Mangler du en julegave? Så er min bog, Prisen værd?, måske noget for dig (eller rettere: den du mangler en god gave til). I bogen evaluerer jeg corona-nedlukningerne og forklarer, hvorfor mange overvurderer effekten af de mange statslige tiltag under pandemien.

Bogen blev for nylig anmeldt af Jonas Ejlersen, som sluttede sin anmeldelse sådan:

Der er ufatteligt mange gode pointer og dårlige minder (mange af dem illustreret med billeder) i Jonas Herbys bog, og denne anmeldelse hverken kan eller skal leve op til at gengive dem fyldestgørende. Derfor tak til Jonas Herby for en fremragende bog.

Nedenfor er bogens prolog, som giver en lille forsmag på bogens indhold.

Prolog

Den 13. september 2005 – 15½ år før COVID-19 ramte Danmark – slap en virus ud af et kontrolleret miljø og startede en omfattende pandemi. Virussen, der smittede ved tæt kontakt, ramte især de store byer, og på kort tid var et stort antal blevet smittet med virus, og mange var døde.

Pandemien, der efterfølgende er blevet kendt som ”The Corrupted Blood incident”, sluttede efter 25 dage, da virksomheden bag onlinespillet World of Warcraft, Activision Blizzard, genstartede deres servere og dermed endegyldigt fik sat en stopper for pandemien, der var opstået som følge af en fejl i spillet, hvor en virus via spillernes online-kæledyr slap ud fra en særlig zone i spillet.

Kæledyrene smittede ikke blot spiller-karakterer, men også “ikke-spiller-karakterer”, som er styret af spillets computerprogrammering og ikke af menneskelige spillere. Disse “ikke-spiller-karakterer” døde ikke af virus, og endte derfor med at fungere som asymptomatiske smittebærere. Når en karakter blev smittet, fik karakteren – som spillerne ofte havde brugt 100-vis af timer på at opbygge – løbende dårligere helbred og kunne i sidste ende dø.

“The Corrupted Blood incident” ændrede den normale dynamik og dagligdag i World of Warcraft markant. Mange spillere undgik bevidst byer og andre tætbefolkede områder for at undgå at blive smittet. Normal handel og kommunikation mellem spillere blev stærkt reduceret, og planlagte events blev vanskelige eller umulige at gennemføre på grund af risikoen for infektion. Mange spillere valgte helt at isolere sig selv eller deres grupper fra den bredere spillerbase, ved fx at opholde sig i mindre befolkede områder i World of Warcraft.

Men hvorfor starte en bog om nedlukninger under COVID-19 med en beskrivelse af en pandemi i World of Warcraft?

Fordi spillerne i World of Warcraft – på trods af at der trods alt kun var tale om et spil – reagerede, som vi i store træk ville forvente, at mennesker reagerer, når det går op for dem, at der er en smitsom sygdom i omløb. Som i så mange andre situationer, hvor vi fornemmer fare, bliver vi mere opmærksomme, passer bedre på, og – ja faktisk – hjælper hinanden.

På pressemødet den 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, fyldte denne adfærd faktisk en del. Mette Frederiksen sagde ”tak til alle borgere, virksomheder, frivillige organisationer, arrangører – alle, der indtil nu har vist, at det er præcis det, vi har i Danmark – samfundssind” og ”jeg hører mange steder og måder at organisere sig på – naboen køber ind, man laver mad til hinanden, man holder øje og er opmærksom”. Senere blev disse budskaber med jævne mellemrum frembragt på de jævnlige pressemøder.

Og du husker det sikkert selv. Mange, mange tusinde danskere aflyste fødselsdage, arbejdede hjemme, brugte håndsprit og holdt afstand. Ikke fordi nedlukningen betød, at de skulle – det var stadig tilladt at mødes i private hjem, og de fleste arbejdspladser kunne stadig holde åbent. De gjorde det af samme grund som spillerne i World of Warcraft. Fordi de selv ville.

Der hersker således ingen tvivl om, at det vi hver især gjorde, for at passe på os selv, vores familier, vores venner og kollegaer, vores nabolag, vores Danmark. Alt det havde en stor effekt på pandemiens mulighed for at sprede sig.

Alligevel er det min opfattelse, at danskerne mener, at det især var regeringens nedlukninger, der førte Danmark gennem pandemien.

Men er det rigtigt?

Jeg har brugt godt tre år af mit liv på at undersøge effekten af nedlukningerne. Jeg har på den baggrund udgivet det, så vidt jeg ved, største og mest grundige metastudie af nedlukningerne sammen med forskere fra Lund Universitet i Sverige og Johns Hopkins University i USA. Vores metastudie viste, at nedlukningerne kun havde en meget beskeden effekt. Hvilket logisk set må betyde, at alt det, du og dine nære gjorde, havde en stor effekt.

Alligevel er Mette Frederiksen, regeringen og myndighederne løbet med store dele af æren. Det, mener jeg, er uretmæssigt. Et formål med denne bog er derfor at ære den, der æres bør: Nemlig dig og dine nære – ja faktisk stort set alle danskere. Det var de 5,8 millioner danskere, der – hjulpet af information fra myndigheder, bevares – fik Danmark godt gennem pandemien, mens politikernes nedlukninger primært gjorde ondt værre. Det var danskernes helt frivillige tilpasning til pandemien, der forhindrede tusinder i at dø. Det skal danskerne have æren for.

Et vigtigere formål med bogen er dog at bidrage til, at vi som samfund får debatteret, hvad statens rolle skal være under en krise. Det gælder selvfølgelig pandemier, men også andre typer af kriser, som fx energikrisen der opstod i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine. Vi så i løbet af pandemien, at staten indførte det, mange med rette har kaldt drakoniske indgreb, i borgernes frihedsrettigheder. Forsamlingsforbud, nedlukkede skoler, forbud mod at drive visse erhverv osv. Det skete på baggrund af en ekstremt forhastet lovgivningsproces, uden at der var evidens for effekten og uden at man forholdt sig til nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Levede man fx op til nærhedsprincippet, da regeringen fra København holdt skoler og virksomheder lukket på småøer, hvor der ikke havde været smittetilfælde i ugevis? Var det proportionalt, da regeringen indskærpede forsamlingsforbuddet til fem personer samtidig med at smitten raslede ned?

Det er mit håb, at bogen kan bidrage til en debat om, hvilken rolle staten skal spille, når vi som samfund rammes af komplekse kriser og problemer. Ikke kun i form af pandemier, men mere generelt. Hvornår skal staten fx træffe beslutninger om, hvem du må mødes med, hvilke energiformer du skal bruge, hvilke erhverv der er tilladte? Og hvornår skal beslutningen ligge hos borgerne selv?

Jeg kan konkludere, at staten i hvert fald ikke formåede at håndtere COVID-19-pandemien på nogen overbevisende måde. Og det bør give stof til eftertanke.