Tag-arkiv: offentlig gæld

Sommerserien 2025 #2: Østeuropa er ikke overforgældet… endnu.

Af Otto Brøns-Petersen, den 27. juli 2025. Skriv et svar

De tidligere kommandoøkonomier i EU har siden befrielsen fra den sovjetiske undertrykkelse været ganske succesfulde, målt på væksten i privatforbruget. Det viste Christians åbningsartikel i dette års sommerserie.

I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.

Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.

Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.

Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.

Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.

Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den  forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.

En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.

Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.

Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.

Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.

Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse

Hvorfor hænger offentlig gæld og korruption sammen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. september 2024. Skriv et svar

Der er en meget klar korrelation mellem offentlig gældskvote og graden af korruption i EU-landene. Mere korrupte lande har højere gæld. Det kan man se i figuren, hvor gældskvoten er angivet på andenaksen og korruptionsscoren på førsteaksen. Korruptionsscoren stammer fra Transparency International, og jo højere score, desto mindre korruption.

Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.

Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger.  For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.

Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?

Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.

En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.

Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.

Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).

Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.

Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.

Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod.  Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.