Mere om regulering og 155 mm artillerigranater – og manglende politisk vilje

Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.

My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.

Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.

Forfatteren til indlægget (som rettelig omhandler situationen i USA, men den er næppe så forskellig fra situationen i EU) hævder, at ingen virksomheder vil bygge en ny fabrik uden en kontrakt på adskillige år. Men det udsagn er ikke helt korrekt. For man kan godt købe én granat fra en helt ny fabrik, hvis man bare er villig til at betale nok for den. Prisen på den ene granat ville i så fald skulle dække både omkostningerne til at etablere fabrikken og omkostningerne til at producere den første granat.[1]

Behovet for lange kontrakter opstår, hvis man kun vil betale den normale markedspris på $3-4.000 pr. granat. For så skal omkostningerne til at etablere fabrikken spredes ud på langt flere granater. Og så har virksomhederne brug for en vis garanti for, at de kan afsætte tilstrækkeligt mange granater.

Der er naturligvis ingen, der køber én granat, men korte kontrakter på levering af granater nu og her, er faktisk muligt. Men det kan føre til at man bygger relativt ineffektive fabrikker, hvor prisen pr. granat er høj, fordi man prioriterer hurtig levering over høj effektivitet i produktionen (fx ved at bruge en stor andel arbejdskraft eller maskiner, der ikke er specialdesignet til at producere granater – se evt. denne glimrende video, som viser hvordan granaterne bliver produceret).

We have many of the machines required in the US; these would need to be co-located to be dedicated to a war effort.

Det ligner altså et klassisk økonomisk tradeoff.  Med lange kontrakter kan man få højt specialiserede fabrikker, der kan producere granater til lave priser. Altså en høj fast omkostning (i tid og penge) til at etablere fabrikken, men til gengæld lave marginale omkostninger pr. granat. Med korte kontrakter får man mindre specialiserede (men billige) fabrikker, som til gengæld har relativt høje omkostninger pr. granat.

Hvad der er det bedste valg, er der ikke noget objektivt rigtigt svar på. Det afhænger af, hvordan man forventer, fremtiden vil se ud. Og det kan sagtens blive dyrt at vælge forkert.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at man køber de granater, man skal bruge nu og her, på det internationale marked, så man får lidt mere tid til selv at opbygge en mere effektiv produktion. Desværre ser det ud til, at EU her har spændt ben for sig selv ved at kræve, at granaterne skal være produceret i EU (hvilket vel at mærke er til gavn for de europæiske producenter), hvilket tidligere ambassadør i Rusland, Carsten Søndergaard, også bemærkede i Altinget for nylig.

En væsentlig årsag til, at det halter med europæiske leverancer, er, at nogle lande mener, at våben til Ukraine finansieret af EU, skal være produceret i EU. Det vil tage lang tid at få fabrikkerne til at levere, uanset om Ukraine bløder.

Det centrale er dog, at meget tyder på, at det kan lade sig gøre at levere de granater, Ukraine skal bruge. Hvis altså vi virkelig vil. En pointe, der også kom frem forleden, hvor Berlingske havde talt med direktøren for en svensk ammunitionsfabrik.

Man ville let kunne udvide produktionen, fortæller fabriksdirektør Björn Andersson til Dagens Nyheter. Men det er ikke sket.

For man mangler store, faste og langvarige ordrer fra den svenske stat eller andre købere. Og de er ikke kommet.

Man har ansøgt EU-fonde om penge til en modernisering, men venter på svar, og derfor kan planer om en udvidelse og modernisering af fabrikken ikke fuldføres.

Tilbage står, at mængden af artillerigranater, vi kan levere til Ukraine, snarere er et politisk spørgsmål end et rent teknisk spørgsmål. Vil vi, så kan vi.

PS: At regulering trods alt har en vis betydning, fremgår af denne QA fra det omtalte indlæg:

Q: My question is how all sides participated in WW1 succeded producing around 1.5 billions of shells in short period of time?

A: That is not an area I researched much, but I can offer a few thoughts that could guide your own research. For one, they had less or no permitting, you could put a steel mill wherever it was most economical. As a result, they had a much higher industrial base to begin with. Similarly, those sites were likely versatile. SCAAP started its life making train cars and re-tooled into shells. Many of those steel mills during WW1 could have re-tooled relatively quickly to meet the demand from the governments. Considering HF-1 wasn’t invented until the 70s, they were using some less precise form of steel. Based on how Bethlehem Steel described the sophistication of HF-1, I would also assume earlier shell steel was far simpler to manufacture. So I would expect they had many more facilities with fewer rules producing many more shells that were slightly worse than what SCAAP produces today.

PPS: Det er i øvrigt værd at se nedenstående video, som viser hvordan granaterne fremstilles. Så vidt jeg kan se, er der ikke tale om raketvidenskab, men netop artillerividenskab. Noget man har kendt til i mange, mange år.


[1] I virkelighedens verden vil det naturligvis være fabriksejernes forventning til, hvor mange granater, de skal producere (og til hvilken pris=, der er afgørende og ikke de konkrete kontrakter. Men de to ting hænger naturligvis sammen i et eller andet omfang.

1 thoughts on “Mere om regulering og 155 mm artillerigranater – og manglende politisk vilje

  1. Peter Krogsten

    Tiden i øjeblkkket minder en hel del om tiden op til 1′ verdenskrig. Alle taler om krig, meget få taler om fred.
    Det er synd for alle de unge mænd, der kan se frem til at fremragende teknisk kunnen, bliver brugt til at anbringe små rødglødende metalstykker inde i dem, så de dør under store smerter.
    Det er bedre at gamle mænd dør af mavesår under forhandlinger, end at unge mænd, og nu kvinder, dør på af skudsår slagmarken.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.