Hvis statsministerens “fortælling” er forkert, hvad er så det rigtige problem?

I går skrev jeg om, hvorfor statsministerens “fortælling” om dansk økonomi er forkert. De offentlige finanser er ikke uholdbare. Finansministeriets fremskrivning viser tværtimod, at der “overholdbarhed”.

Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

De virkelige udfordringer: Lav vækst og produktivitetsstigning

Det problem, der springer i øjnene, er om noget den lave økonomiske vækst. Det fremgår af figuren. Som man kan se, venter ministeriet en vækst på under de beskedne 1,4 pct., vi har haft i gennemsnit siden 2000. Det hidtidige gennemsnit er den orange linje, mens den blå er faktisk og fremskrevet årlig vækst. Det hidtidige gennemsnit ligger endda kun på det halve af væksten i foregående århundrede.

Lav vækst betyder, at vi har udsigt til lavere fremgang i levestandard. Og med vedvarende lav vækst bliver konsekvenserne endnu større for fremtidige generationer. Over ti år vil levestandarden være godt 15 pct. højere, hvis væksten er 3 pct. i stedet for 1½ pct. Men over 100 år vil forskellen være mere end 400 pct. højere ved 3 pct. i stedet for 1½ pct. Lav vækst vil det lange løb få større negativ betydning for vore efterkommere end for stor gæld.

Velstand er samtidig den vigtigste sikring mod fremtidige kriser. Klimaforandringer rammer fattige lande hårdere end rige. Rige lande har bedre råd til at forsvare sig end fattige. Selv om Rusland anvender tre gange så stor en del af BNP på forsvar som EU, er EU’s budgetter større, fordi vi er rigere. Det var også velstanden, som gjorde os i stand til at indkøbe vacciner relativt hurtigt og udbrede dem i befolkningen under pandemien. Selve udviklingen af vaccinerne udsprang ligeledes af høj velstand.

Væksten kan øges gennem strukturreformer, der forbedrer incitamenterne. Men et forsøg på at beordre befolkningen til at arbejde mere ved at afskaffe en helligdag giver ikke strukturforbedringer. Det giver højere formelt BNP – men ikke højere permanent vækst – og flere penge i de offentlige kasser. Hvis altså forsøget lykkedes. Det taler alt for, at det ikke gør. Hvis incitamenterne er de samme som hidtil, vil folk også tilstræbe samme forhold mellem arbejdsindsats og fritid som hidtil. Selv en kortsigtet effekt kan forventes spist af, at folk vælger at holde mere fri senere hen.

Det afgørende problem bag lavvæksten er, at produktivitetsvæksten er faldet – altså evnen til at omsætte input til output. I det lange løb er den afgørende for den økonomiske vækst. Produktivitetsvæksten er i højere grad end de offentlige finanser en prognose i fremskrivningen. Den bygger på, hvordan udviklingen har været i perioden op til fremskrivningsårene. Men den kan øges gennem reformer som deregulering og lavere skat på investeringer, kapitalafkast og arbejdsindkomst. Det er den slags reformer, regeringen bør have fokus på. Øget arbejdsudbud øger ikke produktiviteten, men kan godt virke strukturforbedrende, hvis det vel at mærke indebære mindre forvridninger og bedre incitamenter.

Nødvendigt at hæve den offentlige produktivitet

Større produktivitet i den private sektor alene kan imidlertid skabe et afledt problem i den offentlige sektor. Fordi lønningerne i den private sektor følger produktiviteten, og fordi de offentlige lønninger følger de private, vil højere produktivitet kun i den private sektor øge omkostningerne ved en given offentlig produktion med lige så meget som mervæksten i den private sektor. Uden stigende offentlig produktivitet er der altså ikke plads til større offentligt forbrug, uden at skattetrykket øges, eller overførselsindkomsterne klemmes.

Hvis man er tilhænger af at fastholde (eller øge) den nuværende grad af offentlig omfordeling – jeg er ikke, men statsministeren er helt givet – så er begge dele et problem. Lavere overførselsindkomster sænker omfordelingen, men det vil et væsentligt højere skattetryk også gøre, fordi de højeste marginalskatter ikke kan indbringe særlig meget mere (tværtimod tyder meget på, at vi er over toppen på Lafferkurven). Højere marginalskatter vil også gå ud over væksten og gøre alle fattigere. Man er altså nødt til at hæve gennemsnitsskatten mere end marginalskatten, hvis man vil have væsentligt flere penge i de offentlige kasser, men det sænker skattens progressivitet.

Produktiviteten i det offentlige står dog i dag ikke helt stille, men der er en særlig grund til at øge produktiviteten i den sektor. Det vil dæmpe omkostningspresset i det offentlige og dermed også belastningen af den private sektor gennem beskatningen. Offentlig produktivitetsvækst er derfor også en forudsætning for, at der i det lange løb er plads til at øge det offentlige forbrug uden at mindske omfordelingen.

Og på det interview i Weekendavisen, jeg omtalte i det foregående indlæg, må man forstå, at statsministeren gerne vil øge det offentlige forbrug. Venstre og Moderaternes formand har traditionelt været lydhøre over for navnlig den kommunale udgiftshunger og nærer også ønsker om realvækst i det offentlige forbrug. Derfor burde højere offentlig produktivitet stå højt på SVM-regeringens dagsorden.

Erkendelsen er imidlertid ikke større, end at regeringsgrundlaget – og statsministeren i interviewet – kun taler om at ”frisætte de offentlige institutioner”. Det kommer der ikke nødvendigvis mere og bedre produktion ud af. Det kræver reformer som konkurrenceudsættelse og udlicitering.

Jeg har her skrevet om, hvorfor større produktivitetsstigninger kan være vanskelig i den offentlige sektor, som mangler ”kreativ destruktion”. En væsentligt højere produktivitet vil derfor også indebære, at man tør sætte spørgsmålstegn ved, om det offentlige skal løse lige så mange opgaver som i dag. Men mon regeringen har det mod?  

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.