Mercedes Benz lancerede for nylig deres seneste (luksus) EV under sloganet “This is for You, World”. Med en startpris på lige under en mio. kr må denne punditokrat dog erkende at dette “You” desværre ikke indbefatter undertegnede. Og nej, det er ikke Mercedes seneste EV, som er afbilledet i dette indlæg. Måske snarere hvordan jeg ser virksomhedsledere og andres troværdighed, når de rituelt afviser Milton Friedmans udsagn om at der i et frit samfund eksisterer “et og kun et socialt ansvar for en virksomhed – at bruge ressourcerne og deltage i aktiviteter hvis formål er at øge fortjenesten, så længe man holder sig inden for spillets regler; det vil sige, deltager i åben og fri konkurrence uden bedrag eller svindel“, som Friedman skrev i sit indlæg i New York Times i 1970 (og forøvrigt allerede i “Capitalism and Freedom”, som udkom i 1962).
Når Mercedes lancerer deres seneste EV med sloganet “This is for You, World” lyder det jo nærmest som om man alene laver biler for at glæde forbrugerne, men sådan forholder det sig jo ikke. Mercedes udvikler, producerer og sælger biler primært for at sikre investorernes (kapitalejernes) afkast – eller rettere, det må man da håbe. Og det er netop problemet med Principalen (ejerne) og agenten (De CEO’s, som det hedder på nydansk, som ellers er ansat til at varetage ejernes interesse), som er emnet for Friedmans artikel. En artikel som forøvrigt kan læses på dansk i det kommende nummer af Libertas (klik her for at blive medlem og abonnent).
En central pointe som glemmes er også at den form for CSR Friedman skriver om (og kritiserer), er aktiviteter hvor en ansat direktør reducerer virksomhedens og dermed kapitalejernes afkast for at opnå andre mål. Sådan fungerer CSR sjældent nu om dage, omend virksomhedsledere ofte gerne udlægger det på den måde, hvilket ikke just er befordrende for deres troværdighed, men dem om det.
Hvad der ofte også glemmes er at CSR nok betegner frivillige tiltag, men at have en CSR politik er dog ikke frivilligt. Det fremgår af årsregnskabslovens §99, som forpligter virksomheder i regnskabsklasse C og D til at udarbejde en redegørelsen, som skal indeholde oplysninger om miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold og forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten.
På baggrund af en ny artikel- og podcastserie, hvor Berlingske Business ser nærmere på “de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv”, som man selv beskriver det har Otto Brøns-Petersen og undertegnede en kommentar i dagens Berlingske, hvor vi under overskriften “Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge” påpeger hvor forfejlet afvisningen af Milton Friedmans oprindelige kritik er. Om denne næsten rituelle afvisning af Friedmans kritik skyldes at de pågældende reelt ikke læst, endsige forstået Friedman, eller at det skyldes behovet for at opretholde en myte om at virksomhedernes arbejde med CSR er noget ganske andet og mere ophøjet end at profitmaksimere kan jeg naturligvis ikke afgøre, men det gør dog ikke problemet mindre, eller troværdigheden større.
Berlingske Business artikel, som Otto og jeg reagerer på, kan læses her.
Indtil da er det måske værd at huske på, at det økonomiske system som har tjent os så godt, nemlig markedskapitalismen ikke bygger på altruisme, men på egennytte, og at din og min fabelagtige levestandard ikke er resultatet af gode intentioner, men en konsekvens af bageren, slagteren og bryggerens ønsker om at tilgodese sig og sine. Som Adam Smith skrev for 250 år siden, og som fortsat gælder:
“Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.” – Adam Smith (Wealth of Nations)