Tag-arkiv: evidens

Sommerserie #5: Er individualisme og liberalisme skyld i faldende fertilitet? Og er den et problem?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. juli 2024. 1 svar

I afsnit 2 af sommerserien skrev jeg om, at kollektivisme ikke alene er populært på den traditionelle venstrefløj, men også blandt visse nationalkonservative, der ser “individualisme” som årsag til mistrivsel og andre samfundsmæssige problemer. Som vi så, er der ingen empirisk dækning for påstanden. Tværtimod har mennesker i individualistiske kulturer – som f.eks. den danske – større livstilfredshed. Det skyldes både, at individualisme i sig selv er forbundet med større livstilfredshed, og at individualistiske kulturer har højere velstand, som igen også medfører større livstilfredshed.

Læs resten →

Mere nedlukning og ufrihed uden evidens

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2021. 5 svar

Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Evidenskrav og faktisk politik

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2020. 7 svar

Danmark er lukket ned igen, nu med masketvang på alle offentlige, indendørs steder. Alkoholsalg er forbudt efter 22, og både regeringen og Seruminstituttet har advaret mod eksponentielt stigende smitte. Der ligger således en relativt eksplicit advarsel i, at hvis danskerne ikke sørger for ikke at blive smittede, vil de slå endnu hårdere ned på vores sundhedsforbrydelser. Frederiksen, Mølbak og resten har dog et stort problem: Det er åbenlyst for alle, der har tålmodighed til at sætte sig ind i sagerne, at regeringen og myndighederne ikke har evidens for, at deres politik er effektiv.

Mens der altid er nogen borgere, der mener at politikere slet ikke behøver at have evidens for at indgribende politik virker, står det egentlige spørgsmål derfor mellem dem, der mener at der altid bør være evidens og dem, der mener at man ikke rimeligt kan kræve evidens i den nuværende situation. Det er således både et spørgsmål om hvorvidt man har evidens, og om man bør kræve den.

Med hensyn til det første spørgsmål er vores holdning her ganske klar: Regeringen har ingen evidens for nedlukningerne, masketvangen eller grænselukningerne. Min egen evaluering af nedlukningspolitik viser en effekt på nul, ligesom flere andre nye studier. Visse studier indikerer, at den virker, men med den vigtige – og generelt oversete – forskel, at disse studier bruger computermodeller til at vurdere, hvor store dødstallene ville være uden nedlukning. Disse computermodeller har vist sig at overdrive voldsomt og være tæt på ren nonsens. Det er blandt andet på den baggrund, at superforskeren John Ioannidis (Stanford University) heller ikke mener, at der er evidens for at nedlukningspolitik redder liv (se ham pille konklusioner fra ICL-modellen fra hinanden her eller læs her). Selv de steder, hvor folk har være ramt af udgangsforbud og er sat i de facto husarrest, har man ikke kunnet konstatere færre dødsfald (læs analysen her).

En del af problemet for mange borgere uden decideret videnskabelig træning er at skelne mellem evidens og myndighedernes til tider absurde påstande om evidens. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden, at 95 % af dem der var døde med corona, var døde af corona. Han uddybede efterfølgende overfor Ekstrabladet, at ”i de 276 af de 277 tilfælde blev det vurderet, at COVID-19 kunne have været årsag eller medvirkende årsag.” Hans argumentation var, at i kun ét tilfælde kunne man fuldstændigt afvise, at Covid kunne have haft noget med dødsfaldet at gøre. Det fik ham derfor til at mene, at alle andre skyldtes Covid! Forestil dig, at ud af 277 dødsfald blandt folk, der alle har ligget på sofaen om eftermiddagen, er én død af at blive skudt, og man derefter konkluderer, at sofaligning har slået alle de andre ihjel. Argumentet er åbenlyst absurd, men den slags nonsens-evidens accepteres for tiden af danske journalister der efterfølgende – uforvarende eller med vilje – narrer almindelige danskere.

Disse indvendinger er dog nyttesløse, hvis folk ikke mener at der overhovedet er brug for evidens. Jeg har mødt flere, der mener at politikerne i særlige situationer ikke bør afkræves evidens for deres politik. Argumentet er, at i nødsituationer hvor man er tvunget til at reagere hurtigt mod en ny trussel, kan man ikke vente på at der samles evidens eller laves studier. I nogle situationer er det faktisk et godt argument, men det fortjener også omtanke. Sat på spidsen er argumentet, at hvis der er en potentielt stor trussel et sted derude, er den rigtige handling at affyre sin Uzi ud i tågerne, der omgiver en. Der vil være en vis sandsynlighed for, at man faktisk rammer truslen, hvilket er kernen i argumentet om at handle uden evidens. Der vil dog også være en sandsynlighed for, at man forvolder alvorlig skade ved at ramme naboens bil, hund eller hende selv.

Det er i vurderingen af sandsynligheden for at ramme truslen versus at ramme noget eller nogen, man ikke burde ramme, at uenigheden ligger. Min overbevisning i den nuværende situation er, at vores erfaring viser at sandsynligheden for at ramme forkert er meget stor, mens sandsynligheden for at man kan nedkæmpe en virus på en fundamentalt anderledes måde, end man har gjort i et århundrede, er meget lille. Derudover kommer problemet, at vi de sidste ni måneder har fået stadig mere viden om virussen, som Otto Brøns-Petersen og jeg allerede i maj understregede i Berlingske.

Farerne ved at reagere hurtigt har man kunnet se i lang tid, og ikke kun i Danmark. Frederiksen-regimet har tiltaget sig enorm magt, godt hjulpet af et nyttesløst Folketing, og informerer ikke engang de andre partier når politikken ændres. Som et interview med juristen Jonas Christoffersen i Berlingske viste, havde en række politikere ikke opdaget, at rationalet for nedlukningerne og forsamlingsforbuddet havde ændret sig fra at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet over at forhindre dødsfald til nu at sigte mod at forhindre nogen smittede overhovedet. En del af lovforslaget til ny epidemilov indeholder også, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal have ret til at tvangsinternere smittede – dvs. styrelsen får mulighed for at frihedsberøve borgere uden ankemulighed, uden dommer skal acceptere det, og uden de andre check der findes, når politiet gør det – og vel at mærke smitte med sygdomme fra en liste, som sundhedsministeren beslutter.

Som jeg ser det, er faren at politikere tiltager sig langt mere magt og efterfølgende – som en lang række studier har bekræftet i andre situationer – ikke slipper den igen. Faren er også, at de stirrer sig blinde på ét problem, mens de glemmer andre. I forbindelse med Covid er de ekstra selvmord og hjertetilfælde og de sandsynligvis mange ekstra kræftdødsfald, som nedlukninger forårsager. Og det er de enorme økonomiske og sociale konsekvenser, nedlukningerne og regeringens ideologiske fejltagelser har skabt. Med den nye viden om, at virussen har en fatalitet omkring 2 promille, dvs. omtrent samme niveau som en svær influenzasæson, burde det i det mindste få de få hæderlige politikere i Folketinget til at overveje, om det ikke er tid til at omgøre beslutningerne fra marts. Diskussionen om evidenskrav er fundamental i ethvert demokrati, og fortjener langt mere opmærksomhed end den får for tiden. Mens man kunne argumentere, at man måtte reagere uden evidens dengang, er der i dag masser af evidens, og den peger i én retning.

Post hoc ergo propter hoc

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2020. Skriv et svar

Dagens talemåde på latin betyder ”efter dette, derfor på grund af det.” Den udtrykker en meget intuitiv måde at tænke på årsagssammenhænge: Hvis noget kommer før noget andet, må det første være årsagen til det andet. Sex kommer før graviditet, alkohol kommer før fuldskab og freden kommer efter krigen. Sådan tænker mange mennesker, og det er i mange tilfælde helt korrekt. Der er dog tale om en klassisk misforståelse i etableringen af evidens, hvis man tror at post hoc ergo propter hoc altid gælder.

Lad mig tage et standardeksempel fra undervisning: Et billede af en bebumset 15-årig dreng, en lovprisning af en ny bumsecreme, og et billede af den samme 16-årige dreng uden bumser. Forsvandt bumserne på grund af bumsecremen? Svaret er nej, da reduktionen af bumser i stedet skyldes en anden udvikling der falder sammen med brugen af bumsecreme – naturlige hormonændringer hos teenagere. Økonomer bruger derfor ofte de nedsættende begreber bumsecreme- eller shampooevalueringer om de typer analyser, der begår fejltagelsen.

Det præcist samme gælder politiske indgreb, hvor politikere efterfølgende tager æren for at have opnået dette og hint. Hvis man for eksempel forestiller sig et samfundsproblem, der kan være af et omfang mellem 0 og 150, omfanget er på 100 før et politisk indgreb, og på 80 efter indgrebet, vil mange nok konkludere, at indgrebet virkede fordi problemet er blevet mindre efter indgrebet. Det vil til enhver tid også være de ’ansvarlige’ politikeres påstand.

Men hvad hvis problemets omfang blev reduceret med 10 i ugerne op til indgrebet og med 10 i ugerne efter – skal man så også konkludere, at indgrebet virkede? Hvad hvis problemet blev reduceret med 10 i ugerne efter indgrebet, men lignende lande også oplevede en tilsvarende reduktion uden at have ført nogen politik mod det? Hvad hvis vi havde erfaring for, at denne type problem forsvinder af sig selv og måske hurtigst uden politisk indblanding – som f.eks. udsving i landbrugets priser og indtjening?

Svaret er, at man altid skal være skeptisk når en påstand om effekt ikke er ledsaget af nationaløkonomers yndlingsspørgsmål: Sammenlignet med hvad? For at kunne hævde noget om effekt, må man sammenligne med noget og sammenligning må være direkte relevant. Det bliver således ofte til at spørgsmål om at etablere en korrekt ’counterfactual’: Hvad ville der være sket med dette land / denne virksomhed /disse borgere på dette bestemte tidspunkt, hvis man ikke havde foretaget det politiske indgreb?

Jo større problemerne er, og jo mere et politisk indgreb sælges som enten ’visionært’ eller ’uundgåeligt’, jo mere bør man holde fast i at stille krav om evidens. Ord som visionær, indlysende nødvendig og uundgåelig dækker forbløffende ofte over, at politikerne der foreslår politikken ingen evidens har, og endda i mange tilfælde at den tilgængelige evidens direkte modsiger visionen og dens effekt.

Man kan høre politikernes påstande, der ofte viderebringes ukritisk af medierne, man kan selv mene, at indgrebet burde virke, og man kan håbe på at ’this time is different’. Men man bliver nødt til at holde fast i, at intet af det er evidens. Uden en korrekt sammenligning eller en overbevisende counterfactual er det bare løse påstande som ingen intelligent borger bør tro på.