I 1968 udkom en bog af Paul og Anne Ehrlich med titlen The Population Bomb, der advarede om at “The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now.” Bogen bruges stadig af miljøorganisationer og politikere, på trods af den åbenlyse mangel på evidens for dens forudsigelser. På den måde er den lige så elendig som den endnu mere berømte Limits to Growth fra 1972, der på samme måde var økonomisk analfabetisk: Ehrlich’ernes bog ender dens argument i den malthusianske fælde, som verden har været ude af siden 1700-taller, og Limits to Growth manglede enhver form for prismekanisme. Ingen af dem burde tages alvorligt, men millioner gjorde det.

Der er stadig mange politikere, der tror (eller i det mindste påstår), at det hele er et enormt problem, men nogle forskere mener, at befolkningstilvæksten allerede vil ramme nul om få år. Selv FN- forskere peger på, at der er en top i sigte. Mange forskeres pointe kan ses på dagens kort, hvor vi illustrerer forskelle i justeret fertilitet på tværs af verden. Dataene er fra Verdensbanken, og vi har taget fertilitetsraten (antal børn per kvinde), justeret med børnedødeligheden fra 2017-21.

Ser man på kortet, er det værd at bemærke at alle de grønne områder har justeret fertiliet under 2. Med andre ord skrumper disse landes befolkninger, medmindre de holdes oppe af indvandring. Det er værd at understrege, at nogle af verdens store lande er blandt de grønne: Brasilien, med en justeret fertiliet på bare 1,7, Iran på 1,8, og Vietnam på 1,9. Indien – der idag sandsynligvis har verdens største befolkning – ender lige præcist udenfor den grønne gruppe med en justeret fertiliet på 2,04 per kvinde og Kinas fertilitet er helt nede under 1,5!

Som kortet illusterer med al ønskelig tydelighed, vokser verdens befolkning stort set kun i Afrika. Selv her er Sydafrika og Botswanas befolkningstilvækst tæt på at ramme nul. De eneste steder udenfor Afrika med væsentlig befolkningstilvækst er Kazakhstan, Afghanistan og det tyndt befolkede Mongoliet.

Det særlige, som man ofte enten glemmer eller ignorerer, er at den såkaldt demografiske transition eksisterer, og nærmest er blevet stærkere de senere årtier: Når lande når et vist velstandsniveau, holder folk op med at få mange børn. Gennemsnittet for lande med en nationalindkomst per indbygger over bare 8000 dollars om året er således 1,88 børn per kvinde. Vietnam – der netop har en gennemsnitsindkomst på 8000 dollars – ligger præcist på det gennemsnit. I takt med at lande vokser over cirka det niveau, falder fertiliteten således synligt.

Hvornår klodens befolkning topper er meget svært, og måske umuligt, at sige. Men i takt med at fattige lande bliver rigere, løser problemet sig selv. Det er endda sandsynligt, at udbredelsen af mobiltelefoner og andet også gør sit, da det giver fattige mennesker adgang til at se, hvor almindeligt et liv med få eller ingen børn er i verdens rige lande. Ehrlicherne holder måske fast i, at de havde ret og at verden er på vej i skraldespanden, men de har aldrig taget mere tydeligt fejl end i disse år.