Ny Handbook om økonomisk frihed

Som flittige læsere ved, har jeg i mange år været interesseret i økonomisk frihed, og har forsket i emnet. To af de mest interessante sessions ved den årlige konference i the Southern Economic Association, der sluttede i mandags, handlede netop om økonomisk frihed. Baggrunden er, at min gode ven og kollega Niclas Berggren er redaktør på en ny Handbook of Research in Economic Freedom. Niclas havde derfor sammensat to sessions, hvor forfatterne af en række kapitler i bogen kunne præsentere og få feedback på deres kapitler.

De to sessions illustrerede bredden i forskningen omkring økonomisk frihed. De syv emner, der blev præsenteret handlede om hvordan økonomisk frihed påvirker iværksætteraktivitet (præsenteret af Per Bylund), sammenhængen mellem religion og økonomisk frihed (Inês Gregório), immigration (Alex Padilla), hvordan økonomisk frihed skaber lykke (Johan Graafland), populisme (Andreas Bergh – på billedet), de ‘dybe determinanter’ af økonomisk frihed (Ola Olsson), og hvordan økonomisk frihed påvirker landes respekt for borgernes menneskerettigheder (mig selv).

Andreas Bergh, Lund

Arbejdet omkring den nye Handbook viser således ikke blot, hvor mange forskellige forhold i samfundet og folks liv er påvirket af, hvor økonomisk frit et samfund er, men også hvordan det varierer hvilke aspekter af økonomisk frihed der er specielt vigtige. I iværksætterlitteraturen er det vigtigste aspekt meget klart hvor stor og tung den offentlige sektor er, mens kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelse af privat ejendomsret ofte ser vigtigere ud for immigration.

Overordnet understreger omkring 25 års forskning, der dækkes i den nye Handbook, at økonomisk frihed er vigtig for samfunds udvikling på langt sigt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed. Med en regering – som sandsynligvis igen bliver ledt af Mette Frederiksen – der har indledt et frontalangreb på borgernes frihed, er der alvorligt behov for netop denne debat. Den kan passende starte i bogens oversigt over hvad friheden gør.

2 thoughts on “Ny Handbook om økonomisk frihed

  1. Steffen Sølling

    “Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed.”

    Vi har nok en slags ‘tragedy of the commons’ udfordring. Kan det typisk betale sig for privatpersoner at involvere sig i samfundsdebat? Nej, vel?

    Foregår samfundsdebatter derfor på kollektivisternes vilkår, med agendaer sat af tvangsfinansierede medier, undervisningsinstitutioner og offentlige myndigheder? Hvad vil disse tvangsfinansierede bureakratier have et incitament til at lægge vægt på? Flere ressourcer til dem selv?

    Mvh
    Steffen Sølling
    Cand. merc. i finansiering og regnskab + tidligere Microsoft Certified Systems Engineer i Windows NT og Windows 2000 + selvlært indenfor Austrian Economics
    Grundlægger af https://bitcoinsteffen.com/ i 2015

    Svar
  2. Pingback: Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder - Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.