”Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?

Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.