Fødselskrisen i Kina i 2023 og Maos store spring fremad

I seneste afsnit af vores podcast, Økonomiske principper, kom Claus og jeg bl.a. ind på den lave fertilitet og det deraf faldende befolkningstal på sigt.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.

7 thoughts on “Fødselskrisen i Kina i 2023 og Maos store spring fremad

  1. Kjeld Flarup Christensen

    Kan man se det samme billede i forhold til vækst og velstand?
    Eller er det det samlede globale antal mennesker som i sidste ende afgør dette!

    Historien om Tasmanien er jo interessant, men det viser jo kun effekten af at en lille gruppe blev isoleret.
    Spørgsmålet er jo så om det betyder så meget i dag hvor vi har masser af teknologi til at håndtere og formidle viden. Dertil masser af teknologi, til at frigøre os fra manuelt arbejde. Og nu kommer AI.

    Mange mennesker er også en omkostning. Så man burde kunne opstille to kurver, en med omkostningen til mennesker, og en med tænke gevinsten.
    Jeg tænker ingen af de to er linære!

    Svar
    1. Jonas Herby

      Ja, der er både gevinster og omkostninger. Historisk (de sidste par hundrede år i hvert fald) har gevinsterne været større end omkostningerne.

      Svar
  2. Ivan Dybdal

    Økonomien er en vigtig faktor, men den forklarer ikke alt. Såvidt jeg ved fra mine gamle demografi studier var den demografiske transition ikke et resultat af økonomien.
    Den begyndte i det relativt økonomisk tilbagestående Frankrig, før det var ret megt industrialiseret. Der er såvidt jeg ved flere lignende eksempler.
    Jeg kender ikke svaret, men er kommet frem til at ønsker om antallet af børn i familierne skyldes mode.
    Kina er et dårligt eksempel, fordi det blev realiseret vha statsligt påbud med kun 2 børn. Antagelig er det nu så blevet moden i Kina og kineserne kan ikke af staten bringes til at føde flere børn.
    PS. Den forkætrede rumænske diktator Nicolae Ceaușescu er såvidt den eneste, der har vendt fødselskurven ved at forbyde abort, der dengang i Rumænien var det foretrukne præventionsmiddel. Se knækkert i fertilitetskurven for Rumænien. 1966 1,90 barn per kvinde og 1967 3,66 barn per kvinde
    https://fred.stlouisfed.org/series/SPDYNTFRTINROU

    Svar
    1. Kjeld Flarup Christensen

      Den forklaring jeg oftest har hørt er at familierne indså at med færre børn, fik familien bedre økonomi.
      I mange ulande kan det også forklares med at kvinderne har fået adgang til prævention og mere uddannelse og dermed indflydelse. Og da det oftest var kvinderne som bar omkostningen ved mange børn, så faldt fødselstallet!

      Mode tror jeg ikke så meget på!

      Svar
  3. Allan Frederiksen

    Kina har et problem med mange udokumenterede mennesker. Folk blev jo straffede for at få flere end to børn, så i mange tilfælde undlod de at registrere fødsler. Disse uregistrerede personer har i dag ingen rettigheder, da de ingen papirer har. Derfor opstår spørgsmålet om disse personer er talt med, eller rettere om det anslåede antal er medtalt, da ingen jo kender det eksakte tal?

    Svar
    1. Allan Frederiksen

      Rettelse: i en periode blev folk straffet for at få mere end et barn, senere blev grænsen ændret til to børn.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.