Bedste danske økonomer 2023

Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.

Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.

Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.

NavnPlads (Scimago)IndeksPlads (JCR)
Nicolai Foss (CBS)18.382
Lasse Heje Pedersen (CBS)28.153
Niels Johannesen (KU)36.996
Daniele Nosenzo (AU)46.718
Søren Leth-Petersen (KU)56.7110
Jakob Roland Munch (KU)66.4114
Morten Bennedsen (KU)76.3411
Helena Skyt Nielsen (AU)85.924
Claus Thustrup Kreiner (KU)95.9115
Tooray Jamasb (CBS)105.821
Christian Bjørnskov (AU)115.787
Morten Ørregaard Nielsen (AU)125.6312
Anna Piil Damm (AU)135.6217
Finn Tarp (KU)145.609
Steffen Andersen (CBS)155.5816

Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.

Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…

2 thoughts on “Bedste danske økonomer 2023

  1. Peter Sørensen

    Måske er det omvendt: Forskningen har den omkostning, at man ikke bringer sig i position til en plads i det Det Økonomiske Råd.

    Mere seriøst, kunne der ikke følge nogle Ph.D-stipendier med vismandsjobbet, så man kunne bygge ovenpå eller underbygge vismandsarbejdet med god forskning? Eller alternativt være en stærkere videnskabelig gren i sekretariatet til at hjælpe med at løfte den opgave.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov Forfatter

    Peter, jeg tror du tænker på PhD-studerende som de fungerer på f.eks. medicin eller biologi. I de felter indgår PhD-studerende typisk i laboratoriegrupper eller forskningsgrupper, og kan gøre noget af arbejdet for deres vejledere. Men i økonomi og statskundskab er det helt anderledes. Der gør PhD-studerende på ingen måde deres vejlederes arbejde. Selvom vi godt kan lide at have dem, er hver PhD-studerende_ekstra_arbejde for vejlederen!
    Derudover er der problemet, at en tidligere regering tvangsflyttede Rådets sekretariat til Horsens. Der er næppe nogen PhD-studerende der vil til Horsens, for udover sekretariatet er der absolut intet fagligt miljø.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.