Tag-arkiv: brasilianske tilstande

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Da et Københavns mere velstående forstæder i sidste uge var rammen om endnu et opgør i den verserende bandekrig, fik det formanden for poltiforbundet, Peter Ibsen, til at kræve 2000 mand ekstra. Begrundelsen var, at

“Vi er på vej mod en amerikanisering. Det er ikke alle kriminalitetsformer, der er steget, men kriminaliteten er blevet mere rå. For år tilbage fik folk et par på hovedet, når der var slagsmål, i dag stikker de hinanden med knive eller truer med pistoler”, og fortsætter med, at “Især når det gælder bandekrigen. Her er der tale om drabsforsøg, hvor ikke engang offeret vil medvirke til opklaringen. Det er klart, at det kræver mange flere timer, at efterforske de her sager”.

Forøgelsen, der skulle ske som 200 mand ekstra om året de næste 10 år, affødte en kommentar et par dage senere fra advokat Henrik Hasseris Olesen, der plæderer for at 2000 mand over 10 år er alt for lidt. I stedet skal man 3-doble bevillingerne til politiet fra de nuværende 10 mia. kroner om året for 2010 til 30. mia kroner om året, fordi;

“Såfremt vi i fællesskab besluttede at tredoble denne bevilling, ville det indebære en merudgift pr. borger, ung som gammel, på lidt mindre end 4.000 kr. om året. Det er voldsomt, men vi har råd til det, hvis vi i fællesskab beslutter os for det. Det ville givet kræve besparelser andre steder i samfundet. For eksempel kunne store anlægsarbejder som Femernbro og Metro indstilles. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at de fleste borgere gerne ofrer disse transporttilbud og andre goder, hvis gevinsten er, at vi atter kan glæde os over et trygt samfund, som hviler på de retsprincipper, som vi jo deler. En forudsætning for succes er naturligvis en politiledelse, som løfter opgaven med styrke, konsekvens og engagement.”