Tag-arkiv: European Social Survey

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Mønstre i tolerance af bøsser og lesbiske i Europa

Forleden skrev vi om tolerance i Europa. Flere læsere bemærkede, at vi tog et gennemsnit af to spørgsmål om tolerance: Folks holdning til, om bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de foretrækker, og deres forhold til immigranter. Læserne mente, at det kunne skjule interessante forhold og forskelle, når vi på den måde brugte et lidt bredere mål for tolerance. Derfor afsøger vi i dag helt specifikt folks holdninger til bøsser og lesbiske i Europa, ikke mindst fordi der faktisk gemmer sig nogle ret interessante forhold i det.

Vi illustrerer situationen og de særlige forhold i tre figurer: En er et kort over folks holdninger på tværs af regioner i Europa, den anden er et plot over sammenhængen mellem national gennemsnitsindkomst og disse holdninger, mens den tredje bryder sammenhængen ned på regionalplan. Farvekoderne i den første figur går fra hvid – de mest positive – til lilla, der indikerer stærkt anti-homoseksuelle holdninger.

Som figuren klart viser, er de mest tolerante områder de nordiske lande (minus det meste af Finland), det meste af Frankrig (minus Picardiet og Sydøst), det meste ad Nederlandene, dele af det flamsktalende Belgien, Slesvig-Holsten, Hamborg og Berlin, og markante dele af Spanien. En interessant detalje er, at de hvide områder også dækker Dublin og midten af Irland, selvom de indtil for relativt nylig har været stærkt katolske. De næstmest tolerante dele er resten af Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien, hele Storbritannien, og størstedelen af Tjekkiet. Som man kunne forvente, er de mindst tolerante dele i Østeuropa, men sjovt nok ikke i Polen, ligesom Ungarn og Bulgarien igen er bemærkelsesværdigt forskelligartede.

For en samfundsvidenskabelig nørd som undertegnede, er det mest interessante hvorfor man ser så store forskelle. Tror man på Ronald Ingleharts moderniseringsteori (se f.eks. det klassiske papir med Wayne Baker), bør forskellene i tolerance følge to forhold: Religion og indkomst. Men ser man på kortet, er det først og fremmest ganske svært at se de forskelle på protestanter, katolikker, og ortodokse, som Ingleharts teori siger bør være der. Forskellen mellem protestanter og katolikker burde gå gennem Tyskland og skille Nederlandene fra Belgien, men skillelinjerne går andre steder.  På samme måde er store dele af Bulgarien og det lille Montenegro mere tolerante end meget af det katolske Ungarn og hele Litauen.

Det andet misforhold – hvis man tror på moderniseringsteori – er, at indkomst ikke tydeligt hænger sammen med tolerancenormerne. Det skulle man ellers tro, når man ser på sammenhængen på tværs af de 20 lande, der er dækket af ESS-tallene og hvor man kan få BNP på regionalplan. I dagens anden figur kan man meget klart se den markante korrelation på 0,84 mellem BNP per indbygger og folks holdning til bøsser og lesbiske. Hvad er så problemet, kan man spørge.

Svaret er, at moderniseringsteori bør virke både på nationalt og regionalt plan: Den handler om, hvordan modernisering påvirker folks individuelle præferencer og holdninger. Rigere regioner af et land bør derfor, ifølge Ingleharts logik, være mere tolerante. Som dagens tredje figur illustrerer, er det bare ikke tilfældet. I figuren har vi plottet hver regions gennemsnitsindkomst som andel af det nationale gennemsnit, og holdt det op mod hver regions gennemsnitlige holdning til bøsser og lesbiske som andel af det nationale gennemsnit.

Hvis moderniseringsteori virkede, burde man se samme slags sammenhæng som man kan se i de nationale tal i den anden figur. Det man ser, er det næsten totale fravær af en sammenhæng (korrelationen er 0,11 på regionalt plan). Det betyder ikke, at vi fuldstændigt kan afvise moderniseringsteori og traditionen fra Inglehart, men at den ikke virker på den simple måde, som folk ofte undervises i. Der er meget at tænke over, og ikke mindst hvorfor der er en tydelig sammenhæng på nationalt plan, der helt bryder sammen på regionalt plan. Hvad det indebærer for politik og langsigtet udvikling, er et emne for en anden dag.

Tolerance i Europa

I disse dage afholdes der World Pride i København og Malmø – en slags fejring af LGBT+ miljøet. Mens man måske kan synes, at det er noget hysterisk at sætte hovedstaden på den anden ende for at fejre en livsstil og seksualitet, der ikke just er kontroversiel i Danmark eller Sverige – og som desværre alt for ofte bliver misbrugt politisk til at skaffe særbehandling i stedet for ligebehandling – er det værd at huske, at der er steder i verden det ikke er så ligetil. Uganda har ligefrem dødsstraf for homoseksualitet, og migrantarbejdere behandles ekstremt dårligt i dele af Mellemøsten og Asien. Alle steder er ikke lige tolerante.

Derfor bringer vi i dag et kort over, hvor tolerante indbyggerne er rundt omkring i Europa. Ligesom det lignende kort for nogle dage siden, er det baseret på the European Social Surveys 7. til 9. bølge, dvs. 2014, 2016 og 2018. Vores tolerancemål er et indekseret gennemsnit af to spørgsmål: I hvilken grad bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de helst vil leve, og i hvilken grad gør immigranter et land bedre eller dårligere at bo i. Som forleden er dataene aggregeret ved NUTS-3-niveauet, hvilket i Danmark basalt set betyder de fem regioner. Farverne er valgt, så sort er den værste femtedel af skalaen, efterfulgt af rød, grøn, mørkeblå og med lyseblå som den mest tolerante femtedel af skalaen.

Som kortet viser med al tydelighed, er intolerance en østeuropæisk specialitet: Rusland er meget lidt tolerant, ligesom enkelte dele af Ungarn, det sydvestlige Litauen og det nordøstlige Bulgarien. De røde områder findes også kun i Central- og Østeuropa med store dele af Italien som undtagelsen. En interessant observation er, at det nordøstlige Estland er rødt – dvs. temmeligt intolerant – mens resten af Estland er sammenligneligt med store dele af Østrig, Italien og Tjekkiet. Det måske interessante her er, at det er den del af Estland, hvor der er klart flest russisk-talende estere.

De lyseblå områder overrasker næppe vores læsere: Det er store dele af de nordiske lande – og man må understrege, at forskellen på de lyseblå og mørkeblå områder i Norden er ganske lille. På samme måde er Hamborg og Berlin mere tolerante end resten af Tyskland, mens München og Köln ikke er. En lignende hovedstadseffekt kan ses i Finland (Helsinki), Irland (Dublin), Slovakiet (Bratislava), Spanien (Madrid) og Østrig (Wien). Omvendt er Bruxelles den mindst tolerante region i Belgien, og både Sofia (Bulgarien) og Budapest (Ungarn) er mindre tolerante end mange andre regioner. Det er svært at tale om en egentlig hovedstadseffekt.

På samme måde viser kortet, at det er svært at generalisere på nationalt plan, som medierne ellers ofte gør i forbindelse med diskussioner om Central- og Østeuropa. Bemærk for eksempel, at store dele af Letland og Polen er mørkeblå, ligesom Bulgarien er bemærkelsesværdigt forskelligt med enkelte sorte områder i nordøst, og enkelte mørkeblå områder andre steder.

Er man virkeligt bekymret om de lokale tolerancenormer, er man således meget bedre stillet i det vestlige Polen (som pudsigt nok er de områder, der var tyske før krigen) eller det nordlige Kroatien end man er i størstedelen af Italien, og særligt i syd. Der er med andre ord masser af myter om det intolerante øst, og nogle af dem er sande; men store dele af Central- og Østeuropa er bedre end deres rygte, og store dele af Sydeuropa er værre!

Tillid og lykke i Europas regioner

En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.

Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.

Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.

Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.

Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.

Tolerance i Europa – tolerance er ikke bare tolerance

Man hører ofte påstande fra bl.a. de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, at danskerne overhovedet ikke er så tolerante som vi tror. Påstandene bliver typisk ledsaget af enkelteksempler eller tvivlsomme paralleller. De er dermed tyndbenede som argumenter, men efterlader nogle gange en tvivl hos mange mennesker om, hvor tolerante vi egentlig er. Det er spørgsmålet i denne post.

Som vi tidligere har skrevet, er mine IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson blandt pionererne i den empiriske toleranceforskning i public choice / politisk økonomi. Niclas og Therese har blandt andet i en serie fine studier vist, hvordan globalisering og økonomisk frihed påvirker folks tolerancenormer i positiv retning. De finder dog også, at effekterne ikke altid holder på tværs af forskellige tolerancespørgsmål, og dermed at tolerance sandsynligvis er en multidimensionel størrelse. Med andre ord er folk ikke bare tolerante, men kan være tolerante overfor en bestemt befolkningsgruppe eller adfærd, mens de er intolerante overfor en anden.

Figuren nedenfor er lavet på basis af the European Social Survey, der siden 2002 har omfattet flere tolerancespørgsmål. Et af de mest benyttede, er spørgsmålet om hvorvidt respondenter er enig i udsagnet ”Gays and lesbians [should be] free to live life as they wish.” Et andet spørgsmål, der også til en vis grad – om end ikke perfekt – fanger tolerancenormer, er ”[We should] Allow many/few immigrants of different race/ethnic group from majority.” Det første spørgsmål bliver besvaret på en skala fra 1-5, mens det andet er fra 1-4. Figuren plotter svarene fra alle lande inkluderet i ESS, of akserne angiver hvor den europæiske median ligger.

Er danskerne intolerante? Svaret må nødvendigvis være et nej: Vi er sammen med islændinge og hollændere de mest tolerante overfor homoseksuelle i Europa, og ligger i den positive halvdel når det gælder indvandrere af andre etniciteter. Figuren illustrerer dog også, at de to tolerancespørgsmål faktisk ikke har meget med hinanden at gøre. De tidligere kommunistiske lande (de røde mærker) er f.eks. stærkt skeptiske overfor homoseksuelle – med Tjekkiet som den kendte outlier – men varierer lige så meget som Vesteuropa på tolerance overfor indvandrere. Omvendt finder man f.eks. Portugal som ret gennemsnitlig på den ene akse, men stærkt indvandrerskeptisk på den anden. Og ikke overraskende er yderpunkterne det stærkt intolerante Tyrkiet, og det politisk ekstremt korrekte Sverige.

Hvad er bundlinjen, udover at vise at danskerne generelt ikke er intolerante? Pointen med posten er at understrege, at en diskussion om tolerance ikke giver megen mening, hvis man ikke også specificerer, hvad folk er tolerante/intolerante overfor. Tolerance er ikke én værdi eller norm, men et sæt af ofte ganske forskellige normer. Når f.eks. repræsentanter for Alternativet beder folk om at være mere tolerante og ærgrer sig over, at danskerne ikke er det, fordummer de dermed debatten. Dét problem er ganske pudsigt.