Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.
Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:
- Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
- Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
- Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).
Lad os se lidt nærmere på de tre forklaringer.
Ingen positive effekter for (mindst) halvdelen af børnene
Det resultat fra studiet, jeg oftest er stødt på, er effekten på livsindkomsten. Her skriver fx Jyllands-Posten, at ”de elever, som fik skolemad igennem alle ni år, […] fik en livsindtægt, som lå 3 pct. højere end elever, som ikke var en del af ordningen.”
Men der er nuancer bag de 3%, som fortjener at komme frem. Fx finder studiet, at eleverne fra de 25% af familierne med lavest indkomst, får en stor indkomstfremgang på ca. 6%. Til gengæld er der ikke nogen signifikant effekt for (som minimum[1]) de 50% af eleverne, der kommer fra hjem med relativt høje indkomster (3. og 4. kvartil).
Når man ruller skolemad ud til alle, ”behandler” man altså mange børn, hvor der ikke er nogen dokumenteret positiv effekt. Det er som minimum spild af penge, men derudover kan (jeg fristes til at skrive ”vil”) der være utilsigtede konsekvenser. Jeg kalder ofte tiltag som fx skolemad for social medicin for at understrege, at man ALDRIG ville give børn kemisk medicin, når der ikke er nogen signifikant positiv effekt, mens bivirkningerne er ukendte.
Ingen evidens for, at staten bør stå for skolemad
Forskerne analyserer effekten af statslig skolemad indført i Sverige fra 1959 til 1969. Det er helt centralt at forstå, at grunden til, at de ser på en statslig ordning er, at det her her, der findes gode data.
Studiet viser altså, at skolemad kan hjælpe eleverne fra lavindkomsthjem. Det viser ikke, atstaten er den rette til at sikre skolemad. Og det er faktisk vigtigt, for der er mange problemer forbundet ved en statslig løsning. Generelt er det nemlig sådan, at beslutningerne generelt bliver bedre, hvis dem, der træffer beslutningerne, også bærer konsekvenserne af dem.
Det betyder kort sagt, at hvis man vil tage studiets resultater til sig, er det sandsynligt, at den bedste løsning findes kommunalt, på den enkelte skole, eller måske (og det hælder jeg personligt mest til) i relationen mellem skolen og det enkelte barn og barnets forældre.
Er studiets resultater overhovedet relevante i dag?
Den sidste pointe ift. studiet, som jeg vil fremhæve her, er forfatternes afsluttende bemærkning (min fremhævning).
The program was introduced in a wealthy country, where school children did not face food insecurity but where parents lacked knowledge about healthy food habits.
Kan vi overhovedet overfører resultaterne fra en tid, hvor forældrene åbenbart ikke vidste noget om sund kost, til i dag, hvor vi bombarderes med kostråd? Der vil ganske givet være forældre, der af forskellige årsager ikke formår at give deres børn (den rigtige) mad med i skolen. Men er der – trods alt – ikke meget, der tyder på, at mange danske forældre (og deres børn) er nogenlunde opmærksomme på, hvad sund mad er?
[1] Forskerne har en lang række variable, de undersøger effekten på, og det øger risikoen for multipel testning-bias. Det ser umiddelbart ud til, at også effekten for 2. kvartil kan være insignifikant, hvis man fx laver Bonferroni-korrektion.