LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.
Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.
Nyt studie: 21,7% mener sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt – og flere mænd, ældre, kortuddannede, i provinsen og religiøse mindretal som islam, Indre Mission og Jehovas Vidner. Kræver politisk handling og ansvar fra religiøse org. #dkpolhttps://t.co/KU4kkGASftpic.twitter.com/XIabbsvK9f
Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..
I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.
Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).
For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.
Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.
Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.
Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.
NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.
Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:
“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”
Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.
Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”
Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod
Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl
Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.
At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.
Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.
I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?
Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).
En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse
Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalogfra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:
Miljøstyrelsen analyserede ikke en ren model med central sortering. I deres scenarie med central sortering forudsættes det, at størstedelen af danskerne fortsat kildesorterer før affaldet sendes central sortering. I mine øjne en ret mærkværdig antagelse, fordi det gør gevinsten ved at sortere centralt meget lille, fordi man bl.a. ikke opnår de store besparelser, der er ved at affaldsselskaberne ikke skal afhente nær så mange fraktioner ved husstandene.
Tids- og pladsforbruget blev ikke medregnet i Miljøstyrelsens analyse – på trods af at De Økonomiske Råd allerede i 2014 kritiserede denne tilgang. Min analyse inkluderer derfor de omkostninger, der opstår, når borgere skal bruge tid og kvadratmeter på affaldssortering.
Hvad betyder det?
Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.
Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.
Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…
Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme.
For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.
Frivillige adfærdsændringer kom før nedlukningerne
Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.
Hvordan sikrer man, at sundhedssektorenkan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.
Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.
Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.
Storbritannien
Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]
Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.
Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).
Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner
Kilde: Wood (2021)
Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]
Tyskland
Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.
Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.
På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.
Referencer
Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.
Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.
Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.
———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.
Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.
[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/
[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/
Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.
Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.
Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?
DER MANGLER IKKE PLADS, MEN VILJE! Der er begrænset plads i København, og før eller siden når vi måske et punkt, hvor der ikke er plads til flere boliger. Men der er vi langt fra endnu. Hvis vi ville, kunne vi skabe boliger til 100.000-vis af nye københavnere og samtidig få styr… pic.twitter.com/ZeibecvilN
Hvorfor helt til Kastrup. Alt det her (sådan ca.) er jo fladt som en pandekage. Det er skørt. Der kunne bo 2-300.000 flere i Kbh, hvis vi byggede lige så tæt som Frederiksberg. Og det er jo ikke engang rigtig tæt. pic.twitter.com/JPq9oVAl4g
“Before Covid, I was all about getting the kids into school. Education was a major thing. After Covid, I’m not going to lie to you, my take on attendance now is like I don’t really care anymore. Life’s too short.”
Citatet er ikke løsrevet fra virkeligheden. COVID-19 var ufarligt for børn og mestendels deres forældre. Alligevel valgte politikerne at lukke skolerne. Det sendte et meget uheldigt signal.
Vi ved i dag med sikkerhed (så sikker, som forskning nu gengang tillader, vi kan blive), at skolelukningerne ingen markant effekt havde på pandemien. Til gengæld har den haft store konsekvenser for børnene, hvilket bl.a. illustreres af nedenstående figur. Figuren Figur viser for hver kommune andelen af elever i grundskolen, der har mere end 10% fravær. Den blå del af hver søjle viser fraværet i 2018/19 (før skolelukningerne), mens den røde del viser ændringen fra 2018/19 til 2023/24. Næsten alle kommuner har oplevet markante stigninger i fraværet efter pandemien.
Konsekvensen ser man måske i en netop udgivet analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at andelen, der ikke består dansk og matematik i Folkeskolen, er steget markant efter pandemien, jf. nedenstående figur.
Jeg har tidligere argumenteret for, at skolelukningerne var en større skandale end minkskandalen. Det er ikke en holdning, jeg umiddelbart ser argumenter for at ændre…
Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:
De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.
Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.
Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.
Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.
Det er næsten imponerende.
Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.
Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?
Just to summarize what’s happened in the last few weeks:
They concocted this whole thing based on a fundamental misunderstanding of the global economy. They think manufacturing jobs will come back (they won’t). They think free trade made us poor, when it actually made us rich.…
Ifølge Finansministeriet er antallet af administrative årsværk og ledere i Færdselsstyrelsen steget fra 160 i 2019 til 520 i 2023. En stigning på intet mindre end 222%.
Men hvorfor? Der er ganske givet flere forklaringer, men en væsentlig forklaring er, at Færdselsstyrelsen har fået langt flere opgaver. Det ses tydeligt i antallet af gange, Færdselsstyrelsen nævnes i statens forskrifter (love og bekendtgørelser), jf. nedenstående figur, der er lavet på baggrund af data fra Reguleringsdatabasen.
I 2019 var Færdselsstyrelsen nævnt 395 gange i 51 forskrifter. I 2022 var omfanget steget til 931 gange i 105 forskrifter — en stigning på henholdsvis 136% og 106%.
Så vidt jeg kan forstå på ChatGPT, har Færdselsstyrelsen bl.a. fået opgaverne med at implementere EU’s vejpakke samt bekæmpe social dumping og sikre ordentlige arbejdsforhold i transportbranchen, ligesom styrelsen er blevet involveret i diverse klimatiltag (fx EU’s AFI-forordning — Alternative Fuels Infrastructure, der kræver etablering af lade- og tankinfrastruktur til alternative drivmidler).
Hvis man vitterligt vil have færre bureaukrater i Staten, er der altså noget der tyder på, at et første skridt er at begrænse mængden af opgaver, man ønsker bureaukraterne skal løse.
På 5-årsdagen for nedlukningerne d. 11. marts 2020, udgav jeg min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne.
Selvom bogen havde skarp konkurrence fra Trumps eskapader og valget i Grønland, fik den en del presseomtale. Nedenfor er der links til de skrevne medier, jeg er opmærksom på, men jeg vil også gerne fremhæve min samtale med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerlig Tabloid, som jeg virkelig synes var vellykket. Vores samtale kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=qS_IBuOWc1Y
Links til skrevne medier
Berlingske: “Samfundssindet sejrede, og coronanedlukningerne var en fejl, argumenterer økonom i ny bog”, https://www.berlingske.dk/indland/samfundssindet-sejrede-og-coronanedlukningerne-var-en-fejl-argumenterer
Jyllands-Posten: “Gjorde vi det rigtige, da vi lukkede landet ned? Uenigheden raser stadig, fem år efter corona ramte Danmark”, https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17981917/gjorde-vi-det-rigtige-da-vi-lukkede-landet-ned-uenigheden-raser-stadig-fem-aar-efter-corona-ramte-danmark/
BT: “Økonom på femårsdagen: Nedlukningerne var en kæmpe fejl”, https://www.bt.dk/debat/oekonom-paa-femaarsdagen-nedlukningerne-var-en-kaempe-fejl
Kontrast: “Fem år efter – var det prisen værd?”, https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/fem-aar-efter-var-det-prisen-vaerd
Skive Folkeblad: “Så er det sagt”
Prisen værd? kan købes ved alle større boghandlere
Jeg sidder og læser lidt i vismandsrapporten “Økonomi og Miljø 2014“, hvor de i kapitel 2 skriver følgende:
Fosfor er et eksempel på et råstof, som ikke kan substitueres med et andet råstof. Fosfor er et essentielt næringsstof for planter, og global mangel på fosfor vil ultimativt påvirke jordens samlede fødevareproduktion. Prisen på fosfor har været stabil i mange år, men er siden 2007 steget kraftigt, hvilket har ført til bekymring for en kommende, global mangel på fosfor.
Herefter følger et afsnit, som nok bedst kan fortolkes som om, at Vismændene ikke så nogen grund til større panik. Men affaldssortere skulle vi altså.
Nedenstående figur fra Walsh et al. (2023) viser prisudviklingen fra 1991 til 2013. Figuren viser, at hvis ikke Rusland havde invaderet Ukraine, så tyder alt på, at vi i dag ville have haft markant lavere pris end i 2014, hvor vismændenes rapport udkom. Altså er der ikke noget som helst tegn på, at vi er global mangel.
Hele historien viser vigtigheden af at kunne sætte nuværende prisudviklinger ind i en teoretisk kontekst. Er der en grund til, at priserne er steget betydeligt, som markedet ikke kan løse? For ellers vil det normale regime, hvor stigende priser er et signal til producenter om at øge produktionen og til forbrugerne om at sænke forbruget, sætte ind, og over tid få priserne ned igen.
REKLAME: Hvis du synes nedenstående er spændende, vil jeg anbefale min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer nedlukningerne og går i dybden med, hvorfor epidemiologerne tager fejl. Køb den her.
Epidemiologerne Lone Simonsen, Viggo Andreasen og Daniel Munch Nielsen har 10. marts 2025 udgivet en kronik i Politiken, hvor de hævder, at 21.000 danskere ville være døde under første bølge uden nedlukning.
Det lyder voldsomt i forhold til de beskedne effekter vi økonomer finder i vores metastudie, hvor effekten overført til danske forhold svarer til 84-304 forhindrede dødsfald under hele pandemien, men dykker vi lidt ned i baggrunden, tyder meget på, at vi er relativt enige. Epidemiologerne er bare mere uforsigtige med deres ordvalg i forhold til økonomerne.
Epidemiologerne blander effekterne af restriktioner og frivillige adfærdsændringer sammen
Den væsentligste forskel opstår, fordi epidemiologerne med “nedlukning” referer til hele samfundets svar på pandemien, herunder alt det vi på baggrund af information og anbefalinger gjorde helt frivilligt. Det fremgår fx af nedenstående citat:
Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?
Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.
Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.
Hvis du spørger en tilfældig dansker på Strøget, om Sverige lukkede ned under pandemien, vil han/hun med meget stor sandsynlighed svarer nej. Sverige var åben under pandemien. Men spørger du en epidemiolog fra Pandemix på RUC, var Sverige lukket ned, fordi svenskerne holdt afstand.
Ingen har monopol på, hvad ordet “nedlukning” betyder, men ved at bruge ordet på en helt anden måde, end danskerne opfatter det, forplumrer epidemiologerne debatten. Jeg synes — ikke overraskende — meget bedre om, at man klart adskiller skidt fra kanel, og bruger “nedlukninger” om regeringens restriktioner, og dermed adskiller det klart fra alt det, vi gjorde frivlligt.
Bottom line er dog, at der ikke er nogen større modstrid mellem økonomernes 84-304 forhindrede dødsfald og epidemiologernes 21.000 forhindrede dødsfald.
Epidemiologerne misforstår fuldstændig situationen i Sverige
Epidemiologerne kommer også med nogle påstande om situationen i Sverige, som i mine øjne er helt skudt forbi skiven.
KÆMPE FORSKEL I OMFANGET AF RESTRIKTIONER For det første hævder de, at svenskerne i løbet af pandemien endte med samme grad af restriktioner som i Danmark.
Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.
Oxford Stringency Index er glimrende til at få et generelt billede af, hvor hårdt de enkelte lande er lukket ned. Men det kan altså ikke bruges til at sammenligne to lande. Sverige var langt mere åben end Danmark – også under anden bølge. Først og fremmest var grundskolerne selvfølgelig ikke lukket, men butikker, restauranter og barer var heller ikke lukket. Der var heller ikke påbud om mundbind, og de havde (stort set) ikke krav om vaccinepas.
Det tenderer misinformation at hævde, at de to lande havde “næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien”.
SVENSK NEDLUKNING KUNNE IKKE GØRE NOGET MOD STOR OVERDØDELIGHED Epidemiologerne antyder også, at den manglende nedlukning i Sverige tydeligt ses i de svenske dødstal i foråret 2020, jf. dette citat.
I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.
For det første bør man notere sig, at svenskerne lukkede gymnasier og universiteter allerede 18. marts 2020 – kun to dage senere end i Danmark. Men epidemiologernes største synd er, at de slet ikke forholder sig til smittens udbredelse omkring nedlukningstidspunktet.
Det kræver ellers ikke det store arbejde at indse, at Sverige stod et helt andet sted i midten af marts i 2020. Det ses nemt af nedenstående figur. Fra man smittes og til man dør, går der ca. 3 uger. Den danske nedlukning blev annonceret om aftenen d. 11. marts, men startede reelt først d. 16. marts med skolelukningerne (restauranter, barer mv. lukkede 18. marts).
Effekten af annonceringen vil altså først kunne ses i dødstallene ca. 1. april, mens effekten af selve nedlukningen kan ses fra ca. 6. april. Dette tidsspænd er markeret med orange i figuren nedenfor. Figurerne viser meget tydeligt, at der hver dag døde langt flere i Sverige før nedlukningerne kunne have en effekt. Så uanset hvad svenskerne havde gjort, ville de have haft betydetligt flere dødsfald.
Når epidemiologerne slutter af med at skrive, at “for at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen“. Men de bidrager selv med at sprede det, der tenderer misinformation.
Jeg havde ærligt talt forventet mig mere her fem år efter det velkendte pressemøde.
I min kommende bog, Prisen værd?, har jeg et kapitel med en række eksempler på, at myndighederne overså klare tegn på, at restriktionerne ikke virkede.
Et af eksemplerne er lukningen af skolerne i Kolding Kommune d. 22. februar 2021. Figuren her viser udviklingen i smitten i Kolding omkring skolelukningen (rød streg) og åbningerne (grønne streger). Da der går flere dage fra, man bliver smittet og til man tester positivt, vil en evt. effekt af skolelukningen tidligst kunne ses omkring 26.-28. februar.
Det kræver ikke en ph.d. i epidemiologi eller raketvidenskab at se, at smitten faldt før man lukkede skolerne, og at skolerne var lukket i to uger uden nogen som helst grund, da smitten var nærmest præcis den samme, da man først lukkede og senere åbnede skolerne.
Det er blot ét af mange eksempler, der underbygger den forskning, jeg gennemgår i bogen, som meget klart viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt på pandemiens udvikling.
BOGLANCERING PÅ CHRISTIANSBORG D. 11. MARTS KL. 15:30 Bogen lanceres tirsdag d. 11. marts kl. 15:30 på Christiansborg, hvor også Stinus Lindgren – der har skrevet forord til bogen – vil holde oplæg. Journalister kan skrive til jherby@gmail.com, for at få en kopi af bogen og blive tilmeldt arrangementet.
Den 11. marts — på 5-årsdagen for annonceringen af de danske nedlukninger — udkommer min nye bog om nedlukningerne, “PRISEN VÆRD? Nedlukningerne ingen taler om“.
Bogen kan forudbestilles (med 50 kr. rabat og inkl. fragt) her.
Her er fra bogens bagside:
Da COVID-19 ramte verden, spredte nedlukningerne sig sammen med virus fra Kinas diktatur til demokratierne i Vesten.
I Prisen værd? Nedlukningerne ingen taler om undersøger Jonas Herby, om nedlukningerne havde den effekt, vi blev lovet. Med en let tilgængelig gennemgang af data og forskning viser han, at effekten på dødeligheden var beskeden, mens omkostninger for børnene, samfundsøkonomien og borgernes frihedsrettigheder var betydelige.
Var det befolkningens frivillige adfærdsændringer snarere end regeringens restriktioner, der bremsede pandemien? Kunne vi have valgt en mindre skadelig vej? Og hvad kan vi lære af fejltagelserne, så vi håndterer fremtidige kriser bedre?
Prisen værd? er en debatbog, der fremlægger den nyeste forskning på en lettilgængelig måde. Med skarpe analyser og nye perspektiver udfordrer den den officielle fortælling om pandemiens mest vidtgående beslutninger.
Punditokraterne.dk udgør en central del i bogen, da nogle af de kapitler, der endte med at blive taget ud af bogen, vil blive publiceret her på bloggen i den næste tid.
I episode 53 af Claus’ og min podcast, Økonomiske principper, taler vi om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og statsglæd. Kort sagt (hør uddybning i podcasten eller på YouTube fra 37:50) står en nation alt andet lige langt stærkere overfor en eventuel fjende, hvis den offentlige gæld er 10% af BNP frem for fx 110%.
Trumps mulige beslutning om, at USA vil sætte militærstøtten til Ukraine på pause, udgør — på en trist baggrund — en glimrende mulighed for at illustrere vores pointe.
I dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at være gæstevært på ”Ta’r jeg fejl” på Radio IIII (lyt til time 1 og time 2).
Den sidste gæst var Jes Søgaard, som kom med en påstand om resultaterne i vores metastudie, der er anledningen til dette blogindlæg. Jes Søgaard mente nemlig, at de 35,3%, som Fuller et al., jf. nedenstående tabel, estimerer er effekten af en gennemsnitlig nedlukning, repræsenterer en meget betydelig effekt på antallet af døde.
Som Jes siger godt 39 minutter inde i time 2, så mener han, at ”de der 35% skal jo ses i forhold til en situation hvor epidemien får lov til at køre helt igennem,” altså en situation, hvor op imod 35.000 danskere var døde af COVID-19. Jes mener således, at Fuller et al. viser, at nedlukningerne har forhindret ca. 12.000 COVID-19-dødsfald.
Men det er ikke sådan, man fortolker estimaterne i en difference-in-difference analyse (og dermed vores metastudie). Estimaterne viser effekten af en nedlukning sammenlignet med en kontrafaktisk situation, hvor man ikke indfører en nedlukning – altså en form for kontrolgruppe (det er rent teknisk lidt mere komplekst, men denne forklaring er tilstrækkelig til dette indlægs formål).
Hvad betyder denne dette så? Jo, i Danmark døde der i alt 2.534 personer af COVID-19 før vaccinerne var distribueret til alle sårbare omkring sommeren 2021. Da Danmark havde indført nedlukninger, betyder estimatet fra Fuller et al., at Danmark havde 35,3% færre døde, end hvis vi ikke havde indført nedlukninger.
Havde vi ikke indført nedlukninger, ville Fuller et al. altså forvente, at 2.534/(1-35,3%) = 3.917 personer var døde af COVID-19 i Danmark. Overført til danske forhold betyder Fuller et al.’s resultater altså, at nedlukningerne forhindrede 1.383 COVID-19-dødsfald.
Det er selvfølgelig en del. Men det er milevidt fra de ca. 12.000 dødsfald, som angiveligt er Jes Søgaards opfattelse af effekten. Og så skal vi naturligvis huske på, at Fuller et al. er en outlier. Den samlede evidens viser, nærmest uanset hvordan man cherry picker og sorterer i studierne, at effekten er markant lavere. Vi har en række forskellige gennemsnit, og det gennemsnit, der viser den højeste effekt, er et simpelt (aritmetisk) gennemsnit. Her svarer de 8,9% til 248 forhindrede COVID-19-dødsfald.
PS: Figur 2 i vores metastudie (vist herunder) illustrerer betydningen af, at estimaterne skal ses i forhold til det antal døde, der rent faktisk var. Figuren viser hvor mange dødsfald nedlukningerne har forhindret i USA med udgangspunkt i de studier, vi har med i Tabel 1. Figuren viser også estimaterne fra Imperial College London til sammenligning.
Figuren viser, at effekten skal være meget, meget høj (over 80%), før vi nærmer os noget, der minder om de forudsigelser, der blev lavet i bl.a. begyndelsen af pandemien.
Centralplanlægning kan være nødvendigt i et militær, hvor mange inputs ikke kan købes frit på markedet. Men i det omfang materiellet ellers er tilgængeligt, kan jeg sagtens se idéen i at decentralisere indkøb af materiel (ligesom man med auftragstaktikken har decentraliseret mange taktiske beslutninger).
Ukraine’s Ministry of Defence will provide its combat units with 2.5 billion hryvnia (US$60 million) of direct funding per month to procure their own drones, in a move to allow commanders in the field to buy the equipment they need rather than rely on centralized purchasing.
Som jeg skrev forleden, så er der ikke meget, der tyder på, at minimumslønninger fører til færre jobs. Og når lønnen hæves for nogen, uden at der kommer færre jobs, må det jo alt andet lige betyde, at den samlede lønsum til arbejdstagerne stiger.
Og så er arbejdstagerne glade, ikke? Nej.
For det er en fejlopfattelse at tro, at folk kun går op i lønnen for deres arbejde. Jeg har tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger fjerner de sjove (lavtlønnede) jobs til skade for arbejdstagerne. Men minimumslønninger fjerner ikke kun morskaben.
Davies et al. (2025) viser, at minimumslønninger går ud over sikkerheden. Jo højere minimumslønnen er, jo flere skader sker der på arbejdspladsen.
Her er abstract (mine fremhævninger):
Do minimum wage changes affect workplace health and safety? Using the universe of workers’ compensation claims in California over 2000-2019, we estimate whether minimum wage shocks affect the rate of workplace injuries. Our identification exploits both geographic variation in state-and city-level minimum wages and local occupation-level variation in exposure to minimum wage changes. We find that a 10% increase in the minimum wage increases the injury rate by 11% in an occupation-metro area labor market which is fully exposed to the minimum wage increase. Our results imply an elasticity of the workplace injury rate to minimum-wage-induced wage changes of 1.4. We find particularly large effects on injuries relating to cumulative physical strain, suggesting that employers respond to minimum wage increases by intensifying the pace of work, which in turn increases injury risk.
Det er velkendt, at der er en risikopræmie på jobmarkedet, så ansatte i farligere jobs alt andet lige oppebærer en højere løn. Og derfor er det også forudsigeligt, at når minimumslønnen gør det sikre lavtlønsjob forbudt, så presses nogen til at vælge et mere usikkert job.
Minimumslønnen gør altså, at både lønnen og risikoen stiger. Og arbejdstagerens velfærd falder.
I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*
I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.
Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.
Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.
Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.
Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.
Det store men
Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).
I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.
* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).
For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.
I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.
Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.
SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.
Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.
Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.
Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).
