Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.
En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.
I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.
Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.
Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.
Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).
Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.
Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…