Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:
De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.
Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.
Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.
Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.
Det er næsten imponerende.
Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.
Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?
Just to summarize what’s happened in the last few weeks:
They concocted this whole thing based on a fundamental misunderstanding of the global economy. They think manufacturing jobs will come back (they won’t). They think free trade made us poor, when it actually made us rich.…
Ifølge Finansministeriet er antallet af administrative årsværk og ledere i Færdselsstyrelsen steget fra 160 i 2019 til 520 i 2023. En stigning på intet mindre end 222%.
Men hvorfor? Der er ganske givet flere forklaringer, men en væsentlig forklaring er, at Færdselsstyrelsen har fået langt flere opgaver. Det ses tydeligt i antallet af gange, Færdselsstyrelsen nævnes i statens forskrifter (love og bekendtgørelser), jf. nedenstående figur, der er lavet på baggrund af data fra Reguleringsdatabasen.
I 2019 var Færdselsstyrelsen nævnt 395 gange i 51 forskrifter. I 2022 var omfanget steget til 931 gange i 105 forskrifter — en stigning på henholdsvis 136% og 106%.
Så vidt jeg kan forstå på ChatGPT, har Færdselsstyrelsen bl.a. fået opgaverne med at implementere EU’s vejpakke samt bekæmpe social dumping og sikre ordentlige arbejdsforhold i transportbranchen, ligesom styrelsen er blevet involveret i diverse klimatiltag (fx EU’s AFI-forordning — Alternative Fuels Infrastructure, der kræver etablering af lade- og tankinfrastruktur til alternative drivmidler).
Hvis man vitterligt vil have færre bureaukrater i Staten, er der altså noget der tyder på, at et første skridt er at begrænse mængden af opgaver, man ønsker bureaukraterne skal løse.
På 5-årsdagen for nedlukningerne d. 11. marts 2020, udgav jeg min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne.
Selvom bogen havde skarp konkurrence fra Trumps eskapader og valget i Grønland, fik den en del presseomtale. Nedenfor er der links til de skrevne medier, jeg er opmærksom på, men jeg vil også gerne fremhæve min samtale med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerlig Tabloid, som jeg virkelig synes var vellykket. Vores samtale kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=qS_IBuOWc1Y
Links til skrevne medier
Berlingske: “Samfundssindet sejrede, og coronanedlukningerne var en fejl, argumenterer økonom i ny bog”, https://www.berlingske.dk/indland/samfundssindet-sejrede-og-coronanedlukningerne-var-en-fejl-argumenterer
Jyllands-Posten: “Gjorde vi det rigtige, da vi lukkede landet ned? Uenigheden raser stadig, fem år efter corona ramte Danmark”, https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17981917/gjorde-vi-det-rigtige-da-vi-lukkede-landet-ned-uenigheden-raser-stadig-fem-aar-efter-corona-ramte-danmark/
BT: “Økonom på femårsdagen: Nedlukningerne var en kæmpe fejl”, https://www.bt.dk/debat/oekonom-paa-femaarsdagen-nedlukningerne-var-en-kaempe-fejl
Kontrast: “Fem år efter – var det prisen værd?”, https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/fem-aar-efter-var-det-prisen-vaerd
Skive Folkeblad: “Så er det sagt”
Prisen værd? kan købes ved alle større boghandlere
Jeg sidder og læser lidt i vismandsrapporten “Økonomi og Miljø 2014“, hvor de i kapitel 2 skriver følgende:
Fosfor er et eksempel på et råstof, som ikke kan substitueres med et andet råstof. Fosfor er et essentielt næringsstof for planter, og global mangel på fosfor vil ultimativt påvirke jordens samlede fødevareproduktion. Prisen på fosfor har været stabil i mange år, men er siden 2007 steget kraftigt, hvilket har ført til bekymring for en kommende, global mangel på fosfor.
Herefter følger et afsnit, som nok bedst kan fortolkes som om, at Vismændene ikke så nogen grund til større panik. Men affaldssortere skulle vi altså.
Nedenstående figur fra Walsh et al. (2023) viser prisudviklingen fra 1991 til 2013. Figuren viser, at hvis ikke Rusland havde invaderet Ukraine, så tyder alt på, at vi i dag ville have haft markant lavere pris end i 2014, hvor vismændenes rapport udkom. Altså er der ikke noget som helst tegn på, at vi er global mangel.
Hele historien viser vigtigheden af at kunne sætte nuværende prisudviklinger ind i en teoretisk kontekst. Er der en grund til, at priserne er steget betydeligt, som markedet ikke kan løse? For ellers vil det normale regime, hvor stigende priser er et signal til producenter om at øge produktionen og til forbrugerne om at sænke forbruget, sætte ind, og over tid få priserne ned igen.
REKLAME: Hvis du synes nedenstående er spændende, vil jeg anbefale min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer nedlukningerne og går i dybden med, hvorfor epidemiologerne tager fejl. Køb den her.
Epidemiologerne Lone Simonsen, Viggo Andreasen og Daniel Munch Nielsen har 10. marts 2025 udgivet en kronik i Politiken, hvor de hævder, at 21.000 danskere ville være døde under første bølge uden nedlukning.
Det lyder voldsomt i forhold til de beskedne effekter vi økonomer finder i vores metastudie, hvor effekten overført til danske forhold svarer til 84-304 forhindrede dødsfald under hele pandemien, men dykker vi lidt ned i baggrunden, tyder meget på, at vi er relativt enige. Epidemiologerne er bare mere uforsigtige med deres ordvalg i forhold til økonomerne.
Epidemiologerne blander effekterne af restriktioner og frivillige adfærdsændringer sammen
Den væsentligste forskel opstår, fordi epidemiologerne med “nedlukning” referer til hele samfundets svar på pandemien, herunder alt det vi på baggrund af information og anbefalinger gjorde helt frivilligt. Det fremgår fx af nedenstående citat:
Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?
Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.
Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.
Hvis du spørger en tilfældig dansker på Strøget, om Sverige lukkede ned under pandemien, vil han/hun med meget stor sandsynlighed svarer nej. Sverige var åben under pandemien. Men spørger du en epidemiolog fra Pandemix på RUC, var Sverige lukket ned, fordi svenskerne holdt afstand.
Ingen har monopol på, hvad ordet “nedlukning” betyder, men ved at bruge ordet på en helt anden måde, end danskerne opfatter det, forplumrer epidemiologerne debatten. Jeg synes — ikke overraskende — meget bedre om, at man klart adskiller skidt fra kanel, og bruger “nedlukninger” om regeringens restriktioner, og dermed adskiller det klart fra alt det, vi gjorde frivlligt.
Bottom line er dog, at der ikke er nogen større modstrid mellem økonomernes 84-304 forhindrede dødsfald og epidemiologernes 21.000 forhindrede dødsfald.
Epidemiologerne misforstår fuldstændig situationen i Sverige
Epidemiologerne kommer også med nogle påstande om situationen i Sverige, som i mine øjne er helt skudt forbi skiven.
KÆMPE FORSKEL I OMFANGET AF RESTRIKTIONER For det første hævder de, at svenskerne i løbet af pandemien endte med samme grad af restriktioner som i Danmark.
Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.
Oxford Stringency Index er glimrende til at få et generelt billede af, hvor hårdt de enkelte lande er lukket ned. Men det kan altså ikke bruges til at sammenligne to lande. Sverige var langt mere åben end Danmark – også under anden bølge. Først og fremmest var grundskolerne selvfølgelig ikke lukket, men butikker, restauranter og barer var heller ikke lukket. Der var heller ikke påbud om mundbind, og de havde (stort set) ikke krav om vaccinepas.
Det tenderer misinformation at hævde, at de to lande havde “næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien”.
SVENSK NEDLUKNING KUNNE IKKE GØRE NOGET MOD STOR OVERDØDELIGHED Epidemiologerne antyder også, at den manglende nedlukning i Sverige tydeligt ses i de svenske dødstal i foråret 2020, jf. dette citat.
I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.
For det første bør man notere sig, at svenskerne lukkede gymnasier og universiteter allerede 18. marts 2020 – kun to dage senere end i Danmark. Men epidemiologernes største synd er, at de slet ikke forholder sig til smittens udbredelse omkring nedlukningstidspunktet.
Det kræver ellers ikke det store arbejde at indse, at Sverige stod et helt andet sted i midten af marts i 2020. Det ses nemt af nedenstående figur. Fra man smittes og til man dør, går der ca. 3 uger. Den danske nedlukning blev annonceret om aftenen d. 11. marts, men startede reelt først d. 16. marts med skolelukningerne (restauranter, barer mv. lukkede 18. marts).
Effekten af annonceringen vil altså først kunne ses i dødstallene ca. 1. april, mens effekten af selve nedlukningen kan ses fra ca. 6. april. Dette tidsspænd er markeret med orange i figuren nedenfor. Figurerne viser meget tydeligt, at der hver dag døde langt flere i Sverige før nedlukningerne kunne have en effekt. Så uanset hvad svenskerne havde gjort, ville de have haft betydetligt flere dødsfald.
Når epidemiologerne slutter af med at skrive, at “for at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen“. Men de bidrager selv med at sprede det, der tenderer misinformation.
Jeg havde ærligt talt forventet mig mere her fem år efter det velkendte pressemøde.
I min kommende bog, Prisen værd?, har jeg et kapitel med en række eksempler på, at myndighederne overså klare tegn på, at restriktionerne ikke virkede.
Et af eksemplerne er lukningen af skolerne i Kolding Kommune d. 22. februar 2021. Figuren her viser udviklingen i smitten i Kolding omkring skolelukningen (rød streg) og åbningerne (grønne streger). Da der går flere dage fra, man bliver smittet og til man tester positivt, vil en evt. effekt af skolelukningen tidligst kunne ses omkring 26.-28. februar.
Det kræver ikke en ph.d. i epidemiologi eller raketvidenskab at se, at smitten faldt før man lukkede skolerne, og at skolerne var lukket i to uger uden nogen som helst grund, da smitten var nærmest præcis den samme, da man først lukkede og senere åbnede skolerne.
Det er blot ét af mange eksempler, der underbygger den forskning, jeg gennemgår i bogen, som meget klart viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt på pandemiens udvikling.
BOGLANCERING PÅ CHRISTIANSBORG D. 11. MARTS KL. 15:30 Bogen lanceres tirsdag d. 11. marts kl. 15:30 på Christiansborg, hvor også Stinus Lindgren – der har skrevet forord til bogen – vil holde oplæg. Journalister kan skrive til jherby@gmail.com, for at få en kopi af bogen og blive tilmeldt arrangementet.
Den 11. marts — på 5-årsdagen for annonceringen af de danske nedlukninger — udkommer min nye bog om nedlukningerne, “PRISEN VÆRD? Nedlukningerne ingen taler om“.
Bogen kan forudbestilles (med 50 kr. rabat og inkl. fragt) her.
Her er fra bogens bagside:
Da COVID-19 ramte verden, spredte nedlukningerne sig sammen med virus fra Kinas diktatur til demokratierne i Vesten.
I Prisen værd? Nedlukningerne ingen taler om undersøger Jonas Herby, om nedlukningerne havde den effekt, vi blev lovet. Med en let tilgængelig gennemgang af data og forskning viser han, at effekten på dødeligheden var beskeden, mens omkostninger for børnene, samfundsøkonomien og borgernes frihedsrettigheder var betydelige.
Var det befolkningens frivillige adfærdsændringer snarere end regeringens restriktioner, der bremsede pandemien? Kunne vi have valgt en mindre skadelig vej? Og hvad kan vi lære af fejltagelserne, så vi håndterer fremtidige kriser bedre?
Prisen værd? er en debatbog, der fremlægger den nyeste forskning på en lettilgængelig måde. Med skarpe analyser og nye perspektiver udfordrer den den officielle fortælling om pandemiens mest vidtgående beslutninger.
Punditokraterne.dk udgør en central del i bogen, da nogle af de kapitler, der endte med at blive taget ud af bogen, vil blive publiceret her på bloggen i den næste tid.
I episode 53 af Claus’ og min podcast, Økonomiske principper, taler vi om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og statsglæd. Kort sagt (hør uddybning i podcasten eller på YouTube fra 37:50) står en nation alt andet lige langt stærkere overfor en eventuel fjende, hvis den offentlige gæld er 10% af BNP frem for fx 110%.
Trumps mulige beslutning om, at USA vil sætte militærstøtten til Ukraine på pause, udgør — på en trist baggrund — en glimrende mulighed for at illustrere vores pointe.
I dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at være gæstevært på ”Ta’r jeg fejl” på Radio IIII (lyt til time 1 og time 2).
Den sidste gæst var Jes Søgaard, som kom med en påstand om resultaterne i vores metastudie, der er anledningen til dette blogindlæg. Jes Søgaard mente nemlig, at de 35,3%, som Fuller et al., jf. nedenstående tabel, estimerer er effekten af en gennemsnitlig nedlukning, repræsenterer en meget betydelig effekt på antallet af døde.
Som Jes siger godt 39 minutter inde i time 2, så mener han, at ”de der 35% skal jo ses i forhold til en situation hvor epidemien får lov til at køre helt igennem,” altså en situation, hvor op imod 35.000 danskere var døde af COVID-19. Jes mener således, at Fuller et al. viser, at nedlukningerne har forhindret ca. 12.000 COVID-19-dødsfald.
Men det er ikke sådan, man fortolker estimaterne i en difference-in-difference analyse (og dermed vores metastudie). Estimaterne viser effekten af en nedlukning sammenlignet med en kontrafaktisk situation, hvor man ikke indfører en nedlukning – altså en form for kontrolgruppe (det er rent teknisk lidt mere komplekst, men denne forklaring er tilstrækkelig til dette indlægs formål).
Hvad betyder denne dette så? Jo, i Danmark døde der i alt 2.534 personer af COVID-19 før vaccinerne var distribueret til alle sårbare omkring sommeren 2021. Da Danmark havde indført nedlukninger, betyder estimatet fra Fuller et al., at Danmark havde 35,3% færre døde, end hvis vi ikke havde indført nedlukninger.
Havde vi ikke indført nedlukninger, ville Fuller et al. altså forvente, at 2.534/(1-35,3%) = 3.917 personer var døde af COVID-19 i Danmark. Overført til danske forhold betyder Fuller et al.’s resultater altså, at nedlukningerne forhindrede 1.383 COVID-19-dødsfald.
Det er selvfølgelig en del. Men det er milevidt fra de ca. 12.000 dødsfald, som angiveligt er Jes Søgaards opfattelse af effekten. Og så skal vi naturligvis huske på, at Fuller et al. er en outlier. Den samlede evidens viser, nærmest uanset hvordan man cherry picker og sorterer i studierne, at effekten er markant lavere. Vi har en række forskellige gennemsnit, og det gennemsnit, der viser den højeste effekt, er et simpelt (aritmetisk) gennemsnit. Her svarer de 8,9% til 248 forhindrede COVID-19-dødsfald.
PS: Figur 2 i vores metastudie (vist herunder) illustrerer betydningen af, at estimaterne skal ses i forhold til det antal døde, der rent faktisk var. Figuren viser hvor mange dødsfald nedlukningerne har forhindret i USA med udgangspunkt i de studier, vi har med i Tabel 1. Figuren viser også estimaterne fra Imperial College London til sammenligning.
Figuren viser, at effekten skal være meget, meget høj (over 80%), før vi nærmer os noget, der minder om de forudsigelser, der blev lavet i bl.a. begyndelsen af pandemien.
Centralplanlægning kan være nødvendigt i et militær, hvor mange inputs ikke kan købes frit på markedet. Men i det omfang materiellet ellers er tilgængeligt, kan jeg sagtens se idéen i at decentralisere indkøb af materiel (ligesom man med auftragstaktikken har decentraliseret mange taktiske beslutninger).
Ukraine’s Ministry of Defence will provide its combat units with 2.5 billion hryvnia (US$60 million) of direct funding per month to procure their own drones, in a move to allow commanders in the field to buy the equipment they need rather than rely on centralized purchasing.
Som jeg skrev forleden, så er der ikke meget, der tyder på, at minimumslønninger fører til færre jobs. Og når lønnen hæves for nogen, uden at der kommer færre jobs, må det jo alt andet lige betyde, at den samlede lønsum til arbejdstagerne stiger.
Og så er arbejdstagerne glade, ikke? Nej.
For det er en fejlopfattelse at tro, at folk kun går op i lønnen for deres arbejde. Jeg har tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger fjerner de sjove (lavtlønnede) jobs til skade for arbejdstagerne. Men minimumslønninger fjerner ikke kun morskaben.
Davies et al. (2025) viser, at minimumslønninger går ud over sikkerheden. Jo højere minimumslønnen er, jo flere skader sker der på arbejdspladsen.
Her er abstract (mine fremhævninger):
Do minimum wage changes affect workplace health and safety? Using the universe of workers’ compensation claims in California over 2000-2019, we estimate whether minimum wage shocks affect the rate of workplace injuries. Our identification exploits both geographic variation in state-and city-level minimum wages and local occupation-level variation in exposure to minimum wage changes. We find that a 10% increase in the minimum wage increases the injury rate by 11% in an occupation-metro area labor market which is fully exposed to the minimum wage increase. Our results imply an elasticity of the workplace injury rate to minimum-wage-induced wage changes of 1.4. We find particularly large effects on injuries relating to cumulative physical strain, suggesting that employers respond to minimum wage increases by intensifying the pace of work, which in turn increases injury risk.
Det er velkendt, at der er en risikopræmie på jobmarkedet, så ansatte i farligere jobs alt andet lige oppebærer en højere løn. Og derfor er det også forudsigeligt, at når minimumslønnen gør det sikre lavtlønsjob forbudt, så presses nogen til at vælge et mere usikkert job.
Minimumslønnen gør altså, at både lønnen og risikoen stiger. Og arbejdstagerens velfærd falder.
I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*
I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.
Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.
Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.
Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.
Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.
Det store men
Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).
I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.
* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).
For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.
I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.
Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.
SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.
Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.
Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.
Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).
Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.
Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).
Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.
Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.
En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).
Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.
Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.
De forfærdelige brande i Los Angeles (LA) i Calfornien, USA, har ført til, at tusindvis af mennesker står uden tag over hovedet. Endnu værre er dog, at mange af disse står til at miste alt hvad de havde, fordi de ikke have en brandforsikring.
Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!
Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.
I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).
Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.
Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).
Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.
Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.
Regulering er en væsentlig del af problemet
Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).
Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.
PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.
Jay Bhattacharya blev i slutningen af 2020 verdenskendt som en af tre medforfattere til The Great Barrington Declaration, der bl.a. opfordrede til fokuseret beskyttelse af udsatte grupper frem for generelle nedlukninger under COVID-19-pandemien. I december 2022 afslørede de såkaldte “Twitter Files,” at Bhattacharya var blevet censureret på Twitter. For nylig blev han udpeget af Præsident Trump til at blive næste direktør for National Institutes of Health.
Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.
De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.
I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.
PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.
Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?
Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?
Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.
Af Jonas Herby, den 26. november 2024. Skriv et svar
Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.
Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:
Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).
