“Kun en krise – faktisk eller opfattet – fremkalder reel forandring. Når denne krise indtræffer, afhænger de handlinger, der træffes, af de idéer, der ligger klar. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og tilgængelige indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.”

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

ARGENTINAS ØKONOMI – ALLWAYS CRACHING IN THE SAME OLD CAR

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser vækstraterne for BNP i faste priser i perioden 1951-2019 for Danmark, er Argentinas økonomi præget af voldsomme udsving og hyppige kriser.

Figur 1.

Set over hele perioden vokser BNP i Danmark godt nok “kun” med ca. 50 pct. point mere end den argentinske, men her skal medtages at mens Danmarks befolkning i perioden 1951-2019 “kun” vokser med ca 1/3, bliver befolkningen i Argentina i samme periode ca. tredoblet. Med andre ord er Danmarks BNP pr. indbygger i den grad løbet fra Argentinas, se også figur 2. i tidligere indlæg.

Det er også slående hvor store udsvingene er i Argentinas vækstrater og de mange perioder med lav eller ligefrem negativ vækst, i skærende kontrast til udviklingen i Danmark, hvilket afspejler den ekstreme “stop and go” politik. I høj grad drevet af ikke mindst politisk ustabilitet og manglende erkendelse af fundamental økonomiske sammenhænge. To forhold som naturligvis i høj grad er sammenhængene.

Som påpeget i mit forrige indlæg, lykkedes det aldrig reelt for de regeringer, civile som militære, og præsidenter (og dem var der en del af), som fulgte afsættelsen af Juan Perón, at stabilisere økonomien. Høj inflation, offentlige underskud og tilbagevendende eksterne balanceproblemer var dagens (u)orden og det skulle ikke blive bedre, da Juan Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina og igen blev landets præsident.

På det tidspunkt var Argentina præget af voldsom social uro og politisk vold, både fra grupper på højre- og venstrefløjen. En brutal konflikt som i høj grad/ikke mindst også udspillede sig internt i den peronistiske bevægelse, hvor den ene del af partiet/bevægelsen hilste Perón velkommen hjem med slagordene “Perón, Evita, socialistisk fædreland!” og en anden del svarede med “Perón, Evita, peronistisk fædreland!”. Dagen endte i den såkaldte Ezeiza-massakre. En af flere og endnu flere ville følge og til sidste gennemførte militæret endnu et kup i 1976, afsatte Isabel Perón, som var blevet præsident ved Juan Peróns død i 1974, og indledte en periode frem til 1983, kendt som “den beskidte krig” (la guerra sucia).

Der var tale om et brutalt militærdiktatur, hvor formentlig op mod 30.000 blev myrdet af militæret. Brutaliteten og forfølgelsen af folk på venstrefløjen startede dog allerede før selve militærkuppet, idet Isabel Perón, da hun overtog posten som præsident og gav militæret og dødspatruljerne frie hænder i kampen mod venstrefløjen.

Miltærdiktaturet markerer også starten på en række forsøg på at reformere den argentinske økonomi, som alle endte med økonomisk sammenbrud, som afløses af perioder med populistisk økonomisk politik, som ender i sammenbrud, hvorefter man forsøger reformer, som ender i……..

MARKEDSREFORMER OG SAMMENBRUD .

Perioden fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 1990erne var præget af faldende realindkomst, perioder med voldsom inflation og stigende fattigdom (national fattigdomsgrænse). Denne udvikling er ikke uvæsentlig til forståelse for hvorfor argentinerne var parate til at forsøge sig med, eller i det mindste accepterede forsgene på at liberalisere den argentinske økonomi, som efter flere tilløb kom til at karakterisere første halvdel af 1990erne.

Inflationen i midten af 1970erne var allerede på flere hundrede pct. om året og selv om det lykkedes at bringe den ned fra mellem 200 og 400 pct om året i perioden 1976-1977, til mellem 100 og 200 pct. om året i begyndelsen af 1980erne var “scenen sat”, da gældskrisen “ramte” Argentina og en række andre udviklingslande fra 1982 og frem. Inflationen steg kraftigt frem mod midten af 1980erne, hvorefter den faldt midlertidligt, da den siden 1983 demokratiske regering forsøgte at stabilisere økonomien igen. Desværre blot for at den eksploderede i slutningen af 1980erne, hvor den nåede op på flere tusinde pct. om året.

I midten af 1970erne havde man opgivet ISI (importsubstitutions strategien) og man mindskede de tårnhøje handelsbarrierer. Dette var en del af et samlet forsøg på at få nedbragt de offentlige underskud, bremset inflationen og sikre fornyet økonomisk vækst.

Det kan jo minde om hvad et andet sydamerikansk lande gjorde i samme periode, med – skulle det vise sig – betydelig succes, nemlig Chile. Også der havde militæret taget magten et par år før det skete i Argentina. Det har sidenhen givet anledning til ikke så få konspirationsteoretiske forestillinger på venstrefløjen. Den fugl er der dog ikke megen føde på og faktisk var Argentina og Chile tæt på at gå i krig med hinanden på grund af stridigheder om hvor grænsen skulle trækkes mellem de to lande.

Af betydning er derimod at de dele af FN (Verdensbanken), som bakkede op om forestillingerne om industrialisering og økonomisk vækst gennem importsubstitution og statsligt ejede virksomheder, og sikrede lånefinansiering ud fra samme overbevisning, begyndte at miste indflydelse i 1970erne.

I modsætning til reformerne i Chile, var de reformer som det argentinske militær tillod dog langt mindre vidtrækkende. Jo, man privatiserede en del statsligt ejede virksomheder, men reformerne var aldrig så dybtgående eller varige som i Chile, og som Mauricio Rojas skriver i “Carmencitas sorg”:

“hvad militæret forsøgte at gøre, var at løse cirklens kvadratur cirklen, dvs. bremse inflationen og stabilisere økonomien uden fundamentalt rydde op i de offentlige finanser og fjerne det offentlige underskud. Derudover ønskede de at holde arbejdsløsheden på et meget lavt niveau for enhver pris”

Det lykkedes da også at holde den (åbne) arbejdsløshed (i den formelle sektor) lav, men det var i sidste ende på bekostning af reelle reformer.

Man fik aldrig styr på de offentlige finanser og oplevede fortsat betydelige offentlige underskud (se nedenfor)

Figur 2. Offentlige udgifter, samlet underskud og underskud fra offentligt ejede virksomheder i pct. af BNP

Reformperioden varede også kun nogle få år og i 1981 var den reelt død, men den korte periode indebar dog at man fik en tiltrængt fornyelse af dele af industriens kapitalapparat, og industriens produktivitet steg kraftigt (hvilket var tiltrængt – se figur 3), da man reducerede handelsrestriktionerne betragteligt – især for maskinudstyr mv.

Figur 3, Industriproduktion, -beskæftigelse og -produktivitet, 1975=100

Desværre steg den offentlige gæld også kraftigt, se figur 4 nedenfor, som viser inflationen (venstre y-akse) og den offentlige bruttogælds andel af BNP (højre y-akse).

Figur 4.

Man kan selvfølgelig altid pege på at de eksterne forhold ikke var med Argentina i begyndelsen af 1980erne. Det er jo sådan set korrekt, ligesom krisen i 1930erne havde en negativ betydning, perioder med ugunstig udvikling i bytteforholdet og senere eksterne choks i 1990erne (1995 og 1998), afslutningen på råvarerboomet i dette årtusinde osv. kan og er blevet brugt til at forklare hvorfor det er gået så ilde. Problemet er så at der jo netop er tale om eksterne chocks, som man ikke kan gøre så meget ved, andet end at tilpasse sig. Der er Argentina fejlet igen og igen.

Netop i forhold til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne i Latinamerika, som for flere lande i regionen endte i et årti med meget ringe økonomisk udvikling, kan man jo så pege på at ikke alle lande efterfølgende oplevede stagnation det kommende årti.

Efter en kort omend intens krise, lykkedes det således igen Chile at opnå høj økonomisk vækst og velstandsfremgang. Men der var der så heller ikke usikkerhed om at man forpligtigede sig til fortsatte reformer. I Argentina droppede man dem derimod. Det var der muligvis gode politiske argumenter for (demokratiet blev genindført i 1983 med valget af Raúl Ricardo Alfonsín, som havde brug for politiske opbakning). Men uanset årsag ændrer det ikke ved, at det slider på troværdigheden, når man igen og igen opgiver/ikke kan reformere en økonomi, som det bør være åbenlyst er i konstant krise.

Et andet åbentlyst særtræk ved krisen i begyndelsen af 1980erne og senere kriser (nedsmeltningen omkring årtusindeskiftet) var den rolle penge- og valutakurspolitikken spillede.

Ligesom man også gjorde senere, brugte man aktivt den første valutakurspolitik i forhold til den amerikanske dollar for at nedbringe inflationen. fra ultimo 1978 indførtes således løbende devalueringer, annonceret på forhånd. Ideen var så at man ved at mindske devalueringerne over tid, kunne ende med et inflationsniveau på linje med ens væsentligste handelspartnere. Det så også ud til at virke i begyndelsen. Inflationen faldt og de offentlige balancer forbedredes, men allerede i 1980 dik det galt. En krise i den finansielle sektor øgede långivningen til bankerne og samtidig steg det offentlige underskud. Og I 1981 faldt det hele sammen igen.

Raúl Alfonsín regeringen prøvede i midten af 1980erne (bl. a. med hjælp fra Verdensbanken og IMF) igen at stabilisere den argentinske økonomi og få inflationen ned med den såkaldte Austral-plan. Denne gang bl. a. ved decideret fastkurs overfor amerikanske dollars. Igen fejlede man, og i takt med faldende opbakning til præsident Alfosín, endte man med hyperinflation i slutningen af 1980erne, hvor inflationen kom op på flere tusinde procent og han gik af flere måneder før præsidentperioden officielt sluttede.

En væsentlig årsag til hyperinflationen i 1989 var dog ikke kun den kuldsejlede plan som sådan, eller at man ikke lykkedes med at skabe balance på de offentlige finanser, omend det gjorde man heller ikke. Der var dog også en hel del psykologi og forventninger involveret.

For vinderen af præsidentvalget tidligere på året var en “old school” peronist fra en af de fattigste delstater og han var bestemt ikke gået til valg på det som nu skulle til at ske.

Tværtimod var Carlos Menems “skudsmål” indtil da, at han som guvernør i delstanten La Rioja, aktivt havde været med til at undergrave den stabiliseringsplan, som Alfosin-regeringen søgte at implementere fra 1985 og frem. Her lykkedes det faktisk i første omgang ikke kun at nedbringe statens underskud, men ligefrem at lave et overskud (som vi også ser nu under Javier Milei’s regering). Men det blev mere end opvejet af at mange delstater øgede antal medarbejdere og udgifter coldsomt. I Carlos Menems La Rioja steg antallet af ansatte i administrationen således fra 12.000 til 40.000 fra 1983 til 1989

CARLOS MENEM – MANDEN FRA LA RIOJA

Der er al mulig grund til at se nærmere på hvad der sket i begyndelsen af 1990erne i Argentina, i lyset af hvad der netop nu, siden december 2023 forsøges at gøre (igen) af tiltag for at rette op på Argentina’s økonomi.

Hvis argentinerne havde vist hvad der var foregået i månederne op til Carlos Menems indsættelse som præsident var man muligvis sluppet for hyperinflation. På den anden side, Havde de vidst hvilke planer man var ved at lægge for at få stabiliseret og reformeret økonomien, var han muligvis slet ikke blevet valgt.

I sidste ende ville Carlos Menem også være hovedansvarlig for, hvad der i første halvdel af 1990erne så ud til at være præcist de reformer Argentina havde brug for, brød sammen og endte i den største statsbankerot i historien.

Ovenstående skrevet vel vidende at der er masser af kilder, som vil bestride at det nødvendigvis behøvede at ende sådan. Problemet er blot at disse typisk selv har spillet en – til tider – betydelig rolle i den førte politik. Det gælder ikke mindst for spørgsmålet om den førte penge- og valutapolitik. Endnu en gang valgte man således at føre fastkurspolitik overfor dollaren, og endnu en gang gik det galt.

Men det startede faktisk rigtigt godt og Carlos Menem var på mange måder “dagens mans i skysovs” i første halvdel af 1990erne, hvor man søgte at implementere en reformplan i overenstemmelse med det såkaldte “Washington Consensus”. Nok ikke verdens mest velvalgte navn (og slet ikke i Argentina), da det selvfølgelig straks blev udlagt som en indikation på, at politikken blev dikteret af USA. Navnet skyldes dog alene at både Verdensbanken og IMF har hovedkontor i Washington.

Nu var 1990erne i det hele taget præget af markedskapitalistiske reformer i mange lande (ikke kun Argentina). I Latinamerika var det ud over Argentina, bl. a. Mexiko, Peru og Brasilien – Chile var jo startet allerede i 1970erne.

Der var stor forskel på i hvilken udstrækning regeringerne de enkelte lande fulgte/havde mulighed for at følge de enkelte “anvisninger” i WC, som var:

• Offentlig budgetdiciplin 
• At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt samfundsøkonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, dvs. primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur mv. 
• Skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
• Markedsbestemte renter
• En konkurrencedygtig valutakurs 
• Handelsliberaliseringer
• Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer 
• Privatisering 
• Deregulering (øget intern konkurrence) 
• Sikring af den private ejendomsret

For de fleste i vores del af verden vil man formentlig reagere med et “selvfølgelig” til det meste og måske endda, kan det være anderledes? Og ja, det kan det godt og det var det i Latinamerika generelt og herunder i Argentina. Udgangspunktet var relativt lukkede økonomier og for Argentinas vedkommende kroniske problemer med eksterne og interne balancer, mens forståelsen for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge havde – og sådan set fortsat har – en meget lille betydning (Det vender jeg tilbage til, når jeg behandler Javier Milei’s muligheder for at gennemføre varige reformer).

De reformer som blev gennemført under Carlos Menem var ikke drevet af en forståelse for betydningen af relativt frie markeder, en åben økonomi og konkurrences betydning for den almene befolknings levestandard blandt de politiske beslutningstagere. De var primært drevet af, at økonomien var i krise, og man ikke havde andre muligheder. Jævnfør også det indledende citat fra Milton Fridman.

Lige som Alberto Fujimori i Peru blev Menem ikke valgt fordi han lovede markedsøkonomiske reformer/liberalisering. Forventningen var nærmest det modsatte, men faktisk var hans team, efter det stod klart at han ville vinde allerede inden han blev indsat (før tid på grund af den økonomiske krise og hyperinflation), i kontakt med bl a. Verdensbanken og IMF.

Hvorom alting er gennemførtes i begyndelsen af 1990erne en lang række reformer, som hurtigt viste sig at få stor betydning, ikke mindst for et drastisk fald i inflationen og et helt andet og mere åbent handelsregime. Reformerne gik i korte træk ud på:

1. Privatisering af statsejede virksomheder: Herunder telekommunikation, energi, transport og vandforsyning. hvorved statens rolle i økonomien reduceredes mens det tiltrak udenlandske investeringer. Måske vigtigst af alt, slap man for de betydelige underskud, som var med til at forværre de offentlige finanser.
   
   Det betød dog også en betydelig reduktion i antallet af beskæftigede i de pågældende virksomheder/sektorer, hvilket var forudsigelig i takt med at de nye ejere søger at effektivisere virksomhederne, men samtidig var der stor kritik af hele salgsprocessen, som var meget ugennemsigtig. Hvilket vi desværre også kender fra andre lande som privatiserede i samme periode, for eksempel Mexiko. Der er næppe tvivl om at der var folk med de rette politiske forbindelser, som købte tidligere statsejede virksomheder til langt under markedspris.
   
2. Liberalisering af udenrigshandlen: Toldsatserne reduceredes kraftig. Hermed øgedes den argentinske økonomis integration i langt større grad i den globale økonomi, konkurrencen fra import sikrede lavere realpriser – også på indenlandsk producerede produkter, til gavn for forbrugerne. Styrkede eksporten og forbedrede produktiviteten. Men det indebar selvfølgelig også at en del indenlandske virksomheder, som kune havde eksisteret fordi de var beskyttede af høje handelsbarrierer kom i problemer, og en del bukkede da også under.
   
3. For at øge statens indtægter og reducere budgetunderskuddet, søgte man at gennemføre skattereformer, som skulle øge skattebasen, mens man forhøjede momssatsen. Man ønskede også at øge progressionen i skattesystemet (højere moms virker den anden vej), hvilket det dog aldrig lykkedes at få flertal for.
   
4. Man forsøgte at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, som skulle gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt (mindske omkostningerne ved at hyre og fyre folk). Det indebar bl. a. ændringer i den lovgivning som regulerede fagforeningsregler og arbejdskontrakter. Dette blev mødt med modstand fra fagforeningerne, som også set i andre lande med et meget lovgivningsreguleret arbejdsmarked. Det lykkedes aldrig at gennemføre de nødvendige reformer. Det indebar at lovgivningen fortsat sikrede fagforeninger (for) stor magt, til skade for fleksibiliteten og ikke mindst de som stod udenfor det formelle arbejdsmarked.
   
5. Man forsøgte også at reformere pensionssystemet. Ideen var at privatisere hele pensionssystemet og erstatte det med individuelle opsparingskonti, hvilket Chile havde gjort med nogen succes i begyndelsen af 1980erne (er senere løbet ind i problemer, ikke mindst fordi den tvungne andel af lønnen, som skule gå til pensionsopsparing blev sat alt for lav). Modstanden i Argentina mod denne del var meget stærk og reformer blev kun delvist gennemført.
   
6. Valutapolitik og “Convertibility Plan”: I 1991 blev den argentinske peso bundet til den amerikanske dollar i et fast valutakursregime. Dette stabiliserede inflationen, som tidligere havde været ekstremt høj, men gjorde også økonomien mindre fleksibel over for eksterne chok.

Disse reformer førte til økonomisk vækst og stabilitet i begyndelsen, men de sociale omkostninger var høje, med stigende arbejdsløshed og ulighed. På længere sigt blev mange af reformerne kritiseret for at skabe økonomisk sårbarhed, hvilket bidrog til den økonomiske krise i begyndelsen af 2000’erne.

DAGES MAND I SKYSOVS PÅ WALL STREET

Straks Menem var tiltrådt som præsident indledte han et tæt samarbejde med repræsentanter for Argentinas vigtigste agroindustrielle virksomhed, Bunge & Born. (B&B). Resultatet blev den såkaldte BB-plan, og i sit kabinet, spillede B&B-økonomer og direktører nøgleroller (bl. a. økonomiminister). Det tog markedet, som ellers var vandt til helt andre og populistiske toner fra Peronisterne, godt i mod. Menem selv havde for øvrigt været en del af de delstatsguvernører, som var med til at underminere de forsøg på reformer som den tidligere præsident, Raúl Alfonsín fra Radical Civic Union, forsøgte at implementere i midten af 1980erne, så det var også tiltrængt. Og nej, som nævnt var Menem ikke drevet af en dybere forståelse for økonomi eller markedsliberal ideologi – i modsætning til Javier Milei – han var drevet af magt, og selv om han vist aldrig blev dømt – af egen berigelse (korruption).

Dette blev ret afgørende for hvad der sidenhen sket i anden halvdel af 1990erne. Men i første halvdel af 90erne red han på en bølge af reformer, som gjorde ham til dagens mand i skysovs på de finansielle markeder – nationalt og internationalt.

Menem lagde fra start af vægt på at det var ham og hverken parti eller fagforeninger, eller alle mulige andre interessenter i den peronistiske bevægelse som bestemte, men der i mod ham som var den “stærke mand”. For lige som for at understrege dette, fik lederen af de konservative parti UCD til opgave at stå for forhandlingerne omkring en omlægning af udlandsgælden, som Argentina nogle år før var defaulted på. Hvilket hverken var første og heller ikke skulle blive den sidste gang.

Menem ændrede også kurs udenrigspolitisk og argentinske styrker deltog i den første USA-ledede Irak krig, mens Falklandsøerne (Malvinerne) nu var noget man skulle forhandle med englænderne om, mens der igen blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem de to lande. For de af læserne som har fulgt med i hvordan Argentinas nuværende præsident Javier Milei gebærder sig, vil kunne nikke genkendende til denne orientering mod Washington, som der ellers ikke har været – og i nullerne igen ikke skulle blive – tradition for.

For at gennemføre sine reformer sendte Menem straks han var tiltrådt to lovforslag til kongressens to kamre, nemlig Ley de Reforma del Estado (lov om statsreform) og Ley de Emergencia Económica (lov om økonomisk nødsituation). De blev vedtaget og Menem kunne herefter med relativt frie hænder regere og gennemføre sine reformer via dekret.

Næste skridt i Menems strategi for hurtige forandringer handlede om at få inflationen bragt under kontrol. I førte omgang forsøgte man at nedbringe den gennem bl. a. pris- og valutakontrol. Den tilgang fejlede (som den stort set altid gør). Efter et umiddelbart dyk i efteråret 1989, steg inflationen hastigt igen og i december stod det klart, at der måtte ske noget.

I første omgang afskaffede man pris og valutakontrollen og 1. januar 1990 introducerede man herefter den såkaldte Plan Bonex. Grundlæggende bestod den af en massiv konfiskation af opsparing i national valuta. Alle tidsbegrænsede bankindskud blev konverteret til tiårige statsobligationer i dollar, med rentebetalinger hvert halve år. Det medførte et umiddelbart drastisk fald i likviditeten, cirka 60 procent af
M2 forsvandt “overnight”. Det indebar at inflationen blev drastisk bremset allerede i april.

Det medførte dog også en kortvarig recession, der dog havde den fordel, at det øgede udbuddet af dollars betragteligt, når befolkningen brugte af opsparingen (i dollars) for at få enderne til at mødes.

Resultatet var således at samtidig med at inflationen faldt drastisk, forbedrede nationalbankens valutareserver drastisk (fordobledes fra primo til ultimo 1990).

KAMPEN MOD FAGFORENINGERNE

En helt central del i den peronistiske bevægelse tilbage til Juan Peron var fagforeningerne, som for Argentinas vedkommende ikke just kunne anses for at være kompromissøgende eller erkende hvorfor Argentina var i de økonomiske problemer de var havnet i. De var et stort problem i forbindelse med 1980ernes forsøg på reformer (hvor ufuldstændige de forsøg så end var). Det var ikke fordi Carlos Menem selv var peronist, at fagforeningerne de facto endte med at acceptere reformerne, men fordi Menem satte hårdt mod hårdt, hvor det dog var en fordel for ham, at han rent faktisk var peronist (han havde selv som guvernør gjort hvad han kunne for at underminere regeringens politik i 1980erne).

Hvad Menem gjorde, var at favorisere de dele af fagforeningerne som var parate til at gå på kompromis og slå hårdt ned på resten. Her blev et afgørende øjeblik september 1990, hvor en storstrejke i det offentligt ejede telefonselskab, Entel, endte i et totalt nederlag for fagforeningerne og efterfølgende massefyringer.

Efterfølgende faldt lysten til at strejke mærkbart, ikke mindst blandt offentligt ansatte, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Figur 5 Tabte arbejdsdage , mio pr. kvartal.

Bl .a. Mauricio Rojas har peget på betydningen af strejker hvor nederlaget for fagforeningerne er ubestridt for at afskrække andre fra at gå i strejke. Noget lignende skete i forbindelse med minearbejderstrejken i Storbritannien i midten af 1980erne og strejken blandt flyledere i Ronald Reagans USA i begyndelsen af 1980erne.

FASTKURS OG KONVERTABILITET

Helt centralt i reformerne blev indførelsen af fastkurspolitikken i 1991. I første omgang med det resultat at inflationen faldt til et niveau, man ikke havde kendt siden før Juan Peron, men i sidste ende desværre også afgørende for nedsmeltningen af den argentinske økonomi i 2001, som endte med historiens største default (statsbankarot).

Planen blev sat i værk under økonomiminister Domingo Cavallo fra 1. april 1991. Ifølge konvertibilitetsloven var én pesos (afløste austral som landets valuta) herefter lig én USD. Det var så nationalbankens rolle at garantere valutakursen ved at holde tilstrækkelig med hård valuta, så det dækkede den argentinske pengemængde. I 1992 blev nationalbanken gjort uafhængig og samtidig blev det forbudt for den at låne penge ud eller optræde som garant for lån til både stat, delstater og offentligt ejede virksomheder.

Det så ud til at virke og var medvirkende til den lave inflation i årene efter, men skulle i sidste ende også være medvirkende til at reformprocessen brød samme.

Her vil jeg nøjes med at konstatere, at mens Carlos Menem’s 1. præsidentperiode 1989-1995 (en forfatningsændring i 1994 gjorde det muligt for ham at stille op til endnu en valgperiode) var præget af markedsreformer og privatiseringer, herunder olieselskabet YPF og det nationale flyselskab Aerolineas Argentinas, og antallet af offentlige ansatte faldt med mere end 200.000, skulle det komme til at se helt anderledes ud i hans anden valgperiode fra 1995 til 199, hvor Menem forgæves prøvede at få ændret lovgivningen, så han kunne stille op til en 3. valgperiode.

Men det er at foregribe historien og i første halvdel af 1990erne så det vitterligt ud til at Argentina havde brudt årtiers forbandelse og igen kunne se frem til igen at blive et velstående land. udenlandske investeringer steg hastigt og eksporten steg kraftigt (det gjorde importen dog også).

De strukturelle reformer og den nyfundne stabilitet gav anledning til en periode af meget stærk økonomisk vækst, som på trods af et midlertidigt tilbageslag i 1995 (i forbindelse med den mexicanske krise) kom til at fortsætte frem til midten af 1998, som det også fremgår af nedenstående figur 6, som viser stigningen i indkomst pr. indbygger mellem 1990 og 1998. Den argentinske økonomi var i 1998 således 50 procent større end den havde været i 1990, og argentinernes indkomst pr. indbygger var steget med næsten 40 procent!

Desværre skulle transformationen fra et Argentina “i forfald” til en “vindernation” ikke vare ved. Det er emnet for næste afsnit i historien om “Milei og Argentina”.