UK Covid Inquiry: En rådgiver stillede det helt rigtige spørgsmål før Storbritannien lukkede ned
Af Jonas Herby, den 23. november 2025. Skriv et svar
UK Covid Inquiry (Englands meget politiske corona-kommission) har netop udgivet deres rapport, hvor de baseret på modelkørsler vurderer, at “hvis landet i marts 2020 var blevet lukket ned en uge tidligere, så var antallet af dødsfald i den første covid-bølge blevet mindsket med 23.000,” som TV2 formulerer det.
Nedenstående er en af de infobokse, jeg endte med at droppe i min bog, “Prisen værd?“, hvor jeg evaluerer nedlukningerne.
Tror de virkelig selv på det? 🙂
I 2023 delte Storbritanniens tidligere sundhedsminister, Matt Hancock, 100.000 WhatsApp-beskeder med journalisten Isabel Oakeshott i forbindelse med en bogudgivelse. Oakeshott lækkede senere beskederne til The Telegraph, som offentliggjorde dem under navnet “Lockdown Files”.
Selvom afsløringerne ikke fik omtale i danske medier, rummer de indhold af potentiel interesse for danske læsere. Beskederne viser bl.a., hvordan den britiske regering og myndigheder bevidst fordrejede information for at fremme politiske mål.
Særligt én besked fra Liam Booth-Smith, rådgiver for den daværende finansminister Rishi Sunak, er i mine øjne interessant. Han stillede det logiske spørgsmål: Hvilken yderligere effekt har en nedlukning, når befolkningen allerede passer godt på sig selv? Dette spørgsmål blev aldrig fulgt op, og kun fire dage senere indførte Boris Johnson et udgangsforbud, der reelt låste briterne inde i deres hjem.