Det er problematisk, at LGBT+ Danmark kræver politisk handling på baggrund af holdninger

LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.

Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.

Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..

I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.

Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).

For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.

Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.

Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.

Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.

2 tanker om "Det er problematisk, at LGBT+ Danmark kræver politisk handling på baggrund af holdninger"

  1. Kjeld Flarup

    Jeg mener at undersøgelsen er meget ledende, og måske giver et mere positivt billede end reelt er.

    Det værste er at den beder dig om at gøre din moral til andres moral. Mange har sikkert svaret acceptabelt, for ikke at fordømme andre.

    Og hvor står man, hvis man mener at homoseksualitet er naturstridigt. Det er ikke et spørgsmål om moral men om opfattelse af verden!

    Svar
  2. Peter Krogsten

    Du skriver at i et frit samfund bør man acceptere forskellige holdninger. Vi har jo IKKE et frit samfund mere. Medier og politikere, for slety ikke at tale om alle “NGO’erne” elsker jo at fortælle os hvad vi skal mene om dette og hint, og at det DE mener er meget bedre end det JEG mener.
    Meningsudveḱsling er fint, ellers går vi i stå, men den uhellige alliance mellem medier og politikere, inklusive internationale organisationer der vil være overnationale har jo netop fjernet den diskussion. “Science is settled”, der er ikke noget at diskutere – vi har fundet den evige sandhed, som de skriver ofte i en anden diskussion. De der har en anden mening er benægtere, og skal holdes udenfor debatten. De er tidligere mennesker, som man ikke skal høre på, og slet ikke tolerere.

    Svar

Leave a Reply

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.