Forfatterarkiv: Jonas Herby

Twitter censurede forfatterne af Great Barrington Declaration

I går skrev Dr. Jay Bhattacharya – medforfatter af Great Barrington Declaration – på Twitter, at han havde besøgt Twitters hovedkontor for at blive informeret om at Twitter i hemmelighed havde puttet ham på en “trend black-list” (så hans tweets ikke kunne “trende” / “gå viralt”).

Det er vildt. Meget vildt. Og jeg formoder, at der kommer en del mere om dette den næste tid. Indtil videre kan jeg anbefale denne gode artikel hos AIER om emnet, som bl.a. viser, at meget af dette skete efter politisk pres:

Yesterday (Dec 8 2022), using the information provided by Twitter under direction from new Chief Executive Elon Musk, journalist Bari Weiss, released a Twitter thread confirming these suspicions. Twitter secretly suppressed accounts, operated a “search blacklist,” and blocked certain content from trending, Weiss’ thread confirms. In response, Musk tweeted that Twitter plans to release software that will provide users with more clarity regarding shadowbanning.

Victims of Twitter’s practices include Dr. Jay Bhattacharya, Stanford professor of medicine and co-author of the Great Barrington Declaration (GBD). Weiss’s thread and The Twitter Files confirm what we’ve long suspected. Seeking to prop up Anthony Fauci and the lockdown policies he promoted in response to the COVID-19 pandemic, Twitter (and other Big Tech companies) intentionally blacklisted, censored, suppressed, and targeted the GBD and its signers.

Jeg synes i øvrigt, at AEIR afslytter med en særdeles god pointe:

Private companies are free to censor user speech on their platforms, but when top government officials pressure them to take these actions, that crosses a different line.

Intet læringstab i Sverige under COVID-19-pandemien

Det er titlen på et nyt studie publiceret i International Journal of Educational Research af Hallin et al. (2022). Her er highligts:

Highlights

• No COVID-19 related learning loss in reading in Swedish primary school students.•

• The proportion of students with weak reading skills did not increase during the pandemic.

• Students from disadvantaged socio-economic backgrounds were not especially affected.

Det står – desværre – i skærende kontrast til erfaringerne fra Danmark. Her er fx, hvad to forskere fra VIVE skriver

Undersøgelser viser, at hjemmeundervisningen har været særligt svær for de elever, som i forvejen havde faglige vanskeligheder, og de kan være kommet endnu længere bagud i forhold til deres klassekammerater.

Trist for de danske børn. store omkostninger skade for små gevinster

Arv eller miljø? Dine gener afgør, om du har hund…

Jeg bliver ofte fascineret af tvilllingestudier, og hvordan forskere anvender dem til at estimere, hvor stor betydning gener har for vores valg.

Se fx denne beskrivelse (selve artiklen handler om, hvad tvillingestudier kan sige om motion):

A few years ago, Swedish researchers published a study of dog ownership in 35,000 twin pairs. By comparing identical and fraternal twins, they were able to estimate how much of the decision to have a dog is environmental—you grew up in a house with a dog, say—compared to genetic. Overall, genes seemed to explain about half the variance in dog ownership, with increasing importance as you get older. If you have a dog when you’re 50, that has almost nothing to do with whether you had one as a kid.

Jeg møder af og til mennesker, der mener, at kønsroller er et rent socialt fænomen – altså 100% miljø og 0% arv. Jeg tager sjældent diskussionen op, for det er ikke et område, jeg er super meget inde i. Men det forekommer mig mærkværdigt, at noget så afgørende for menneskers forplantning og overlevelse skulle være 100% miljø, når noget så relativt inferiørt som hundeejerskab er op imod 100% arv.

I sin bog, Selfish Reasons to Have More Kids, refererer Bryan Caplan til et væld af tvillingestudier (og koreastudier, hvor man følger adoptivbørn fra Korea). Overordnet set er Caplans konklusion, at miljøet – altså forældrenes opdragelse osv. – betyder meget lidt for børnenes fremtid. Det er forældrenes gener, der er afgørende. Og derfor er hans råd, at man investerer færre ressourcer i hvert barn (og i stedet får flere børn).

Var skolelukningerne en større skandale end minkskandalen?

I dag er det præcis to år siden. Den 7. december 2020 lukkede regeringen endnu engang skolerne. Denne gang i månedsvis selvom man på baggrund af forskningen vidste (eller burde have vidst), at skolelukninger IKKE var en effektiv metode til at bekæmpe pandemien. Christian Kanstrup Holm redegjorde allerede i december 2020 glimrende for forskningen på TV, jf. nedenstående klip.

Alligevel valgte man som bekendt at lukke skolerne. De ældste klasser var først tilbage i skole igen i starten af maj, på trods af at man relativt tidligt havde reviews fra UNICEF og ECDC, der konkluderede, at skolelukninger ikke var effektive til at dæmpe smitten.

UNICEF’s review (som jeg tidligere har omtalt her) udkom 10. december 2020. ECDC’s review udkom 23. december 2020 og konkluderede bl.a. at:

There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits.

Senere lukkede man i løbet af foråret 2021 igen og igen skoler i håb om at bekæmpe lokale udbrud, selvom 1) UNICEF og ECDC advarede imod dette, og 2) data tydeligt viste, at skolelukningerne ikke var effektive, og at man i bund og grund ikke anede, hvad man lavede.

Her er fx skolelukningen i Kolding i marts 2021. Man lukkede skolen EFTER smitten var faldet. Figuren er fra et af mine tidligere indlæg, hvor der er flere eksempler – og endnu flere i denne Twitter-tråd.

Og så skal vi ikke glemme, at de første skolelukninger skete på trods af, at Søren Brostrøm advarede mod dem.

Fra Altinget

Enorme omkostninger for eleverne

I løbet af første og anden nedlukning mistede de ældste årgange samlet over 600 undervisningstimer i skolen, jf. nedenstående figur.

Fra min analyse af skolelukningerne.

Og omkostningerne har været enorme. Trivslen blandt børnene er fx mærkbart forringet i perioden. Det skyldes selvfølgelig ikke kun lukningen af skolerne (der var jo også en pandemi, som helt sikkert har påvirket børnene), men skolelukningerne har næppe hjulpet.

Fra DR

Og skolelukningerne blev ved, på trods af den relativt solide evidens for, at det ikke var effektivt. 10. juni 2021 skrev UNICEF og WHO i set fælles brev, at:

COVID-19 does not pose a high risk to children, and that schools are not drivers of transmission within the surrounding community

The evidence shows increases in anxiety, depression, and self-harm among school-aged children since the start of the pandemic. Children who are not in the classroom also experience increased loneliness, difficulty concentrating, and high levels of learning anxiety. These problems will only grow worse the longer schools remain closed. 

Alligevel trumfede den danske regering med at lukke skolerne i slutningen af december 2022. Heldigvis kun for en kort bemærkning, men børnene nåede lige at blive jaget en skræk i livet.

Når man gennemgår historikken og evidensen, kan man ikke andet end at fastslå, at skolelukningerne var en enorm politisk skandale. Tænk lige over det. Hvis du fik pistolen for panden og skulle vælge. Hvad ville du så vælge? 1) Lukke endnu et erhver i mink-kategorien, eller 2) sende knap 700.000 skolebørn hjem i månedsvis igen?

Weekendavisen om “Tegnells sejr”

Weekendavisen bringer i dag et debatindlæg af den norske journalist Jon Hustad, hvor han beskriver et nyt studie med det mundrette navn “Life expectancy changes since COVID-19” Schöley et al. (2022).

Der er mange interessante indspark, og nedenfor får I et par smagsprøver.

Resultatet

Summa summarum når Schöley et al. (2022) frem til omtrent samme konklusion som Kepp et al. (2022), som jeg har omtalt her.

Vi kan se på de konkrete tal: Hvem klarede sig dårligst, hvem fik størst tilbagegang i levealder mellem 2019 og 2021? Alle 29 lande fik en tilbagegang i levealder med undtagelse af Sverige, Danmark og Finland, hvor levealderen stod helt stille, samt Norge, hvor den blev forlænget med to måneder.

Om “dry tinder”

Jeg har tidligere skrevet, at der var noget om snakken ift. “frail elders” / “dry tinder”. Det er forskerne bag studiet åbenbart uenige i, så det er åbenbart stadig oppe til debat.

En ofte fremført påstand i diskussioner om, hvorfor Sverige havde så høj dødelighed i 2020, er, at Sverige havde en lavere dødelighed end nabolandene i 2019 – Sverige havde mere såkaldt dry tinder, tørt krudt, der kunne blusse op, når en ny virus dukkede op. Forfatterne af undersøgelsen i Nature Human Behaviour har ikke meget tilovers for denne påstand og henviser til undersøgelsen »High excess deaths in Sweden during the first wave of covid-19: Policy deficiences or ’dry tinder’?« fra marts 2022, offentliggjort i Scandinavian Journal of Public Health.

Som jeg opfatter det, er ovenstående i øvrigt i modstrid med resultaterne fra Kepp et al. (2022), som finder, at forskellen i overdødelighed mellem landende ændres markant, hvis man udelader 2019.

Om læringstab i grundskolen

Nedenstående er nok ikke helt uventet. Jeg vil ikke afvise, at skolelukningerne i fremtiden vil stå tilbage som dén største skamplet på COVID-19-politikken.

En ny undersøgelse fra International Journal of Educational Research har en simpel titel: »No learning loss in Sweden during the pandemic: Evidence from primary school reading assessments.« Denne undersøgelse viser også, at børn fra hjem med problemer ikke fik noget læringstab.

Om Sveriges nedlukning

Jeg ser igen og igen folk påstå, at nedlukningen i Sverige i den sidste del af pandemien var lige så stram som den danske. Det er i mine øjne forkert. Hør evt. mit podcast fra februar 2021, hvor jeg taler med en dansker i Sverige og en svensker i Danmark.

Ikke desto mindre ser den norske coronakommission anderledes på det.

»Undersøgelsen viser endnu en gang, at de skandinaviske lande ofte får overraskende ens resultater, også når de tilsyneladende træffer forskellige valg. Men det er samtidig muligt, at den svenske coronastrategi på længere sigt ikke var så meget anderledes end de initiativer, der blev gennemført i Norge og Danmark. Den svenske coronakommission har skrevet om dette emne og påpeget, at Sverige i løbet af et års tid indførte nogenlunde de samme restriktioner som i Norge og Danmark, men at der ikke blev talt så højt om det. Det bør man holde sig for øje, når man diskuterer resultaterne både inden for sygdom og andre forhold,« siger Pål Sletten [fra den norske coronakommission] til Weekendavisen om artiklen i Nature Human Behaviour.

Skumfidustesten. Hvorfor er uddannelse i selvkontrol ikke en større ting i skolen?

Du kender sikkert skumfidustesten, hvor børn bliver lovet en ekstra skumfidus, hvis de venter med at spise den skumfidus, der ligger på bordet foran dem. Følger man op på børnene senere i deres liv, kan man se, at dem, der kunne lade skumfidusen ligge (altså havde tilstrækkelig selvkontrol til at udsætte deres behov) generelt klarer sig bedre på en lang række parametre så som indkomst og helbred.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det med at udsætte behov, er noget, man kan lære, eller om det er noget, man er født med.

Sagt på en anden måde: Kan man lære at udsætte sine behov (og lade skumfidusen ligge)? Og hvis man kan lære det, vil denne læring så spille ind på outcomes i ens senere liv, så man opnår (nogle af) de indkomst- og helbredsfordele, som de tålmodige børn i skumfidustesten havde?

Svaret på dette spørgsmål er “ja” og “ja”. Det er i hvert fald hvad Schunk et al. (2022) finder (min fremhævning):

Læs resten

Smitten faldt, da man fjernede de sidste COVID-19-restriktioner

De sidste COVID-19-restriktioner i Danmark blev fjernet den 1. februar 2022. Dermed blev Danmark det første land, der slap af med restriktionerne. Og dén nyhed blev ikke ligefrem rost af WHO, hvor generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde: “It is premature for any country to either surrender or to declare victory. This virus is dangerous, and it continues to evolve before our very eyes. […] More COVID-19 transmission means more deaths.

Selvom det sidste er sandt (Omicron var langt fra så dødelig som Delta-varianten, men det er stadig en sygdom, som særligt ældre kunne dø af, så flere smittede betød flere dødsfald), havde antallet af smittede og senere indlæggelser intet med restriktionerne at gøre.

Figuren nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter men fjernede restriktionerne. Jeg har tilføjet et par vigtige datoer. For det første går der 9-12 dage fra infektion til hospitalsindlæggelse, så effekten af ​​at ophæve restriktioner 1. februar ses tidligst omkring 10. februar. Det fremgår tydeligt af figuren, at det ikke førte til flere smittede at ophæve restriktionerne, som hr. Ghebreyesus fra WHO antydede.

For det andet, da jeg først postede denne figur på sociale medier, hævdede en del, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omicron-variant tog over fra Delta-varianten. Men allerede 10. januar udgjorde Omikron 94% af alle positive tests i Danmark, så skiftet fra Delta til Omikron kan ikke have haft nævneværdig betydning for antallet af hospitalsindlæggelser i februar.

Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Det er ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Så måske var det sæsonbestemt, eller også nåede vi endelig en form for flokimmunitet.

Det interessante i historien er imidlertid, at smitten faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af, at fx WHO og flere danske epidemiologer forventede det modsatte.

Dette var ikke unikt for februar 2022. Faktisk var dette mønsteret mere eller mindre gennem hele pandemien. Når restriktionerne blev lempet, kunne man være relativt sikker på, at smitten faldt eller som minimum blev på samem niveau. På trods af adskillige forudsigelser om det modsatte.

Og det er interessant. For af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukningerne på vendepunktet og hævdede1, at hver gang vi indførte nedlukninger, begyndte smitten at falde. De negligerede til gengæld, at hver gang restriktionerne blev fjernet, faldt smitten også.

//

1 Det er i øvrigt en sandhed med modifikationer. Da man i løbet af december lukkede Danmark ned, indførte man løbende nye resstriktioner med få dages mellemrum. Og så vil man selvfølgelig før eller siden ramme det tidspunkt, hvor smitten vender.

Lille forskel i overdødelighed mellem Danmark og Sverige er et argument for at nedsætte en coronakommission

Jeg argumenterer i dag for at den nye regering nedsætter en coronakommission til at evaluere den førte politik under coronapandemien. Ikke så meget for at drage nogen til ansvar, men for at vi ikke gentager fejlene til næste pandemi.

Baggrunden er et studie fra danske forskere, der viser, at overdødeligheden i Danmark og Sverige var stort set ens under pandemien (2020+2021).

Danske forskere har nu publiceret et studie, der kaster lys over, hvorfor de to parter kunne nå til så forskellige konklusioner. Forskerne viser, at overdødeligheden – forskellen mellem det reelle antal døde og det antal døde, man på baggrund af en beregning ville forvente – afhænger markant af, hvordan disse beregninger laves.

Baserer man for eksempel forventningen på de seneste fem års data, ville overdødeligheden have været 4.756 personer højere i Danmark i løbet af 2020 og 2021, hvis Danmark havde haft et pandemiforløb som det svenske. Bruger man i stedet ti års data, skrumper forskellen ind til 754 døde. Og ser man yderligere bort fra 2019 – et særligt år, hvor Sverige havde ekstraordinært få døde – ville overdødeligheden i Danmark have været 1.102 døde mindre, hvis vi havde haft et pandemiforløb som i Sverige.

Læs resten

Hvor meget undervurderer vi omkostningerne ved regulering?

Regulering er dyrt. Meget dyrt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé. Der er fx rigtig gode argumenter for at regulere forurening af vores fælles natur, men omkostningerne bør naturligvis stå mål med gevinsterne.

Gør de det? Nogle gange ja. Men meget ofte overstiger omkostningerne sandsynligvis klart gevinsterne. Både fordi politikerne påfører samfundet store omkostninger med fuldt åbne øjne (fx for at tækkes særinteresser, for at føre fordelingspolitik osv. – årsagerne kan være mange). Men også fordi vi har tendens til at undervurderer omkostningerne (vi fokuserer på det, vi kan se, men glemmer de – ofte negative – utilsigtede konsekvenser).

Regelstatens instagramprofil (og på www.regelstatenshop.dk) har vi oftest fokus på de lidt kuriøse regler. Men det er skam alvorligt. Og det påpegede jeg forleden i mit indlæg hos Kontrast.

Bl.a. tror jeg, at i i høj grad undervurderer omkostningerne ved reguleringen af boligmarkedet gennem bl.a. bygningsreglementet, planloven, kommuneplaner og lokalplaner*:

Boligmarkedet er gennemreguleret, men ingen har overblikket over de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen. Men de er ganske givet enorme. Et kendt studie af økonomerne Hsieh og Moretti viser, at hvis man ikke havde indført stram boligregulering i de tre storbyer New York, San Jose, og San Francisco ville USA i dag have været 3,7% rigere, fordi flere lavtlønnede vil kunne flytte til højproduktive byer. De tre byer rummer tilsammen godt 7% af USA’s befolkning. Et åbent spørgsmål er, om Danmark ville være 3,7% (svarende til knap 100 mia. kr.) rigere, hvis boligreguleringen i København – hvor mere end 10% af danskerne bor – var mindre rigid? 

Læs resten

Kontakttallet faldt FØR nedlukningerne. Også i Danmark i marts 2020 (hvis man skal tro Jens Lundgrens oplysninger)

I bogen “Vild virus” beskriver Jens Lundgren sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Bl.a. beskriver Jens Lundgren, at en person typisk bliver indlagt på dag 12 efter at være blevet inficeret (se nederst). Hvis en person blev indlagt 23. marts 2020, var personer altså blevet smittet ca. d. 11. marts 2020 (der er selvfølgelig noget variation, men typisk vil det være sådan)

I nedenstående figur har jeg på denne baggrund beskrevet smitteudviklingen i Danmark på baggrund af COVID-19-indlæggelserne 12 dage senere. Jeg har desuden indsat nogle af de vigtigste begivenheder.

Figuren viser meget klart, at smitten – ud fra disse data – toppede inden skolerne og restauranterne blev lukket. Men efter statsministeren holdt sit pressemøde d. 11. marts.

Læs resten

Proportionalitetsprincippet & COVID-19

Hvad er proportionalitet? Det spørgsmål stiller Berger (2022), og han peger på mindst ét element, jeg ikke var opmærksom på (fremhævet med fed i abstract nedenfor):

What is proportionate? The measures taken worldwide to contain SARS-CoV-2 deeply curtailed the fundamental rights of many citizens. The courts have upheld this course of containment: the protection of life and health takes precedence over individual liberties, even in the case of doubt about scientific evidence for the effectiveness of far-reaching measures. This finding is astonishing and does not automatically follow from the International Health Regulations, according to which interventions in fundamental rights have to be justified by facts. The principle of proportionality is the logical place where facts and normativity meet. Since science has polarized during the pandemic, the court selection and interpretation of scientific expertise is itself a politicized value judgment. Courts, I conclude, base their selection and interpretation on publicly available and legitimate knowledge. I develop this hypothesis on the basis of COVID-19-jurisprudence in Germany.

Hvad er “International Health Regulations”? Her er lidt fra WHO’s beskrivelse:

The International Health Regulations (2005) (IHR) provide an overarching legal framework that defines countries’ rights and obligations in handling public health events and emergencies that have the potential to cross borders.

The IHR are an instrument of international law that is legally-binding on 196 countries, including the 194 WHO Member States.

Der var (og er) ingen “facts”, der kunne begrunde nedlukningerne. Så skal man tro ovenstående brød alle lande loven under COVID-19-pandemien.

Vitamin D mod COVID-19?

Der var mange (bl.a. Lars Christensen), der allerede tidligt i pandemien pegede på, at mangel på D-vitamin så ud til at være en medvirkende årsag til mange dødsfald. Selv begyndte jeg at tage D-vitamin, da et israelsk firma offentligt erklærede, at det var villig til at vædde $100.000 på, at D-vitamin reducerede risikoen for at komme på intensiv med mindst en faktor 1,5.

Nu har SSI så fået publiceret et studie i samme boldgade:

Og det er jo fint. Men som Vinay Prasad skriver på Twitter (om et andet studie): Hvad er den videnskabelige gevinst ved at publicere et observationsstudie med alle de problemer sådanne studier har, når der er masser af sttudier, der lever op til guldstandarden (randomiserede forsøg)? Det første af disse blev publiceret allerede i august 2020 og førte til det omtalte væddemål.

Peter Busk fra Roskilde Universitet er heller ikke super imponeret. Bemærk bl.a., at studiet ikke siger noget om alle dem, der ikke blev så syge, at de skulle på hospitalet.

Set lidt i bakspejlet, så havde man et middel (tilskud af D-vitamin), som meget tidligt så ud til at kunne medføre nogle gevinster (allerede før 2020, var det ifølge Peter Busk fra Roskilde Universitet “kendt viden, at vitamin D nedsætter risikoen for alvorlig sygdom ved respiratoriske infektioner”, men om det også gjaldt for COVID-19 blev diskuteret i starten af pandemien), og som er meget billigt og meget sikkert (“svært at overdosere” ifølge Peter Busk).

Alligevel gik man ikke massivt ud og anbefalede det. I stedet brugte man nedlukninger, som der ikke var evidens for havde nogen effekt (og særligt ikke før 2020), men som man til gengæld vidste havde enorme omkostninger for borgerne.

Man kan godt – her på bagkanten – undre sig lidt over nogle af de beslutninger, der blev truffet under pandemien…

Klimaforandringer, stigende vandstande og en af verdens ældste teknologier (diger)

Klimadebatten er fyldt med katastrofesnak. Hvis man skal tro personer som fx Uffe Elbæk mv., er der ingen grænser for, hvor meget død og ødelæggelse, der venter os som følge af klimaforandringerne.

Et eksempel er denne video fra WEF, hvor de bl.a. viser, at Florida vil blive oversvømmet pga. stigende vandstande. Det åbenlyse spørgsmål til den slags vilde påstande er selvfølgelig, om det ikke er smartere at bygge diger end at lade et af verdens rigeste områder oversvømme?

Stiller man dette spørgsmål, kan man dog med statsgaranti regne med, at en eller anden trold på sociale medier (ingen nævnt, ingen glemt) vil insinuere, at man kun tænker på de rigeste, og at de fattige ikke har råd til at bygge diger.

Men det har de fattigste faktisk med al sandsynlighed råd til. Brugen af diger er nemlig en meget, meget gammel teknologi, som mennesker i århundreder har brugt til at beskytte sig mod vejrfænomener og inddæmme nyt land. på Lolland byggede man fx meget højere diger efter stormfloden for 150 år siden, der dræbte mindst 260 mennesker. Og det var vel at mærke en forbedring af de eksisterende diger, som senest var udskiftet i 1830’erne.

I Holland har man brugt diger i over 1.000 år. Brugen af diger i stor skala begyndte dog “først” for ca. 700 år siden ifølge Dutch Dikes, som skriver:

In the fourteenth century, the combined effects of soil subsidence and rising sea levels meant, in many parts of the Low Countries, that sea level and ground level converged to the same height. This was the period that saw the first large-scale building of dikes. The population was falling in some parts of Europe, as a result of economic recession and a succession of epidemics, but the Netherlands, especially Holland, was doing relatively well.

Læs resten

Løngabet mellem mænd og kvinder er 10,5%. Men findes det?

Lønforskelle mellem mænd og kvinder opstår selv på markeder, hvor diskrimination er umulig eller som minimum ekstremt usandsynligt.

Som jeg tidligere har beskrevet her, finder Cook et al. (2021), at der på trods af, at Uber-chauffører tildeles ture på baggrund af en kønsneutral algoritme og aflønnes efter en kendt formel baseret på rejsetid og afstand, så er der alligevel en lille, men vedvarende kønsforskel på omkring 7% blandt Uber-chauffører. Forskellen ser ud til hovedsageligt at skyldes, at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Det er altså ikke kønsdiskrimination, der driver lønforskellen.

Litman et al. (2020) viser, at samme resultat også findes i data fra Mechanical Turk. Her er deres abstract:

In this study we examined the gender pay gap on an anonymous online platform across an 18-month period, during which close to five million tasks were completed by over 20,000 unique workers. Due to factors that are unique to the Mechanical Turk online marketplace–such as anonymity, self-selection into tasks, relative homogeneity of the tasks performed, and flexible work scheduling–we did not expect earnings to differ by gender on this platform. However, contrary to our expectations, a robust and persistent gender pay gap was observed.

The average estimated actual pay on MTurk over the course of the examined time period was $5.70 per hour, with the gender pay differential being 10.5%.

Hvad er det her? På et marked, hvor diskrimination er umulig, er der alligevel et løngab. Hvorfor?

Et interessant resultat er, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn. Hvorfor? Måske mænd bare er mere fokuseret på pengene?

Hvem ved? Folk er forskellige. Men kønsdiskrimination er det altså ikke.

PS: Jeg vil gerne – som Litman et al. (2020), der gør end dyd ud af at begrunde, at deres studie ikke er politisk ukorrekt – understrege, at jeg blot formidler data. Kvinder (og familier) må leve deres liv, som de vil. Det tilkommer ikke mig at mene noget om, hvordan andre skal leve deres liv. Don’t shoot the messenger. PPS: Indlægget er stærkt inspireret af Alex Tabarrok.

Hvorfor fik Keynes ikke Nobelprisen i 1920’erne?

Det er spørgsmålet som min medforfatter på lockdown-studiet , Lars Jonung, stiller i dette nye paper udgivet i The Scandinavian Journal of Economics.

Her er abstract:

John Maynard Keynes became famous with The Economic Consequences of the Peace published in 1919, a harsh critique of the Versailles peace treaty. As a consequence, Keynes was nominated for the Nobel Peace Prize in 1922, 1923, and 1924, and evaluated in advisory reports for the Nobel Committee of the Norwegian parliament. This paper summarizes these appreciative reports. The appraiser even informed Keynes that he was “one of the foremost candidates proposed for the Nobel Peace Prize”. Still, the Prize was not awarded to him. This paper ends with a speculative answer to why the Prize was not given to Keynes.

Lidt udpluk for de interesserede men TL;DR‘s.

It is clear from the list of laureates after the Great War that Keynes did not fit into the general pattern of laureates. He was not a political actor who promoted the League of Nations, nor was he active as an official working for international cooperation and peace. He did not even hold an official position. He was an independent voice outside the establishment trying to foster peace using economic analysis. […]

Keynes was a controversial choice for many reasons. He emerged as a voice not just outside of the establishment, but critical of it, with the publication of The Economic Consequences of the Peace. There, he clearly showed how an international agreement such as the Treaty of Versailles could turn into a threat to a peaceful world. […]

To give the Prize to Keynes in 1923 or 1924 might be viewed as a criticism of Wilson, and thus of his Prize, and indirectly of the establishment of the League of Nations, an outcome of the Treaty of Versailles.

Og mere politik:

Another reason might be the political views held by members of the Nobel Prize Committee. A rift could be sufficient for the Prize not being awarded (see Abrams, 2001, p. 23). As the Committee consisted of politicians from the Conservative Party, the Liberal Party, and the Labour Party – the latter party was openly revolutionary in its outlook in the 1920s – it is easy to imagine that political differences could give rise to a deadlock in the Committee.

Der er mere i Jonung (2022). Når man ser på, hvem der har fået fredsprisen de sidste 20 år (fx Al Gore og Barack Obama, for at tage nogle af de mest absurde tilfælde), kan man godt undres lidt over, at manden, der argumenterede for, at Versailles-freden ville danne grundlaget for 2. Verdenskrig, ikke fik den.

Men sådan er politik desværre nogle gange.

Er maskepåbud effektive? Ikke ifølge guldstandarden indenfor videnskab

Vinay Prasad (som er værd at følge på Twitter og Youtube) forsøger – indtil videre desværre lidt forgæves – at bekæmpe den nærmest religiøse tilgang til masker i USA med viden.

I arbejdspapiret, som Vinay Prasad henviser til, ser de bl.a. på det meget omtalte Bangladesh-studie, som – selv hvis man tager det overordnede resultat for pålydende (se bl.a. her og her, hvorfor man måske ikke bør gøre det) – fandt en relativt beskeden effekt af masker (9,5% færre med symptomer og positiv test, svarende til at der under anden bølge i Danmark ville have været knap 200 flere døde uden maskepåbuddet).

Her er abstract fra Liu et al. (2021):

The use of cloth facemasks in community settings has become an accepted public policy response to decrease disease transmission during the COVID-19 pandemic. Yet evidence of facemask efficacy is based primarily on observational studies that are subject to confounding and on mechanistic studies that rely on surrogate endpoints (such as droplet dispersion) as proxies for disease transmission. The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent-to-treat populations. Of sixteen quantitative metaanalyses, eight were equivocal or critical as to whether evidence supports a public recommendation of masks, and the remaining eight supported a public mask intervention on limited evidence primarily on the basis of the precautionary principle. Although weak evidence should not preclude precautionary actions in the face of unprecedented events such as the COVID-19 pandemic, ethical principles require that the strength of the evidence and best estimates of amount of benefit be truthfully communicated to the public.

Lettere ironisk er masker faktisk den eneste intervention, der i vores meta-studie ser ud til at have nogen nævneværdig effekt på COVID-19 dødstallene. Ud fra et forsigtighedsprincip i forhold til borgernes individuelle rettigheder (og jeg er pedantisk her), bør man altså afstå fra at indføre maskepåbud.

Om man – baseret på et mere fornuftigt proportionalitetsprincip – bør anvende maskepåbud i særlige situationer, er sværere at svare på, da der – så vidt jeg ved – ikke er lavet nogen gode samfundsøkonomiske analyser af det endnu. Bruger man Finansministeriets tal og antager, at de døde kunne have levet 5 år mere, svarer 200 dødsfald i en samfundsøkonomisk beregning til ca. 1,5 mia. kr. Men hvad er omkostningerne ved et maskepåbud? Det har jeg ikke set nogen gode vurderinger af. Bryan Caplan har i den henseende nogle gode betragtninger her – bl.a.:

Personally, I only find masks marginally uncomfortable.  But I hate wearing them, and I dislike being around people who wear them.  Why?  Because a big part of being human is showing other people our faces – and seeing their faces in return.

Hvis du er stødt på gode ananlyser af omkostningerne ved maskepåbud (som inddrager og undersøger Caplans pointer), så smid gerne et link i kommentarsporet.

Anmeldelse af ”Vild virus” af Jens Lundgren og Lars Igum Rasmussen

Jeg anmelder normalt ikke bøger. Og det er næppe noget, jeg kommer til at gøre ofte i tiden fremover. Men jeg vil – bl.a. (lidt) på opfordring fra Lars Igum Rasmussen – gøre et (kort) forsøg med bogen ”Vild virus”.

Konklusion: Læs bogen – den er god

Min helt overordnede konklusion er, at ”Vild virus” er en rigtig god bog. Der er masser af info om virus, tests, politik, Lundgren osv., og det er fortalt på en rigtig god og let tilgængelig måde. At der – jf. nedenfor – rodes lidt rundt i nedlukningernes effekt, spiller så lille en rolle, at det på ingen måde ødelægger oplevelsen. Heller ikke for en nedlukningsnørd som mig.

Virusinfektioner er Jens Lundgrens hjemmebane

Jeg læste primært bogen for at se, om Jens Lundgren har nogle betragtninger ift. nedlukningerne. Der går dog relativt lang tid, inden man når til coronapandemien og nedlukningerne, for den første tredjedel af bogen handler primært om Jens Lundgrens karriere. Og det er faktisk rigtig spændende. Her får man indblik i, hvorfor det absolut ikke er tilfældigt, at Jens Lundgren er en af verdens førende infektionsmedicinere. Ikke blot har Jens Lundgren knoklet, når lejligheden bød sig. Han har også knoklet, når lejligheden ikke rigtig bød sig.

I bogen er der bl.a. en beskrivelse af, hvordan hele familien Lundgren bruger dele af deres bilferier i Europa på at besøge internationale kollegaer, i hans forsøg på at opbygge et europæisk netværk. Vi tænker tit på samfundet som bestående af individer, men i virkeligheden er det jo i højere grad familierne, der er centrale i samfundet. Og Jens Lundgren havde ikke været den topforsker, han er, hvis ikke familien havde bidraget. Vi kender Jens Lundgren fra fjernsynet osv., men jeg vil tro, han er enig i, at han står på skuldrene af sin familie (dette kunne i øvrigt anspore et helt indlæg om det rimelige i topskatten, som Jens Lundgren med garanti betaler, men det bliver ikke her).

Vi får i denne del af bogen baggrunden for, hvorfor det var Jens Lundgren, der endte med at tone frem på TV igen og igen (og bl.a. deltage i et CEPOS-arrangement), når danskerne skulle forstå smitte, varianter, vacciner osv. Her er Jens Lundgren – qua sin imponerende karriere – i dén grad på hjemmebane.

Det er også interessant at læse om Jens Lundgrens rolle i – og beskrivelse af – den helt tidlige del af pandemien, hvor man indrettede hospitaler osv. Der er en række spændende detaljer ift., hvordan hospitaler udnytter kapaciteten bedst muligt og indrettes effektivt samtidig med, at smittespredning undgås, som jeg ikke kendte til. Også denne del af bogen er rigtig god.

Det er først i slutningen af bogen, at jeg synes den bliver lidt langtrukken. Det tager lidt for lang tid at få lukket ned for pandemien, når man tænker på, at den for de fleste læsere reelt var overstået i slutningen af marts 2021 (selvom det langt fra er uinteressant at høre om, hvordan evolutionens gudinde tilsmilede os, da den tillod Omikron-varianten at oversvømme landet).

Ovenstående er meget kort beskrevet og fortjener egentlig en grundigere gennemgang. For det er det, der fylder klart mest i bogen, og det ér rigtig godt.

Men…

Nedlukninger er udebanen – og svær at blive klog på

…jeg læste som skrevet bogen for at se, hvad der står om nedlukningerne. Og der er da en smule, men egentlig overraskende lidt, når man tænker på, hvor meget det har fyldt politisk (eller også er jeg biased, fordi det har fyldt enormt meget i mit arbejdsliv).

Men der er lidt om nedlukninger. De dele af bogen er dog – i modsætning til resten af bogen –relativt ureflekterede. Det er som sådan ikke så overraskende, at detaljerne i nedlukningerne ikke fylder alverdens for en infektionsmediciner. Men jeg havde nok håbet, at bogen helt ville springe over emnet, eller også gav emnet lidt mere vægt og dybde. For der mangler en rød tråd.

Helt overordnet er det lidt svært at blive klog på, hvad Jens Lundgren egentlig mener om nedlukninger. Flere steder siger Lundgren nærmest, hvad jeg selv kunne have sagt:

Årsagen [til de få dødsfald] er jo den simple, at vi fik afbrudt smittekæder, fordi danskerne lyttede til myndighedernes og regeringens anbefalinger, holdt afstand, ryddede kalenderne og så færre mennesker. Selvom vi aldrig fik udgangsforbud som i andre, særligt sydeuropæiske, lande, var Danmark jo nærmest hermetisk lukket ned.

Men andre steder siger Lundgren så pludselig det modsatte:

Vores to første smittebølger blev lagt ned af nedlukninger i foråret 2020 og fra ultimo december 2020 og ind i 2021.

Og

Samtidig har test været brugt til at ’styre’ genåbningerne, ligesom man har kunnet nedlukke et område eller sogn igen, hvis smittetallet steg ’for meget’.

Som så igen følges op af (mine fremhævninger):

Jeg lærte virkelig meget af Michael Bang [Petersen][1]. Hans pointer om tillid og vigtigheden af befolkningens opbakning flugtede fuldkommen med den tilgang til epidemihåndtering, som jeg eksempelvis havde lært under ebola-udbruddet. […] Han påpegede […] at det hverken var regeringen eller os eksperter, der kunne håndtere eller kontrollere en smitsom sygdom under en pandemi, men alene borgernes adfærd. At vi alle skulle stå sammen, fordi epidemihåndtering handlede om at hjælpe hinanden, at handle solidarisk.

Samt

Befolkningen har løbende forstået budskaberne fra myndigheder, regering og eksperter som Jens Lundgren og gjort, som der blev opfordret til, så smitten blev dæmpet. Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den.

Så på den ene side var det folks (frivillige) handlinger, der var afgørende. På den anden side var det nedlukningerne, der ”lagde smittebølgerne ned” og ”styrede smittetallet”.

De divergerende udsagn betyder, at det er svært at blive klog på, hvor Jens Lundgren står ift. nedlukninger. Og man ender med at sidde med en fornemmelse af, at det skyldes, at han ikke selv ved det. At han ikke har samlet og organiseret de mange input i en overordnet betragtning, som både passer med det, han kunne se med sit blotte øje (at smitten faldt efter nedlukningerne) og det, han lærte af Michael Bang Petersen mv. For så ville teksten (måske) have været drejet mere over i retning af hvor vigtig god information er for at vi får de (frivillige) adfærdsændringer, der sikrer god pandemihåndtering. En mulig forklaring er, at Lundgren ikke sondrer mellem kilden til nedlukning – altså om den er frivillig eller tvungen. I så fald vil han ikke være den første til blande tingene sammen.

Helt underligt blev det for mig, da jeg læste ekstramaterialet ”Dele der aldrig kom med” på vildvirus.dk. Her fortæller Lundgren om hans indtryk af Sveriges corona-politik, og det slipper han ikke så godt fra. Fx passer nedenstående afsnit relativt dårligt med, at dødstallene i Sverige toppede tidligere end i England.

Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment.

Det er tydeligt, at Jens Lundgren ikke er specielt begejstret for Anders Tegnell, som han bl.a. kalder Rasmus Modsat, fordi han ikke følger samme strategi som alle andre lande. Men disse bemærkninger stemmer relativt dårligt overens med Jens Lundgrens store (og helt rigtige) fokus på randomiserede forsøg tidligt i bogen, hvor han bl.a. skriver:[2]

Dette alvorlige udbrud med en dødelig virus havde nærmest intet videnskabeligt fremskridt medført. Efter kaosset under ebola-epidemien i Vestafrika havde rapporten fra National Academy of Sciences i 2016 konkluderet, at solide kliniske lægemiddelafprøvninger under alvorlige udbrud og pandemier var påkrævet for hurtigst muligt at skaffe solid viden om mulige effektive behandlinger, men det krævede, at fagfolk samarbejdede om afprøvningerne – ikke modarbejdede hinanden. Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve lægemidler i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt læge tilfældigt forsøgte sig frem med det, der lå i medicinskabet.

Bemærk sidste del, som jeg har omskrevet nedenfor.

Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve nedlukninger i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt regering tilfældigt forsøgte sig frem med det, man kunne komme på.

Hvorfor står Lundgrens holdninger til nedlukninger (non-pharmaceutical interventions) i skærende kontrast til hans holdninger til medicin (pharmaceutical interventions)?

Min fornemmelse er, at Jens Lundgren endnu ikke har samlet og organiseret sine indtryk fra nedlukningerne. Og for at være helt ærlig: Det har jeg det helt fint med. Jens Lundgren er en af verdens bedste infektionsmedicinere. Andre – og gerne folk med den relevante baggrund, som fx økonomer – må tage sig af at forstå den ikke-medicinske del af pandemien.

Fem ud af fem stjerner herfra.

PS: Lundgren kommer også med et par politiske svirp. Fx denne

Det var virkelig, virkelig besynderligt. Særligt når det var sundhedsministeren, der kørte hårdest på. Det var næsten Komiske Ali, ren populisme. Han talte mere til folks følelser end om det, der var realiteterne i den virkelige verden. Det ser man en gang imellem i politik. Men i de kaotiske uger i marts og april 2020 havde vi slet ikke brug for at skabe en konflikt mellem sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen på den ene side og så regeringen på den anden i det offentlige rum.

Og så gennemhuller han – ligesom bl.a. Kasper Planeta Kepp har gjort på Twitter – Mette Frederiksens argument om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.

Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede. […] Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.

Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.


[1] Jeg talte selv med Michael Bang Petersen i episode 30 af Regelstaten: https://www.youtube.com/watch?v=ozY9affkjKA

[2] Han skriver også ”Den store forskel var bare, at vores patienter bidrog til, at vi én gang for alle kunne afklare, om stoffet virkede. Man bliver nødt til at acceptere bivirkninger i et studie, så længe der er formodning om, at stoffet muligvis hjælper. Og patienterne bidrager aktivt til, at vi kommer frem til den afklaring. Men bare at give medicinen på en formodning, som franskmændene gjorde, uden at vide om det virkede, er problematisk.” Og ”På den måde skulle INSIGHT kunne hjælpe med at afprøve og afklare, om medicin A mod en ny virus er bedre end medicin B. […] Både Cliff og Fauci var enige i, at der under et kommende udbrud skulle laves ordentlige lodtrækningsstudier. De ville for alt i verden ikke gentage ebola-fejltagelsen.

Lovgivning med lutter negative konsekvenser

Når jeg skal pege på (udelukkende) skadelig regulering, bruger jeg tit godskørselsloven fra 2018 som eksempel. Loven er god som eksempel, fordi der er tale om

  • overimplementering af EU-regulering
  • en lov uden nogen positive konsekvenser. Overhovedet.
  • en tilladelsesordning, hvor man ikke blot skal overholde loven, men også søge om tilladelse.

Ikke desto mindre blev loven vedtaget af et flertal udenom den daværende VLAK-regering. Her er hvad jeg skrev om loven i 2021:

Læs resten

Jo rigere vi er, jo mindre tid bruger vi i køkkenet

Jeg bryder mig ikke særlig meget om at lave mad. Jeg er ikke god til det, og jeg er langsom til det. Så hver gang jeg laver mad, ender jeg med at stå og drømme lidt om en hverdag, hvor madlavningen er nemmere.

Det gode er, at den hverdag efter al sandsynlighed kommer før eller siden. For vi bruger kortere og kortere tid i køkkenet.

Den gennemsnitlige tid udelukkende brugt på madlavning i Storbritannien er faldet betydeligt i løbet af de seneste årtier: Fra 100 minutter i 1960 til 27 minutter i 2016.

Der er flere forklaringer på, at madlavning fylder mindre og mindre.

“I et velfærdssamfund vil vi også gerne have mere fritid. Det får os til at efterspørge mere forarbejdet mad, mere udespisning, take-away med mere. Teknologien har også bidraget til mindre tid i køkkenet. Også internettet, onlinebestillinger, udvikling af food service, catering med mere har bidraget til nemmere og hurtigere løsninger, som har reduceret tiden i køkkenet. Endelig har også lavere omkostninger ved masseproduktion i fødevaresektoren, automatisering, store indkøb, udvikling af infrastruktur med mere bidraget til billige alternativer til madlavning i sit eget køkken.”

Mit bud er, at madlavning engang i fremtiden kun vil være noget, vi gør for sjov. Præcis som vi ikke er tvunget til at fiske, jage, ride osv. i dag, men kun gør det for sjov.

Figur og citat er fra et indlæg i Landbrugsavisen af Henning Otte Hansen, økonom ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Hvorfor er det så svært at komme af med bureaukrati i den offentlige sektor?

Valget er overstået, og hvis man skal tro de mange løfter i løbet af valgkampen (det skal du ikke, men jeg krydser fingre), så er politikerne endelig klar til at gøre noget ved regeljunglen.

Desværre er der lidt for meget fokus på den offentlige sektor og lidt for lidt på den private. I mit indlæg i Børsen forleden skrev jeg bl.a.:

Lidt forsimplet er den danske økonomi delt op i to sektorer. Den offentlige sektors planøkonomi og private sektors markedsøkonomi. I den offentlige sektor styrer politikerne produktionen ved blandt andet at lave regler for, hvordan produktet skal laves (f.eks. hvor mange engelsktimer eleverne i folkeskole skal have).

Er politikerne utilfredse med produktet, kan de lave flere regler for, hvordan produktet skal laves (folkeskoleloven er næsten tre gange længere i dag end for 30 år siden). I den private sektor styrer forbrugerne produktionen ved at give deres penge til de virksomheder, der leverer det bedst mulige produkt.

Og for nylig mindede en kollega mig om denne video. Den er stadig god (hvis jeg selv skal sige det). Som minimum er den sand.