Tag-arkiv: Frankrig

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen

Af Niels Westy, den 14. juli 2018. Skriv et svar


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Ugens citat: WSJ om den nye "franske revolution"

Af Redaktionen, den 20. september 2007. Skriv et svar

Her er lidt klip fra Wall Street Journals leder dd. om præsident Sarkozys “nye samfundspagt”:

“Unveiling his domestic reform agenda in Paris Tuesday, Nicolas Sarkozy called for “a new social contract” for France. His proposed revision of French socialist tradition going back to Jean-Jacques Rousseau is nothing short of revolutionary. His ability to deliver will make or break his presidency.

True to character, Mr. Sarkozy came out swinging. The new President declared that France’s generous welfare state is “unjust” and “financially untenable,” “discourages work and job creation,” and “fails to bring equal opportunity.” The result: France’s jobless rate is the euro zone’s highest.

The President wants “a new social contract founded on work, merit and equal opportunity.” He promised to loosen restrictions on working hours and toughen up requirements for jobless benefits, to ease hiring and firing rules and reduce incentives to retire early.

Cautious optimism is in order. Over the summer, his new government moved gingerly. An autonomy plan for universities was watered down. A law assuring minimum transport services during strikes, intended to weaken the unions, was as well. On the plus side, wealth and income taxes were cut and the inheritance tax abolished. Fine. But considering his strong mandate and dominance of parliament, Mr. Sarkozy didn’t overachieve.

The details of this week’s proposals are sketchy but provide a foundation to build on. Echoing a frequent promise, the President said the law mandating a maximum 35-hour work week ought to be further relaxed to let the French–perish the thought–“choose work over leisure.” Inexplicably, however, Mr. Sarkozy refrained from pulling the plug on a law that’s come to symbolize France’s slothful ways.

He showed more political courage in calling for an end to state-guaranteed job security at private firms. Such legal protections discourage companies from hiring new employees and spur outsourcing. He also took on the most coddled insiders of all, public-sector workers. State employees retire earlier with full and often better benefits than the rest of the population, which picks up the tab. Train conductors legally stop work at age 50 thanks to a rule dating from when they still shoveled coal into engines.

… One of the biggest threats to Mr. Sarkozy’s revolution may yet be from Mr. Sarkozy himself. In his first four months in office, the President has revealed a populist streak. He browbeats the European Central Bank to lower interest rates and sticks his nose into big business. Such interventionism harks back to old-style French economic management and is out of tune with the approach outlined yesterday.”

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Af admin, den 7. maj 2007. 12 svar

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Franske fristelser

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. juni 2005. 1 svar

Frankrigs nye premierminister, Dominique de Villepin, er kommet på en svær opgave. Han skal forsøge at overbevise de franske vælgere om, at der er behov for en gennemgribende reform af det stivnede franske arbejdsmarked. Men han kan ikke lade sig inspirere af USA. For alt, der bare har en antydning af angelsaksisk bouquet, er udrikkeligt i Frankrig. Og derfor har Villepin i stedet rettet blikket mod Danmark. Noget, der utvivlsomt varmer enhver dansk socialdemokrat om hjertet.

Man ser det for sig! Poul Nyrup Rasmussen, der med sin karakteristiske pasgang bevæger sig tungt over Europas bonede gulve, mens han modtager anerkendende nik fra forbipasserende ignoranter, der har opfanget historien om de franske fristelser. Lejlighedsvis stopper han måske op, slår ud med armene og bemærker: “Jeg har i al beskedenhed ladet et ord falde om de resultater, vi har opnået i Danmark. Det kan andre lære meget af”. Måske er han så uanselig, at han blot antyder denne indbildning.

Men hvad er det da, Villepin finder så fristende ved Danmark? Er det vores skattefinansierede dagpengesystem med en langstrakt ydelsesprofil? Er det vores skødesløse accept af, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke behøver bekymre sig om at tjene til brødet? Nej, for så kunne Villepin ligeså godt have ladet sig inspirere af Sverige. Når den nyudnævnte franske premierminister peger på Danmark, er det nok ene og alene fordi, vi trods et halvt århundredes socialdemokratisk hegemoni stadig har et forholdsvis liberalt arbejdsmarked, der ikke er inflammeret af kontinentale tryghedsbestemmelser. Og godt for det.

Årsagen til at smørhullet Danmark klarer sig relativt godt i internationale sammenligninger af konkurrenceevnen, er vel i hovedsagen, at vi følger den samme ansættelsesretlige praksis som USA, Storbritannien og New Zealand; altså den angelsaksiske druesaft, som franskmænd ikke kan udstå. Derfor er det ganske befordrende for Villepin, at han kan henvise til Danmark. For på dette specifikke område har vi noget, der bestemt er værd at eksportere. Gid almindelig fransk protektionisme må forhindre ham i at importere andre policy-facetter fra vores lille rige.

Merci, Jacques

Af admin, den 18. april 2005. Skriv et svar

Fra Blairs regering er det angiveligt blev lækket til The Guardian, at den britiske afstemning næste år om EUs forfatningstraktat vil blive udskudt, såfremt franskmændene stemmer nej ved deres afstemning den 29. maj, hvad alle meningsmålinger indtil videre tyder på. I de lande, hvor man gerne vil have et ja, afvises den slags spekulationer, fordi det kan opmuntre EU-modstandere i deres tro på, at de kan opnå noget ved et nej. Blair, der dels er kendt for at kunne styre sine medier, dels længe har haft udsigt til et britisk nej, sender formodentlig den første varme tanke til sin franske modspiller Jacques Chirac i lang tid.

Ah, Frankrig! Dette dejlige land med den vidunderlige natur, den pragtfulde kultur og den dybt pinlige udenrigspolitik (NEJ til befrielse af Irak, JA til salg af våben til Kina, etc.). Det er trist at se et stolt folk så forvirret og usikker på sig selv. Frankrigs drøm om at dominere verden blev knust ved Waterloo i juni 1815, da Napoleon blev besejret, og drømmen om at dominere Europa blev udslukt i København i december 2002, da ti mellemeuropæiske lande blev medlemmer af EU. Det er så småt ved at dæmre for dem.

Den franske modvilje mod forfatningstraktaten skyldes en frygt for at blive dikteret en fremtid af et EU, der ikke er fransk. Men ingen omskrivning af en traktat kan ændre på det. Vi danskere, der skal tage stilling til traktaten i september – ingen udsættelse ifølge Fogh – kan derfor ikke bruge den franske modstand til at blive klogere på traktaten. De mener f.eks., at den er for liberal. Mon? Traktaten må vi hver især tage stilling til selv, hvornår det så bliver…