Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.
SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.
Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.
Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.
Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).
Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.
Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).
Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.
Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.
En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).
Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.
Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.
De forfærdelige brande i Los Angeles (LA) i Calfornien, USA, har ført til, at tusindvis af mennesker står uden tag over hovedet. Endnu værre er dog, at mange af disse står til at miste alt hvad de havde, fordi de ikke have en brandforsikring.
Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!
Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.
I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).
Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.
Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).
Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.
Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.
Regulering er en væsentlig del af problemet
Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).
Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.
PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.
Jay Bhattacharya blev i slutningen af 2020 verdenskendt som en af tre medforfattere til The Great Barrington Declaration, der bl.a. opfordrede til fokuseret beskyttelse af udsatte grupper frem for generelle nedlukninger under COVID-19-pandemien. I december 2022 afslørede de såkaldte “Twitter Files,” at Bhattacharya var blevet censureret på Twitter. For nylig blev han udpeget af Præsident Trump til at blive næste direktør for National Institutes of Health.
Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.
De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.
I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.
PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.
Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?
Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?
Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.
Af Jonas Herby, den 26. november 2024. Skriv et svar
Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.
Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:
Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).
Yup! Den er god nok! Vores metastudie af effekterne af nedlukningerne, der skabte en mindre mediestorm i starten af 2022, fordi det viste, at effekten var yderst begrænset, er blevet accepteret i tidsskriftet Public Choice.
Det har været en meget lang proces med visse (i mine øjne lidt underlige[1]) bump på vejen, men resultatet er blevet rigtig godt, og selvom resultaterne er fuldstændigt uændrede ift. vores peer reviewed bog, som blev udgivet af Institute of Economic Affairs i London, har vi fået behandlet nogle vigtige kritikpunkter i den endelige (stærkt forkortede) version.
Og at det så ovenikøbet endte i godt tidsskrift som Public Choice, hvor ikke mindre end 10 nobelprismodtagere i økonomi[2] har publiceret artikler, gør mig ikke mindre stolt.
Jeg kommer til at skrive mere om det senere, men jeg vil gerne allerede nu kort adressere fire oplagte spørgsmål.
Hvorfor finder I markant lavere effekter end mange litteraturstudier?
Det skyldes primært:
Flaxman-fejlen: Vi medtager kun studier, der har en kontrolgruppe. De studier, der finder meget store effekter, har ofte ikke nogen kontrolgruppe. Men vi ville aldrig konkludere, at Red Bull helbreder influenza, hvis et studie viste, at 100 børn blev raske efter at have fået Red Bull. Der skal være en kontrolgruppe. I juni 2020 skrev Videnskab.dk, at ”Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald” på baggrund af Flaxman et al. (2020), som netop ikke har nogen kontrolgruppe. Jeg er derfor begyndt at kalde denne ”svipser” for Flaxman-fejlen.
Statistisk signifikant ≠ politisk signifikant: Flere studier finder statistiske signifikante resultater, som viser sig at være meget små (og derfor politisk insignifikante). Fx konkluderer Ashraf (2020), at nedlukningerne “var med til at mindske antallet af tilfælde og dødsfald”, men deres estimat svarer til 2,4% færre døde. Statistisk signifikant ≠ politisk insignifikant.
Hvad forklarer, at nedlukningerne ikke virkede?
Det undersøger vi ikke specifikt, men mit bud er, at det primært skyldes:
Staten regulerede beskeden del af de smittefarlige kontakter: Smitten skete primært i hjemmet, på arbejde og i sundheds- og plejesektoren. Og hvad kendetegner de sektorer? At de i overvejende grad var uregulerede under hele pandemien. De fleste virksomheder måtte gerne holde åbent (men mange valgte at lukke jf. 1). Ved de aktiviteter, der blev lukket ned, var der kun begrænset smittespredning og (måske netop derfor) ikke rigtig nogen effekt på smitten, som bl.a. SSI har vist.
Hvordan forklarer du, at Sverige klarede sig så dårligt under første bølge?
Hvordan forklarer du, at Belgien klarede sig så dårligt, når de lukkede ned stort set samtidig med Danmark?
Min seneste forskning peger på, at en væsentlig del af forklaringen sandsynligvis skal findes i, at udbredelsen af pandemien var langt højere i Sverige (og Belgien) end i Danmark, før man blev opmærksom på, at smitten havde spredt sig nordpå fra Sydeuropa.
Hvorfor fik jeres studie så meget kritik, da det først udkom i 2022?
Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Personligt undrer det mig, at der var så mange ikke-fagfæller, der kritiserede studiet. Hvorfor kritiserer en postdoc i biokompleksitet relateret til SSI offentligt et studie udført af økonomer? Hvilke kompetencer har han i at evaluere effekten af en given politik? Hvorfor spurgte Science Media Center primært forskere, vi kritiserede i vores studie (bl.a. ovenfornævnte Flaxman)? Hvorfor refererede såkaldte faktatjekkere kun kritiske ikke-fagfæller og ikke positive fagfæller?
Hvad tror du?
[1] Vi blev fx afvist i ét tidsskrift fordi en reviewer nægtede at se på vores artikel, fordi han/hun mente, at der bl.a. var for mange fodnoter, og vi blev afvist af et tidsskrift, fordi de ”kun” kunne skaffe tre reviewers. Hvis det er normalt, er jeg glad for, jeg ikke har gjort karriere i at få peer reviewed min forskning.
I en tid, hvor diskussionerne om AI og regulering raser, er det forfriskende at se den mere afslappede (og langt mere indsigtsfulde) tilgang, som John Cochrane præsenterer i sin artikel “AI, Society, and Democracy: Just Relax”.
Cochrane advarer imod at regulere AI. Og det har han mange gode grunde til. Fx har vi historisk været rigtig dårlige, når vi har forsøgt at regulere os ud af ”problemer”, og ofte er det endt i overreaktioner og uigennemtænkt regulering. Cochrane peger på Kinas etbarnspolitik til håndtering af “befolkningsbomben” (som nogle danske klimaforskere også har foreslået til håndtering af klimaforandringerne) som et eklatant eksempel:
China acted on the ‘population bomb’ with the sort of coercion our worriers [for AI] cheer for, to its current great regret. Our new worry is global population collapse.
Det er en helt generel pointe i indlægget (og der er flere eksempler), at tidligere bekymringer viste sig at være overdrevne eller direkte forkerte, og det er værd at huske på i den nuværende AI-debat.
Cochrane har (naturligvis) syn for, at AI også kan have dårlige sider, men han påpeger (i mine øjne fuldstændigt korrekt), at:
The point is that the advocated tool, the machinery of the regulatory state, guided by people like us, has never been able to see social, economic, and political dangers of technical change, or to do anything constructive about them ahead of time, and is surely just as unable to do so now. The size of the problem does not justify deploying completely ineffective tools.
Sagt med andre ord: Glem alt om at staten indfører fornuftig regulering af AI. Og det er ikke fordi Cochrane (eller jeg) er imod al regulering. Men at regulere AI, før vi kender og forstår de negative, er dømt til at mislykkes. Fx skriver Cochrane, at:
The Clean Air and Clean Water Acts of the early 1970s were quite successful. But consider all the ways in which they are so different from AI regulation. The dangers of air pollution were known. The nature of the “market failure,” classic externalities, was well understood. The technologies available for abatement were well understood. The problem was local. The results were measurable. None of those conditions is remotely true for regulating AI.
Cochrane bringer også det, der lang tid efter jeg selv afsluttede økonomistudiet, er blevet min største anke ved min egen uddannelse. Det enorme fokus på markedsfejl, som kan/bør løses med regulering. I mine øjne ved økonomer for lidt om public choice, når de forlader studiet.
Scholars who study regulation abandoned the Econ 101 view a half-century ago. That pleasant normative view has almost no power to explain the laws and regulations that we observe. […] Seventy-five years of copyright law to protect Mickey Mouse is not explainable by Econ 101 market failure.
Alt i alt er det et fremragende indlæg, som kan læses i sin fulde længde her. Alternativt kan du høre en NotbookLM-samtale om indlægget her.
Forleden havde Børsen en længere artikel om Institut for Vilde Problemers (INVIs) model, som skal hjælpe magthaverne med at løse samfundets ’vilde problemer’, som ifølge INVI ”er problemer, som er svære at definere og gerne mangler oplagte løsninger. Det kan være et problem, som flere i samfundet har erkendt eksisterer og siden forsøgt at løse – men som vi stadig bøvler med.”
I Hayeks nobel-foredrag, ”The Pretence of Knowledge”, beskriver han, hvordan central planlægning og eksperternes forsøg på at styre komplekse økonomier ofte fører til uforudsete konsekvenser og fejlslagne resultater. Hayek argumenterede for, at menneskelig viden er spredt, ufuldkommen og i mange tilfælde privat forstået på den måde, at den forbliver i de enkelte aktørers hoveder. Det gælder fx personlige præferencer, vurderinger af kvalitet, samt subjektive værdier, der konstant ændrer sig.
Den viden kan ikke opsamles uanset hvor meget computerkraft og kunstig intelligens man har, og derfor vil ingen enkelt person eller institution nogensinde have nok information til at træffe beslutninger for hele samfundet. Hayeks mente derfor, at markeder fungerer bedst, når de er decentraliserede og tillader fri konkurrence, da det giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af den samlede viden.
Efter at have læst artiklen om Sigge Winther Nielsens nye “Model for vilde problemer”, føler jeg mig foranlediget til at kommentere ud fra mine indsigter i brugen af viden i et samfund.
Det glæder mig at se, at der er en erkendelse af, at viden er spredt blandt mange forskellige aktører, især blandt praktikere, der dagligt beskæftiger sig med komplekse problemstillinger. Dette afspejler forståelsen af, at viden i samfundet er decentraliseret og ofte tavs, hvilket betyder, at ingen central myndighed kan besidde al nødvendig information for at træffe optimale beslutninger.
Imidlertid er jeg bekymret for den tiltro, der lægges til en centraliseret model og brugen af kunstig intelligens til at aggregere og fortolke denne viden. Selvom teknologiske værktøjer kan hjælpe med at behandle store mængder data, risikerer vi at overse den kontekstuelle og situerede natur af menneskelig viden. Viden er ikke blot data, der kan kvantificeres og analyseres; den er ofte implicit og dybt forankret i lokale forhold og individuelle erfaringer.
Forsøget på at skabe en model, der skal guide politiske beslutninger baseret på en sådan aggregering, kan føre til en falsk følelse af sikkerhed og kontrol. Historien har vist, at komplekse sociale problemer sjældent kan løses gennem central planlægning eller top-down tilgange. Tværtimod opstår de mest effektive løsninger ofte spontant gennem individuelle handlinger og frivillig koordinering i et frit marked.
Jeg frygter, at en overafhængighed af denne model kan kvæle den entreprenørånd og innovation, der er nødvendig for at tackle “vilde problemer”. Ved at forsøge at standardisere og styre processerne risikerer vi at hæmme den naturlige udvikling af løsninger, der udspringer fra dem, der er tættest på problemerne.
Derfor vil jeg opfordre til en mere ydmyg tilgang, der anerkender begrænsningerne ved centraliseret viden og planlægning. I stedet for at forsøge at indfange og styre al viden gennem en model, bør vi skabe betingelser, der tillader individers og lokale fællesskabers viden at blomstre. Dette indebærer at fremme frihed, reducere unødvendige reguleringer og lade markedskræfterne arbejde.
Afslutningsvis anerkender jeg det noble i ønsket om at forbedre vores samfunds evne til at løse komplekse problemer. Men vi må være varsomme med løsninger, der lover mere end de kan holde, og i stedet stole på de mekanismer, der historisk har vist sig effektive i at koordinere menneskelig aktivitet og viden.
Med venlig hilsen,
Friedrich A. Hayek
Jeg er ret enig med ChatGPT’s Hayek. Men jeg ser alligevel et potentiale i INVIs model. For som jeg forstod den, kan den faktisk hjælpe til at gøre politikere og befolkning opmærksom på, hvor komplicerede samfundet er, og hvor forskellige vi alle sammen er – ikke bare fra person til person, men også samme person fra minut til minut (tænk fx på dig selv, når du er træt/udhvilet eller sulten/mæt).
Med lidt held vil INVIs model hjælpe flere til at indse, at politik ikke er løsningen på nær så mange problemer, som mange går og tror. Mistrivsel, studievalg, folkesundhed, social ulighed, corona osv. er problemer, der langt bedre løses af markedet og civilsamfundet, og hvor statens primære opgave er ikke at stå i vejen for borgernes egne løsninger.
I Ayn Rands ”Atlas Shrugged” forsøger den kollektivistiske/socialistiske regering at få bogens liberalistiske helt, John Galt til at fortælle, hvordan de får løst de problemer, socialismen har skabt. Galts svar er enkelt: ”Get the hell out of my way!”. Måske skulle INVI indbygge dét svar som et fremhævet løsningsforslag på de mest komplekse problemer, modellen sættes til at finde løsninger på?
En del af indlægget handler (som mit seneste blogindlæg) om LLO’s påstand om, at regulering sikrer gode boligforhold:
Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”. Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.
For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering. Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.
Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.
Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte. Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?
Der er også et – hvis jeg selv skal sige det – interessant afsnit om, hvordan huslejeregulering påvirker vertikal og horisontal ulighed.
Forleden skrev Claus Højte fra LLO i et svar til mig, at ”Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning – måske med undtagelse af Sverige. Men dér er reguleringen mere omfattende end i Danmark.”
For at kvalificere påstanden, skal vi i dette indlæg se på boligsituationen i Sverige, hvor man har haft huslejeregulering i over 100 år (læs evt. dette glimrende indlæg).
Hvert år gennemfører Boverket i Sverige en spørgeskemaundersøgelse, hvor Sveriges kommuner bl.a. angiver, om de oplever mangel på boliger i kommunen og ”på centralorten, i innerstan”. Kommunerne kan enten svare, at der er underskud, balance eller overskud af boliger.
Nedenstående figur viser boligsituationen i hovedbyen (”centralorten”). Figuren viser, at 61% af kommunerne i Sverige oplever boligmangel, og fordi det generelt er de større kommuner, der oplever boligmangel, er det altså 73% af alle svenskerne, der lige nu bor i kommuner, hvor der er boligmangel (med udgangspunkt i befolkningstallet for 2023).
Hvor mange svenskere, der gerne vil flytte til en kommune med boligmangel, men ikke gør det, fordi de ikke kan få en bolig, melder historien desværre ikke noget om.
Når Claus Højte fra LLO skriver ”bedst” er det selvfølgelig hans helt subjektive vurdering. Og en subjektiv holdning kan nok så mange statistikker ikke modbevise.
Men det ER altså svært at forstå, hvordan udbredt boligmangel i et land på nogen måde skulle være et tegn på, at landet har ”de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.
PS: Mit regneark kan hentes her, hvis det skulle have interesse.
Hvordan ville den politiske debat se ud, hvis alle fortalere for en stor stat altid uden undtagelse skulle fortælle den fulde sandhed med alle nuancer?
If proponents of big government had to speak the plain unvarnished undemagogic truth at all times, the case for their favorite policies would be uninspiring at best.
Imagine trying to sell the minimum wage with, “We can raise hourly pay by 10% while cutting employment by 5%. A modest net gain for workers despite those who suffer as a result.”
Or imagine a world where every politician was limited to ONE “top priority.” Once he says, “Fighting poverty is our top priority,” the most he can say about terrorism is, “Fighting it is our second-highest priority.”
Or imagine trying to launch a war of choice with, “There’s a 30% chance we’ll make things better, 50% chance they stay the same, and a 20% chance we’ll make things worse. I like those odds.”
Bare forstil jer, hvor meget det ville påvirke debatten om fx pensionsalderen, hvis fortalerne for tidligere pensionsalder, hver gang de åbnede munden, skulle understrege, at man selvfølgelig til en hver tid selv bestemmer, hvornår man går på pension, og at diskussionen alene er et spørgsmål om, hvornår andre (aka skatteborgerne) skulle betale for ens pensionisttilværelse…
Jeg har tidligere skrevet om løngab mellem mænd og kvinder i markeder, hvor gabet umuligt kan skyldes diskrimination. Fx skyldes løngabet på 7% blandt Uber-chauffører ikke diskrimination, men at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Og på online-platformen Mechanical Turk er der et løngab på 10,5%, selvom brugerne ikke kan se hinandens køn og derfor ikke kan kønsdiskriminere. I stedet kan forskellen til dels forklares af, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn, som til gengæld er mere interessante eller mere fleksible.
I et nyt studie baseret på data fra Hired.com – en online jobmarkedsplads, der fokuserede på at forbinde teknologi-professionelle med potentielle arbejdsgivere – finder Roussille (2024) et løngab på 4,8%, jf. nedenstående figur (de stiplede linjer viser den løn, de i gennemsnit får tilbudt).
Roussille viser, at kun godt halvdelen løngabet i den tilbudte løn forsvinder, når der tages højde for tid og forskelle i CV’et (fx erfaring, uddannelse mv.) og andre baggrundsvariable. Tilbage er en lønforskel på 2,2% mellem mænd og kvinder, som er uforklaret og nogle derfor kunne fristes til at tilskrive kønsdiskrimination.
Men her stopper Roussille ikke. For hun bemærker, at løngabet ikke er konstant. Der er således ikke noget løngab for unge kvinder, jf. nedenstående figur. Kvinder uden erfaring får det samme som mænd. Det er kun kvinder med over seks års erfaring, der oplever et løngab. Det rimer ikke på kønsdiskrimination.
Så hvad sker der? For at komme nærmere en forklaring, udnytter Roussille den måde, Hired.com fungerer på. Udover at uploade CV mv. skal ansøgerne nemlig også oplyse, hvor meget de ønsker i løn. Og her bliver det interessant. For både kvinder og mænd bliver tilbudt stort set præcis det, de beder om. Men kvinderne med erfaring beder bare om mindre i løn end ellers sammenlignelige mænd.
Når Roussille kontrollerer for, hvor meget ansøgerne beder om i løn, forsvinder løngabet stort set for alle erfaringsniveauer, jf. nedenstående figur.
Der er altså ikke tale om kønsdiskrimination i forbindelse med ansættelsen. Men det betyder ikke, at Roussille helt kan afvise kønsdiskrimination. For man ville ikke sige, at mindre uddannede eller mindre erfarne ansøgere bliver tilbudt lavere løn, fordi de beder om mindre i løn. Vi ved, at kausaliteten går den anden vej. De beder om mindre i løn, fordi de pga. mindre uddannelse ved, at de kan kræve mindre i løn. Og hviskvinderne beder om mindre i løn, fordi deres erfaring siger dem, at de bliver diskrimineret, er der stadig tale om et problem.
Heldigvis kan Roussille bruge data fra Hired.com til at udlede kausaliteten. I 2018 lavede Hired.com nemlig en central ændring på platformen. Hvor feltet, hvor man skulle indtaste sin ønskede løn, tidligere havde været blankt, blev det efter ændringen udfyldt med en værdi baseret på medianen for ansøgere med samme erfaring, jobtitel og område.
Denne ændring havde synlig effekt på ”lønønskegabet”. Den forskel, der før ændringen var i, hvor meget kvinder og mænd bad om i løn, forsvandt fuldstændig (venstre del af nedenstående figur), og det samme gjorde forskellen i den løn, de blev tilbudt (højre side af figuren). Roussille viser, at denne ”behandlingseffekt” også slår igennem på den løn, ansøgerne ender med at få (på Hired.com er det ansøgerne beder om, og det virksomhederne tilbyder, blot forhandlingsoplæg).
Hvorfor beder kvinder om mindre i løn end mænd? Her bliver Roussille desværre mindre konkret. Hun peger på, at det mest sandsynlig er, at kvinder har adgang til dårligere information, fordi der er færre kvinder i ledelse mv. – kvinder har kort sagt færre i deres netværk, der har en høj løn. Og det er dette informationsproblem, Hired.com løser.
Hvad end forklaringen er, så viser Roussille – ligesom de tidligere studier, jeg har beskrevet – at virksomhederne generelt ikke diskriminerer på baggrund af køn. Det tyder altså på, at virksomhederne profitmaksimerer, og netop derfor ser de på kvalifikationer – ikke på køn.
Men så er problemet naturligvis, at stort set al regulering, der har til formål at gøre noget ved lønforskellen, er målrettet virksomhederne (krav om lønstatistikker, kvoter osv.). Altså de virksomheder, hvor der ikke ser ud til at være noget problem. Det betyder sandsynligvis, at politikerne blot påfører virksomhederne omkostninger, uden at komme nærmere deres politiske målsætninger. Vi har altså endnu engang lejlighed til at begræde ført politik.
Således opløftet ønskes du en rigtig god weekend! 🙂
Af og til møder man personer, der er overbeviste om, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for os mennesker. De mener ofte, at hvis vi ikke gør noget drastisk ved vores udledning af CO2, så vil det på sigt betyde menneskets endeligt.
Det er forkert. Men påstanden kommer desværre igen og igen.
For at lette arbejdet med at tilbagevise påstanden, har jeg derfor nedenfor samlet de mest tydelige citater, hvor førende (primært danske) klimaforskere tilbageviser påstanden.
Kirsten Halsnæs (klimaprofessor ved DTU, har gennem tre årtier bidraget til IPCCs klimarapporter)
”Der har aldrig i en eneste IPCC-rapport været nævnt noget om, at vi risikerer vores egen udslettelse. Desuden kan den form for retorik virke lammende og dermed alt andet end handlingsfremmende.”
”Nogle hævder – uden hold i videnskaben – at planeten ikke har nogen fremtid, og at de af samme årsag ikke skal have børn. Det er en meget heftig beslutning, synes jeg, og det er virkelig synd for unge mennesker, der har det sådan. IPCC siger ganske rigtigt, at klimaændringerne betyder store risici for blandt andet oversvømmelser og adgangen til vand og fødevarer, men det er ikke det samme, som at planeten er truet.”
Sebastian Mernild (leder af SDU Climate Cluster og hovedforfatter på IPCC’s sjette rapport)
”Jeg mener ikke, at vores eksistens er truet af klimaforandringer.” (2:04)
Kilde:
Lars Gårn (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, miljøøkonomisk vismand)
”Med stor sikkerhed vil livet være absolut bedre [i år 2100 selvom temperaturen stiger 3 grader], uanset næsten hvad vi gør.” (27:03)
Kilde:
”Det [tipping points] er ikke dramatiske ændringer i et menneskeperspektiv, vi snakker om. De er bare uafvendelige.” (20:28)
”De her omkostninger handler ikke om, at folk dør. Det handler bare om at folk bliver mindre velhavende, end de ellers ville have været.” (29:06)
”Det [business as usual] bliver ikke vores undergang. Vi går bare glip af en god forretning, men det bliver ikke menneskehedens undergang. Og vores børn og børnebørn vil også leve i en verden, som med stor sandsynlighed er bedre end den vi lever i i dag?” ”Ja.” (Jeg opsummerer vores samtale, og Lars Gårn bekræfter med ’ja’). (1:11:25)
Kilde:
James Skea (formand for FNs klimapanel IPCC)
”Verden går ikke under, hvis den varmer mere op end 1,5 grader.”
Hvis du hævder, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for mennesker, så er du (mindst) lige så uvidenskabelig som dem, der hævder, at klimaforandringerne ikke eksisterer.
NB: Jeg har set bort fra danske forskere og eksperter, som dem, der tror at verden går under, (helt uberettiget) kunne finde på at kalde klimabenægtere osv. Derfor er fx Lomborg ikke med ovenfor.
Da jeg læste Niels Westys indlæg forleden, sad jeg og savnede nogle figurer med korrelationer. Det leverer Hans Roslings Gapminder heldigvis til overflod, så i dag skal vi se på nogle af de interessante historier, Gapminders glimrende redskaber fortæller.
Vi starter med at slå nogle af de ting fast, som Niels Westy påpegede. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem GNI per indbygger korrigeret for prisniveau (PPP) og forventet levetid ved fødsel, børnedødelighed, Happiness score (WHR), partnervold, døde i brande og partikelforurening. Gapminder har mange flere mål, og nærmest uanset hvilket mål man ser på, som er relevant for menneskers velfærd, er der en meget klar og ønskelig sammenhæng med BNI per indbygger.
Der er enkelte mål, hvor historien er lidt mere nuanceret (fx er CO2-udledningerne pr. indbygger voksende med indkomsten i et vist interval), men jeg har ikke fundet et mål, der har direkte indvirkning på folks velfærd, hvor sammenhængen ikke er, at højere indkomst giver et bedre liv. Befolkningerne i de rige lande har det ganske enkelt langt bedre end befolkningerne i fattigere lande.
Det er dog ikke kun, når man ser på tværs af lande, at man kan se de åbenlyse gevinster ved højere indkomst. Det gælder også over tid. Nedenstående figur (som du kan afspille her) viser hvordan børnedødeligheden og BNP pr. indbygger har udviklet sig i Danmark og United Kingdom (UK) siden 1950. siden 1950.
I 1950 var børnedødelighed og BNP pr. indbygger stort set identiske i Danmark (34,1 døde pr. 1.000, $15.500) og UK (36,6 døde pr. 1.000, $15.400) (venstre del af figuren). Som tiden går, bliver begge lande rigere og børnedødeligheden falder.
Men det går ikke lige hurtigt. I 1975 (midterste del af figuren) er Danmark både rigere og har lavere børnedødelighed (12,3 døde pr. 1.000, $29.600) end UK (18 døde pr. 1.000, $24.400). Men bemærk, at begge lande har fulgt præcis samme sti – økonomien i UK er bare vokset langsommere end Danmark (og børnedødeligheden faldet langsommere).
Fra 1975 og frem til 2022 (højre del af figuren) har stierne ikke været helt ens, hvilket bl.a. skyldes introduktionen af MFR-vaccinerne. De blev indført i Danmark i 1987, som er lige omkring det tidspunkt, hvor der for både Danmark og UK er et knæk i børnedødeligheden ca. midt i figuren. De blev altså indført på ca. samme tidspunkt, men ved forskellige niveauer af rigdom, hvorfor stierne ser uens ud.
På trods af enorme teknologiske fremskridt som fx MFR-vaccinerne, har rigdom dog stadig stor indflydelse på børnedødeligheden. Selv i dag har UK en betydeligt højere børnedødelighed end Danmark (4,14 vs. 3,72 døde pr. 1.000). Det ser ikke ud af meget i figuren, men det betyder at 11% flere forældre i UK end i Danmark oplever, at deres lille barn dør.
Om de 11% skyldes forskelle i indkomst eller andre forhold, kan vi naturligvis ikke konkludere noget om på baggrund af ovenstående figurer. Men det er værd at bemærke, at de fald, vi har set i børnedødeligheden, med stor sikkerhed skyldes større rigdom og teknologisk udvikling (som går hånd i hånd med større rigdom).
Bogen “Grænser for vækst” udkom i 1972 og var dengang en advarsel mod økonomisk vækst bl.a. på grund af trækket på ressourcer. Mange ser den type ”de-growthers” for at være dem med det moralske kompas i orden, mens fortalere for vækst kan opleve nærmest at blive udskammet.
Men tænk lige over dette: Hvis vi havde stoppet den økonomiske udvikling i 1972, så viser figurerne ovenfor, at konsekvensen meget vel kunne have været en børnedødelighed, der var tre gang højere end den er i dag. Hvordan kan det på nogen måde være det moralske?
Tusind, tusind tak for, at jeg får lov til at sige et par bevingede ord til jer her på denne for Danmark så store dag.
Jeg vil gerne starte med at stille jer et ret simpelt spørgsmål: Hvis I tænker jer godt om, kan I så nævne én lov i nyere tid, der har givet danskerne mere frihed?
Jeg har jo selv haft god tid til at tænke over dét spørgsmål. Alligevel kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om en sådan lov, selvom jeg er rimelig sikker på, at den må findes blandt de godt 200 love, Folketinget vedtager hvert år.
Lad mig så stille jer et andet spørgsmål. Kan I – top of mind – nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed?
Rockwool Fonden har finansieret et projekt udført af forskere ved Syddansk Universitet (SDU), som bl.a. har til formål at besvare spørgsmålet ”Hvad var sammenhængen mellem politiske indgreb og dødeligheden?”. Et spørgsmål vi ofte har kredset omkring her på bloggen.
Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.
Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.
I august 2022 udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rapporten ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”. Det er en god moppedreng på knap 150 sider og dermed noget de færreste vil tygge sig igennem.
Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.
Nedenfor er et par udpluk.
”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”
“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”
Martin Kulldorff er blevet fyret fra Harvard Medical School, fordi han ikke ville vaccineres mod COVID-19 (som han allerede havde haft).
Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.
Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.
