I starten af coronapandemien så vi adskillige virksomheder, som lynhurtigt omstillede deres produktion til at producere værnemidler, håndsprit mv. Lego producerede fx visirer, og destillerier omstillede produktionen til håndsprit.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Hvis en af Punditokraternes læsere kender noget til området (eller kender en der gør), så hører jeg naturligvis meget gerne fra jer (mail: herby@cepos.dk). Både i forhold til de egentlige krav til produktionen, men også i forhold til øvrige begrænsninger (er der fx regulatoriske begrænsninger ift. at skaffe kapital?)

Lad os starte med denne Forbes-artikel, som ganske fint beskriver, hvorfor regulering kan være et problem. Der er store forskelle på at producere til et lager, hvor granaterne i princippet skal kunne ligge i årtier, og til den nuværende situation, hvor granaterne skal bruges med det samme. Det er dog ikke klart for mig, hvorvidt det skyldes statslig eller EU-regulering, eller om det blot er sådan industrien opfører sig:

Excessive requirements are a big problem. To eke the maximum safety, shelf-life, and performance out of each and every shell, Western artillery ammunition is over-engineered—and then, on top of already daunting engineering requirements, the shells are subjected to an array of boutique [i.e. specialized, unique] national requirements. (Min fremhævning og tilføjelse i firkantede paranteser)

Våbenindustrien har også selv peget på regulering og bureaukrati som en barriere. Dette citat har været bragt i adskillige medier, men jeg har desværre ikke kunnet finde den oprindelige kilde:

Industry has already significantly expanded its production capacities and increased production as much as possible under adverse circumstances (supply chain bottlenecks, swelling raw material costs, shortages of qualified workforce, burdensome regulation and administrative processes, paucity of actual orders). (Min fremhævning)

I Tyskland har en forsker overfor The Times peget på bureaukrati i bestillingsledet som en barriere.

Germany’s shopping list of armaments was drawn up by the defence ministry within weeks of the Russian invasion in February last year.

However, each item must be laboriously checked and formulated by the military procurement agency in the southwestern city of Koblenz. The MPs on the Bundestag’s budget committee then have to approve every order worth more than €25 million, a figure fixed in the early 1980s and unchanged despite four decades of inflation. (Min fremhævning)

Noget tyder også på, at EU har lagt benspænd for sig selv ved at kræve, at granaterne skal produceres i EU. Jeg er ret overbevist om, at ukrainerne er ligeglade med, om granaterne kommer fra EU eller andre lande.

The initial EU deal foresaw that participating countries, together with Norway, would buy the ammunition only from defence companies based across the bloc, effectively excluding the arms industry of democratic partners such as the US, the UK, Israel and South Korea. (Min fremhævning)

Hvor afgørende er regulering?

Hvor vigtigt ovenstående er i forhold til at levere artillerigranater til Ukraine, ved jeg ikke. Selv på et helt frit marked tager det tid at øge produktionen af granater. Jeg vil på ingen måde blive overrasket, hvis regulering har en stor betydning, men lige nu ved jeg det ikke.

Jeg finder det dog relativt overraskende, at Europa under 1. Verdenskrig kunne producere halvanden milliard granater på fem år, mens vi i dag ikke engang kan producere 1 million på et år…

From 1914 to 1918, Germany and Austria-Hungary produced up to 680 million shells and the industries of the Allies France, Britain, Russia (to October 1917), Italy, the U.S. and Canada, produced up to 790 million shells (the statistics vary greatly).

Der er mere interessant info i denne X-tråd, hvor nedenstående grafik er fra.