Virker sanktioner?

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

2 thoughts on “Virker sanktioner?

  1. Kjeld Flarup

    Det er jo klart at Rusland ikke indberetter tal. I betragtning af at der er tale om økonomisk krigførelse, så er det pludseligt blevet tophemmelige oplysninger.

    Men hvad med Vesteuropa, der kan man vel også se en effekt af sanktionerne, ud over at inflationen allerede var fløjtet i gang før krigen startede. Så taget i betragtning at økonomiske sanktioner var forventelige, så kunne Putin næppe have valgt et bedre tidspunkt at starte krigen på, for at sanktionerne også vil gøre ondt på Vesten.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det kommer der et senere indlæg om! Jeg har et par kolleger, der lige skal være færdig med deres forskning før vi skriver om det.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.