Hver uge screener vi hos IRES – Institut for Reguleringsstudier de nye høringer på Høringsportalen. I sidste uge blev tre af dem flaget som interessante. Ikke på grund af indholdet, men på grund af processen.
Den 25. august sendte Social- og Boligstyrelsen bilag 2 og 3 til støttebekendtgørelsen i supplerende høring. Bekendtgørelsen hæver maksimumsbeløbet, altså loftet over hvad en ny almen bolig må koste at anskaffe. Selve bekendtgørelsen var i høring fra 3. juli til 10. august. Fem en halv uge, men hele sommerferien lå midt i perioden. Og fristen udløb den 10. august kl. 12, samme dag som de første skoler startede. Folketingets Præsidium har ellers henstillet, at en høring, der løber over sommerferien, tidligst bør udløbe ti dage efter ferien. Men bilagene kom altså først i høring den 25. august med frist den 1. september kl. 12. Syv dage – og den sidste dag kun til frokost.
Dagen efter, den 26. august sendte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø en bekendtgørelse om ekstraordinær kompensation til landbrugere i høring. 77,7 mio. kr. fra EU’s krisereserve, fordelt fladt med 35 kr. pr. støtteberettiget hektar, så en bedrift med 100 hektar får 3.500 kr. Fristen er 2. september. Syv dage.
I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet står der, at høringsfristen ”bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar”, og at ”under normale omstændigheder vil en høringsfrist på 4 uger være passende”. Nøjagtig samme afsnit står i vejledningen om administrative forskrifter, så det gælder også bekendtgørelser. To bekendtgørelser fik altså en fjerdedel af normen. Og bagefter skal en bekendtgørelse ikke gennem Folketinget, så høringen er stort set det eneste sted, hvor nogen udefra kan nå at sige noget, før reglen binder.
Den tredje sag er den mildeste, men den er med, fordi den viser noget andet interessant. Den 25. august sendte Sundheds- og Kirkeministeriet et lovforslag om kronikerpakker og sundheds- og omsorgspladser i høring. Bloktilskuddet til regionerne hæves med godt 1 mia. kr. i 2031 og varigt godt 900 mio. kr. om året fra 2034. Høringsfristen er 18. september, altså 24 dage regnet fra offentliggørelsen. Vejledningen siger, at når fristen er under fire uger, bør begrundelsen stå i lovforslagets afsnit om hørte myndigheder. I udkastet er det afsnit en ren liste over organisationer. Der står ingen begrundelse. Forslaget er ikke fremsat endnu, så den kan i teorien nå at komme med. Men hvorfor vente?
Man kan indvende, at kronikerpakkerne udmønter en aftale, der allerede er indgået, så høringssvarene alligevel ikke kan flytte noget. Om substansen er det sandsynligvis rigtigt. Men høringen er det eneste sted før fremsættelsen, hvor nogen udefra kan nå at opdage, at udmøntningen ikke kan lade sig gøre i praksis, at overgangsreglerne rammer skævt, eller at en konsekvensberegning er forkert. Det er billigere at opdage i september 2026 end i 2029.
Landbrugsstøtten har en bedre forklaring, for der er faktisk en EU-frist. Medlemslandene skal underrette Kommissionen om deres ordning senest den 30. september. Men forordningen blev vedtaget den 27. juli og offentliggjort to dage efter, så styrelsen har trods alt to måneder. Hvorfor skal høringsfristen så være syv dage?
Man kan også indvende, at august altid er presset. Lovprogrammet skal være klar til Folketingets åbning, juli er død i ministerierne, og i år kom der ovenikøbet valg i marts og en regeringsdannelse, der først sluttede 3. juni. Det er rigtigt. Men åbningsdagen har ligget fast i generationer, og sommerferien kommer heller ikke bag på nogen. Når en kalender, alle kender på forhånd, alligevel ender med at forkorte netop det led, hvor omverdenen kommer til orde, er det ikke et uheld eller en nødvendighed. Det er et valg.
Det åbenlyse spørgsmål er: Hvad ville der være gået tabt, hvis de tre høringer havde fået de fire uger, vejledningen anbefaler? Eller tre måneder, som er normalfristen i Norge, og hvor fristen ikke må være kortere end seks uger? Der kan selvfølgelig være en omkostning ved at vente, men det er der bestemt også ved at forhaste sig. Fire uger havde næppe gjort den store forskel i praksis. Kronikerpakkerne træder i kraft fra 2027 til 2029. Forhøjelsen af maksimumsbeløbet gælder til og med 2035. Landbrugspengene skal først være udbetalt den 28. februar 2027, men styrelsen sigter selv mod medio oktober. Ingen af de tre datoer krævede, at høringen skete i huj og hast…
Behøver det virkelig gå så stærkt?