Hvor mange var døde af COVID-19 i første bølge, hvis danskerne havde gjort præcis som svenskerne fra 11. marts 2020?

Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.

Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.

For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).

Skolerne i Danmark blev som noget af det første lukket d. 16. marts, mens restauranter mv. blev lukket 18. marts. Hvis vi tilføjer 3-4 uger til disse datoer, vil nedlukningen – hvis den virker – påvirke dødstallene omkring perioden 6. april til 15. april. Denne periode er markeret med grå i figuren nedenfor. Jeg har desuden indlagt udviklingen i COVID-19-dødstallene for hvert land (fuldt optrukket) samt kontrafaktiske dødstal, hvis kontakttallet, Rt, i hvert land havde været præcist som i nabolandet i tilfælde af 1) nedlukningen havde en hurtig effekt på antal dødsfald, så effekten ses allerede tre uger efter skolelukningerne – altså 6. april (stiplet), og 2) hvis nedlukningen havde en langsom effekt på antal dødsfald, så effekten først sås fire uger efter restauranter blev lukket – altså 15. april (prikket).[2]

For Danmark (markeret med rød) kan man altså se den faktiske udvikling, samt den kontrafaktiske udvikling hvis Danmark ikke havde lukket ned, og det derfor antages, at den daglige udvikling i dødstallene havde været præcis som i Sverige fra henholdsvis 6. april og 15. april.

Note: ”Hurtig effekt” hentyder til hurtig effekt af nedlukningen på de daglige COVID-19-dødsfald, så effekten af adfærdsændringer kan ses allerede efter tre uger (her illustreret som tre uger efter skolelukningerne). ”Langsom effekt” hentyder til langsom effekt af adfærdsændringer på COVID-19-dødsfald, så effekten af adfærdsændringer først kan ses efter fire uger (illustreret som tre uger efter restauranterne blev lukket).

Figuren viser med al tydelighed, at der havde været langt færre dødsfald i Danmark end i Sverige uanset om den danske nedlukning forklarer hele forskellen i udviklingen mellem Danmark og Sverige. Smitten var ganske enkelt langt mere udbredt i det svenske samfund før man for alvor blev opmærksom på, at COVID-19 var kommet til vores breddegrader. Og derfor er de daglige dødstal også langt højere i Sverige gennem hele perioden.

Men figuren viser også, at det, danskerne – borgere, myndigheder og politikere – gjorde, trods alt ser ud til potentielt at have haft en effekt. For den fuldt optrukne røde linje, der viser den faktiske udvikling, ligger under begge kontrafaktiske udviklinger. Smitten (og dødstallet 3-4 uger senere) faldt altså relativt hurtigere i Danmark end i Sverige efter nedlukningen.

Hvad forklarer, at dødstallene faldt hurtigere i Danmark end i Sverige?

Hvad er årsagen til det større fald i Danmark? Mange vil sige, det var nedlukningerne. Vores meta-studie viser, at nedlukningerne havde en marginal effekt, men trods alt en effekt. Studiet er baseret på sammenligninger af lande – altså den gennemsnitlige statistiske effekt af nedlukninger – og man kan selvfølgelig ikke afvise, at nedlukningen var effektiv netop i Danmark. Bemærk dog, at det lidt svarer til at hævde, at rygning ikke er farligt for netop dig, fordi al evidens bygger på statistik og gennemsnit.

Og der er andre forskelle end nedlukningen mellem Danmark og Sverige, som jeg tror kan være vigtigere.

En væsentlig forskel er i mine øjne den måde, myndighederne kommunikerede på under pandemien. Min opfattelse er, at Tegnell lagde relativt stor vægt på, at livet skulle gå videre.[3] At man ikke skulle isolere sig helt, men acceptere at livet nu havde en ekstra fare, som man skulle håndtere på bedste vis. Han signalerede, at dødsfald er en del af livet. Kommunikationen fra Mette Frederiksen var helt anderledes. Hun omtalte COVID-19 som den eneste udfordring i verden. Noget som vi alle skulle være bange for. Hun signalerede, at ethvert dødsfald var en tragedie.

Min personlige holdning er (set i bakspejlet), at Tegnells kommunikation var bedre.  Ja, det havde kostet nogle liv, hvis danskerne havde levet livet lidt mere. Hvis vi havde holdt fast i lidt flere af de vigtige sociale interaktioner. Men jeg tror – uden at kunne bevise det – at det havde været prisen værd.

Der er også andre potentielle forklaringer (fx har Sverige flere med anden etnisk baggrund, som også i Danmark havde langt højere smittetal).

Et andet godt spørgsmål er, hvorfor smitten var mere udbredt i Sverige end i Danmark før 11. marts 2020. Som tidligere beskrevet var vinterferien i uge 9 i store dele af Sverige en faktor. Men den kan ikke forklare hele forskellen. Igen tror jeg, at en væsentlig del af årsagen skal findes i forskelle i kommunikationen – også før nedlukningen d. 11. marts 2020. Det er fx temmelig sigende, at Melodi Grand Prix i København 7. marts 2020 blev afholdt uden tilskuere, mens det i Sverige samme dag var for fulde huse. Men det havde altså ikke noget med nedlukningen at gøre.

Konklusion: Uanset hvad Danmark havde gjort 11. marts, havde vi haft langt færre COVID-19-dødsfald end Sverige

Figuren nedenfor illustrerer faktiske udvikling i Danmark under første bølge samt de to kontrafaktiske udviklinger for Danmark. Desuden har jeg lagt den faktisk udvikling ind for Sverige (blå linje). Figuren viser med al tydelighed, at den primære forskel i COVID-19-dødsfald mellem Sverige og Danmark under første bølge ikke bestod i forskelle efter 11. marts (herunder bl.a. nedlukningen), men forskelle før 11. marts.

PS: Hvis vi i stedet regner tre uger fra 11. marts – altså ikke fra nedlukningen startede, men fra den blev annonceret – så udviklingen i antal dødsfald i Danmark havde fulgt samme udvikling som i Sverige fra 1. april (vist med sort i nedenstående figur), ville der i alt have været 237 dødsfald pr. mio. i Danmark – og altså stadigvæk under halvdelen af, hvad de så i Sverige. Og så kan det på ingen måde tilskrives nedlukningen, men hænger snarere sammen med netop kommunikation, som beskrevet tidligere.


[1] Jeg regner her med alle døde til og med 31. juni 2020, hvor der døde 606 danskere (104 pr. mio. indbyggere) og 5.475 svenskere (530 pr. mio. indbyggere)

[2] I praksis har jeg gjort det ved beregne 7-dages gennemsnit (+/- 3 dage fra datoen) for hvert land. Og så har jeg i de kontrafaktiske scenarier ladet dødstallene stige og falde med samme procentsats som i den faktiske udvikling i nabolandet fra den relevante dato.

[3]  Muligvis fordi Tegnell og Giesecke undervurderede, hvor farlig COVID-19 var (se fx dette i kilden: ‘’Johan Giesecke, Sweden’s former head epidemiologist, told UnHerd, a British YouTube channel, that he expected the infection fatality rate to be ‘much, much lower’ than was being reported in the media at the time. ‘I think it will be like a severe influenza rate, on the order of 0.1%.’”

1 thoughts on “Hvor mange var døde af COVID-19 i første bølge, hvis danskerne havde gjort præcis som svenskerne fra 11. marts 2020?

  1. Michael B

    Tror Jonas, at vi skal tilbage til sætningen, at det bliver en kompliceret opgave at genåbne samfundet, dette var ikke nødvendigt for svenskerne, de skulle videnskabeligt set tilpasse sig frivillighedens effekter, ikke genåbne. Ser man isoleret på All Cause Mortality, overhalede svenskerne da også Norge omkring august 2022 som dem der på denne parameter havde klaret sig bedst. Dette er dog en anden diskussion.

    Du bruger meget tid på vinterferien, hvilket også er relevant, min egen hypotese ud fra den tilgængelige videnskab er den, at den intensive smitte sker i hjemmet, og det er denne som giver de alvorlige sygdomstilfælde, herunder som dynamiske effekter på plejehjem.

    Ifølge litteraturen forinden 2020 får den første som bliver ramt i en husstand et mildere forløb, hvilket er en følge af at smitte ude i samfundet ikke er intens. Når der smittes videre i husstande internt, bliver de næste mere alvorligt syge, fordi de “formentligt” får en langt større dosis med virus, når man lever tæt og flere er syge samtidig, så de dødsfald vi så på de svenske plejehjem skyldtes formentligt fra smitte i hjem, mere end hos singler, hvorfor herunder man finder vinterferiens effekter, så i min optik kan man “formentligt” argumentere for at det havde været bedre at være underbemandet på netop plejehjem henover marts/april, da den alvorlige virulens kommer fra isolation, hvilket så ikke var tilfældet i Sverige, hvorfor man taler om asymptomatiske tilfælde.

    Kort sagt, havde det været bedre af frivillighedens vej at “ring-isolere” efter husstandsstørrelsen med vægt på om der var en symptomatisk i hjemmet hos plejehjemspersonale. Med dette mener jeg ikke isolation men at pågældende burde have fået “vi-har-et-nært-tilfælde-i-hjemmet-fri” fra arbejdspladsen med vægt på at såfremt de var asymptomatiske ikke skulle have kontakt – en form for karenstid – med andre inden for plejehjemsbranchen.

    Desværre var hvad vi fik efter marts 2020 masse-nedlukninger og senere massevaccination, one-size-fits-all, kunne svenskerne, herunder qua dry-tinder-effekten, havde undgået dødsfald, nej, fokus på “ringvaccination”, læs ring-isolation ud fra hustandsstørrelser, var dog fraværende, specielt i den danske debat.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.