminaliteten ville stige, men den er tværtimod faldet markant i forhold til samme periode sidste år. Den voldelige kriminalitet faldt med 4,4 procent, mens berigelseskriminaliteten faldt med 6,1 procent. Antallet af mord faldt med 10 procent. Kriminaliteten i USA har været faldende siden begyndelsen af 90’erne og er nu på sit laveste niveau i mere end 40 år.

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

De politiske partier står i disse dage i kø for at vise handlekraft og komme med bud på hvordan man stopper det narkoopgør, som Københavns gader i disse tider lægger brosten til. F.eks. vil SF efter en 24 timers frit lejde slå til med razziaer i stor stil mod rockerborge og “kendte” tilholdssteder for indvandrerbander – S vil reaktivere rockerloven og DF vil mandsopdække rockere og indvandrerbandernes medlemmer.

Men lige så populistiske SFs og andres forslag er, lige så håbløst ineffektive er de også. Der er tale om tom symbolpolitik, der ikke indeholder et eneste bud på løsninger af det grundlæggende problem, og drivkraften bag de kriminelle miljøers magt og brutalitet, nemlig narkotikamarkedet.

Men lad os nu forestille os, at det rent faktisk var muligt via en gigantisk politiaktion at bure de banditter, der render rundt og gør gaderne usikre, især på Nørrebro, inde. Noget der grænser til det usandsynlige, for slet ikke at tale om at holde dem indespærrede – der er jo trods alt fortsat en bevisbyrde der skal løftes. Hvad ville der så ske? Tjah, på kort sigt ville der utvivlsomt være færre “incidenter”, men det vil kun være en stakket frist. Der vil stadig være et marked for narkotika, og der vil stadig være en høj profit for de der er tilstrækkeligt risikovillige, hvorfor de ledige pladser som leverandører og pushere hurtigt vil blive fyldt ud.

De høje og hurtige profitter vil også sikre, at det herefter kun er et spørgsmål om tid, før vi igen oplever nye blodige kampe om det lukrative narkotika-marked. Sådan er det i de amerikanske ghettoer, sådan var det i forbudstidens USA, og sådan er det i Danmarks ghettoer.

Selvfølgelig kan der være længere perioder med relativ ro. Det kan enten skyldes at en enkelt aktør/organisation dominerer markedet fuldstændig (monopol), eller aktørerne deler markedet mellem sig (karteldannelse). Men som vi ved fra legale markeder er det vanskeligt at opretholde monopoler og karteldannelser over tid uden brug af tvang eller lovgivning der hindrer konkurrence udefra.

Hvor man på et legalt marked ville konkurrere på kvalitet og pris, er der al mulig grund til at antage, at man på det illegale marked konkurrerer på noget helt andet, nemlig den brutalitet man er parat til at udvise i kampen om markedsdominans. Igen, de historiske eksempler står i kø.

Man kan finde det utroligt. Men på trods af, at bekæmpelsen af narkotihandlen og den medfølgende kriminalitet – det være sig herhjemme eller i udlandet – har været én lang perlerække af ufatteligt omkostningsfyldte fiaskoer, både økonomisk og menneskeligt, så er der åbenbart politisk konsensus om at lukke øjnene for virkeligheden, og lade som om politiet rent faktisk kan gøre noget.

Men hvis man ønsker effektivt at bekæmpe den organiserede kriminalitet, er det noget helt andet der skal til, man skal nemlig fjerne deres indtægtsgrundlag. Her er den billigste, mest effektive og humane fremgangsmåde at afkriminalisere narkotikahandlen i en eller anden form. Hermed fjernes profitten ved at sælge narkotika (stort set hele den pris forbrugerne betaler går til risikoaflønning) hvilket både svækker de nuværende kriminelle organisationer her og nu, og på sigt gør det mindre attraktivt for andre at vælge en karriere indenfor organiseret kriminalitet.

Desværre er der intet der tyder på at politikerne har lært noget som helst af den massive historiske data, der entydigt viser, at det ikke er muligt at vinde kampen mod narkotika.

Tværtimod vælger man konsekvent at føre en politik,  der ingen indvirkning har på antallet af narkomaner, (bortset fra de, og det er de fleste, narkodødsfald der skyldes at stofferne er ulovlige), og samtidig konsekvent ikke kun styrker de kriminelle miljøer, men også deres råhed.

Og indtil man radikalt ændrer narkotikapolitik, er der vist kun en ting at sige i forlængelse af den seneste tids skyderier, nemlig at “You ain’t seen nothing yet”.

Der er tale om det 3. store opgør om det danske narkomarked – (i 1980erne var det Hells Angels opgør med de Christaniabaserede Bullshit rockere, i 1990erne var det Bandidos (der arbejder sammen med nogle af invandrerbanderne i det nuværende slagsmå) i lige så mange årtier.

Opgør der i omfang og brutalitet har fået et ryk opad hver gang. Så det er  formentlig et rimeligt gæt, at det næste opgør vil blive endnu blodigere end det nuværende (narkomarkedets dynamik tilsiger dette). Om de fortsatte blodsudgydelser skulle få politikerne til at vende sig mod løsninger der virker i stedet for løsninger der gør sig godt i overskrifterne, er der til gengæld grund til at tvivle på – og det er vist heller ikke formålet med alle udmeldingerne fra partierne i disse dage.

Pas på tyven!

Forestillingen om, at Danmark er et land uden vold og kriminalitet er en gammel traver, som mindst går tilbage til plakaten med den rare politimand, der stopper trafikken for at lede en andefamilie over vejen. Ofte garneres forestillingen med socialdemokratisk visdom, f.eks. personificeret ved BT’s chefredaktør Erik Meier Carlsen, hvis alter ego må være omtalte politimand.

Forleden rykkede redaktøren atter ud til fordel for den egalitære velfærdsstat og roste danskerne for et enestående kammeratskab og masser af tillid. Men socialdemokraternes sufflør skulle måske kaste et blik på de kriminalitetsstatistikker, der modsiger skønmaleriet. Tager vi en statistik fra Interpol, så ser vi, at Danmark ligger i toppen, hvis vi tæller alle former for kriminalitet med, herunder indbrud i sommerhuset, biltyveri, hærværk mm. Her er vi ganske simpelt et foregangsland, præcis som vi elsker at være det … langt foran USA … for danskerne stjæler med arme og ben. En forklaring kunne være, at vores lighedskultur har så svært ved at acceptere, at nogle har mere end andre, og at den derfor nok skal få fingre i det … via skat eller tyveri, forskelen er ens. Hvis denne forklaring er plausibel, kunne det tyde på, at velfærdsstatens forbrug af andre folks penge er med til at undergrave folks moral, og at de derfor gør rapseriet og vandalismen til samfundsnorm. Når de ser, at staten alligevel smider om sig med andres værdier, så kan de lige så godt sørge for deres eget. Altså: At velfærdsstaten faktisk fremmer den egoisme, som den påstår at fjerne.

Se, dét ville være en nyhed i BT.