Så er der (endelig) nyt fra Økonomiske principper igen.

Er en tættere by både en bedre og billigere by? Hvad er fordele og ulemper ved fødevarechecks? Hvorfor er mindsteløn skidt på trods af højere produktivitet og højere lønninger? Og har AI dræbt gevinsterne ved Stack Overflow?

Alt dette får I svar på i selskab med en af landets dygtigste økonomer og mig.

Lyt som podcast (fx på Spotity), eller se med på YouTube.

Jeg har uploadet mine gamle debatindlæg til Google NotebookLM og bedt den om at lave en video på baggrund af indholdet.

Resultatet er ret så interessant. Både fordi det er relativt flot lavet, men også fordi indholdet bliver formidlet virkelig godt. Selvom emnerne skifter lidt rigeligt (hvilket nok ligger i naturen, når man uploader alle debatindlæg), så lykkes det nogenlunde med at holde den røde tråd.

Her er et glimrende eksempel på, hvordan selektions bias kan føre til helt forkerte konklusioner. Eksemplet er fra Michel Nivard, der kritiserer Güllich et al. (2025) i Science, som konkluderer.

Across the highest adult performance levels, peak performance is negatively correlated with early performance.

Til det svarer Nivard bl.a.:

It becomes clear from Figure 1 that although early and adult performance are positively related in the population, conditioning on elite status reverses the association. The negative slope among elite performers is therefore not evidence against a causal role of early performance; it is the mechanical consequence of selection.

Hvis Folketinget gav dig penge til at analysere effekten af udvalgte tiltag under COVID-19-pandemien, hvad ville du så gøre, hvis du skulle levere værdi for pengene?

Der eksisterer allerede adskillige litteraturgennemgange gennemført af forskere fra fine universiteter og anerkendte institutioner som fx The Royal Society. Men fælles for stort set alle disse reviews er, at de

1. blander studier med og uden kontrolgrupper[1] sammen i én stor pærevælling, og
2. ikke kommer frem til nogen størrelsesorden af effekterne.

Det gør det svært at konkludere noget håndfast på baggrund af disse reviews.

Problemet er, at du uden en kontrolgruppe ikke ved, om effekten på fx dødeligheden skyldes tiltaget eller andre ting (fx frivillige adfærdsændringer). Og uden en størrelsesorden af effekterne kan du ikke få en fornemmelse af, om gevinsterne i form af lavere dødelighed står mål med omkostningerne ved fx at lukke skolerne. Det er svært at forestille sig, at man på en lignende sløset baggrund godkendte ny medicin eller nye vacciner.

Hvis du skulle levere bang for the bucks til Folketinget, skulle du altså gøre det, de mange andre reviews ikke gør, dvs.

1. fokusere på studier, der har en (eller anden form for) kontrolgruppe, så du kan adskille effekten af tiltaget fra effekten af fx de frivillige adfærdsændringer, som vi ved var vigtige under pandemien.
2. estimere et (eller flere) effektmål, så vi har et bedre bud på, hvor meget fx skolelukninger påvirker pandemiens udvikling.

Det første er nogenlunde til. Man kan godt skille skidt fra kanel, så man får frasorterer studier som fx Flaxman et al. (2020) (læs om Flaxman-fejlen her), der helt åbenlyst ikke er velegnede til at sige noget om effekten af nedlukningerne. Der er selvfølgelig udfordringer med de enkelte studier, som — fordi alting gik meget hurtigt under pandemien – kan have svært ved at adskille de enkelte effekter fra hinanden, men det er ikke en undskyldning for at inddrage studier uden kontrolgrupper.

Andet punkt er sværere, fordi studierne måler effekterne på vidt forskellige måder, som ikke nemt kan konverteres til ét mål. Men der er trods alt tale om et begrænset antal mål, og mange studier ser på effekten på kontakttallet (R_t) eller på antallet af døde. Så man kan nå rigtig langt ved at opdele på fx 2-4 forskellige mål for effekten og gå målrettet efter at blive klogere på dem.

Hvis du for alvor skulle levere bang for the bucks, burde du altså bruge al din tid på at samle resultaterne i de studier, der 1) har en kontrolgruppe og 2) ser på et af de 2-4 mål, du har fokus på – det kunne fx være effekten af tiltagene på dødeligheden/smittespredningen og kontakttallet.

VIVE fejler fuldstændigt

VIVE har været i præcis den situation, jeg beskriver ovenfor. De har fået 5,0 mio. kr. af Folketinget til ”evaluering af den danske håndtering af covid-19-epidemien”, hvoraf en andel er gået til netop at evaluere effekten af nedlukningerne, som var et af otte punkter, Folketinget ønskede undersøgt. Denne evaluering sker i deres Delrapport 1, som danner grundlag for deres endelige rapport, der er offentliggjort i dag.

Det er ikke mange penge, bevares. Men det undskylder ikke, at VIVE’s evaluering fejler fuldstændigt i forhold til at levere værdi i form af ny og brugbar viden. I stedet gør VIVE præcis det samme som de fleste tidligere reviews. De medtager alle studier uanset om de har en kontrolgruppe eller ej. Garbage in – garbage out.

Kan Red Bull kurere influenza?

For at illustrere, hvor problematisk det er at medtage studier uden en kontrolgruppe, så forestil jer, at man gav 1000 influenzasyge en Red Bull, fordi man havde en idé om, at energidrikken var en god kur. Efter 14 dages observation konstaterer man, at alle patienter er raske, og man kunne derfor komme til at konkludere, at Red Bull er særdeles effektivt mod influenza.

Det er basalt set det, der sker, når VIVE fx medtager omtalte Flaxman et al. (2020) i deres review. Flaxman et al. har ingen kontrolgruppe, men antager, at det er nedlukningerne, der forhindrer pandemien i at sprede sig.[2] Det er lige så seriøst som at antage, at det er Red Bull, der kurerer influenzaen.

Skolelukningerne som eksempel

For at illustrere min pointe, kan vi se på hvad VIVE skriver om skolelukningerne. Her konkluderer VIVE, at

”Samlet set peger litteraturen på, at skolenedlukning under covid-19-pandemien bidrog til at reducere smitte og indlæggelser og i mindre grad dødelighed, især når nedlukninger blev implementeret som led i en bredere indsats.”

Vi ved ikke, hvad effekten er

Selvom jeg ikke er uenig i konklusionen, så er den så vag, at den ikke lever op til formålet med evalueringen, som er at ”belyse effekten af ikke-farmakologiske tiltag på covid-19- smittespredningen”. Diskussionen går meget sjældent på, om der var en effekt eller ej, men på om effekten var af en størrelsesorden, der gør tiltaget prisen værd og potentielt relevant ved fremtidige pandemier.

I vores metastudie finder vi fx, at skolelukningerne reducerede dødeligheden med 5,9%. Det betyder, at hvis man ikke havde lukket skolerne, så ville der have været under 40 ekstra COVID-19-dødsfald under første bølge. Det ville være trist, men også en forsvindende lille effekt ift. de næsten 60.000 årlige dødsfald i Danmark, og den betydning skolelukningen havde for de knap 700.000 danske skoleelever (husk, at det primært var meget gamle mennesker, der døde af COVID-19).

De effekter, der nævnes, er misvisende

I deres kvalitative gennemgang af studierne kommer de dog ind på visse størrelsesordener. Fx skriver VIVE, at

”Walsh et al. (2021) fandt i et systematisk review […] at omtrent halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt.”

VIVE henviser her til de 14 studier af skolelukninger, som Walsh et al. (2021) vurderer kun har moderate biases (De to andre kategorier er serious og critical).

Jeg har gennemgået de 14 studier, for at blive lidt klogere på metode og estimater. Og det er artig læsning. Resultaterne i de 14 studier fordeler sig nemlig som vist nedenfor.

Seks studier finder ingen eller lille effekt. Fem studier har ingen kontrolgruppe[3] – herunder bl.a. Auger et al. (2020), som finder, at skolelukningerne reducerer dødeligheden med de ca. 60%, der nævnes af VIVE som øvre mulig effekt. Auger et al. (2020) kommer basalt set frem til dette resultat ved at sammenligne udviklingen før og efter skolenedlukningen og antage, at den meget kraftige eksponentielle vækst før nedlukningen ville være fortsat uændret, hvis skolerne ikke var lukket. De antager med andre ord, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen som helst betydning.

Det sidste studie er Chernozhukov et al. (2021), som faktisk er et fint studie. Vi har også Chernozhukov et al. (2021) med i vores metastudie, og de er blandt de studier, der finder størst effekt af nedlukningerne (fx 17% færre døde ved at indføre udgangsforbud). De skriver dog, at de ikke kan estimere effekten af skolelukningerne troværdigt, fordi alle skoler i deres datasæt (USA) lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist. Størrelsesordenen på deres estimat svinger derfor vildt, afhængig af hvilken model, de bruger til at estimere effekten.

Note: Studiet med usikker effekt er Chernozhukov et al. (2021), som skriver, at de ikke kan estimere effekten troværdigt, fordi alle skoler i USA lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist).

Billedet er altså ret tydeligt. Næsten alle studier, der finder en betydelig effekt af skolelukningerne, har ingen kontrolgruppe. Alligevel beskrives det både af Walsh et al. (2021) og VIVE som om, at der rent faktisk er en effekt af betydning.  Når de skriver, at ”halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt” lyder det j som om, der er noget at komme efter. Men kejseren har ikke tøj på. De 60% er nonsens, fordi der ikke er en kontrolgruppe, og studierne med kontrolgrupper finder nærmest alle ingen eller meget små effekter.

VIVE inkluderer også litteraturgennemgangen fra The Royal Society (2023), som jeg tidligere har kritiseret i National Review for at begå præcis de samme fejl som VIVE.

Konklusion

I bedste fald kan vi konkludere, at effekten af nedlukningerne på smittespredningen og dødsfald er tvivlsom. Til gengæld er bivirkningerne meget konkrete og tydelige.

Var der tale om et farmakologiske tiltag, ville man aldrig ordinere medicinen på baggrund af den viden, vi har i dag. Og principielt bør der ikke være forskel på farmakologiske tiltag og ikke-farmakologiske tiltag. Metodisk set er der ingen forskel: Uden dokumentation for effekt og størrelsesorden bør man ikke implementere tiltag med store bivirkninger.

Enhver grundig og uvildig evaluering vil derfor uundgåeligt ende med i flammeskrift at konkludere, at nedlukningerne set fra et videnskabeligt og fagligt perspektiv var en politisk fejltagelse med enorme negative følger for samfundet.

Og pengene til VIVE’s evaluering? De er spildt. Fuldstændigt. I hvert fald den del, der er gået til at evaluere nedlukningerne.

VIVE’s evaluering af corona-nedlukningerne gør os ikke klogere. Overhovedet.

BILAG

Oversigt over gennemgåede studier fra Walsh et al. (2021).

Note: Nummeret i parentes er referencenummeret i Walsh et al. (2021).

REFERENCER

Auger, Katherine A., Samir S. Shah, Troy Richardson, David Hartley, Matthew Hall, Amanda Warniment, Kristen Timmons, et al. 2020. “Association Between Statewide School Closure and COVID-19 Incidence and Mortality in the US.” JAMA 324 (9):1–13. https://doi.org/10.1001/jama.2020.14348.

Chernozhukov, Victor, Hiroyuki Kasahara, and Paul Schrimpf. 2021. “Causal Impact of Masks, Policies, Behavior on Early Covid-19 Pandemic in the U.S.” Journal of Econometrics, Pandemic Econometrics, 220 (1):23–62. https://doi.org/10.1016/j.jeconom.2020.09.003.

Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, et al. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe.” Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.

The Royal Society. 2023. “COVID-19: Examining the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions,” August. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.

Walsh, Sebastian, Avirup Chowdhury, Vickie Braithwaite, Simon Russell, Jack Michael Birch, Joseph L Ward, Claire Waddington, et al. 2021. “Do School Closures and School Reopenings Affect Community Transmission of COVID-19? A Systematic Review of Observational Studies.” BMJ Open 11 (8):e053371. https://doi.org/10.1136/bmjopen-2021-053371.

Yang, Bingyi, Angkana T. Huang, Bernardo Garcia-Carreras, William E. Hart, Andrea Staid, Matt D. T. Hitchings, Elizabeth C. Lee, et al. 2021. “Effect of Specific Non-Pharmaceutical Intervention Policies on SARS-CoV-2 Transmission in the Counties of the United States.” Nature Communications 12 (1):3560. https://doi.org/10.1038/s41467-021-23865-8.

[1] Der er mange måder, man rent statistisk kan skabe en kontrolgruppe på. I forhold til corona-nedlukningerne, kan man fx udnytte, at nogle steder lukker skolerne før andre – eller slet ikke – så man kan sammenligne udviklingen med og uden skolelukninger. Og som jeg beskriver i min bog, Prisen værd?, er der også eksempler på randomiserede forsøg (og ting, der ligner rigtig meget).

[2] I studiet gør Flaxman et al. (2020) faktisk opmærksom på dette problem og skriver, at “vores parametriske form for [reproduktionstallet] R_t antager, at ændringer i R_t er et øjeblikkeligt svar på interventioner snarere end gradvise ændringer i adfærd”. De kan altså kun få deres resultater, ved at antage, at af alt det, borgere og virksomheder selv gjorde for at beskytte sig mod pandemien (arbejde hjemmefra, spritte hænder, aflyse fødselsdage, holde afstand, blive hjemme osv.) ikke havde nogen som helst effekt, og at de fortsat ville have været gået på restaurant mv. i samme omfang, hvis ikke de var blevet lukket ned. Og det er naturligvis forkert.

[3] I Yang et al. (2021)’s har i deres supplementary material en model, hvor de inkluderer Googles ”workplace mobility” som en proxy for frivillig adfærd. Her finder de en effekten på ca. 13% lavere R_t i modsætning til 39% i deres primære model, hvor de intet gør for at tage højde for frivillig adfærd.

Nedenstående er en infoboks fra min bog, Prisen værd? Det er min påstand, at alle studier, der finder en stor effekt af nedlukningerne, falder på mindst én af tommelfingerreglerne.

Den hyppigeste årsag til at et studie finder en stor effekt er, at der ikke er nogen kontrolgruppe og forskerne antager, at det kun var nedlukningerne, der gjorde en forskel. Implicit antager de altså, at alt det vi gjorde frivilligt (holde afstand, hilse med albuer, spritte hænder, aflyse fødselsdage osv.) ikke havde nogen som helst effekt. Det er fx det, Flaxman et al. (2020) gør, og som videnskab.dk var meget begejstret for.

Fem tommelfingerregler når du læser studier af effekten af nedlukninger

Gennem de første tre år af pandemien var der ofte folk, der sendte mig studier af effekten af nedlukninger, som angiveligt viste, at nedlukninger var meget effektive. Som beskrevet kapitel 3 er der en række forhold, man skal være opmærksom på, før man tager resultaterne i disse studier for gode varer.

Hvis du – måske ansporet af denne bog – begynder at debattere effekten af nedlukninger med venner, familie og kolleger, kan du ende i en lignende situation, hvor fortalerne for nedlukningerne oversvømmer din indbakke med forskning, der – angiveligt – viser det stik modsatte af, hvad du har læst i denne bog.

Da det kan være meget tidskrævende at læse alle studier, får du her fem tommelfingerregler, jeg udviklede for rimelig let at kunne skille skidt fra kanel i de debatter, jeg deltog i. Hvis du kan svare “Ja” til et af de fem spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at undersøgelsen ikke siger noget validt om effekten af nedlukninger.

1) Er undersøgelsen baseret på modelleringer?

Bruger forskerne en epidemiologisk model til at beskrive antallet af positive tests, indlæggelser og dødsfald, med og/eller uden nedlukninger? Hvis ja, siger studiet sandsynligvis ikke noget om effekten af nedlukningerne, da resultaterne afhænger 100% af forskernes antagelser i modellen.

Du kan søge efter ordet “model” for at finde indikationer for, om der er tale om et modelstudie, men vær meget forsigtig, da “model” også bruges til at beskrive den empiriske model, forskerne har brugt til at analysere data. Før du ser bort fra studiet, skal du være sikker på, at der er tale om en epidemiologisk model a’la SIR-modellen, som jeg gennemgår i kapitel 5.

2) Negligerer studiet effekten af frivillige adfærdsændringer?

Ofte – men langt fra altid – skriver forskerne direkte, at de ikke kan skelne mellem effekten af nedlukninger og effekten af frivillige adfærdsændringer? Mange forskere skriver som Flaxman m.fl. (2020) noget a’la ”our parametric form of Rt assumes that changes in Rt are an immediate response to interventions rather than gradual changes in behaviour, and it does not include importation or subnational variation”, hvilket tydeligt indikerer, at studiet ikke undersøger effekten af nedlukningerne, men effekten af samfundets samlede svar på pandemien. Jeg søger normalt efter “behavior“, “spontaneous“, “voluntary” og lignende ord, for at finde de steder, hvor forskerne skriver om det. Hvis de skriver om det. For det gør de desværre ikke altid.

3) Fejler studiet i forhold til at bruge en relevant kontrolgruppe?

Anvender forskerne bag studiet en tilgang, hvor de har en relevant kontrolgruppe, fx ved at bruge en difference-in-difference tilgang? Denne regel er lidt vanskelig, hvis du ikke er bekendt med empiriske metoder (og faktisk ofte også selvom du er, fordi det ikke altid fremgår klart). Det du er på udkig efter er, om forskerne har en eller anden form for kontrolgruppe, eller fx blot sammenligner “før nedlukning” med “efter nedlukning” uden en kontrolgruppe. Hvis ja, kan du ikke stole på deres resultater, da de ikke skelner mellem virkningerne af nedlukninger og andre effekter såsom frivillige adfærdsændringer.

4) Er der et (meget) lille datagrundlag?

Cherrypicker forskerne lande eller stater, når de skal undersøge effekten af nedlukningerne? Der er flere studier, der ved første øjekast bruger en gyldig metode til at analysere effekten af nedlukninger, men hvor resultaterne er biased, fordi forskerne har fokuseret på højt profilerede tilfælde som fx Sverige, New York eller Italien, der alle blev ramt tidligt og hårdt af pandemien. Hvis de gør det, så tænk over hvorfor de ikke undersøger fx Japan eller Island, som havde få dødsfald og meget milde nedlukninger. Eller Belgien som havde rigtig mange dødsfald og meget hårde nedlukninger?

5) Forveksles “statistisk signifikant” med “politisk signifikant”?

Når et resultat er statistisk signifikant, betyder det, at resultatet næppe er tilfældigt. Det betyder ikke, at det er af praktisk betydning. Et resultat, der viser, at nedlukninger reducerede dødeligheden med 0,1%, kan være statistisk signifikant, men er ikke af praktisk betydning – det er ikke politisk signifikant. Et statistisk signifikant resultat kan derfor reelt vise sig at vise det stik modsatte af, hvad den person, der viser dig undersøgelsen, regner med.

Vær forsigtig!

Bemærk, at ovenstående alene er tommelfingerregler. Det betyder, at de virker generelt, men ikke nødvendigvis altid. Så vær forsigtig! Og jeg må hellere bemærke, at vores metastudie naturligvis ikke er baseret på tommelfingerregler.

UK Covid Inquiry (Englands meget politiske corona-kommission) har netop udgivet deres rapport, hvor de baseret på modelkørsler vurderer, at “hvis landet i marts 2020 var blevet lukket ned en uge tidligere, så var antallet af dødsfald i den første covid-bølge blevet mindsket med 23.000,” som TV2 formulerer det.

Nedenstående er en af de infobokse, jeg endte med at droppe i min bog, “Prisen værd?“, hvor jeg evaluerer nedlukningerne.

Tror de virkelig selv på det? 🙂

I 2023 delte Storbritanniens tidligere sundhedsminister, Matt Hancock, 100.000 WhatsApp-beskeder med journalisten Isabel Oakeshott i forbindelse med en bogudgivelse. Oakeshott lækkede senere beskederne til The Telegraph, som offentliggjorde dem under navnet “Lockdown Files”.

Selvom afsløringerne ikke fik omtale i danske medier, rummer de indhold af potentiel interesse for danske læsere. Beskederne viser bl.a., hvordan den britiske regering og myndigheder bevidst fordrejede information for at fremme politiske mål.

Særligt én besked fra Liam Booth-Smith, rådgiver for den daværende finansminister Rishi Sunak, er i mine øjne interessant. Han stillede det logiske spørgsmål: Hvilken yderligere effekt har en nedlukning, når befolkningen allerede passer godt på sig selv? Dette spørgsmål blev aldrig fulgt op, og kun fire dage senere indførte Boris Johnson et udgangsforbud, der reelt låste briterne inde i deres hjem.

Kilde: The Telegraph, 7. marts 2023

I det seneste afsnit af min podcast, Regelstaten, talte jeg med tidligere miljøøkonomiske vismand, Lars Gårn Hansen, om konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det var en lærerig samtale, hvor vi bl.a. talte om, hvorfor økonomer tilsyneladende ser meget mere positivt på fremtiden med klimaforandringer end mange andre faggrupper.

Under vores samtale kommer vi bl.a. kom ind på tipping points og hvad de kan betyde for menneskers velfærd. Bl.a. fortæller Lars Gårn Hansen, at et kollaps af AMOC og Golfstrømmen kan ske meget hurtigt, med store ændringer i temperaturen over bare 10 år og et egentlig kollaps i løbet af blot 50 år.

Konsekvensen af et sådan et kollaps vil være enorme. Lars Gårn Hansen fortæller, at det “kunne ligne en halvering af den økonomiske vækst, vi ellers forventer over den 50-årige periode”. Altså en enorm omkostning… Men ikke ligefrem en eksistentiel trussel, selvom der selvfølgelig vil være nogle områder, der er ramt hårdere end andre.

I kan lytte til hele samtalen på YouTube eller i jeres podcast-app (bare søg på Regelstaten).

Der er mange bud på, hvordan man sikrer billigere boliger i København. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vil stramme prisreguleringen, så flere boliger i København udlejes til mindre end markedsprisen.

Mens huslejeregulering rigtignok reducerer huslejen på de regulerede boliger, har politikken samtidig enormt mange uønskede sideeffekter. Huslejeregulering øger fx søgeomkostningerne, øger den horisontale ulighed, omfordeler til de rigeste, fører til højere priser på ikke-regulerede boliger, giver mindre effektiv jobsøgning osv. osv. Nåh ja, og så selvfølgelig boligmangel.

Listen er lang, og det er ikke kun for sjov, at økonomer af og til diskuterer, om det er huslejeregulering eller bombning, der er værst for en by.

En løsning, der desværre er yderst begrænset fokus på fra flertallet på Rådhuset, er at bygge flere boliger. Når udbuddet stiger, falder prisen som hovedregel, selvom der også kan være en agglomerationseffekt (gevinster ved at bo tættere), der alt andet lige trækker i retning af højere priser.

Men at flere boliger samlet set fører til lavere priser, viser nedenstående figur fra Apartment List ganske tydelig. Den er hermed delt med Punditokraternes læsere med opfordring til at dele den vidt og bred på sociale medier.

Økonomiske principper om huslejeregulering

I podcasten “Økonomiske principper” har vi flere gange talt om boligpriser. I seneste afsnit talte vi bl.a. om Pelle Dragsteds fejlopfattelse af, hvad frie markeder kan gøre for boligpriserne. Lyt med i din podcast-app eller se med på YouTube.

Nedenstående figur er figur 4.3 i Boligredegørelsen 2024. Den viser, hvilke boligformer, københavnerne bor i, afhængig af deres indkomst opdelt på deciler (10. decil er de 10% med de højeste indkomster).

Figuren viser med al sin enkelthed, hvorfor prisregulering af boliger (huslejeregulering & andelsboliger) er en rigtig, rigtig dårlig måde at reducere uligheden på. Figuren viser nemlig, at en meget stor del af de regulerede boliger tilfalder de københavnere, der har de højeste indkomster. Selv for de rigeste 10% udgør de regulerede boliger mindst 20% af boligerne (almen bolig, andels bolig og privat udlejning før 1992 + nogle deleboliger + delvist udlejning efter 1991).

COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg

I min bog om COVID-nedlukningerne, Prisen Værd? (kan også lånes på biblioteket), har jeg en oversigt over de randomiserede forsøg (og det, der næsten ligner), som jeg er stødt på under min research.

Konklusionen ud fra disse state-of-the-art studier er præcis den samme, som vi fandt i vores metastudie: Nedlukningerne havde yderst marginal effekt på COVID-19-dødeligheden.

Siden jeg skrev bogen, er jeg stødt på yderligere to randomiserede forsøg, som begge handler om risikoen ved at deltage i koncerter, Revollo et al. (2021) og Delaugerre et al. (2022). Dem skal vi se lidt nærmere på i det følgende.

Revollo et al. afholdt en koncert i Barcelona d. 12. december 2020, med deltagelse af 465 unge mennesker. 495 fungerede som kontrol. Deltagerne til koncerten blev testet med en hurtigtest, og alle fik udleveret et mundbind (N95), ventilationen var skruet helt op, og der var krav om, at man holdt afstand. Til gengæld blev der serveret alkohol.

Delaugerre et al. afholdt en koncert i Paris d. 29. maj 2021, hvor næsten 7.000 personer blev randomiseret, hvoraf omkring 4.500 fik adgang til koncert i Accor Arena, mens resten måtte blive hjemme. For at komme ind skulle deltagerne have en negativ hurtigtest inden for 3 dage op til koncerten. Ligesom hos Revollo et al.  skulle deltagerne bære mundbind (almindelige kirurgisk mundbind), og ventilationen var skruet helt op. Til gengæld var der ikke krav om afstand (folk måtte synge og danse, mens alkohol var forbudt.

Figuren nedenfor viser de centrale resultater fra de to randomiserede studier. I Barcelona var der færre smittede blandt koncertgæsterne (nul!), mens der i Paris var lidt flere smittede blandt koncertgæsterne. I begge tilfælde var forskellen insignifikant.

Begge studier viser altså det samme, som de andre randomiserede forsøg, der er lavet af nedlukningerne: Nedlukningerne havde ingen nævneværdig effekt.

Man kan selvfølgelig indvende, at der var andre foranstaltninger til koncerterne, og at det var mundbind, ventilation osv., der gjorde, at det blev til en sikker oplevelse for de unge. Men det er ”a feature, not a bug”. Det er ikke fordi fysisk afstand ikke virker, at nedlukningerne ikke havde den effekt, politikere og sundhedseksperter forestillede sig. Det er fordi, at folk tilpassede sig til begivenhederne. Havde man afholdt koncerter under corona-pandemien, ville både arrangører og deltagere have gjort mange ting for at sikre, at gæsterne havde en sikker oplevelse. Desuden laver folk jo noget andet, når de ikke er til koncert, som også kan medføre smittefare (de fleste bliver smittet i hjemmet, på arbejde eller i sundheds- og plejesektoren).

En anden indvending er, at smitteudbredelsen var relativt lav, da forsøgene blev gennemført, og man derfor ikke kan overføre resultaterne til perioder med større smittespredning. Det er sådan set en valid pointe, men som jeg skriver i bogen om et norsk eksperiment:

Det kan godt være, at der var få smittede, og at det var derfor, det ikke virkede at lukke fitnesscentrene i denne periode. Men hvorfor var fitnesscentrene så lukket ned? I mine øjne viser studiet som minimum, at det var en fejl at nordmændene lukkede fitnesscentrene i forsøgsperioden fra 25. maj til 15. juni 2020, og at det er mest sandsynligt, at nedlukningen af fitnesscentrene forværrede pandemien i denne periode. Derudover sår studiet naturligvis betydelig tvivl om effekten af at lukke fitnesscentre på andre tidspunkter.  

Da koncerterne blev afholdt var der meget strikse forsamlingsforbud i både Barcelona og Paris. I Barcelona var “indoor meetings of more than six people were banned,” og i Paris var “gatherings with more [than] ten people banned.” Som minimum viser studierne, at disse krav var ubegrundede på daværende tidspunkt. Om det var begrundet på andre tidspunkter, er nok også tvivlsomt.

Bottom line er, at de to randomiserede studier finder effekter, der er i samme størrelsesorden som de effekter, vi finder i vores metastudie. Her fandt vi, at forbuddet mod større forsamlinger øgede antallet af COVID-19-dødsfald med 5,9%.

Læs ”Prisen værd?”

I ”Prisen værd?”  forklarer jeg, hvorfor nedlukningerne slog fejl, hvorfor så mange blev ført på vildspor af dårlige data, hvad omkostningerne var, og hvordan vi håndterer næste pandemi bedre. Bogen er skrevet i et sprog, så Punditokraternes sagtens kan være med.

Du kan købe bogen i boghandlen, eller låne den på biblioteket.

Referencer

Delaugerre, Constance, Frantz Foissac, Hendy Abdoul, Guillaume Masson, Laure Choupeaux, Eric Dufour, Nabil Gastli, et al. 2022. “Prevention of SARS-CoV-2 Transmission during a Large, Live, Indoor Gathering (SPRING): A Non-Inferiority, Randomised, Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 22 (3):341–48. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00673-3.

Revollo, Boris, Ignacio Blanco, Pablo Soler, Jessica Toro, Nuria Izquierdo-Useros, Jordi Puig, Xavier Puig, et al. 2021. “Same-Day SARS-CoV-2 Antigen Test Screening in an Indoor Mass-Gathering Live Music Event: A Randomised Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 21 (10):1365–72. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00268-1.

LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.

Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.

Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..

I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.

Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).

For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.

Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.

Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.

Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.

NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.

Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:

“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”

Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.

Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”

Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod

Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl

Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.

At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.

Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.

I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?

Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).

En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse

Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalog fra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:

1. Miljøstyrelsen analyserede ikke en ren model med central sortering. I deres scenarie med central sortering forudsættes det, at størstedelen af danskerne fortsat kildesorterer før affaldet sendes central sortering. I mine øjne en ret mærkværdig antagelse, fordi det gør gevinsten ved at sortere centralt meget lille, fordi man bl.a. ikke opnår de store besparelser, der er ved at affaldsselskaberne ikke skal afhente nær så mange fraktioner ved husstandene.
2. Tids- og pladsforbruget blev ikke medregnet i Miljøstyrelsens analyse – på trods af at De Økonomiske Råd allerede i 2014 kritiserede denne tilgang. Min analyse inkluderer derfor de omkostninger, der opstår, når borgere skal bruge tid og kvadratmeter på affaldssortering.

Hvad betyder det?

Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.

Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.

Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…

Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme. 

Læs hele analysen her: https://1spand.nu/wp-content/uploads/2025/06/Samfundsoekonomisk-analyse-af-kildesortering-05-06-2025-1.pdf

PS: Claus og jeg taler om analysen (og meget andet) i seneste afsnit af Økonomiske principper.

For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.

Du kan købe bogen her.

Frivillige adfærdsændringer kom før nedlukningerne

Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.

Hvordan sikrer man, at sundhedssektoren kan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.

Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.

Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.

Storbritannien

Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]

Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.

Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).

Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner

Kilde: Wood (2021)

Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]

Tyskland

Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.

Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.

På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.

Referencer

Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.

Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.

Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.

———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.

Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.

[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/

[2] Wood (2022)

[3] Wood og Wit (2021)

[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/

Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.

Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.

Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?

Det er helt fladt!

I min bog, “Prisen værd?” I(som du kan købe hos alle boghandlere), har jeg nedenstående citat fra en britisk rapport om skolefravær.

“Before Covid, I was all about getting the kids into school. Education was a major thing. After Covid, I’m not going to lie to you, my take on attendance now is like I don’t really care anymore. Life’s too short.”

Citatet er ikke løsrevet fra virkeligheden. COVID-19 var ufarligt for børn og mestendels deres forældre. Alligevel valgte politikerne at lukke skolerne. Det sendte et meget uheldigt signal.

Vi ved i dag med sikkerhed (så sikker, som forskning nu gengang tillader, vi kan blive), at skolelukningerne ingen markant effekt havde på pandemien. Til gengæld har den haft store konsekvenser for børnene, hvilket bl.a. illustreres af nedenstående figur. Figuren Figur viser for hver kommune andelen af elever i grundskolen, der har mere end 10% fravær. Den blå del af hver søjle viser fraværet i 2018/19 (før skolelukningerne), mens den røde del viser ændringen fra 2018/19 til 2023/24. Næsten alle kommuner har oplevet markante stigninger i fraværet efter pandemien.

Konsekvensen ser man måske i en netop udgivet analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at andelen, der ikke består dansk og matematik i Folkeskolen, er steget markant efter pandemien, jf. nedenstående figur.

Jeg har tidligere argumenteret for, at skolelukningerne var en større skandale end minkskandalen. Det er ikke en holdning, jeg umiddelbart ser argumenter for at ændre…

Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:

De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.

Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.

Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.

Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.

Det er næsten imponerende.

Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.

Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?