Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.
Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!
I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.
Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.
Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.
Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!
Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone?for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.
Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.
Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”
Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar
I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.
Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curveer derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.
Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.
Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.
Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.
Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2024. Skriv et svar
En af de bedste bøger (minus skønlitteratur) jeg læste sidste år, var Mark Koyama og Jared Rubins How the World Became Rich. Bogen er en meget læsevenlig og velargumenteret gennemgang af forskellige teorier for, hvordan nogle dele af verden er blevet rige siden 1700-tallet. Koyama og Rubin er prisværdigt omhyggelige, selvom de bestemt også ender med en vurdering af mere eller mindre vigtige omstændigheder.
Mens bogen i sig selv er varmt anbefalet, kan man nu se Mark introducere bogen og diskutere den med Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London. Daniel er en dygtig interviewer og alle 45 minutter er interessante, hvis man er interesseret i økonomisk udvikling, vækst, eller bare historie.
Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2024. Skriv et svar
Forleden skrev Otto om den amerikanske nationaløkonom Robert Solow, der døde umiddelbart før jul. Han var modtager af både John Bates Clark-medaljen i 1961 og Nobelprisen i 1987 for sit arbejde omkring langsigtet økonomisk vækst. Solow var utvivlsomt en stor økonom, men er idag primært kendt for den vækstmodel, der bærer hans navn – ofte sammen med Trevor Swans, der på samme tid og uafhængigt af Solow nåede til den samme indsigt.
Solow og Swans berømte indsigt er, at økonomisk vækst der kun er baseret på ‘almindelige’ investeringer i udstyr, ressourcer og arbejdskraft, holder op. Grunden er, at mens den ekstra, marginale effekt af mere udstyr osv. falder – maskine nummer 110 gør ikke nær så stor en forskel som maskine nummer 11 – stiger omkostningerne til vedligehold og udskiftning af udstyr, og omkostninger til løn, lineært: Maskine nummer 110 og arbejder nummer 89 koster det samme i vedligehold eller løn som nummer 11 og 9. Den grundlæggende indsigt er derfor, at permanent langsigtet vækst nødvendigvis må komme fra produktivitetsfremskridt.
Tiden efter at Solow og Swans indsigt var blevet accepteret af økonomprofessionen, blev derfor kendetegnet ved to ting. For det første skiftede meget af den økonomiske interesse i 1960erne og 1970erne til konjunkturanalyse. For det andet, og i særlig grad fra slutningen af 1980erne, skiftede interessen i vækstforskning til det indlysende spørgsmål: Hvor kommer produktivitetsfremskridtene så fra, og hvorfor er nogle lande foran andre i produktivitetsudvikling?
Et at af de meget få bidrag fra 1960erne var med til at starte det, vi idag taler om som ‘endogen vækstteori’. Det er ikke – som nogen studerende til tider tror – en enkelt teori, men en hel familie af teorier med det fællestræk, at de alle forsøger at forklare hvor produktivitetsudviklingen kommer fra. Bidraget fra 1960erne af Richard Nelson og Edmund Phelps foreslog, at uddannelse var central. Som de skrev:
We suggest that, in a technologically progressive or dynamic economy, production management is a function requiring adaptation to change and that the more educated a manager is, the quicker will he be to introduce new techniques of production. To put the hypothesis simply, educated people make good innovators, so that education speeds the process of technological diffusion.
Vækstteori efter Solow og Swan gik dog langsomt igang, og det var først sidst i 1980erne at den senere Nobelprismodtager Paul Romer tog Nelson og Phelps idéer op igen, at der virkelig kom gang i den videnskabelige udvikling. Romers idé var, at jo bedre uddannede ens medarbejdere er, jo mere sandsynligt er det, at de finder på noget nyt. De to teorier er derfor ikke modsætninger, fordi Romer primært interesserede sig for, hvor innovationen kom fra, mens Nelson og Phelps mere fokuserede på, hvordan den spredte sig til andre virksomheder.
Der er en række andre teori, der alle hører til endogen vækstteori. Philippe Aghion og Peter Howitt foreslog tidligt, at man burde forestille sig en økonomi med nogen virksomheder med en forsknings- og udviklingsafdeling. Innovationen fra afdelingerne ville kunne give virksomhederne en konkurrencefordel indtil deres konkurrenter indhentede dem. Mens Aghion og Howitt således satte spot på det faktum, at der findes almindelige investeringer og investering i innovation – investeringer er således ikke én, men to ting – rejste deres model også en række spørgsmål om, hvilken grad innovation bør patentbeskyttes. En lidt anden gren af de endogene vækstteorier er de såkaldte AK-modeller, der alle hviler på at investeringer på en eller anden måde giver en ekstraeffekt i forhold til Solow og Swans model. Kenneth Arrow foreslog for eksempel tidligt, at når en virksomhed investerer i mere udstyr, sker der også en slags learning-by-doing. Når folk flytter job, eller virksomheder på andre måder lærer af hinanden, spreder disse learning-by-doing gevinster sig til andre virksomheder, der måske slet ikke investerede selv. Der bliver på den måde en ‘positiv eksternalitet’ af virksomheders investeringer i nyt udstyr, maskinel eller teknologi.
Vækstteori er derfor blevet et felt i nationaløkonomi, som man kan bruge et helt fag eller to på at undervise i. Men stort set alt nyt i vækstteori starter med Solow og Swans fundamentale spørgsmål: Hvor kommer den ekstra produktivitet fra? Uden hundreder af verdens dygtigste økonomer, der har brugt år af deres liv på at tænke på spørgsmålet, eller tænke over hvordan man empirisk kan undersøge, hvilke teorier der bedst passer på virkeligheden, var vi aldrig kommet til vores nuværende forståelse af vækstprocesser. Det, man virkeligt kan undre og ærgre sig over, er at så mange virksomhedsledere og politikere stadig ikke har forstået Solow og Swans indsigt, men stadig tror, at jo flere ressourcer et land smider efter almindelige investeringer, jo bedre gør det. Det har vi i forskningen vidst sideen 1956 ikke er sandt.
Af Otto Brøns-Petersen, den 28. december 2023. Skriv et svar
Forleden døde Robert Solow. Han blev 99 år. Enhver økonom kender ham – i hvert fald for hans hovedbidrag til økonomisk vækstteori. Det kom i en artikel fra 1956 med netop titlen: ”A contribution to the theory of economic growth”. Teorien om økonomisk vækst har udviklet sig meget siden hans banebrydende artikel, men byggede på hans indsigter. Solow var – sammen med den mindre påagtede Trevor Swan, der samme år, men uafhængigt af Solow udviklede en tilsvarende model – en af grundlæggerne af neo-klassisk vækstteori.
Solow baserede sin vækstteori på en ret simpel, men yderst anvendelig produktionsfunktion. Lad os først se på den. En produktionsfunktion siger noget om, hvordan input forvandles til output, altså vækst. I Solow-modellen er der to input, arbejdskraft og kapital. En vigtig egenskab ved funktionen er, at arbejdskraft og kapital både er substitutter og komplementer. Det skal forstås på følgende måde: 1) Man kan erstatte en mængde kapital med en mængde arbejdskraft og stadig producere det samme. Derfor er de substitutter. 2) Hvis man bruger mere kapital, skal man også bruge mere arbejdskraft. Derfor er de komplementære. Tænk på en person og en PC.
Dernæst skal vi se på de to input, kapital og arbejdskraft. Hvis vi – måske lidt friskt – antager, at økonomien ikke har nogen indflydelse på udbuddet af arbejdskraft (det følger bare demografien), så er det afgørende, hvor hurtigt udbuddet af kapital vokser.
Hvor kommer kapitalen fra? Den kommer fra opsparingen. Opsparingen er den del af produktionen, som ikke forbruges med det samme. Bliver 90 procent af produktionen forbrugt, så er opsparingskvoten 10 pct.
Nu har vi en dynamisk proces: Mere kapital løfter produktionen, og mere produktion øger kapitalen (via opsparing), hvilket igen øger produktionen … og så videre.
Men eksploderer produktionen og kapitalen så ikke? Ikke i Solows model. Forklaringen er, at kapital også nedslides. En del af den afskrives hvert år. I takt med at kapitalen vokser, vokser også afskrivningerne (hvis de udgør en konstant andel af den samlede kapital). Så længe kapitalapparatet vokser hurtigere end produktionen, vokser afskrivningerne hurtigere end opsparingen. På et eller andet tidspunkt må afskrivningerne derfor indhente opsparingen. Men hvis afskrivningerne indhenter opsparingen, holder kapitalen op med at vokse. Kapitalen kan altså ikke vokse ud over det punkt, hvor afskrivningerne indhenter opsparingen. På det tidspunkt går væksten i stå (målt per indbygger, økonomien vokser fortsat med befolkningen).
Antag f.eks. at produktionen er 100, at opsparingskvoten er 10 pct. og afskrivningerne er 5 pct. Det punkt, hvor opsparingen indhenter kapitalen, er når kapitalen er vokset til 200:
10% af 100 = 5% af 200.
Det er et af hovedresultaterne i Solows teori, at kapital på denne måde er den begrænsende faktor for væksten, der altså i modellen ikke kan fortsætte i det uendelige. En tilhørende pointe er også, at den årlige vækstrate vil falde gradvist, indtil den når nulpunktet. Det skyldes, at afskrivningerne spiser forholdsmæssigt mere og mere af den opsparing, som mere kapital må komme fra.
Men vi er ikke helt færdige.
Væksten kunne jo komme andre steder fra end mere kapital og arbejdskraft. Disse kilder går samlet under navnet Solow-residualen, også kaldet total faktorproduktivitet (TFP). Antag f.eks. at vi kan anvende inputtene mere klogt, så de samme produktionsfaktorer kan producere mere – f.eks. det dobbelte. Så vil produktionen først gå i stå ved et produktionsniveau, der er dobbelt så højt. Med medmindre Solow-residualen bliver ved med at vokse, så vil kapitalen stadig udgøre den begrænsende faktor, og produktionen vil flade ud på et eller andet tidspunkt.
Dette ræsonnement vandt bred anerkendelse. Men det skulle vise sig, at antagelserne ikke var så uskyldige endda. I praksis skulle det vise sig, at Solow-residualen kom til at spille en langt større rolle end det birolle-agtige navn lagde op til.
Det kan man f.eks. se i de danske data. Figuren viser bidragene til den danske produktionsvækst (i den markedsmæssige sektors værditilvækst før afskrivninger). Af den totale værditilvækst siden 1970 (Danmarks Statistik har ikke tal længere tilbage) på 2,0 pct. om året tegner Solow-residualen sig for godt halvdelen (1,1 pct.) og kapitalen sig for resten. Arbejdskraften har samlet været omtrent neutral. Det dækker over, at mængden af arbejdstimer faktisk er faldet, mens arbejdskraftens kvalitet – målt ved uddannelsesniveauet – er steget nogenlunde tilsvarende.
Heller ikke den sidste effekt – at arbejdskraft lige som kapital kunne øge sin kvalitet – havde vækstteorien så meget fokus på i sin tid. Eller man kan faktisk også sige noget af det samme om kapitalapparatet. I Danmark tegner IT sig for næsten en tredjedel af vækstbidraget fra kapitalapparatet siden 1970. IT har gjort kapitalen mere kompetent, uden at det nødvendigvis har krævet så meget mere materie: Mere stål osv.
Væksten har altså fået et andet forløb, end Solow og de fleste andre på den tid forestillede sig. Det betyder også, at væksten i princippet kan fortsætte for evigt, uden at ramme på fysiske begrænsninger (som vi skrev om i sommerserien 2019).
Men alligevel har hans model vist sig holdbar, fordi den giver en ramme for at forstå transformationen i økonomien fra input til output – en ramme, der i øvrigt er fleksibel over for større detaljeringsgrad og ændret fokus. Med Solowmodellen kom også vækstregnskabet, der – som Danmarks Statistik har gjort for Danmark – kan gøre rede for den relative betydning af de enkelte bidragydere til væksten. Det er et meget udbredt redskab.
Den største mangel ved Solows teori er måske, at den ikke forklarer de grundlæggende betingelser for vækst. Faktisk er årsagen til de fortsatte forskelle på velstanden per indbygger på kloden ikke umiddelbart indlysende. Tværtimod kunne man ud fra Solow-inspireret vækstteori forvente, at alle lande nærmede sig et fælles (og stationært) velstandsniveau, hvis Solow-residualen primært bestod i teknologisk viden, som gradvist kunne sprede fra de mest til de mindre avancerede økonomier – såkaldt ”catching up”. Og teknologisk cathing up er da også en realitet. Men der er ikke desto mindre store forskelle i velstand.
En afgørende forklaring på forskellene i velstand er institutionel. Vi ved, at lande klarer sig bedre, desto friere markedsøkonomi de har.
Graden af markedsøkonomi er formelt set med i Solow-modellen; Solow-residualen fanger per definition alt det, der ikke er forklaret af andre variable, ligesom opsparings- og investeringstilbøjeligheden og selve produktionsfunktionens funktionelle form kan afhænge af institutionelle forhold. Det skal bare pakkes ud. Og som udgangspunkt for det har modellen altså vist sig utroligt levedygtig.
Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2023. Skriv et svar
Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.
I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).
Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!
Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.
Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.
Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2023. Skriv et svar
Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?
Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.
Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.
Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.
Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.
De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.
Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.
Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.
Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.
Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!
Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?
I morges fik jeg den triste besked, at Robert Lucas døde igår. Det er nok de færreste udenfor økonomverdenen, der kender til Lucas, men for nationaløkonomer var han en af de virkeligt store, og en af de meget få, der har fået et fænomen opkaldt efter sig. Lucas var, i hans kollega Greg Mankiws ord, måske den mest indflydelsesrige økonom i de sidste 25 år af det 20. århundrede.
Lucas var født i Yakima, Washington, og studerede senere på University of Chicago, hvor han fik en bachelor i historie som 22-årig. Efter et kort ophold på Berkeley vendte han tilage til Chicago, hvor han i 1964 fik en PhD i nationaløkonomi. Den pudsige kombination af historie og økonomi skyldtes, at den unge Lucas troede på den marxistiske påstand, at økonomi – samfundets produktionskræfter – driver historien. Som en form for marxist ville han derfor studere økonomi for at forstå historie, men endte i sidste ende med at forstå, hvorfor marxistisk teori var noget vrøvl.
Lucas er idag kendt for to separate bidrag til nationaløkonomi, og fik Nobelprisen i 1995 for det ene af dem. Hans relativt tidlige arbejde, ikke mindst hans 1972-artikel Expectations and the Neutrality of Money, var central for vores forståelse af, hvordan folks og virksomheders forventninger påvirker effekten af økonomisk politik. Tidligere havde keynesianske økonomer argumenteret for, at man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik kan skabe mere økonomisk aktivitet og få flere i arbejde. Lucas og flere af hans kollegers arbejde pegede på, at hvis man i samfundet forventer at regeringen fører ekspansiv finanspolitik, vil dens effekter bliver bygget ind i f.eks. lønkrav i overenskomstforhandlinger, og finanspolitikken bliver derfor til inflation i stedet for øget aktivitet. Med andre ord førte det til indsigten, at politik ofte kun virker hvis den er en overraskelse – altså hvis den ikke er forventet. Netop det, at ændrede forventninger kan ændre effekterne af politik, kendes nu som the Lucas Critique, og er en væsentlig indsigt, der for det meste taler imod aktivistisk økonomisk politik.
Det andet bidrag, som var mit første møde med Lucas, var hans 1988-artikel On the Mechanics of Economic Development, som jeg læste som kandidatstuderende. Lucas var her en af pionererne i den revolution af økonomisk vækstteori, der skete i slutningen af 1980erne og ind i 1990erne. Det var også i den artikel, at han indledte med de nu berømte ord om økonomisk vækst: “The consequences for human welfare involved in questions [om vækst] are simply staggering: Once one starts to think about them, it is hard to think about anything else.” Min personlige interesse for langsigtet vækst startede med et læse Lucas.
Robert Lucas beskæftigede sig med en række andre spørgsmål, og rystede således mange udviklingsøkonomer i 1990, med spørgsmålet Why Doesn’t Capital Flow from Rich to Poor Countries? Svaret var revolutionerende, og gav et solidt skub til forståelsen af f.eks. institutioners indflydelse på udvikling. Kun en virkelig stor forsker kunne stille et så provokerende spørgsmål, og give et svar der efterfølgende synes indlysende. Hans død er bestemt ikke fløjet under radaren: Læs f.eks. nekrologer i så forskellige medier som National Review, Chicago Business, Bloomberg, og Wall Street Journal.
I 1968 udkom en bog af Paul og Anne Ehrlich med titlen The Population Bomb, der advarede om at “The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now.” Bogen bruges stadig af miljøorganisationer og politikere, på trods af den åbenlyse mangel på evidens for dens forudsigelser. På den måde er den lige så elendig som den endnu mere berømte Limits to Growth fra 1972, der på samme måde var økonomisk analfabetisk: Ehrlich’ernes bog ender dens argument i den malthusianske fælde, som verden har været ude af siden 1700-taller, og Limits to Growth manglede enhver form for prismekanisme. Ingen af dem burde tages alvorligt, men millioner gjorde det.
Der er stadig mange politikere, der tror (eller i det mindste påstår), at det hele er et enormt problem, men nogle forskere mener, at befolkningstilvæksten allerede vil ramme nul om få år. Selv FN- forskere peger på, at der er en top i sigte. Mange forskeres pointe kan ses på dagens kort, hvor vi illustrerer forskelle i justeret fertilitet på tværs af verden. Dataene er fra Verdensbanken, og vi har taget fertilitetsraten (antal børn per kvinde), justeret med børnedødeligheden fra 2017-21.
Ser man på kortet, er det værd at bemærke at alle de grønne områder har justeret fertiliet under 2. Med andre ord skrumper disse landes befolkninger, medmindre de holdes oppe af indvandring. Det er værd at understrege, at nogle af verdens store lande er blandt de grønne: Brasilien, med en justeret fertiliet på bare 1,7, Iran på 1,8, og Vietnam på 1,9. Indien – der idag sandsynligvis har verdens største befolkning – ender lige præcist udenfor den grønne gruppe med en justeret fertiliet på 2,04 per kvinde og Kinas fertilitet er helt nede under 1,5!
Som kortet illusterer med al ønskelig tydelighed, vokser verdens befolkning stort set kun i Afrika. Selv her er Sydafrika og Botswanas befolkningstilvækst tæt på at ramme nul. De eneste steder udenfor Afrika med væsentlig befolkningstilvækst er Kazakhstan, Afghanistan og det tyndt befolkede Mongoliet.
Det særlige, som man ofte enten glemmer eller ignorerer, er at den såkaldt demografiske transition eksisterer, og nærmest er blevet stærkere de senere årtier: Når lande når et vist velstandsniveau, holder folk op med at få mange børn. Gennemsnittet for lande med en nationalindkomst per indbygger over bare 8000 dollars om året er således 1,88 børn per kvinde. Vietnam – der netop har en gennemsnitsindkomst på 8000 dollars – ligger præcist på det gennemsnit. I takt med at lande vokser over cirka det niveau, falder fertiliteten således synligt.
Hvornår klodens befolkning topper er meget svært, og måske umuligt, at sige. Men i takt med at fattige lande bliver rigere, løser problemet sig selv. Det er endda sandsynligt, at udbredelsen af mobiltelefoner og andet også gør sit, da det giver fattige mennesker adgang til at se, hvor almindeligt et liv med få eller ingen børn er i verdens rige lande. Ehrlicherne holder måske fast i, at de havde ret og at verden er på vej i skraldespanden, men de har aldrig taget mere tydeligt fejl end i disse år.
Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2023. 1 svar
Mange af os er interesserede i langsigtet økonomisk vækst, og hvad der fører til hurtigere vækst. Det betyder også normalt, at man er interesseret i hvad der skete i dele af Sydøstasien fra 1950erne og til nu – og i særlig grad til to bystater: Hong Kong og Singapore. Nogen påstår, at de var resultatet af gode ledere, der implementerede gode statslige indgreb, mens andre fastholder at de var resultatet og udbredt økonomisk frihed.
Dét spørgsmål tager Bryan Cheang et skridt videre i en ny bog – Economic Liberalism and the Developmental State: Hong Kong and Singapore’s Post-War Development. Cheang er ansat på det prestigiøse King’s College London, hvor han er Assistant Director for the Centre for the Study of Governance & Society. Han var tidligere embedsmand i Singapore, og har derfor ikke blot videnskabelig indsigt, men også personlig erfaring med emnet. Forleden holdt han en præsentation af sin bog på King’s, som nu kan ses nedenfor. Præsentationen, der indledtes af centerets direktør Mark Pennington, er varmt anbefalet.
Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.
Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.
Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.
For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.
Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar
Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.
Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.
De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.
De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.
Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar
Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.
Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.
Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.
Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.
Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.
Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar
Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.
En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.
Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.
Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.
Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2022. Skriv et svar
Med otte dage til valget er det klart, at valgkampen i ekstrem grad har handlet om personer, og ikke om politik. Socialdemokraterne har ført en præsidentiel kampagne for Mette Frederiksen, der har fokuseret på sin krisepolitik og forsøgt at skabe krisestemning – omend man kan spørge, om den ikke også har fremhævet hendes magtfuldkommenhed og magtmisbrug for mange vælgere. Lars Løkkes nye parti Moderaternes foreløbige succes i meningsmålinger er en anden indikator på problemet, for udover at Løkke vil tilbage til magten sammen med S, er der næppe nogen der ved hvad partiet rent politisk står for. Det er heller ikke prangende, hvad andre partier har meldt ud af politik.
Så hvad burde valgkampen handle om, og hvilke emner ville vi gerne se diskuteret? Allerførst ville vi naturligvis helst se, at politikerne diskuterer de langvarige problemer som Danmark har eller er på vej ud i. Personligt ser jeg to væsentlige, langsigtede problemer: Økonomien, der slet ikke er så stærk som der påstås, og folks personlige frihed, som den nuværende regering synes helt ligeglad med. Mit syn på Danmarks økonomiske udfordringer kan opsummeres i de nedenstående to grafer. Den ene viser danskernes arbejdsudbud i antal timer, gennemsnitsdanskeren arbejder om året, mens den anden viser gennemsnitsdanskerens årlige privatforbrug; begge er baseret på data fra Penn World Tables mellem 1960 og 2019.
Allerførst er der naturligvis grund til at glædes over, hvor meget økonomisk udvikling gør. Danskerne arbejdede i gennemsnit 907 timer i 1970 (1845 timer per fuldtidsansat) og skabte 27 dollars værdi per arbejdstime. For det fik de godt 14.000 dollars (109.000 kroners) privatforbrug. Per 2019 leverede de 711 timers arbejde (1381 timer per fuldtidsansat), skabte 76 dollars (580 kroner) værdi per timer, og have et privatforbrug på cirka 24000 dollars (183.000 kroner). Som danskere arbejder vi således 25 procent mindre end i mit fødselsår, får næsten 2,8 gange mere ud af hver arbejdstime, og har 68 procent større privatforbrug. Denne udvikling er sket samtidig med, at miljøet har fået det langt bedre. For eksempel udledte hver dansker i gennemsnit 12,5 tons CO2 i 1970, mens det tilsvarende tal i 2019 var faldet til 5,1 tons.
I absolutte tal ser udviklingen således fin ud, men ser man på Danmark relativt til resten af Vesteuropa, eller relativt til vores nabolande, er udviklingen ikke nær så positiv. Vores produktion per arbejdstime var således et par procent over nabolandene i 1970, og den er et par procent over i dag. Som den første figur illustrerer, er vores samlede arbejdsudbud også faldet mere end resten af Vesteuropas, og i særdeleshed mere end vores nabolandes. Figuren viser også, hvordan de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa (Postkom, de røde linje) og i de fire vestlige offsprings (Australien, Canada, New Zealand og USA) faktisk er vokset i forhold til Vesteuropa. Mens man i dansk politik taler meget om reformer, der har til hensigt at øge arbejdsudbuddet, må man erkende at vi på det punkt ikke engang følger med vores naboer. Ser man på antallet af fuldtidsansatte, matcher vi stort set vores naboer, men arbejdstiden er væsentligt lavere og er faldet hurtigere. Vil man have en diskussion af dansk arbejdsudbud, er det et element, der bør tages med!
Dagens anden figur viser det gennemsnitlige privatforbrug i Danmark, relativt til resten af Vesteuropa, og relativt til vores naboer. De fire europæiske offsprings er taget med i figuren, mest som en illustration af at Vesteuropa som helhed ikke har gjort det specielt godt de sidste 50 år. Danskerne havde i 1970 et privatforbrug, der var cirka 11 procent højere end nabolandenes, mens det per 2019 var otte procent lavere. Året før verdens nedlukningsparanoia var danskernes privatforbrug således cirka 4500 kroner lavere end svenskerne, 24.000 kroner lavere end briterne, og 27.000 lavere end tyskerne.
Hele denne udvikling er gået de fleste danskeres næse forbi. Diskussionen om økonomisk politik i Danmark koncentrerer sig næsten altid om forhold, der kan hjælpe med at finansiere fortsat vækst i et af verdens allerhøjeste offentlige forbrug. Det i sig selv er måske ikke mærkeligt, da det i en vis forstand er politikernes eget forbrug, men det er stærkt kritisabelt at danskerne ikke ser det: Vores naboer er løbet fra os. Og dét er en historie, som valget burde have handlet om: At mens danske politikere har skændtes om finanspolitisk ansvarlighed, omfordeling, og små politiske ændringer med arbejdsudbudseffekter, der nogle gange tælles i hundreder, mangler der i desperat grad store reformer. Danmarks økonomiske motor kører langsommere end naboernes, og hvis vi havde været på en reel motorvej på vej mellem Aarhus i 1970 og København i 2019, havde danskerne stadig været i Ringsted mens naboerne ankom til København.
Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2022. 6 svar
Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.
Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.
Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.
Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.
Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.
