Har Lone Simonsen og Viggo Andreasen ikke lært af coronakrisen?

Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.

Lad os begynde med de graverende fejl.

I kronikken hævder LV, at Sveriges ”første strategi var ikke at reagere i tre uger i marts 2020, hvilke førte til en kæmpe bølge og 5.000 covid-dødsfald”. LV er ikke de første, der fortæller denne vandrehistorie, som bare ikke er korrekt. For dødeligheden i Sverige var langt højere end i Danmark, længe før nedlukningen kunne have nogen effekt. Omkring 7. april døde der dagligt omkring tre gange så mange i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men på det tidspunkt kunne en evt. effekt af nedlukningen af skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 18. marts endnu ikke haft nogen mærkbar effekt, da der går ca. tre uger fra man smittes til man dør af COVID-19.

Forskellen i dødstallene kan altså langt fra forklares med manglende reaktion. Tværtimod har forskning vist, at én væsentlig forklaring på forskellen er, at mange svenskere har vinterferie i uge 9 og derfor i langt højere grad end danskerne bragte smitten hjem fra Alperne og ud i det svenske samfund. Lektien er altså, at tilfældigheder har stor betydning for dødeligheden – særligt i starten af pandemien.

LV hævder også, at Sverige og Danmark ”var lukket ned i samme grad, bare på forskellige måder”. Det er ærgerligt, at to respekterede forskere bidrager til at bringe misinformation i en landsdækkende avis. LV mener bl.a., at Google-mobilitetsdata viser, at der ikke er meget forskel på de to lande, men det betyder på ingen måde, at landene var lukket ned i samme grad. Hverken skoler, restauranter eller butikker var påbudt lukkede i Sverige. Men svenskerne passede frivilligt på, og derfor – ikke pga. nedlukningerne – rejste de mindre og reducerede desuden deres privatforbrug næsten lige så meget som danskerne. Men det skete altså frivilligt – ikke på grund af nedlukningerne.

Desværre er det ikke første gang, at Lone Simonsen bidrager med misinformation. Mange husker måske Lone Simonsens bidrag til en forside på Jyllands-Posten d. 10. marts 2021 med overskriften ”Forskere: Op mod 35.000 dødsfald er undgået ved nedlukninger” – en påstand, som Lone Simonsen ikke havde skyggen af evidens for.

LV mener desuden, at vi kun kan se, om de mange restriktioner var prisen værd, ved at ”sammenligne med det scenario, vi undgik, nemlig det, der skete i Lombardiet i Norditalien”. Men hvorfor gå helt til Italien, når vi er naboer til et samfund med væsentligt færre restriktioner? Selv hvis vi ser bort fra, at Sverige bl.a. pga. vinterferien fik en rigtig hård start på pandemien, så er overdødeligheden i Sverige under hele pandemien sammenlignelig med den danske.

Og jeg ved godt, at LV tidligere er ”faret i blækhuset”, fordi andre forskere havde skrevet, at Danmark og Sverige havde ”klaret sig fuldstændig ens” målt på overdødelighed. Hvem der har ret afhænger af den valgte metode, men tager vi udgangspunkt i LV’s egne tal, så var overdødeligheden i Danmark omkring 2.900 lavere end i Sverige over to år – altså 1.450 pr. år. Til sammenligning døde der i 2018 i Danmark 1.971 flere end i 2017. Og i 2011 døde der 1.852 færre end i 2010. LV for altså i blækhuset for at påpege en forskel, der ligger inden for de udsving, vi med jævne mellemrum oplevede før nogen havde hørt om COVID-19.

Så det mest påfaldende, LV burde have bidt mærke i, er, at to lande kan komme igennem en pandemi med omtrent samme resultat, selvom der er væsentlig forskel i graden af nedlukninger. Vil man drage mere håndfaste konklusioner, kræver det mere end to udvalgte lande. Det er der heldigvis en voksende forskning i, og den viser, at nedlukningerne internationalt havde yderst beskeden effekt.

Forklaringen er bl.a., at borgernes frivillige adfærdsændringer havde enorm betydning for pandemiens udvikling. Kigger man i Politikens avisarkiv fra starten af marts 2020, vil man fx se, en artikel d. 9. marts med underrubrikken ”Restauranterne er hårdt ramt af coronakrisen, fordi gæsterne melder afbud på stribe”. Og allerede 3. marts – længe før grænserne lukkede d. 14. marts – bragte Berlingske en artikel under rubrikken ”Danskernes rejselyst falder drastisk efter coronaudbrud”. Det var i høj grad disse frivillige adfærdsændringer – foranlediget af informationer og anbefalinger fra myndighederne – der holdt pandemien nogenlunde under kontrol. Det var en konklusion, som regeringens ekspertudvalg også kom frem til i løbet af sommeren 2020.

Det måske mest overraskende er, at LV slet ingen lære drager af de voldsomme fejlskøn, som deres modeller gav anledning til. Fx viste deres modelkørsler af samlescenarierne i foråret 2021, at en genåbning ville medføre, at antallet af daglige nyindlæggelser ville toppe mellem 110 og 185 afhængig af sæsoneffekten, med en usikkerhed spændende fra 55 til over 300 nyindlæggelser dagligt. De reelle indlæggelsestal kom dog aldrig over godt 40 daglige indlæggelser på ugebasis.

Det er ingen skam ikke at kunne forudsige udviklingen på et område med stor usikkerhed og lavt erfaringsgrundlag, og det er bedre at skønne så godt man kan, end slet ikke at gøre det. Men det er afgørende, at erfaringerne efterfølgende bliver brugt til at bygge bedre modeller, der fx indarbejder frivillige adfærdsændringer, og at usikkerheden lægges til grund, næste gang man tager politiske initiativer.

Det er bekymrende, at LV udviser så lidt selvrefleksion i forhold til spørgsmålet om, hvad man har lært af coronakrisen. Det er naturligvis i orden, at forskere opererer inden for et snævert fagligt felt, men hvis de deltager i politikudformning og den offentlige debat, så kan de ikke bare ignorere de samfundsmæssige konsekvenser uden for deres snævre felt.

Pandemien og nedlukningen havde enorme konsekvenser ikke bare for antal smittede og indlagte, men for resten af samfundslivet – for bl.a. økonomi, indlæring, trivsel, langsigtet sygehuskapacitet mv. Vi har brug for en grundig evaluering af pandemihåndteringen.

Det er skuffende lidt, LVs kronik bidrog til dette.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.