Nedenstående er en infoboks fra min bog, Prisen værd? Det er min påstand, at alle studier, der finder en stor effekt af nedlukningerne, falder på mindst én af tommelfingerreglerne.

Den hyppigeste årsag til at et studie finder en stor effekt er, at der ikke er nogen kontrolgruppe og forskerne antager, at det kun var nedlukningerne, der gjorde en forskel. Implicit antager de altså, at alt det vi gjorde frivilligt (holde afstand, hilse med albuer, spritte hænder, aflyse fødselsdage osv.) ikke havde nogen som helst effekt. Det er fx det, Flaxman et al. (2020) gør, og som videnskab.dk var meget begejstret for.

Fem tommelfingerregler når du læser studier af effekten af nedlukninger

Gennem de første tre år af pandemien var der ofte folk, der sendte mig studier af effekten af nedlukninger, som angiveligt viste, at nedlukninger var meget effektive. Som beskrevet kapitel 3 er der en række forhold, man skal være opmærksom på, før man tager resultaterne i disse studier for gode varer.

Hvis du – måske ansporet af denne bog – begynder at debattere effekten af nedlukninger med venner, familie og kolleger, kan du ende i en lignende situation, hvor fortalerne for nedlukningerne oversvømmer din indbakke med forskning, der – angiveligt – viser det stik modsatte af, hvad du har læst i denne bog.

Da det kan være meget tidskrævende at læse alle studier, får du her fem tommelfingerregler, jeg udviklede for rimelig let at kunne skille skidt fra kanel i de debatter, jeg deltog i. Hvis du kan svare “Ja” til et af de fem spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at undersøgelsen ikke siger noget validt om effekten af nedlukninger.

1) Er undersøgelsen baseret på modelleringer?

Bruger forskerne en epidemiologisk model til at beskrive antallet af positive tests, indlæggelser og dødsfald, med og/eller uden nedlukninger? Hvis ja, siger studiet sandsynligvis ikke noget om effekten af nedlukningerne, da resultaterne afhænger 100% af forskernes antagelser i modellen.

Du kan søge efter ordet “model” for at finde indikationer for, om der er tale om et modelstudie, men vær meget forsigtig, da “model” også bruges til at beskrive den empiriske model, forskerne har brugt til at analysere data. Før du ser bort fra studiet, skal du være sikker på, at der er tale om en epidemiologisk model a’la SIR-modellen, som jeg gennemgår i kapitel 5.

2) Negligerer studiet effekten af frivillige adfærdsændringer?

Ofte – men langt fra altid – skriver forskerne direkte, at de ikke kan skelne mellem effekten af nedlukninger og effekten af frivillige adfærdsændringer? Mange forskere skriver som Flaxman m.fl. (2020) noget a’la ”our parametric form of Rt assumes that changes in Rt are an immediate response to interventions rather than gradual changes in behaviour, and it does not include importation or subnational variation”, hvilket tydeligt indikerer, at studiet ikke undersøger effekten af nedlukningerne, men effekten af samfundets samlede svar på pandemien. Jeg søger normalt efter “behavior“, “spontaneous“, “voluntary” og lignende ord, for at finde de steder, hvor forskerne skriver om det. Hvis de skriver om det. For det gør de desværre ikke altid.

3) Fejler studiet i forhold til at bruge en relevant kontrolgruppe?

Anvender forskerne bag studiet en tilgang, hvor de har en relevant kontrolgruppe, fx ved at bruge en difference-in-difference tilgang? Denne regel er lidt vanskelig, hvis du ikke er bekendt med empiriske metoder (og faktisk ofte også selvom du er, fordi det ikke altid fremgår klart). Det du er på udkig efter er, om forskerne har en eller anden form for kontrolgruppe, eller fx blot sammenligner “før nedlukning” med “efter nedlukning” uden en kontrolgruppe. Hvis ja, kan du ikke stole på deres resultater, da de ikke skelner mellem virkningerne af nedlukninger og andre effekter såsom frivillige adfærdsændringer.

4) Er der et (meget) lille datagrundlag?

Cherrypicker forskerne lande eller stater, når de skal undersøge effekten af nedlukningerne? Der er flere studier, der ved første øjekast bruger en gyldig metode til at analysere effekten af nedlukninger, men hvor resultaterne er biased, fordi forskerne har fokuseret på højt profilerede tilfælde som fx Sverige, New York eller Italien, der alle blev ramt tidligt og hårdt af pandemien. Hvis de gør det, så tænk over hvorfor de ikke undersøger fx Japan eller Island, som havde få dødsfald og meget milde nedlukninger. Eller Belgien som havde rigtig mange dødsfald og meget hårde nedlukninger?

5) Forveksles “statistisk signifikant” med “politisk signifikant”?

Når et resultat er statistisk signifikant, betyder det, at resultatet næppe er tilfældigt. Det betyder ikke, at det er af praktisk betydning. Et resultat, der viser, at nedlukninger reducerede dødeligheden med 0,1%, kan være statistisk signifikant, men er ikke af praktisk betydning – det er ikke politisk signifikant. Et statistisk signifikant resultat kan derfor reelt vise sig at vise det stik modsatte af, hvad den person, der viser dig undersøgelsen, regner med.

Vær forsigtig!

Bemærk, at ovenstående alene er tommelfingerregler. Det betyder, at de virker generelt, men ikke nødvendigvis altid. Så vær forsigtig! Og jeg må hellere bemærke, at vores metastudie naturligvis ikke er baseret på tommelfingerregler.

UK Covid Inquiry (Englands meget politiske corona-kommission) har netop udgivet deres rapport, hvor de baseret på modelkørsler vurderer, at “hvis landet i marts 2020 var blevet lukket ned en uge tidligere, så var antallet af dødsfald i den første covid-bølge blevet mindsket med 23.000,” som TV2 formulerer det.

Nedenstående er en af de infobokse, jeg endte med at droppe i min bog, “Prisen værd?“, hvor jeg evaluerer nedlukningerne.

Tror de virkelig selv på det? 🙂

I 2023 delte Storbritanniens tidligere sundhedsminister, Matt Hancock, 100.000 WhatsApp-beskeder med journalisten Isabel Oakeshott i forbindelse med en bogudgivelse. Oakeshott lækkede senere beskederne til The Telegraph, som offentliggjorde dem under navnet “Lockdown Files”.

Selvom afsløringerne ikke fik omtale i danske medier, rummer de indhold af potentiel interesse for danske læsere. Beskederne viser bl.a., hvordan den britiske regering og myndigheder bevidst fordrejede information for at fremme politiske mål.

Særligt én besked fra Liam Booth-Smith, rådgiver for den daværende finansminister Rishi Sunak, er i mine øjne interessant. Han stillede det logiske spørgsmål: Hvilken yderligere effekt har en nedlukning, når befolkningen allerede passer godt på sig selv? Dette spørgsmål blev aldrig fulgt op, og kun fire dage senere indførte Boris Johnson et udgangsforbud, der reelt låste briterne inde i deres hjem.

Kilde: The Telegraph, 7. marts 2023

I det seneste afsnit af min podcast, Regelstaten, talte jeg med tidligere miljøøkonomiske vismand, Lars Gårn Hansen, om konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det var en lærerig samtale, hvor vi bl.a. talte om, hvorfor økonomer tilsyneladende ser meget mere positivt på fremtiden med klimaforandringer end mange andre faggrupper.

Under vores samtale kommer vi bl.a. kom ind på tipping points og hvad de kan betyde for menneskers velfærd. Bl.a. fortæller Lars Gårn Hansen, at et kollaps af AMOC og Golfstrømmen kan ske meget hurtigt, med store ændringer i temperaturen over bare 10 år og et egentlig kollaps i løbet af blot 50 år.

Konsekvensen af et sådan et kollaps vil være enorme. Lars Gårn Hansen fortæller, at det “kunne ligne en halvering af den økonomiske vækst, vi ellers forventer over den 50-årige periode”. Altså en enorm omkostning… Men ikke ligefrem en eksistentiel trussel, selvom der selvfølgelig vil være nogle områder, der er ramt hårdere end andre.

I kan lytte til hele samtalen på YouTube eller i jeres podcast-app (bare søg på Regelstaten).

Der er mange bud på, hvordan man sikrer billigere boliger i København. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vil stramme prisreguleringen, så flere boliger i København udlejes til mindre end markedsprisen.

Mens huslejeregulering rigtignok reducerer huslejen på de regulerede boliger, har politikken samtidig enormt mange uønskede sideeffekter. Huslejeregulering øger fx søgeomkostningerne, øger den horisontale ulighed, omfordeler til de rigeste, fører til højere priser på ikke-regulerede boliger, giver mindre effektiv jobsøgning osv. osv. Nåh ja, og så selvfølgelig boligmangel.

Listen er lang, og det er ikke kun for sjov, at økonomer af og til diskuterer, om det er huslejeregulering eller bombning, der er værst for en by.

En løsning, der desværre er yderst begrænset fokus på fra flertallet på Rådhuset, er at bygge flere boliger. Når udbuddet stiger, falder prisen som hovedregel, selvom der også kan være en agglomerationseffekt (gevinster ved at bo tættere), der alt andet lige trækker i retning af højere priser.

Men at flere boliger samlet set fører til lavere priser, viser nedenstående figur fra Apartment List ganske tydelig. Den er hermed delt med Punditokraternes læsere med opfordring til at dele den vidt og bred på sociale medier.

Økonomiske principper om huslejeregulering

I podcasten “Økonomiske principper” har vi flere gange talt om boligpriser. I seneste afsnit talte vi bl.a. om Pelle Dragsteds fejlopfattelse af, hvad frie markeder kan gøre for boligpriserne. Lyt med i din podcast-app eller se med på YouTube.

Nedenstående figur er figur 4.3 i Boligredegørelsen 2024. Den viser, hvilke boligformer, københavnerne bor i, afhængig af deres indkomst opdelt på deciler (10. decil er de 10% med de højeste indkomster).

Figuren viser med al sin enkelthed, hvorfor prisregulering af boliger (huslejeregulering & andelsboliger) er en rigtig, rigtig dårlig måde at reducere uligheden på. Figuren viser nemlig, at en meget stor del af de regulerede boliger tilfalder de københavnere, der har de højeste indkomster. Selv for de rigeste 10% udgør de regulerede boliger mindst 20% af boligerne (almen bolig, andels bolig og privat udlejning før 1992 + nogle deleboliger + delvist udlejning efter 1991).

COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg

I min bog om COVID-nedlukningerne, Prisen Værd? (kan også lånes på biblioteket), har jeg en oversigt over de randomiserede forsøg (og det, der næsten ligner), som jeg er stødt på under min research.

Konklusionen ud fra disse state-of-the-art studier er præcis den samme, som vi fandt i vores metastudie: Nedlukningerne havde yderst marginal effekt på COVID-19-dødeligheden.

Siden jeg skrev bogen, er jeg stødt på yderligere to randomiserede forsøg, som begge handler om risikoen ved at deltage i koncerter, Revollo et al. (2021) og Delaugerre et al. (2022). Dem skal vi se lidt nærmere på i det følgende.

Revollo et al. afholdt en koncert i Barcelona d. 12. december 2020, med deltagelse af 465 unge mennesker. 495 fungerede som kontrol. Deltagerne til koncerten blev testet med en hurtigtest, og alle fik udleveret et mundbind (N95), ventilationen var skruet helt op, og der var krav om, at man holdt afstand. Til gengæld blev der serveret alkohol.

Delaugerre et al. afholdt en koncert i Paris d. 29. maj 2021, hvor næsten 7.000 personer blev randomiseret, hvoraf omkring 4.500 fik adgang til koncert i Accor Arena, mens resten måtte blive hjemme. For at komme ind skulle deltagerne have en negativ hurtigtest inden for 3 dage op til koncerten. Ligesom hos Revollo et al.  skulle deltagerne bære mundbind (almindelige kirurgisk mundbind), og ventilationen var skruet helt op. Til gengæld var der ikke krav om afstand (folk måtte synge og danse, mens alkohol var forbudt.

Figuren nedenfor viser de centrale resultater fra de to randomiserede studier. I Barcelona var der færre smittede blandt koncertgæsterne (nul!), mens der i Paris var lidt flere smittede blandt koncertgæsterne. I begge tilfælde var forskellen insignifikant.

Begge studier viser altså det samme, som de andre randomiserede forsøg, der er lavet af nedlukningerne: Nedlukningerne havde ingen nævneværdig effekt.

Man kan selvfølgelig indvende, at der var andre foranstaltninger til koncerterne, og at det var mundbind, ventilation osv., der gjorde, at det blev til en sikker oplevelse for de unge. Men det er ”a feature, not a bug”. Det er ikke fordi fysisk afstand ikke virker, at nedlukningerne ikke havde den effekt, politikere og sundhedseksperter forestillede sig. Det er fordi, at folk tilpassede sig til begivenhederne. Havde man afholdt koncerter under corona-pandemien, ville både arrangører og deltagere have gjort mange ting for at sikre, at gæsterne havde en sikker oplevelse. Desuden laver folk jo noget andet, når de ikke er til koncert, som også kan medføre smittefare (de fleste bliver smittet i hjemmet, på arbejde eller i sundheds- og plejesektoren).

En anden indvending er, at smitteudbredelsen var relativt lav, da forsøgene blev gennemført, og man derfor ikke kan overføre resultaterne til perioder med større smittespredning. Det er sådan set en valid pointe, men som jeg skriver i bogen om et norsk eksperiment:

Det kan godt være, at der var få smittede, og at det var derfor, det ikke virkede at lukke fitnesscentrene i denne periode. Men hvorfor var fitnesscentrene så lukket ned? I mine øjne viser studiet som minimum, at det var en fejl at nordmændene lukkede fitnesscentrene i forsøgsperioden fra 25. maj til 15. juni 2020, og at det er mest sandsynligt, at nedlukningen af fitnesscentrene forværrede pandemien i denne periode. Derudover sår studiet naturligvis betydelig tvivl om effekten af at lukke fitnesscentre på andre tidspunkter.  

Da koncerterne blev afholdt var der meget strikse forsamlingsforbud i både Barcelona og Paris. I Barcelona var “indoor meetings of more than six people were banned,” og i Paris var “gatherings with more [than] ten people banned.” Som minimum viser studierne, at disse krav var ubegrundede på daværende tidspunkt. Om det var begrundet på andre tidspunkter, er nok også tvivlsomt.

Bottom line er, at de to randomiserede studier finder effekter, der er i samme størrelsesorden som de effekter, vi finder i vores metastudie. Her fandt vi, at forbuddet mod større forsamlinger øgede antallet af COVID-19-dødsfald med 5,9%.

Læs ”Prisen værd?”

I ”Prisen værd?”  forklarer jeg, hvorfor nedlukningerne slog fejl, hvorfor så mange blev ført på vildspor af dårlige data, hvad omkostningerne var, og hvordan vi håndterer næste pandemi bedre. Bogen er skrevet i et sprog, så Punditokraternes sagtens kan være med.

Du kan købe bogen i boghandlen, eller låne den på biblioteket.

Referencer

Delaugerre, Constance, Frantz Foissac, Hendy Abdoul, Guillaume Masson, Laure Choupeaux, Eric Dufour, Nabil Gastli, et al. 2022. “Prevention of SARS-CoV-2 Transmission during a Large, Live, Indoor Gathering (SPRING): A Non-Inferiority, Randomised, Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 22 (3):341–48. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00673-3.

Revollo, Boris, Ignacio Blanco, Pablo Soler, Jessica Toro, Nuria Izquierdo-Useros, Jordi Puig, Xavier Puig, et al. 2021. “Same-Day SARS-CoV-2 Antigen Test Screening in an Indoor Mass-Gathering Live Music Event: A Randomised Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 21 (10):1365–72. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00268-1.

LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.

Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.

Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..

I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.

Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).

For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.

Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.

Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.

Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.

NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.

Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:

“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”

Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.

Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”

Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod

Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl

Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.

At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.

Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.

I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?

Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).

En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse

Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalog fra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:

1. Miljøstyrelsen analyserede ikke en ren model med central sortering. I deres scenarie med central sortering forudsættes det, at størstedelen af danskerne fortsat kildesorterer før affaldet sendes central sortering. I mine øjne en ret mærkværdig antagelse, fordi det gør gevinsten ved at sortere centralt meget lille, fordi man bl.a. ikke opnår de store besparelser, der er ved at affaldsselskaberne ikke skal afhente nær så mange fraktioner ved husstandene.
2. Tids- og pladsforbruget blev ikke medregnet i Miljøstyrelsens analyse – på trods af at De Økonomiske Råd allerede i 2014 kritiserede denne tilgang. Min analyse inkluderer derfor de omkostninger, der opstår, når borgere skal bruge tid og kvadratmeter på affaldssortering.

Hvad betyder det?

Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.

Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.

Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…

Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme. 

Læs hele analysen her: https://1spand.nu/wp-content/uploads/2025/06/Samfundsoekonomisk-analyse-af-kildesortering-05-06-2025-1.pdf

PS: Claus og jeg taler om analysen (og meget andet) i seneste afsnit af Økonomiske principper.

For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.

Du kan købe bogen her.

Frivillige adfærdsændringer kom før nedlukningerne

Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.

Hvordan sikrer man, at sundhedssektoren kan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.

Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.

Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.

Storbritannien

Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]

Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.

Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).

Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner

Kilde: Wood (2021)

Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]

Tyskland

Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.

Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.

På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.

Referencer

Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.

Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.

Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.

———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.

Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.

[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/

[2] Wood (2022)

[3] Wood og Wit (2021)

[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/

Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.

Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.

Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?

Det er helt fladt!

I min bog, “Prisen værd?” I(som du kan købe hos alle boghandlere), har jeg nedenstående citat fra en britisk rapport om skolefravær.

“Before Covid, I was all about getting the kids into school. Education was a major thing. After Covid, I’m not going to lie to you, my take on attendance now is like I don’t really care anymore. Life’s too short.”

Citatet er ikke løsrevet fra virkeligheden. COVID-19 var ufarligt for børn og mestendels deres forældre. Alligevel valgte politikerne at lukke skolerne. Det sendte et meget uheldigt signal.

Vi ved i dag med sikkerhed (så sikker, som forskning nu gengang tillader, vi kan blive), at skolelukningerne ingen markant effekt havde på pandemien. Til gengæld har den haft store konsekvenser for børnene, hvilket bl.a. illustreres af nedenstående figur. Figuren Figur viser for hver kommune andelen af elever i grundskolen, der har mere end 10% fravær. Den blå del af hver søjle viser fraværet i 2018/19 (før skolelukningerne), mens den røde del viser ændringen fra 2018/19 til 2023/24. Næsten alle kommuner har oplevet markante stigninger i fraværet efter pandemien.

Konsekvensen ser man måske i en netop udgivet analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at andelen, der ikke består dansk og matematik i Folkeskolen, er steget markant efter pandemien, jf. nedenstående figur.

Jeg har tidligere argumenteret for, at skolelukningerne var en større skandale end minkskandalen. Det er ikke en holdning, jeg umiddelbart ser argumenter for at ændre…

Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:

De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.

Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.

Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.

Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.

Det er næsten imponerende.

Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.

Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?

Ifølge Finansministeriet er antallet af administrative årsværk og ledere i Færdselsstyrelsen steget fra 160 i 2019 til 520 i 2023. En stigning på intet mindre end 222%.

Men hvorfor? Der er ganske givet flere forklaringer, men en væsentlig forklaring er, at Færdselsstyrelsen har fået langt flere opgaver. Det ses tydeligt i antallet af gange, Færdselsstyrelsen nævnes i statens forskrifter (love og bekendtgørelser), jf. nedenstående figur, der er lavet på baggrund af data fra Reguleringsdatabasen.

I 2019 var Færdselsstyrelsen nævnt 395 gange i 51 forskrifter. I 2022 var omfanget steget til 931 gange i 105 forskrifter — en stigning på henholdsvis 136% og 106%.

Så vidt jeg kan forstå på ChatGPT, har Færdselsstyrelsen bl.a. fået opgaverne med at implementere EU’s vejpakke samt bekæmpe social dumping og sikre ordentlige arbejdsforhold i transportbranchen, ligesom styrelsen er blevet involveret i diverse klimatiltag (fx EU’s AFI-forordning — Alternative Fuels Infrastructure, der kræver etablering af lade- og tankinfrastruktur til alternative drivmidler).

Hvis man vitterligt vil have færre bureaukrater i Staten, er der altså noget der tyder på, at et første skridt er at begrænse mængden af opgaver, man ønsker bureaukraterne skal løse.

På 5-årsdagen for nedlukningerne d. 11. marts 2020, udgav jeg min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne.

Selvom bogen havde skarp konkurrence fra Trumps eskapader og valget i Grønland, fik den en del presseomtale. Nedenfor er der links til de skrevne medier, jeg er opmærksom på, men jeg vil også gerne fremhæve min samtale med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerlig Tabloid, som jeg virkelig synes var vellykket. Vores samtale kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=qS_IBuOWc1Y

Links til skrevne medier

• Berlingske: “Samfundssindet sejrede, og coronanedlukningerne var en fejl, argumenterer økonom i ny bog”, https://www.berlingske.dk/indland/samfundssindet-sejrede-og-coronanedlukningerne-var-en-fejl-argumenterer
• Jyllands-Posten: “Gjorde vi det rigtige, da vi lukkede landet ned? Uenigheden raser stadig, fem år efter corona ramte Danmark”, https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17981917/gjorde-vi-det-rigtige-da-vi-lukkede-landet-ned-uenigheden-raser-stadig-fem-aar-efter-corona-ramte-danmark/
• BT: “Økonom på femårsdagen: Nedlukningerne var en kæmpe fejl”, https://www.bt.dk/debat/oekonom-paa-femaarsdagen-nedlukningerne-var-en-kaempe-fejl
• Kontrast: “Fem år efter – var det prisen værd?”, https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/fem-aar-efter-var-det-prisen-vaerd
• Skive Folkeblad: “Så er det sagt”

Prisen værd? kan købes ved alle større boghandlere

Jeg sidder og læser lidt i vismandsrapporten “Økonomi og Miljø 2014“, hvor de i kapitel 2 skriver følgende:

Fosfor er et eksempel på et råstof, som ikke kan substitueres med et andet råstof. Fosfor er et essentielt næringsstof for planter, og global mangel på fosfor vil ultimativt påvirke jordens samlede fødevareproduktion. Prisen på fosfor har været stabil i mange år, men er siden 2007 steget kraftigt, hvilket har ført til bekymring for en kommende, global mangel på fosfor.

Herefter følger et afsnit, som nok bedst kan fortolkes som om, at Vismændene ikke så nogen grund til større panik. Men affaldssortere skulle vi altså.

Nedenstående figur fra Walsh et al. (2023) viser prisudviklingen fra 1991 til 2013. Figuren viser, at hvis ikke Rusland havde invaderet Ukraine, så tyder alt på, at vi i dag ville have haft markant lavere pris end i 2014, hvor vismændenes rapport udkom. Altså er der ikke noget som helst tegn på, at vi er global mangel.

Hele historien viser vigtigheden af at kunne sætte nuværende prisudviklinger ind i en teoretisk kontekst. Er der en grund til, at priserne er steget betydeligt, som markedet ikke kan løse? For ellers vil det normale regime, hvor stigende priser er et signal til producenter om at øge produktionen og til forbrugerne om at sænke forbruget, sætte ind, og over tid få priserne ned igen.

Simon vinder altid…

REKLAME: Hvis du synes nedenstående er spændende, vil jeg anbefale min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer nedlukningerne og går i dybden med, hvorfor epidemiologerne tager fejl. Køb den her.

Epidemiologerne Lone Simonsen, Viggo Andreasen og Daniel Munch Nielsen har 10. marts 2025 udgivet en kronik i Politiken, hvor de hævder, at 21.000 danskere ville være døde under første bølge uden nedlukning.

Det lyder voldsomt i forhold til de beskedne effekter vi økonomer finder i vores metastudie, hvor effekten overført til danske forhold svarer til 84-304 forhindrede dødsfald under hele pandemien, men dykker vi lidt ned i baggrunden, tyder meget på, at vi er relativt enige. Epidemiologerne er bare mere uforsigtige med deres ordvalg i forhold til økonomerne.

Epidemiologerne blander effekterne af restriktioner og frivillige adfærdsændringer sammen

Den væsentligste forskel opstår, fordi epidemiologerne med “nedlukning” referer til hele samfundets svar på pandemien, herunder alt det vi på baggrund af information og anbefalinger gjorde helt frivilligt. Det fremgår fx af nedenstående citat:

Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?

Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.

Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.

Hvis du spørger en tilfældig dansker på Strøget, om Sverige lukkede ned under pandemien, vil han/hun med meget stor sandsynlighed svarer nej. Sverige var åben under pandemien. Men spørger du en epidemiolog fra Pandemix på RUC, var Sverige lukket ned, fordi svenskerne holdt afstand.

Ingen har monopol på, hvad ordet “nedlukning” betyder, men ved at bruge ordet på en helt anden måde, end danskerne opfatter det, forplumrer epidemiologerne debatten. Jeg synes — ikke overraskende — meget bedre om, at man klart adskiller skidt fra kanel, og bruger “nedlukninger” om regeringens restriktioner, og dermed adskiller det klart fra alt det, vi gjorde frivlligt.

Bottom line er dog, at der ikke er nogen større modstrid mellem økonomernes 84-304 forhindrede dødsfald og epidemiologernes 21.000 forhindrede dødsfald.

Epidemiologerne misforstår fuldstændig situationen i Sverige

Epidemiologerne kommer også med nogle påstande om situationen i Sverige, som i mine øjne er helt skudt forbi skiven.

KÆMPE FORSKEL I OMFANGET AF RESTRIKTIONER
For det første hævder de, at svenskerne i løbet af pandemien endte med samme grad af restriktioner som i Danmark.

Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.

Oxford Stringency Index er glimrende til at få et generelt billede af, hvor hårdt de enkelte lande er lukket ned. Men det kan altså ikke bruges til at sammenligne to lande. Sverige var langt mere åben end Danmark – også under anden bølge. Først og fremmest var grundskolerne selvfølgelig ikke lukket, men butikker, restauranter og barer var heller ikke lukket. Der var heller ikke påbud om mundbind, og de havde (stort set) ikke krav om vaccinepas.

Det tenderer misinformation at hævde, at de to lande havde “næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien”.

SVENSK NEDLUKNING KUNNE IKKE GØRE NOGET MOD STOR OVERDØDELIGHED
Epidemiologerne antyder også, at den manglende nedlukning i Sverige tydeligt ses i de svenske dødstal i foråret 2020, jf. dette citat.

I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.

For det første bør man notere sig, at svenskerne lukkede gymnasier og universiteter allerede 18. marts 2020 – kun to dage senere end i Danmark. Men epidemiologernes største synd er, at de slet ikke forholder sig til smittens udbredelse omkring nedlukningstidspunktet.

Det kræver ellers ikke det store arbejde at indse, at Sverige stod et helt andet sted i midten af marts i 2020. Det ses nemt af nedenstående figur. Fra man smittes og til man dør, går der ca. 3 uger. Den danske nedlukning blev annonceret om aftenen d. 11. marts, men startede reelt først d. 16. marts med skolelukningerne (restauranter, barer mv. lukkede 18. marts).

Effekten af annonceringen vil altså først kunne ses i dødstallene ca. 1. april, mens effekten af selve nedlukningen kan ses fra ca. 6. april. Dette tidsspænd er markeret med orange i figuren nedenfor. Figurerne viser meget tydeligt, at der hver dag døde langt flere i Sverige før nedlukningerne kunne have en effekt. Så uanset hvad svenskerne havde gjort, ville de have haft betydetligt flere dødsfald.

Når epidemiologerne slutter af med at skrive, at “for at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen“. Men de bidrager selv med at sprede det, der tenderer misinformation.

Jeg havde ærligt talt forventet mig mere her fem år efter det velkendte pressemøde.

I min kommende bog, Prisen værd?, har jeg et kapitel med en række eksempler på, at myndighederne overså klare tegn på, at restriktionerne ikke virkede.

Et af eksemplerne er lukningen af skolerne i Kolding Kommune d. 22. februar 2021. Figuren her viser udviklingen i smitten i Kolding omkring skolelukningen (rød streg) og åbningerne (grønne streger). Da der går flere dage fra, man bliver smittet og til man tester positivt, vil en evt. effekt af skolelukningen tidligst kunne ses omkring 26.-28. februar.

Det kræver ikke en ph.d. i epidemiologi eller raketvidenskab at se, at smitten faldt før man lukkede skolerne, og at skolerne var lukket i to uger uden nogen som helst grund, da smitten var nærmest præcis den samme, da man først lukkede og senere åbnede skolerne.

Det er blot ét af mange eksempler, der underbygger den forskning, jeg gennemgår i bogen, som meget klart viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt på pandemiens udvikling.

BOGLANCERING PÅ CHRISTIANSBORG D. 11. MARTS KL. 15:30
Bogen lanceres tirsdag d. 11. marts kl. 15:30 på Christiansborg, hvor også Stinus Lindgren – der har skrevet forord til bogen – vil holde oplæg. Journalister kan skrive til jherby@gmail.com, for at få en kopi af bogen og blive tilmeldt arrangementet.

Almindeligt dødelige kan forudbestille bogen til kun 250,- inkl. 50 kr. i rabat og gratis fragt her: https://dahl-madsen.dk/prisen-vaerd/