Tag-arkiv: Mette Frederiksen

Vampyrministeren

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2026. 1 svar

Idag er det præcist en måned siden at danskerne var til Folketingsvalg. I dagene efter valget blev Mette Frederiksen som leder af det største parti i Folketinget naturligvis udnævnt til kongelig undersøger. Med andre ord fik Frederiksen, helt efter den danske forfatningsnorm, lov i den første kongerunde til at afsøge mulighederne for at danne regering. Det har hun derefter gjort i foreløbig fire uger. Der er stadig ingen udsigt til en ny regering, og der er vel at mærke heller ikke nogen udsigt til en frisk kongerunde.

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Statsministerens ‘forståelse’ af vækst

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2023. Skriv et svar

Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.

I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).

Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!

Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.

Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.

Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…

Hvem arbejder vi for?

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2023. 5 svar

Statsministeren mener, at vi alle skal arbejde mere for velfærdsstatens skyld. Som hun sagde forleden til andre socialdemokrater og fagforeningsfolk: “Glem det”. I hendes optik er det vigtigste, at velfærdsstaten og de offentlige udgifter består uændret eller udvidet. Hvis velfærdsstaten ikke kan få skatteindtægter nok til at finansiere, hvad politikerne vil, eller få nok folk til at udføre arbejdet (og pseudoarbejdet), skal danskerne tvinges til at arbejde mere. Som Frederiksen ser det, er det eneste måde at man kan få nok indtægter og nok sygeplejersketimer til det, hun og hendes parti vil.

Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…

Hvis statsministerens “fortælling” er forkert, hvad er så det rigtige problem?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. februar 2023. Skriv et svar

I går skrev jeg om, hvorfor statsministerens “fortælling” om dansk økonomi er forkert. De offentlige finanser er ikke uholdbare. Finansministeriets fremskrivning viser tværtimod, at der “overholdbarhed”.

Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

Læs resten →

Statsministerens økonomiske ”fortælling” er ganske enkelt forkert.

Af Otto Brøns-Petersen, den 8. februar 2023. 1 svar

Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.

Læs resten →

Løftede pegefingre og overdrivelser hjælper ikke til social distancering i længden

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. april 2020. Skriv et svar

Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Læs resten →

Statsministerens åbningstale og illusionen om perfekte politiske løsninger

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. januar 2020. Skriv et svar

Statsministeren vil tvangsfjerne og -bortadoptere flere børn. Det var hovedbudskabet i hendes nytårstale sidste uge. Det vækker sikkert umiddelbart sympati hos mange. Ingen bryder sig om tanken om børn, der vanrøgtes. I en verden, hvor der fandtes perfekte politiske løsninger, var det bare at gå i gang.

Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.

Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.

I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.

Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.

Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.

Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.

Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.

Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.

Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.

Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.

I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.