“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i