Man hører ofte påstande fra bl.a. de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, at danskerne overhovedet ikke er så tolerante som vi tror. Påstandene bliver typisk ledsaget af enkelteksempler eller tvivlsomme paralleller. De er dermed tyndbenede som argumenter, men efterlader nogle gange en tvivl hos mange mennesker om, hvor tolerante vi egentlig er. Det er spørgsmålet i denne post.

Som vi tidligere har skrevet, er mine IFN-kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson blandt pionererne i den empiriske toleranceforskning i public choice / politisk økonomi. Niclas og Therese har blandt andet i en serie fine studier vist, hvordan globalisering og økonomisk frihed påvirker folks tolerancenormer i positiv retning. De finder dog også, at effekterne ikke altid holder på tværs af forskellige tolerancespørgsmål, og dermed at tolerance sandsynligvis er en multidimensionel størrelse. Med andre ord er folk ikke bare tolerante, men kan være tolerante overfor en bestemt befolkningsgruppe eller adfærd, mens de er intolerante overfor en anden.

Figuren nedenfor er lavet på basis af the European Social Survey, der siden 2002 har omfattet flere tolerancespørgsmål. Et af de mest benyttede, er spørgsmålet om hvorvidt respondenter er enig i udsagnet ”Gays and lesbians [should be] free to live life as they wish.” Et andet spørgsmål, der også til en vis grad – om end ikke perfekt – fanger tolerancenormer, er ”[We should] Allow many/few immigrants of different race/ethnic group from majority.” Det første spørgsmål bliver besvaret på en skala fra 1-5, mens det andet er fra 1-4. Figuren plotter svarene fra alle lande inkluderet i ESS, of akserne angiver hvor den europæiske median ligger.

Er danskerne intolerante? Svaret må nødvendigvis være et nej: Vi er sammen med islændinge og hollændere de mest tolerante overfor homoseksuelle i Europa, og ligger i den positive halvdel når det gælder indvandrere af andre etniciteter. Figuren illustrerer dog også, at de to tolerancespørgsmål faktisk ikke har meget med hinanden at gøre. De tidligere kommunistiske lande (de røde mærker) er f.eks. stærkt skeptiske overfor homoseksuelle – med Tjekkiet som den kendte outlier – men varierer lige så meget som Vesteuropa på tolerance overfor indvandrere. Omvendt finder man f.eks. Portugal som ret gennemsnitlig på den ene akse, men stærkt indvandrerskeptisk på den anden. Og ikke overraskende er yderpunkterne det stærkt intolerante Tyrkiet, og det politisk ekstremt korrekte Sverige.

Hvad er bundlinjen, udover at vise at danskerne generelt ikke er intolerante? Pointen med posten er at understrege, at en diskussion om tolerance ikke giver megen mening, hvis man ikke også specificerer, hvad folk er tolerante/intolerante overfor. Tolerance er ikke én værdi eller norm, men et sæt af ofte ganske forskellige normer. Når f.eks. repræsentanter for Alternativet beder folk om at være mere tolerante og ærgrer sig over, at danskerne ikke er det, fordummer de dermed debatten. Dét problem er ganske pudsigt.