Selvom den slags historier oftest fremstår relativt utroværdige, er det klar, at der selvfølgelig vil være nogle effekter. Men hvad ved vi om dem?
Ikke meget – men alligevel lidt. I 2012 var jeg med til at gennemgå litteraturen i et projekt for DEA, og der så vi faktisk netop på effekten af færre SU-klip. Jeg har netop genlæst kapitlet, og det er faktisk ganske informativt, så nedenfor er det i sin fulde udstrækning.
I kan læse om effekten af andre dele af SU’en (højere SU og øget adgang til SU-lån) i rapporten, som kan downloades her.
2.2 Færre SU-klip
Færre SU-klip gør det alt andet lige dyrere for den studerende at blive forsinket på sit studie. Dette vil trække imod, at den studerende er mere flittig, bliver hurtigere færdig og består flere eksaminer. Færre SU-klip vil også have en negativ effekt på antallet af studerende, da det alt andet lige bliver mindre attraktivt at studere. Effekten på frafaldet kan gå i begge retninger. Studerende, der bliver forsinket i løbet af studierne, vil have en større tendens til at falde fra. Til gengæld vil det mindre optag primært være forårsaget af unge, der forventer, at de vil have svært ved at gennemføre studierne på normeret tid, hvilket kan trække imod, at frafaldet bliver mindre.
De studier, vi har gennemgået, bekræfter i vid udstrækning de teoretiske forudsigelser. Tabel 3 opsummerer de fundne resultater. I de efterfølgende afsnit beskrives og uddybes resultaterne.
Tabel 3: Overblik over effekterne af at reducere antallet af SU-klip
Studietid
Resultaterne af de studier, vi har gennemgået, viser, at færre SU-klip vil have en positiv effekt i form af kortere gennemsnitlig studietid i Danmark.
Häkkinen og Uusitalo (2003) undersøger effekterne af SU-reformen i Finland i 1992. Reformen betød, at den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, blev reduceret med knap 2½ år fra 7 år til 4 år og 7 måneder. Häkkinen og Uusitalo (2003) finder, at reformen medførte, at de studerende i gennemsnit havde 52% større chance for at blive færdig hver måned svarende til, at de blev færdige 3 måneder tidligere. En del af effekten kan dog forklares af den lokale arbejdsløshed, som fik studerende uden studiejob til at bruge mere tid på studierne. Tager man højde for arbejdsløsheden, medførte reformen, at der hver måned var 14% større chance for, at de studerende blev færdige — effekten er dog ikke signifikant. Den eneste undergruppe af studerende, hvor Häkkinen og Uusitalo (2003) finder en signifikant effekt af reformen, er studerende på de studier, hvor man før reformen i gennemsnit var længst tid om at gennemføre.
Heineck m. fl. (2006) undersøger effekten af, at tyske studerende skal betale EUR 500 – 900 pr. semester, hvis de ikke er færdige med deres studier senest fire semestre efter den normerede tid. Heineck m. fl. (2006) opdeler effekterne på forskellige studieretninger og finder nogle interessante resultater. De viser, at effekten af at indføre betaling for langtidsstuderende er forskellig, afhængigt af studiets karakteristika. På matematiske studier som kemi, fysik og økonomi medfører en økonomisk straf ingen signifikant effekt på antallet af studerende, der færdiggør deres studier, men der er signifikant flere, der dropper ud. På lang sigt medfører frafaldet, at færre færdiggør deres studier. På mindre matematiske studier som biologi og psykologi, er der på kort sigt signifikant flere, der består, men ingen signifikant effekt på antallet, der dropper ud. På lang sigt er effekterne de samme. Resultaterne er summeret i tabellen nedenfor.
Tabel 4: Effekter af at indføre tuition fees for langtidsstuderende i Tyskland
Heineck m. fl. (2006) forklarer forskellene med, at de studerende på de mere matematiske studier er langtidsstuderende, fordi de simpelthen ikke kan bestå på normeret tid. Ved at indføre økonomiske konsekvenser for de langtidsstuderende, gør man det mindre attraktivt at studere, og da de ikke kan bestå til tiden, dropper de i stedet i højere grad ud. På de mindre matematiske studier er det derimod andre ting, der fastholder de studerende på studierne, så der ser man ikke samme effekt.
Ved hjælp at data fra 1992-2000 undersøger Garibaldi m. fl. (2007) sammenhængen mellem tidsprofilen på studieafgifter og studieindsatsen. Data er hentet fra et italiensk universitet, hvor de studerende betaler forskellige indkomstafhængige studieafgifter. Undersøgelsen benytter data for de studerende, som indkomstmæssigt ligger lige på grænsen mellem to afgifter. Ved at sammenligne dem lige over grænsen med dem lige under grænsen konkluderer Garibaldi m. fl. (2007), at en 1.000 EUR stigning i studieafgift på det sidste studieår reducerer sandsynligheden for at afslutte uddannelsen for sent med 6,1%-point fra 80% til 73,9%, og at sandsynligheden for at droppe ud ikke ændres signifikant. På baggrund af deres resultater konkluderer de, at en stigende betaling (eller faldende SU) kan være optimalt, når det offentlige subsidierer studerende.
Frafald
Se beskrivelsen af resultaterne i Heineck m. fl. (2006) ovenfor.
Studieindsats
Belot m. fl. (2007) undersøger effekterne af en reform i Holland på førsteårsstuderende. Reformen reducerede den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, med et år til normeret studietid. Belot m. fl. (2007) finder en svag, men ikke signifikant, stigning i antallet af førsteårsstuderende, der dropper ud som følge af reformen. De finder også — hvad de finder interessant — at reformen havde en signifikant effekt på karaktergennemsnittet blandt førsteårsstuderende, ligesom de førsteårsstuderende i gennemsnit bestod flere eksaminer efter reformen. Resultaterne indikerer, at truslen om at stå uden SU på de sidste år af ens studier, kan være nok til, at man øger indsatsen på studiet allerede fra første år. Belot m. fl. (2007) finder ud over de nævnte effekter, at de studerende er mindre tilbøjelige til at skifte studie, hvilket skyldes, at omkostningerne ved et studieskifte som følge af reformen er steget. Generelt er effekterne kraftigere, jo yngre de førsteårsstuderende er.
Studieskift
Se beskrivelsen af resultaterne i Belot m. fl. (2007) ovenfor.
Hvorfor vil politikerne ikke have en evaluering af corona-politikkerne? Sådan spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske på baggrund af, at regeringen stemte imod LA’s beslutningsforslag om at vurdere coronapolitikkernes konsekvenser for trivslen blandt børn, unge og beboere på landets bosteder.
LAs beslutningsforslag fik da også politisk bred støtte fra oppositionspartier til højre og venstre – men blev altså i sidste ende nedstemt, fordi SF-S-M-V-fløjen mente, at man vidste alt, hvad man behøvede at vide.
En evaluering er ellers – som Kurrild-Klitgaard påpeger – yderst relevant.
Der gemmer sig vigtig lærdom for fremtiden, som ikke er helt åbenlys. For eksempel fremhævede man i Danmark ofte, at der var færre dødsfald i det relativt nedlukkede land her end i det mere åbne Sverige. Men efterfølgende har det vist sig, at det er en sandhed med modifikationer, og at det kommer meget an på, hvad man måler og hvordan.
Men med afvisningen af forslaget ser en større evaluering ud til at være blevet lidt mindre sandsynlig.
Men nu er forslaget om en trivselsundersøgelse altså afvist, og det er dermed reelt også denne avis’ mere vidtgående forslag om en egentlig coronakommission til at vurdere det samlede forløb.
Så hvor står vi?
For at få nedsat en coronakommission, skal der være et flertal i Folketinget, der har en interesse i at nedsætte en coronakommission. Og det flertal er der ikke noget, der tyder på, at der er pt. Og man kan desuden frygte, at jo mere Venstre og Moderaterne bliver bundet op på diverse ”Nej tak” til corona-evalueringer, jo sværere vil det blive for dem at gennemføre en evaluering, når der før eller siden igen kommer et borgerligt flertal.
Vi risikerer altså at stå i den situation, at vi aldrig – eller først meget, meget sent – får en grundig (statslig) evaluering af den politik, der blev ført under pandemien. Og det er problematisk, da en grundig evaluering er nødvendig for at kunne håndtere fremtidige kriser bedst muligt.
Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.
Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).
Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!
Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).
I interviewet taler han bl.a. om, hvorvidt nedlukningerne i USA var for hårde. Ifølge Anthony Fauci er det ikke en diskussion, han er egnet til at tage. Hans rolle var at fokusere på sundhedsaspektet. Afvejninger i forhold til andre hensyn i samfundet var ifølge Fauci et spørgsmål for bl.a. økonomer.
I’m not an economist. The Centers for Disease Control and Prevention is not an economic organization. The surgeon general is not an economist. So we looked at it from a purely public-health standpoint. It was for other people to make broader assessments — people whose positions include but aren’t exclusively about public health. Those people have to make the decisions about the balance between the potential negative consequences of something versus the benefits of something.
Dr. Fauci til New York Times
Man kan vist roligt sige, at den indsigt – hvor rigtig den end er – kommer lidt sent. Ser man på hvilke faggrupper, de danske medier henvendte sig til i forhold til at komme med bud på, hvad der skulle lukkes ned hvornår, står økonomer meget, meget langt nede på listen…
Som tidligere påpeget var det et problem, for økonomer besidder faktisk meget, meget relevante værktøjer i forhold til at vurdere den førte politik – også under en pandemi.
Der har været en del debat om de risici, kunstig intelligens (AI) fører med sig. Jeg tilhører – som Otto, der tidligere beskrevet nogle af skyggesiderne ved kunstig intelligens – den gruppe, der ser langt flere gevinster end omkostninger ved teknologien.
En væsentlig årsag til dette er, at mange af de skrækeksempler, der bliver hevet frem, i mine øjne negligerer menneskelig adfærd. Vi mennesker tilpasser os verden omkring os, og når man tager højde for dette i sine fortællinger om, hvordan AI vil påvirke vores fremtid, bliver mange af skrækscenarierne en del mindre skræmmende.
Menneskers adfærd løser mange af problemerne
Lad mig illustrere min pointe i forhold til den debat, der har været visse steder, om problemerne med deepfakes. Altså materialer – videoer, billeder, lydklip – som man ikke umiddelbart kan se om er ægte. Videoer, billeder og lydfiler, der er så realistiske, at de allerede i dag kan være svære at skelne fra virkeligheden ved et øjekast (se fx AI-billederne af Trumps arrestation her). Og før eller siden bliver det – med den teknologi vi kender i dag – umuligt.
Men. I mine øjne adskiller de nye deepfakes sig ikke væsentligt fra tidligere ”deepfakes”. Skriftsproget har fx i årtusinder givet mulighed for at lave ”deepfakes”, fordi man kan fremvise fx stentavler og hævde, at de var skrevet af en anden og viste dennes tanker og ønsker. I forhold til tiden før skriftsproget, giver skriftsproget derfor helt nye muligheder for, at folk med blakket moral eller onde hensigter kan snyde sine medborgere.
Claus og jeg diskuterede forleden kunstig intelligens i podcasten “Økonomiske principper” (efter ca. 30 minutter). Du kan finde podcasten både på YouTube og i din podcast app. Læs resten →
Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne? Det spørgsmål stiller jeg i Børsen i dag.
Baggrunden for at stille det er bl.a., at byggesagsbehandlingen på godt dansk sejler i kommunerne.
Kommunernes byggesagsbehandling er en dræbende langsommelig proces for borgere og virksomheder i Danmark. I 2022 var behandlingstiden i gennemsnit 69 dage for enfamiliehus og 116 dage for etagebyggeri. Og kun tre kommuner – Odder, Tønder og Vallensbæk – overholdt servicemålene på henholdsvis 40 og 60 dage for mindst 90 pct. af sagerne i begge kategorier.
Den lange byggesagsbehandling medfører øgede udgifter til bl.a. finansiering og planlægning, øget risiko for f.eks. uventede prisstigninger på materialer, og tab af bl.a. lejeindtægter eller nytteværdi ved at tage sin ejendom i brug m.v.
Men der er også en mere principiel baggrund. For hvorfor skal danske borgere på netop dette område søge om tilladelse, før vi foretager os noget? Det normale er jo, at vi må gøre hvad vi vil, når vi vil, så længe vi overholder gældende lovgivning. Og sådan kunne det principielt også være med bygningsreglement og lokalplaner mv.
Min analyse viser, at politikerne i 2022 havde en måned mindre til omtanke end i 2005, jf. nedenstående figur, som viser hvor langt tid der gennemsnitligt går fra et lovforslag fremsættes og til det vedtages.
I går kunne Børsen offentliggøre, at et nyt busselskab, Fleet, starter op i Danmark for at tage konkurrencen op med Flixbus og Kombardo. Det er gode nyheder, for konkurrence gavner forbrugerne.
Det er uvist, hvor store gevinsterne ved at fjerne disse benspænd er. Men det er ikke et argument for at fastholde dem. Og reglerne kan potentielt ramme mange danske forbrugere.
Richard Hanania har skrevet et interessant indlæg om sociale mediers effekt på børns mentale helbred. Kort sagt mener han, at evidensen viser, at sociale medier påvirker vores mentale helbred negativt.
Det var især hans indledende argument (se citat) for at være imod tesen om, at sociale medier er skadelige, der vakte min interesse. Jeg har ofte den samme mavefornemmelse, når medierne peger på nye problemer ved et produkt eller samfundstendens. Enhver negativ effekt kan (og vil) desværre blive brugt som et argument for, at politikerne skal regulere. Uanset om man kan forvente, at reguleringen er den bedste måde at løse problemet på, eller om politikerne overhovedet kan løse problemet.
I tend to dislike moral panics that are used to justify government intervention in people’s personal choices or market forces, particularly of the “think of the children” variety. Moreover, I think there’s a tendency to scapegoat big tech, which I consider an unhealthyimpulse that is rooted in both Luddism and anti-market bias, both of which I strongly oppose.
Men man skal passe på ikke falde i den fælde, Hanania beskriver, og nægte at indse problemer, fordi de vil føre til skadelig regulering. Det kan meget nemt føre til en personlig bias imod at indse, hvis der er et problem.
I stedet skal man tage den nye viden til sig og huske på, at eksistensen af et problem kun sjældent er et godt argument for, at politikerne griber ind og regulerer.
I forhold til sociale medier, er det fx langt mere oplagt, at forældrene griber ind (evt. i samarbejde med skoler osv., hvor der jo også sidder forældrebestyrelser osv.), hvis der er problemer. På netop det punkt adskiller brugen af sociale medier sig i øvrigt ikke fra mange andre emner som fx motion, overvægt, læring, rygning osv. Det er (og bør være) forældrenes opgave at opdrage deres børn til at blive voksne, der er i stand til begå sig i et moderne samfund med elle de fristelser, det indebærer. Også selvom det kan være svært.
Konklusionen er altså, at det er bedre at være på forkant med ny viden og – hvis der er et problem – tale for den rigtige løsning (forældreansvaret), inden for mange er blevet overbevist om, at det er et problem, politikerne skal løse.
Så hermed en opfordring til at læse Richard Hananias indlæg. Har han ret eller tager han fejl? Jeg er personligt i tvivl.
Kom meget gerne med kommentarer nedenfor.
PS: Til ”tl;dr”-segmentet opsummerer nedenstående meget godt det samlede indhold i Hananias indlæg.
Allcott et al. is not only the largest study, but it was also pre-registered and easily the most impressive. Participants, about half of them under 30 years old, were paid to stay off Facebook for a month. Here are the main findings for the outcomes we care about.
The effect sizes for life satisfaction, anxiety, depression, and happiness all hover around a tenth of a standard deviation. Tyler argues that such effect sizes are small, and critiques Haidt for saying we should assume network effects. Haidt’s argument is that quitting Facebook shouldn’t be expected to do all that much if all your friends are still on it and miserable. Personally, I don’t find the effect size to be that small. As Allcott et al. point out, the result for subjective well-being is about equivalent to a $30,000 increase in income. A tenth of a standard deviation seems small, but this is just one intervention that lasts a month. Other than getting rid of Facebook, you still have the same genes, had the same childhood, have the same job, grew up in the same culture, etc. If cutting out one app can alone take you from the 50th to 55th percentile of happiness, it’s definitely worth doing. And network effects aren’t some mysterious social force we should be skeptical of – the mental well-being of individuals rises and falls along with that of others in a society, which is why we can observe such striking trends over time. It seems to me very plausible that an intervention that only increases happiness by a small amount at the individual level might have massive effects if the same change was adopted by society as a whole. To expect much more than a tenth of standard deviation from one short intervention may be asking too much.
Tom Jefferson fra University of Oxford er hovedforfatter af et nyligt Cochrane-review, som på baggrund af 23 randomiserede forsøg ikke finder nogen effekt af mundbind. Han blev for nylig interviewet, og det kom der mange interessante ting ud af. Men nedenstående citat er noget af det mest slående.
Det i citatet omtalte Cochrane-review fra 2020 (2020-reviewet er version fem, mens 2023-reviewet er version seks – så altså samme studie, men forskellige versioner), udkom 20. november 2020. Hvis det virkelig blev forsinket syv måneder, som Tom Jefferson siger, så var det altså færdigt allerede i april 2020.
Man kan næppe overvurdere vigtigheden af fri forskning. Og det gælder uanset om der er en krise eller ej.
JEFFERSON: Governments had bad advisors from the very beginning… They were convinced by non-randomised studies, flawed observational studies. A lot of it had to do with appearing as if they were “doing something.”
In early 2020, when the pandemic was ramping up, we had just updated our Cochrane review ready to publish…but Cochrane held it up for 7 months before it was finally published in November 2020.
Those 7 months were crucial. During that time, it was when policy about masks was being formed. Our review was important, and it should have been out there.
DEMASI: What was the delay?
JEFFERSON: For some unknown reason, Cochrane decided it needed an “extra” peer-review. And then they forced us to insert unnecessary text phrases in the review like “this review doesn’t contain any covid-19 trials,” when it was obvious to anyone reading the study that the cut-off date was January 2020.
DEMASI: Do you think Cochrane intentionally delayed that 2020 review?
JEFFERSON: During those 7 months, other researchers at Cochrane produced some unacceptable pieces of work, using unacceptable studies, that gave the “right answer”.
DEMASI: What do you mean by “the right answer”? Are you suggesting that Cochrane was pro-mask, and that your review contradicted the narrative. Is that your intuition?
JEFFERSON: Yes, I think that is what was going on. After the 7-month delay, Cochrane then published an editorial to accompany our review. The main message of that editorial was that you can’t sit on your hands, you’ve got to do something, you can’t wait for good evidence…. it’s a complete subversion of the ‘precautionary principle’ which states that you should do nothing unless you have reasonable evidence that benefits outweigh the harms.
Regelstatens julegave var en oplæsning af den danske oversættelse af ” Scratching By: How Government Creates Poverty as We Know It” skrevet af Charles Johnson.
Hvis du foretrækker at læse den frem for at lytte, så har du nedenfor hele oversættelsen (du kan også hente den som læsevenlig pdf her). Oversættelsen er i øvrigt er lavet af Jonas Ejlersen, der også har oversat ”Myten om den rationelle vælger” og ”Økonomi i en lektion”.
At leve fra dag til dag: Hvordan staten skaber fattigdommen, som vi kender den i dag
Oversat af Jonas Ejlersen, original tekst af Charles Johnson
De undertrykte menneskers oplevelse er, at ens liv er begrænset og formet af kræfter og barrierer, der ikke er tilfældige eller lejlighedsvise – og dermed undgåelige – men systematisk knyttet sammen på en måde, så man er fanget imellem og iblandt dem, og de begrænser eller straffer bevægelser i enhver retning. Det er oplevelsen af at være buret inde: Alle veje, hver eneste retning, er blokeret eller mineret.
Marilyn Frye, ”Oppression” i The Politics of Reality
Myndigheder – på lokalt, statsligt eller føderalt plan – bruger meget tid på at begræde den situation, som storbyens fattige befinder sig i. Tag en runde i et hvilket som helst statsligt agentur, og du kan ikke undgå at støde på en eller anden Kloge-Åge iført jakkesæt og med et navneskilt på sit skrivebord, der har lige netop dén rette statslige ordning til at eliminere eller mildne eller i det mindste standse de værste aspekter af knusende fattigdom i amerikanske byer – særligt som den opleves af sorte mennesker, indvandrere, handicappede og alle andre, der er blevet udpeget til statsbureaukratiets særlige observation og omsorg. Afhængigt af bureaukratens sindsstemning, så kan hans yndlingsordninger fokusere på at udbetale velgørenhed til ”fortjenende” fattige eller at sætte flere fattige mennesker i ”risikozonen” under socialrådgiveres og medicinske eksperters overvågning, eller at gennembanke genstridige, fattige mennesker og låse dem inde i årevis.
Hvordan virker mindstelønninger? Hvorfor gør Netflix ikke mere for at forhindre folk i at dele deres kode med vennerne? Er det fornuftigt at regulere campingpladser? Hvorfor har vi en hær?
Dette – og meget mere – kan du nu blive klogere på i vores nye podcast ”Økonomiske Principper”. Navnet er inspireret af polit-faget ”Økonomiske Principper A”, som Claus har haft fornøjelsen af at undervise i igennem en længere årrække.
Formålet med podcasten at give lytterne (jer!) indsigt i centrale økonomiske begreber og tankegange. Det gør vi med udgangspunkt eksempler fra medier, politik og hverdagen set gennem økonomernes briller.
Vi håber, at vi med podcasten kan bidrage til, at du som lytter får indblik i, hvor fantastisk økonomisk teori er til at bidrage til at forklare mange af – måske nærmest alle – de ting, der sker i verden omkring os og i vores egen hverdag.
Hvert afsnit tager vi kort fat i 2-4 aktuelle emner og går derefter i dybden med et centralt emne. Målet er, at lytteren over tid får opbygget (og/eller styrket) sin indre økonom.
Podcasten udkommer både som podcast…
…og (for de nyeste afsnit) på YouTube.
På genhør
Claus & Jonas
Claus Galbo-Jørgensen er cheføkonom i advokatfirmaet Bech-Bruun og er desuden ekstern lektor i økonomi på Københavns Universitet.
Jonas Herby er specialkonsulent i tænketanken CEPOS og podcastvært på Regelstaten.
Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.
Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.
For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).
Forleden beskrev jeg, hvordan vacciner ikke kan forklare den nuværende overdødelighed. Men hvad kan så?
En mulighed er energikrigen mod Rusland. I min familie har vi haft det betydeligt koldere denne vinter. Vi er langt fra alene, og også offentlig bygninger, har haft skruet ned for varmen. Samlet har danskerne brugt 12% mindre strøm og 20% mindre gas (når der tages højde for den milde vinter, er faldet stadig 11%).
Og lavere temperaturer indendørs betyder mere sygdom og flere dødsfald. Det er dokumenteret i adskillige studier. Her er fx Chirakijja et al. (2019) (både her og senere er fed skrift min fremhævning):
This paper examines how the price of home heating affects mortality in the US. Exposure to cold is one reason that mortality peaks in winter, and a higher heating price increases exposure to cold by reducing heating use. It also raises energy bills, which could affect health by decreasing other health-promoting spending. Our empirical approach combines spatial variation in the energy source used for home heating and temporal variation in the national prices of natural gas versus electricity. We find that a lower heating price reduces winter mortality, driven mostly by cardiovascular and respiratory causes.
(Amerikanske) politikere overvurderer, hvor store økonomiske problemer vælgerne har. Det er konklusionen i Thal (2023).
Her er abstract (mine fremhævninger).
Politicians often oppose economic policies benefiting low-income Americans. However, the mechanisms behind this political inequality are unclear. I ask whether politicians oppose these policies, in part, because they underestimate how many of those they govern are struggling financially. I test this theory with an original survey of 1,265 state legislative candidates. Contrary to my expectations, I find that politicians tend to overestimate how many of those they govern are struggling financially. At the same time, there are some instances in which politicians—and Republicans in particular—do underestimate the level of financial hardship among those they govern. In an experiment, I randomly assign politicians to have their misperceptions corrected. The results suggest that politicians’ policy preferences would be similar even if they had a more accurate understanding of reality. Overall, the findings suggest that politicians may frequently misperceive the state of reality in which those they govern live.
Særligt det sidste er interessant. Rent logisk skulle man tro, at en politiker ville være mere tilbøjelig til at gå ind for omfordeling, hvis politikeren tror, at der er mange fattige i samfundet. Men det er ikke det, Thal (2023) finder. I stedet finder han, at politikernes holdninger er fastlåste på deres politik, uanset at virkeligheden er anderledes, end de tror.
I randomly assign half of the politicians to receive accurate information about how many people experience these issues in the states they seek to govern. After receiving this information in the treatment or receiving no additional information in the control, politicians are asked their level of support for policies that could help to address each form of financial hardship. Overall, I find little evidence that politicians change their policy views when provided with accurate information. When I provide Democrats with accurate information, it has no effect on their preferences. This suggests that Democrats’ preferences might be similar if they were more accurately informed. By contrast, there is some evidence that the treatment shifted Republican politicians’ views. When provided with accurate information, Republicans appear to increase their support for such policies as spending more on cash assistance to low-income families (which addresses financial insecurity) and Medicaid (which addresses the unaffordability of healthcare). However, I only find evidence for these effects on a few of the policies I asked about, and these effects are no longer statistically significant once I adjust for multiple testing. This suggests Republicans’ preferences might also be similar if they were more accurately informed.
På en måde er jeg ikke super overrasket over dette. Det ville nok være lettere naivt, hvis man gik ud fra, at data påvirkede politikernes (og andre for den sags skyld) holdninger markant. Særligt for politikere – der gerne vil (gen)vælges – er realiteterne mindre vigtige, end hvordan deres vælgere opfatter virkeligheden. Man kan ikke som udgangspunkt forvente, at politikerne ændrer holdning på baggrund af fakta, hvis ikke vælgerne – der jo skal vælge politikerne – ændrer holdning. Så måske har Thal (2023) ganske enkelt serveret fakta til de forkerte, hvis han ønskede at se en effekt.
Hvem ved. Interessant er det i hvert fald.
PS: En working paper verison (fra 2020) af Thal (2023) kan findes her, men abstract afviger en del fra den publicerede version (jeg har ikke tjekket resten).
Jeg har brugt for meget tid på vacciner og overdødelighed på sociale medier på det seneste. Folk, der mener, at svaret på spørgsmålet “Hænger overdødelighed sammen med vacciner?” er “Ja”, har sendt utallige videoer med “bevis” for, at vacciner fører til overdødelighed. Mange bruger ord som “massemord” osv. Ord, der umiddelbart beskriver noget, man let burde kunne se i enhver korrelation mellem overdødelighed og vaccinetilslutning.
Kan man så det? Det har jeg tænkt mig at undersøge i dette indlæg.
Til “Tl;dr“-segmentet er konklusionen klar: Der er ingen grund til bekymring, selvom du ikke er “pure blood”. Der er ganske enkelt ingen rygende pistol, der indikerer, at vaccinerne var til skade. Snarere tværtimod. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødelighed, og selv hvis man ser bort fra signifikans, er sammenhængen i vaccinens ”favør”.
Lad os så komme i gang.
Min metode / “protokol”
Nedenfor følger en kort beskrivelse af, hvad jeg har gjort. Jeg har kun gjort dette. Jeg har ikke forsøgt andre metoder og har dermed ikke kunnet cherry picke resultaterne.
Der er sandsynligvis andre og bedre metoder til at belyse samme spørgsmål. Men mit formål er alene at få en idé om, hvorvidt der er en “rygende pistol”. Er der noget så tydeligt, at det er værd at undersøge nærmere (til sammenligning var det meget, meget tydeligt, at der var grund til at stille spørgsmål ved effekten af nedlukningerne, da alle lande så ca. samme udvikling uanset hvilken politik, der blev ført). Hvis der er det, burde man kunne se det i min “analyse”, som vel kan tolkes som en form for stikprøve ned i alle de tilgængelige data.
Baggrunden for nedenstående figurer er, at jeg på forhånd – og altså inden jeg havde analyseret data – besluttede at:
hente data for vaccinetilslutning i form af andel færdigvaccinerede og booster shots per 100 indbyggere (BEMÆRK: Det er dækningen i hele befolkningen, da jeg desværre ikke har data opdelt på aldersgrupper. Dette er et problem, men der er ikke noget at gøre ved det).
hente data for overdødelighed fra Our World in Data (Excess mortality: Deaths from all causes compared to average over previous years, by age). Jeg bruger p-scoren, som er antal døde relativt til det forventede antal døde (så hvis der dør 1.100 i en uge, hvor man forventede 1.000, er p-scoren altså 10%). Man kunne have valgt andre mål for overdødeligheden, men det endte altså med dette mål.
beregne overdødeligheden for de OECD-lande, der er data for, for perioden
september 2022 – november 2022 (de seneste tre måneder)
juli 2021 – november 2022 (ca. den periode vacciner har været bredt tilgængelige)
kigge på aldersgrupperne 0-14, 15-64, 85+ samt “alle”.
Det første problem var, at antallet af lande med tilgængelige data faldt drastisk fra starten af december 2022, fordi de fleste lande indrapporterer med betydelig forsinkelse. Derfor har jeg set på tiden før december. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få de nyeste data med. På den anden side var der overdødelighed i mange lande i efteråret, og hvis vacciner driver dødeligheden, gjorde de det vel også her. Nederst er der en liste over de lande, der indgår i analysen.
Det næste problem var, at Chile stikker lidt ud ift. de andre lande. Det har meget høj vaccinetilslutning (både færdigvaccinerede og boostere) og er det eneste land, der ikke er enten er europæisk eller engelsktalende (US og NZ). Måske havde EØS (EU + Norge, Island og Liechtenstein) været et bedre valg. Men sådan blev det altså.
Resultatet for alle aldersgrupper
Nedenstående figur viser korrelationen i mine data, når der ses på hele befolkningen (altså “alle” aldersgrupper). De to øverste paneler viser sammenhængen mellem andelen af fuldt vaccinerede (eller færdigvaccinerede) og overdødeligheden henholdsvis de seneste tre måneder og siden juli 2021 (hvor vaccinerne var fuldt udbredt i OECD-landene). I de to nederste paneler bruger jeg antallet af booster vacciner per 100 indbyggere i stedet for andel fuldt vaccinerede. Bemærk, at jeg holder Y-aksen fast, så det er nemmere at sammenligne panelerne og figurerne.
Figuren viser, at:
der har været en positive sammenhæng (/korrelation) mellem overdødelighed og vaccinetilslutningen de seneste måneder. Jo flere vaccinerede, jo større overdødelighed (tages sammenhængen for givet, vil 10% flere vaccinerede give 1,5%-point højere overdødelighed).
der er ingen sammenhæng mellem overdødelighed og vaccinetilslutning siden sommeren 2021, hvor vaccinerne var bredt udrullet/tilgængelig.
Hvordan skal vi fortolke dette? En mulighed er, at vaccinerne har udskudt dødsfald. Så man undgik at folk døde i vinteren 2021/22, men til gengæld dør de nu. Det vil kunne forklare, at vi ser sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødelighed lige nu, men ingen sammenhæng i hele perioden med vacciner.
Der er sikkert mange alternative forklaringer (er der fx sammenhæng mellem vaccinetilslutning, og hvor strenge restriktioner landet har anvendt, vil dødsfald pga. restriktionerne også være korreleret med vaccinetilslutningen), men der er altså ikke noget, der tyder på, at vacciner skulle føre til stor overdødelighed i befolkningen.
Resultater for de ældste (85+ år)
Vi ved i dag, at COVID-19 stort set var ufarlig (ift. at miste livet) for folk under 65. Det var derfor især de ældre, man ville forvente havde gavn af vaccinerne. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem vaccinetilslutning og overdødelighed for aldersgruppen 85+.
Figurerne viser – i modsætning til figuren for hele befolkningen ovenfor – at der også er positiv korrelation mellem vacciner og overdødelighed på lang sigt (juli 2021 til november 2022) i denne aldersgruppe. Sammenhængen er dog hverken på det korte eller det lange sigt statistisk signifikant. Med andre ord vil man under alle andre omstændigheder sige, at der ikke er en sammenhæng. Så det konkluderer jeg også her.
Men hvad forklarer, at der trods alt er en positiv korrelation (selvom denne r insignifikant)? En mulig forklaring er, at vaccinetilslutningen er relativt høj i alle lande blandt de 85+-årige, fordi de havde særligt stort tilskyndelse til at lade sig vaccinere (husk, at vaccinetilslutningen desværre er for hele befolkningen). Hvis det er tilfældet, er det noget andet end vaccinetilslutning vi ser. Hvis fx lande med høj vaccinetilslutning også var mere tilbøjelige til at indføre hårde restriktioner på plejehjem, kunne det være de langsigtede effekter af de ældres isolation vi ser. Men jeg gætter her.
I øvrigt er effekten relativt lille. Tager vi estimaterne for givet, vil 50% højere vaccinetilslutning giver 4,9%-point højere overdødelighed, hvilket klart er inden for udsvinget mellem de forskellige lande som går fra ca. -5% til +20% overdødelighed på det lange sigt. Og heri ligger også forklaringen på, at sammenhængen ikke er signifikant.
En lille afvigelse fra min “protokol”
Her besluttede jeg mig for at afvige lidt fra min “protokol” og sammenligne aldersgrupperne 65-74 år og 75-84 år med gruppen 85+.
Min tese var, at der måske var større sammenhæng mellem vaccinetilslutningen i et land og andelen af personer, der er vaccineret i disse aldersgrupper end i gruppen 85+.
Om det er forklaringen, ved jeg ikke. Men for disse aldersgrupper er sammenhængen mere, som jeg havde forventet. Større vaccinetilslutning er for disse aldersgrupper korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Men der er også en positiv korrelation mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden de seneste måneder (som dog på ingen måde er statistisk signifikant).
Det kan som nævnt – hvis vi tager estimaterne for givet –være udskudte dødsfald, bivirkninger af nedlukningerne (fx i form af uopdagede kræftilfælde), vacciner eller andet. Det kan mine figurer ikke sige noget om.
Giver figurerne for de tre aldersgrupper (65-74, 75-84 og 85+) anledning til bekymring? På ingen måde.
For det første er der ingen statistisk signifikant sammenhæng. For det andet viser de jo – hvis vi ser bort fra den manglende signifikans og tager resultaterne for gode varer – at vaccinerne samlet set har reduceret dødeligheden for de 65-84-årige det seneste 1½ år. Og det vil jeg til enhver tid “bytte” for overdødelighed blandt de 85+-årige.
Ganske vist har overdødelighed i gruppen været positivt korreleret med vaccinedækningen. Og det åbner jo for, at man kan fortælle sig selv stort set den historie, man har lyst til på baggrund af disse data. Man kan have den hypotese, at det først er nu, det for alvor går galt, og at vi om nogle måneder vil se, at vaccinerne har medført en katastrofe.
Men faktum er, at der ikke er nogen rygende pistol. Og selvom der har været højere dødelighed de seneste måneder, er der er mange andre (mere åbenlyse) forklaringer (fx at man med vaccinerne undgik, at de sårbare døde af COVID-19, men nu dør de så af noget andet).
Resultater for de middel aldrene (15-64 år)
For størstedelen af de ældre aldersgrupper var beslutningen om at lade sig vaccinere i mine øjne været lidt en no-brainer, fordi COVID-19 var relativt farlig for disse aldersgrupper. Hvis du er 75 år gammel, og der er en vaccine mod COVID-19, bør du tage imod den. For selvom der er bivirkninger, er de næppe lige så alvorlige som sygdommen.
Men for aldersgruppen 15-64 år, var valget langt mere nuanceret. Jeg endte selv med at få ét stik, men jeg var meget i tvivl, fordi min risiko ved COVID-19 var meget lille (jeg er 44 år). Så det er sandsynligt, at forskellene i vaccinetilslutning på befolkningsniveau i langt højere grad afspejler forskellene i vaccinetilslutning for denne aldersgruppe. Desuden har gruppen relativt lille risiko for at dø af COVID-19, så hvis der er en rygende pistol, er denne aldersgruppe nok det reneste bud på et sted, hvor mine data ville vise, at vaccinerne fører til overdødelighed.
Med andre ord: Hvis der er noget om snakken, er det for aldersgruppen 15-64 år, vi skal se det.
Men det gør vi ikke. Vi ser faktisk nærmere det modsatte. Større vaccinetilslutning er stærkt korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Og der er ingen sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødeligheden de seneste måneder. Igen er sammenhængen ikke signifikant, men det er her vi er tættest på at have noget signifikant, da vi når ned på en p-værdi på 0,15 på sammenhængen mellem boosters og overdødeligheden de seneste 1½ år.
Bemærk, at estimatet for korrelationen – hvis vi tog det for gode varer – viser en relativt betydelig sammenhæng. 10% flere fuldt vaccinerede reducerer overdødeligheden det seneste 1½ år med 2,1%. I Danmark er 80,9% fuldt vaccineret. Tog vi estimatet for gode varer, ville vi konkludere, at vaccinerne har reduceret overdødeligheden med 17% i gennemsnit det seneste 1½ år. Det er meget relativt (i absolutte tal, er det næppe alverdens, fordi der ikke dør så mange i denne gruppe).
Men der er også så mange udeladte variable (er det fx dem, der i forvejen går meget op i deres helbred, der lod sig vaccinere?), at jeg ikke vil konkludere så håndfast på dette (eller andet i denne post), men blot konstatere, at der på ingen måde er en rygende pistol.
Resultater for børn (0-14 år)
Historien for børn (0-14 år) er lidt den samme som for 15-65-årige, blot er korrelationen meget mere udtalt. Der er et meget kraftigt negativt sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden blandt børn – både på kort og lang sigt. Jo flere vacciner, jo mindre overdødelighed. Og så meget, at det helt bryder skalaen. Sammenhængen er dog stadig insignifikant (hvilket er mere tydeligt i en figur, hvor Y-aksen ikke er begrænset til intervallet mellem -15 og + 30).
Hvis vi igen så bort fra signifikans og tog estimaterne for gode vare, ville sammenhængen så have noget med vaccinerne at gøre, eller ville den være forårsaget af noget, vi ikke har med i figuren? Vi ved det ikke, men mit bud er det sidste. De lande, der har lavest vaccinetilslutning er østeuropæiske (der klarer sig dårligt i mange statistikker), mens mange lande med høj vaccinetilslutning typisk klarer sig godt (måske på nær de tre i toppen, som er Chile, Portugal og Spanien ift. fuldt vaccinerede).
Da relativt få børn desuden er vaccineret, er mit bedste bud, at det er noget andet, vi observerer (uden at have et godt bud på, hvad det er).
Konklusionen er dog – igen – at den rygende pistol er fuldkommen fraværende.
Konklusion
Man skal næppe konkludere for hårdt på ovenstående figurer. Dertil er der for mange (vigtige) udeladte variable.
Men i forhold til mit formål – at se, om der var en “rygende pistol”, altså noget der var SÅ tydeligt, at det kunne være værd at kaste ressourcer i en grundigere undersøgelse – er der ikke umiddelbart noget at se.
Betyder det, at vi kan afvise bivirkninger af vaccinerne? Overhovedet ikke. Vi ved, at vacciner har bivirkninger. Så kigge man meget grundigt efter, kan det godt være, man kan se nogle små effekter i særlige aldersgrupper, hvis man laver meget grundige studier.
Men superlativer a’la “massemord” osv. er altså helt uden for skiven.
Bilag:
Følgende lande havde alle dødelighedsdata frem til og med slutningen af november: Austria, Belgium, Chile, Czechia, Denmark, Estonia, Finland, Germany, Hungary, Iceland, Israel, Latvia, Lithuania, Luxembourg, Netherlands, New Zealand, Norway, Poland, Portugal, Slovakia, Slovenia, Spain, Sweden, Switzerland, United Kingdom, United States
Kilder: Alle data er hentet fra Our World in Data. Overdødelighed her og vaccinetilslutning her (jeg har i begge tilfælde hentet de bagvedliggende rådata).
Det ser ud til, at staten Californien har kastet en håndgranat ind midt i bygningen med byernes lokalplaner (zoning). Fremover skal boligudviklerne i Californien kun leve op til nogle helt enkle krav.
Developers will be allowed to propose housing (and only housing) at any height and any density in a city, so long as at least 20% of the homes in the proposed building are deed-restricted to low income residents who make at or less than 80% the area median income.
Det er altså slut med at begrænse udviklerne til kun at bygge enfamiliehuse, sætte meget stramme grænser for, hvor tæt, der kan bygges osv. Og det har en enorm effekt.
Her er fx, hvad der er sket i Santa Monica:
A town [Santa Monica] which in the last eight years approved 1,600 new homes [551 below market rate] and within a week, saw a dozen development proposals filed that put 4,000 new homes in the pipeline with over 800 of them deed-restricted for low income households.
Læs det lige igen. På otte år har Santa Monica tilladt opførslen af 1.600 hjem. Det svarer til knap fire om ugen. Efter staten kastede håndgranaten ind i byplanlægningskontoret er der givet tilladelser til 4.000. På én uge. Det er helt vildt.
Denne hastighed kommer byggeriet selvfølgelig ikke til at fortsætte med. Men det er potentielt enorme forandringer til det bedre, som sker i Californien lige nu.
Jeg vil forsøge at få en ekspert i zoning fra USA med i Regelstaten til en samtale om det, der sker i Californien.
Hvis du går og tror, at loven – hvad enten den er statslig, føderal eller andet – 1) regulerer det, lovgiverne ønsker, og 2) regulere dette på en efficient måde, er Richard Hananias seneste essay dårligt nyt for dig.
I sit essay beskriver Hanania, hvordan prediction markets – som er markeder, hvor folk kan købe og sælge kontrakter baseret på udfaldet af fremtidige begivenheder – er forbudt i i USA, uden at kongressen reelt har besluttet det.
In the United States, prediction markets are, with a few minor exceptions, against the law. If you don’t have a legal background, you might think that means that Congress at some point considered the issue, decided people shouldn’t be able to bet on real world events, and passed a law to that effect, which was then signed by the president. But this is not what happened.
As with most things, Congress has never directly considered the matter. Rather, prediction markets are illegal due to the discretion of a government agency called the Commodity Futures Trading Commission (CFTC). Why does it have this right? And on what basis has it made prediction markets illegal?
Der er meget interessant at læse i indlægget, men hvis du vil have essensen af det, jeg finder mest interessant, har Hanania opsummeret det for os:
1) Congress says the Commodity Futures Trading Commission (CFTC) can prohibit event markets that involve “gaming” if it’s in the public interest.
2) The CFTC says fine, we ban all gaming.
3) The CFTC says that prediction markets are a kind of gaming, and therefore the default is that they’re banned.
Lovgivning er næsten altid komplekst og medfører definitionsproblemer mv., selv i tilfælde hvor mange mener, at der er behov for regler (i lørdags diskuterede jeg fx forbuddet mod at lave og købe slangebøsser med nogle venner. Forbuddet stammer fra et ønske om at forbyde meget kraftige slangebøsser – se evt. afsnittet af Regelstaten nederst i indlægget). Og derfor bør lovgivere være meget, meget påpasselige med at uddelegere lovgivningskompetencen til ministre, styrelser mv. Dette understreger de tre punkter.
I 2020 leverede jeg data til bogen “Når embedsmænd lovgiver” af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen, Helene Helboe Pedersen. I bogen viser “vi”, at:
Væksten i det samlede antal bemyndigelser til en minister er vokset med 60 procent i perioden fra 1990 til 2018. De love, hvor der i 2018 er indsat flest bemyndigelser til ministeren, er lov om miljøbeskyttelse, sundhedsloven, lov om elforsyning, lov om fødevarer samt fiskeriloven. I hver af de fem love er der indsat mere end 100 bestemmelser, hvor ministeren kan fastsætte nærmere regler.
Som Hanania beskriver, er det denne form for bemyndigelser, der har ført til, at prediction markets – og dermed alle deres potentieler – er blevet forbudt i USA. Og der er absolut grund til at vrære bekymret for, at bemyndigelser er et voksende fænomen i Danmark.
PS: Herunder er min samtale med min kollega, Line Andersen, i Regelstaten om bl.a forbuddet mod slangebøsser. Regelstaten findes også som podcsat.
Jeg bliver igen og igen fortalt, at det er nødvendigt med harmoniserede regler på EU-plan for at fremme konkurrencen. Det forholder jeg mig stærkt tvivlende overfor.
Gensidig anerkendelse er et princip, der finder anvendelse i forbindelse med den frie bevægelighed for varer. Hvis der ikke findes harmoniserede regler på EU-plan, kan produkter, der er markedsført lovligt i én medlemsstat, sælges i andre medlemsstater, uanset om de overholder de nationale tekniske forskrifter i disse medlemsstater eller ej. Medlemsstaterne anerkender gensidigt, at de nationale tekniske forskrifter i samme grad beskytter de tilstræbte almene hensyn. En medlemsstat kan som en undtagelse nægte markedsadgang for et produkt, der er markedsført lovligt i en anden medlemsstat, hvis den beviser, at beskyttelsen af det tilstræbte almene hensyn ikke er tilsvarende, og at dens egne nationale tekniske forskrifter er nødvendige og forholdsmæssige med henblik på at opnå beskyttelse af dette almene hensyn.
Der er ikke brug for at alle agurker har en ensartet krumning – der er brug for, at danske gartnerier ikke kan bruge lovgivningen til at holde spanske og hollandske agurker ude af det danske marked. Og det burde princippet om gensidig anerkendelse sikre.
Men der er muligvis et argument for, at EU skal håndhæve princippet om gensidig anerkendelse. Nedenstående er fra Produktivitetskommissionens Analyserapport 1.
Et eksempel på det er markedet for betonelementer. I både Danmark og Tyskland skal betonelementer leve op til visse krav. Hensigten i begge lande er den samme: At sikre ensartethed, kvalitet og sikkerhed. Men flere krav til elementerne er forskellige i Danmark og Tyskland. Det gælder fx krav til konstruktionens beskyttelse (eksponeringsklasser).
Det betyder, at en dansk entreprenør, der har vundet en bygge- eller anlægsopgave i licitation, ikke bare kan købe de nødvendige betonelementer i Tyskland, hvor de måske er billigere. Heller ikke i tilfælde hvor tyske elementer er identiske med elementer produceret i Danmark. Først skal entreprenøren dokumentere, at de tyske elementers specifikationer opfylder de danske krav. Det er en dyr og arbejdskrævende opgave at lave de fornødne beregninger. På den måde virker forskelle på regulering som en slags skat på handel med betonelementer på tværs af grænsen.
Der er et eller andet ved de to citater, der ikke rigtig stemmer… Hvorfor kan danskerne ikke bare købe de nødvendige betonelementer i Tyskland?
Det er ganske vist nogle år siden og måske fungerer den gensidige anerkendelse i dag. Men uanset hvad er princippet om gensidig anerkendelse formidabelt. Og EU burde bruge mindre tid på at harmonisere reglerne og i stedet fokusere på at sikre, at medlemslandene overholder det glimrende princip.
Sådan lyder overskriften på et indlæg i Dagens Nyheter af Lars Jonung. Det er på alle måder en slående overskrift, for det ER jo normalt. Men det burde det ikke være.
Her følger lidt af Lars’ argumenter fra artiklen, der desværre er bag betalingsmur.
Van Deurs förkastar vårt budskap att bostadsbristen inte kan byggas bort genom att hänvisa till miljonprogrammet på 1960- talet. Då satsade den socialdemokratiska regeringen enorma resurser på bostadsbyggandet. Men programmet lyckades inte få bort kön till lägenheter i centrala Stockholm.
Inte nog med det, miljonprogrammet medförde svåra problem. På orter utanför Stockholm skapades ett överskott på bostäder. Där blev lösningen rivning av bostäder finansierat via statskassan. Miljonprogrammet är ett varnande exempel för dagens bostadspolitik.
…og…
Den individuella avtalsrätt som vi rekommenderar är grunden för den liberala demokratin. Det korporativa avtalet är den auktoritära lösningen. Korporativ lagstiftning utmärkte ju det fascistiska och nazistiska samhället.
Omkring en miljon svenskar står i dag i kö för en lägenhet i våra storstäder. Vi vill rekommendera Van Deurs att besöka länder med marknadshyror. Där finns ingen bostadskö. Där kan man få en lägenhet omedelbart. Van Deurs bör rimligen dra slutsatsen att hans organisation ska kräva ett snabbt slut på hyresregleringen
…og…
Som chefekonom vid Hyresgästföreningen förkastar han [Martin Hofverberg] kärnan i den nationalekonomiska teorin, nämligen den pristeori som vår artikel bygger på. Teorin har testats med data från de senaste 4 000 årens erfarenheter av prisreglering. Den har då visat sig vara robust och kraftfull.
I stället för att använda den etablerade teorin föreslår Hofverberg att ”vi måste studera empirin” ute i Europa. Detta gjorde den statliga hyresbostadsutredningen (SOU 2012:88). Den visade att kötiden för en hyreslägenhet var noll (0) veckor i Oslo, Köpenhamn, Helsingfors, Bryssel och Berlin. Det extrema undantaget är Stockholm med en kötid på 307 veckor. För innerstaden blir siffran hela 572 veckor, det vill säga elva år.
I jakten på empiri bör vi också studera de socialistiska länder där fri prisbildning var förbjuden av ideologiska skäl. Resultatet blev ett kösamhälle. I Sverige har vi i dag ett sådant Sovjetsystem för hyreslägenheter.
I forhold til ventetiden på en lejlighed i København antager jeg, at “hyresbostadsutredningen” har set på lejlgheder, der formidles på markedsvilkår. Og dem kan man rent faktisk godt gå ud og få fat i, hvis man ellers vil betale det, en bolig i København reelt koster.
